torsdag den 25. juni 2009

Alt ondt begynder med ligegyldigheden

Det er i hvert fald blevet min yndlingstese over de senere år. Ikke blot på det personlige plan, hvor jeg først i 00'erne helt sikkert stod i intethed til halsen, men også generelt. Det er først, når man ikke tildeler de mennesker, man har omkring sig, nogen værdi, at man bliver i stand til i handle "ondt" (hader den term, der i høj grad er bundet op på irrationel kristen moral - jeg vil nærmere sige "grelt uhensigtsmæssigt"), for hvorfor skulle man så respektere deres integritet? Og hvis man samtidig heller ikke tildeler sig selv nogen værdi, hvilket ikke er usædvanligt (guilty, Your Honour!), er det da først, det går helt galt.

Ikke for ingenting var psykopaten - fra skingrende typer som Hannibal og Patrick Bateman til den noget hyggeligere Jules i Pulp Fiction - en markant heltetype i de postmoderne 90'ere, hvor lige-gyldighed var et filosofisk buzzword. Og ikke for ingenting synes typen direkte fremherskende nu, hvor selv postmodernismen er blevet ligegyldig, eftersom den gennemsyrer alt og gør hele virkeligheden til en grå, indifferent grød. Vil man have succes i erhvervslivet, er det noget nær et krav, at man er udstyret med en gabende ligegyldighed over for andre menneskers ve og vel - at man kan stille skarpt og handle køligt ud fra det, der står på bundlinjen. Vil man lykkes i kulturlivet, skal man også i høj grad indstille sig på at droppe nuancerne og spidse albuerne. På det gængse arbejdsmarked handler det i høj grad om at positionere sig over kollegerne, så man ikke står først, når krisen kradser i firmaet næste gang. Kærligheden mellem børn og forældre er i høj grad blevet erstattet af dyre børnehaver, endnu dyrere privatskoler og læssevis af julegaver. Kærligheden mellem mand og kvinde er blevet forvandlet til en terrorbalance, hvor begge har fingrene klar på aftrækkeren og er klar til at trykke, hvis båndene bliver den mindste smule snærende - ja, ofte endda blot hvis underholdningsværdien falder. Omkring os er verden reelt ved at gå under, men det forhindrer ikke stigende bilsalg, brok over forhøjede oliepriser og affald i vejkanten. Som det er nu, er virkligheden blevet uendeligt grim. Og det er den, fordi den er os ligegyldig. Og fordi vi er hinanden og os selv ligegyldige.

Grunden? I høj grad sikkert medierne - modsat vores oldeforældre skal vi forholde os til hele verden på én gang og sortere mellem alskens mulige idéer og forbilleder. Hvilket vi ikke kan kapere - det flyder ud. Det siger alt om vores mentale horisont, at f.eks. tsunamien for nogle år siden først blev vagt relevant for Hr. og Fru Danmark, da det blev bekendtgjort, at der søreme var DANSKERE mellem de omkomne (som om jeg føler et stærkere fællesskab med naboen end med en sympatisk thai, men lad nu dét ligge...). Men selvfølgelig gør det også noget for et menneskes selvværd, når det i al hast (børn er en dårlig forretning!) fostres op for at blive til en vare ved navn "arbejdskraft", der efter forgodtbefindende kan købes og sælges, så det kan købe alle de varer, det selv har investeret sit liv i at producere, og først derved (NOT!!!) vinde "værdi" og finde en "identitet"...

Inhumane verdener skaber inhumane mennesker. Selv det sundeste og mest instinktive i os kan perverteres og forvrænges til uigenkendelighed under de rette betingelser, and we're getting there...

Løsningen? Påskøn, sympatisér og elsk, elsk, ELSK, hvis du kan - og had, om nødvendigt. Tag stilling så længe, du endnu (delvist) kan det. Hold din egen ulv fra døren. Og kryds så ellers fingre for, at naboen ikke knækker sammen i et morderisk vanvid, før du selv gør...

2 kommentarer:

Louise sagde ...

"Ikke døden gør mig bange
ikke hadet og torturen
ikke dødens riffelgange
eller skyggerne på muren
ikke nætterne når himlens
sidste stjerne falder ned
men den nådeløse verdens
blinde ligegyldighed"

(Halfdan Rasmussen)

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Ja, han kunne noget, den kære Halfdan :-)