mandag den 8. juni 2009

Exit

Ok, here we go... Folk vil jo nok gerne have en forklaring.

Mike, som Helene var ex-kæreste med og stadigvæk stod meget nært, kom med hende herover til Odense fredag aften. I længere tid havde jeg været jaloux på ham, og ud på natten endte det med, at jeg havde et gigantisk skænderi med Helene, som han ikke kunne undgå at bemærke. Hun gik i seng, men jeg kunne ikke sove. Så jeg gik ind til Mike, der stadig var oppe, og "så dæmonen i øjnene". Hvilket udmøntede sig i en to timer lang snak, hvor vi begge to forstod hinandens position til bunds til sidst og ikke kun sluttede fred, men faktisk fik en skidegod heart to heart-samtale ud af det. Noget, der kunne have været begyndelsen på et godt venskab. Men sådan blev det ikke...

Lørdag hyggede vi os alle tre hele dagen - fik tændt op i grillen og snakket godt over havebordet. Der røg også en del våde varer ind, men ikke flere, end at alle kunne håndtere det. Ved 1-tiden lagde Helene og jeg os til at sove. Mike blev oppe lidt længere - han havde til tider en lidt speciel døgnrytme.

Om morgenen sad han og sov foroverbøjet på en mærkelig måde, og da jeg rigtigt kom ind i stuen, hvor han befandt sig på sofaen, kunne jeg ikke forstå, at det ikke lød til, at han trak vejret. Men han var en stor mand, der ikke sådan lige lod sig vippe bagover, så jeg fik vækket Helene. Og da vi fik sat ham ordentligt op, var han fuldstændigt livløs og blå i ansigtet. Mens jeg fik ham lagt ned, ringede Helene 112, og der blev vi kort instrueret i at give hjertemassage - jeg masserede, og mens Helene passede telefonen, skiftedes vi til at give kunstigt åndedræt. Kan stadig smage hans ånde, som det allerede, selvom han stadig var varm, var helt gal med... Får ind imellem dårlige flashbacks...

Ambulancen kom. Fire mand. De nåede knapt nok at stille udstyret op, før den ene sagde, at der ikke var noget at gøre.

Og så kom politiet. Afhøringer. Formaliteter. Fattethed, selvom man var brudt sammen. Endelig bar ambulancefolkene ham så ud.

Spørgsmålene fra politiet var selvfølgelig nærgående, som de skal være det, når en 28-årig mand lige pludselig dør. Men også i dag fatter vi begge to ikke, hvad der kan være sket - normalt ville man jo reagere instinktivt, hvis man sov på en livstruende facon, og alkohol alene kan ikke have udløst en anden tilstand. Men måske en kombination af det og nogle psykofarmaka, han havde på sig, kan have gjort udslaget... Bedre bud er vi ikke kommet frem til. Men han bliver obduceret senere i dag, og så får vi forhåbentligt også nogle svar.

Indtil da kratter vi os bare gennem timerne. Helene sover en masse - det er hendes måde at lukke ned på. Jeg arbejder med diverse småting. Det er min.

Men har vi fattet det, der er sket? Nej. Og det sker ikke med det samme.

Ingen kommentarer: