onsdag den 3. juni 2009

Mok med mere

Enten er der næsten intet at skrive om i dag, eller også er der en masse... Vi får se...

Helene havde fået en bunke uventede penge ind ad døren i går, så jeg kom hjem fra arbejde til en lige så uventet sushi-invitation, der blæste hatten af mig af glæde. Allerede inden vi tog afsted, havde vi en skøn eftermiddag, og seriøst: Jeg er så lykkelig for, at den lille kvinde er min! Hun skulle vide hvor meget, jeg påskønner hvert sekund!!!

Lou Reeds "Perfect Day" havde været det perfekte lydspor...

I dag er hun så taget til Jylland. I morgen skal hun lægge sin mors urne i jorden. Og sideløbende har hun et familiemedlem, der ringer til hende i døgndrift med mildest talt forstemmende tanker. Det tynger hende. Det tynger mig. Det er under ingen omstændigheder et fair sammenfald af begivenheder. Snarere en række domino-brikker, som hvert øjeblik kan ramle.

Men hvis den gør, falder jeg med. Og jeg er hamrende ligeglad. Jeg hører til.

Hvilket bringer mig videre til emne nr. 2. På det seneste har jeg mistet venner fra "det alternative miljø" på Facebook. "Geiger-Steffen" har jo ligefrem postet videoer med såvel Duran Duran og Kylie Minogue som Kim Larsen, og læser jeg signalet ret, er jeg ikke skide salonfähig længere.

Well.

For det første kunne jeg ikke være mere bedøvende ligeglad. Med undtagelse af Duran Duran, som jeg faktisk synes er et spændende forsøg på at skabe musikalsk pop-art, der endda på visse områder stikker dybere end Warhols, er jeg ikke fan af de ovennævnte navne - jeg er bare ikke (længere) snobbet nok til at afvise de gode ting, de folk rent faktisk har lavet. Jeg er mindst lige så interesseret i det skæve, mærkelige og entartede, som jeg altid har været, men gider jeg - her midt i mit fjerde årti på kloden - at blive ved med at affærdige folk, der ikke gider at høre på serielle plæneklipper-sonader og symfonier spillet på cola-flasker, som idioter? Gider jeg at blive ved med forholde mig til folk, der er lige så fordomsfulde i deres holdning til den "almene" kultur, som bønderne hjemme på vejen i Voel var det i forhold til indvandrere, mærkeligt tøj, langt hår osv.? Med andre ord: Gider jeg længere at slå knuder på mig selv for at please nogen? NEJ!!! Jeg blev ikke i sin tid punker for ingenting. Jeg ønskede i det mindste åndelig frihed, om jeg så skulle slå mig selv til blods for at opnå den. Og hvis "undergrunden" i dag modarbejder dét ønske i mig, er det den, der må ud af mine cirkler, ligesom det var "hverdags-Danmark" dengang. Vil faktisk til enhver tid foretrække en ærlig, tolerant bonderøv frem for endnu en opstyltet, egocentreret avantgarde-fims - lad mig bare sige det sådan!

For det andet: DER ER FANDEME INGEN, DER SKAL TRO, DE KAN TAGE COPYRIGHT PÅ MIG!!! Dvs. heller ingen, der kan tillade sig at køre "far er ikke sur, far er skuffet"-rutinen af på mig, hvis jeg ikke lever op til det billede, de har af mig. Jeg har kun ét liv. Det er - uanset hvor længe, det i sidste ende varer - kort. Jeg må økonomisere med min tid, og jeg synes, jeg har gjort det nogenlunde fair. De første tre-fire år var jeg der for mig selv. De næste 14 var jeg der for familien og kammeraterne. De efterfølgende 15-16 år var jeg der - under visse omstændigheder desværre full time - for promoveringen af kunstens, poesiens og musikkens bevidsthedsudvidende rum. Og jeg har stadig en masse at byde på i det felt, om folk gider have det. MEN nu synes jeg, det er på tide at give kærligheden - og måske på sigt min egen familie - sit. Og så må resten på det bagerste blus.

Sådan er det.

Men for at komme tilbage til "det progressive", har jeg ikke desto mindre gjort en del fund på YouTube på det seneste, der bygger videre på min ekstensive krautrock-artikel fra de første tre numre af Geiger. En artikel, der handlede om den ekstremt dynamiske, eksperimenterende og anarkistiske prog-rock fra 70'ernes Vesttyskland - som ofte var elektronisk og derfor virkede alt andet end "progget" - samt dens eftervirkninger på senere tysk musik. Her kommer lige fem smagsprøver.

Den første fra Rheingold, som havde nære relationer til Kraftwerk og lød lidt sådan, selvom udtrykket var mere "rocket". Fin, kølig, matematisk new wave!

http://www.youtube.com/watch?v=EoNOQs0QI68

Den anden fra Ibliss, som inkluderede Basil Hammoudi og Andreas Hohmann fra de tidlige Kraftwerk-line-ups, men spillede en helt egen tilbagelænet, psykedelisk improvisationsmusik. En lækkerbid for fans af den slags.

http://www.youtube.com/watch?v=beGALEMuWDQ

Den tredje er denne lækkerbid fra Grobschnitt - egentlig et sandt, ikke ret interessant progrock-orkester, som ikke desto mindre havde denne altid muterende perle på repertoiret. Har et sted en dobbelt-lp, hvor nummeret er ekspanderet til 14 lamslående smukke minutter, og i yderste konsekvens svulmede "Solar Music" op til et helt live-album i 1978! Fans af Pink Floyd, når de er bedst, kan roligt sætte sig ned og nyde seancen...

http://www.youtube.com/watch?v=0P4ndS-6Lmk

Trommeslageren fra Grobschnitt, Harald Grosskopf, var involveret i en række spektakulære sessions for selskabet Kosmische Musik først i 70'erne, hvor en psykedelisk all-star-besætning bestående af bl.a. ham, Manuel Göttsching fra Ash Ra Tempel og Klaus Schulze blev forsynet med sex og stoffer i døgndrift, mens de indspillede alskens løse, men interessante grundspor, der senere dukkede op de mærkeligste steder i selskabets katalog. Under visse af disse sessions medvirkede også folk-duoen Witthüser & Westrupp, og på deres album Trips & Träume siges hele holdet stedvist at være med. Det tror jeg på i dette tilfælde...

http://www.youtube.com/watch?v=hO_lOlyzzv0

Og sidst, men ikke mindst, synes jeg, at "die geniale Dilletanten" Die Tödliche Doris bør nævnes, for mere end nogen andre videreførte de den galskab, originalitet og humor, som ofte kendetegnede krautrocken - bare i en mere krads, ekstrem form. Som på denne pragtfulde spasme af et nummer!

http://www.youtube.com/watch?v=luAvXZqtOaE

Enjoy, folks!

3 kommentarer:

pter sagde ...

Hep Steffen!

Gi det hele til kærligheden - det være sig kvinden som musikken. Jeg voksede op med en omgangskreds der ikke tolererede andet end Heavy Metal (eller i hvert tilfælde AC/DC:-) Hvilket betød, at jeg i al hemlighed optog NDR Hitparade på tysk radio, hvor jeg så i smug lyttede til Nena, Adam Ant og en masse anden "mainstream"....i dag er jeg fløjtende ligeglad med hvad folk mener om min musiksmag, jeg hælder stadig til den alternative del af branchen, men finder også glæde ved Back For Good med Take That!!!!!!!!!!!!!
Sagt med andre ord, jeg suger en helvedes masse musik til mig - og gider ikke længere skele til, om det er indie eller mainstream...hvis jeg kan lide det, så kan jeg lide det!

MHT tysk musik - kender du TON STEINE SCHERBEN????? Fabelagtigt!

Jens Keis Kristensen sagde ...

Glimrende indlæg af Peter K. At vælge venner pga musiksmag var uvane, jeg droppede for 10-15 år siden. Vil tjekke dine links en del jeg er mere træt.
Hilsner fra NV, hvor der for tiden lyttes til Nick Cave, The Chameleons, Duffy, The Killers...

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Skal nok komme tilbage med en god kommentar. Har det rædderligt i dag.