tirsdag den 30. juni 2009

Ok...

...der er ting, man godt kan forstå, at folk holder endda meget tæt med... Nok sagt om det.

Dagens digt er et sikket hit i Sammenslutningen for Børnehadere. Håber ikke det bliver det, man kommer til at huske mig for...

Far på stranden

Du bygger slotte af sand, lille ven, og du skriver i sand
og har sand mellem tæerne. Husk, det var bjerge
engang. Og tør så de øjne! Og knejs ordentligt, knægt!

mandag den 29. juni 2009

Min definition på helvede:

At blive holdt hen i uvidenhed af et menneske, man selv ville fortælle alt.

søndag den 28. juni 2009

Kridt

Du har tegnet din cirkel på gulvet,
så du kan rådne i fred
der ved bredden af lunkne og afsides tårekanaler.
Måske er det rigtigt.
Måske er kys stikflammer,
kærtegn en svidende stribe af lava,
samleje skærsild, nærvær tortur.
Måske får jeg horn
af at sidde herude og vente på vinger.
Men du? Du har afsvoret verden
og næres af tab. Og den cirkel
er kærlighed, tror jeg.

lørdag den 27. juni 2009

Rum

Og de ting, der falder ned af væggen,
stemmerne om natten og de skikkelser,
du knapt nok når at se,
er ikke ånder, men erindringer,
der husker dig. I stuen
visner blomster vindpust frem.

fredag den 26. juni 2009

On a roll...

Skulle lige til at skrive noget om, at jeg savnede at kunne skrive digte, for i små tre uger har den del af mig, der sætter mig i stand til at skrive den slags, været totalt lammet. Jovist: Pennen har flere gange befundet sig på papiret, og der er da også kommet småting ud af det, men de har ganske enkelt manglet indsigt, overblik, klarhed, nærvær. Men så i dag dukkede den her ting op, mens jeg tog bad - fuldt færdig. Den skulle stort set bare skrives ned. For trainspottere: Rummer godt skjulte nik til både Kraftwerk, DAD og Dali.

Last

Truckstop Gondolero: Kaffe i krus,
gafler i plastic, fritter i papæsker,
tyske Melissa i skurvognen bagved.
Så videre: Autoværn, frakørsler,
olie på tøjet, en walkie, der skratter
sig vej gennem uger og landskaber.
Hjulene drejer: 16 af dem, kun én ordre,
én hånd, én fod og én tanke. Men i
Andalusien hobes de op, pyramiderne,
nye og skinnende, hundene bjæffer fra toppene.

torsdag den 25. juni 2009

Alt ondt begynder med ligegyldigheden

Det er i hvert fald blevet min yndlingstese over de senere år. Ikke blot på det personlige plan, hvor jeg først i 00'erne helt sikkert stod i intethed til halsen, men også generelt. Det er først, når man ikke tildeler de mennesker, man har omkring sig, nogen værdi, at man bliver i stand til i handle "ondt" (hader den term, der i høj grad er bundet op på irrationel kristen moral - jeg vil nærmere sige "grelt uhensigtsmæssigt"), for hvorfor skulle man så respektere deres integritet? Og hvis man samtidig heller ikke tildeler sig selv nogen værdi, hvilket ikke er usædvanligt (guilty, Your Honour!), er det da først, det går helt galt.

Ikke for ingenting var psykopaten - fra skingrende typer som Hannibal og Patrick Bateman til den noget hyggeligere Jules i Pulp Fiction - en markant heltetype i de postmoderne 90'ere, hvor lige-gyldighed var et filosofisk buzzword. Og ikke for ingenting synes typen direkte fremherskende nu, hvor selv postmodernismen er blevet ligegyldig, eftersom den gennemsyrer alt og gør hele virkeligheden til en grå, indifferent grød. Vil man have succes i erhvervslivet, er det noget nær et krav, at man er udstyret med en gabende ligegyldighed over for andre menneskers ve og vel - at man kan stille skarpt og handle køligt ud fra det, der står på bundlinjen. Vil man lykkes i kulturlivet, skal man også i høj grad indstille sig på at droppe nuancerne og spidse albuerne. På det gængse arbejdsmarked handler det i høj grad om at positionere sig over kollegerne, så man ikke står først, når krisen kradser i firmaet næste gang. Kærligheden mellem børn og forældre er i høj grad blevet erstattet af dyre børnehaver, endnu dyrere privatskoler og læssevis af julegaver. Kærligheden mellem mand og kvinde er blevet forvandlet til en terrorbalance, hvor begge har fingrene klar på aftrækkeren og er klar til at trykke, hvis båndene bliver den mindste smule snærende - ja, ofte endda blot hvis underholdningsværdien falder. Omkring os er verden reelt ved at gå under, men det forhindrer ikke stigende bilsalg, brok over forhøjede oliepriser og affald i vejkanten. Som det er nu, er virkligheden blevet uendeligt grim. Og det er den, fordi den er os ligegyldig. Og fordi vi er hinanden og os selv ligegyldige.

Grunden? I høj grad sikkert medierne - modsat vores oldeforældre skal vi forholde os til hele verden på én gang og sortere mellem alskens mulige idéer og forbilleder. Hvilket vi ikke kan kapere - det flyder ud. Det siger alt om vores mentale horisont, at f.eks. tsunamien for nogle år siden først blev vagt relevant for Hr. og Fru Danmark, da det blev bekendtgjort, at der søreme var DANSKERE mellem de omkomne (som om jeg føler et stærkere fællesskab med naboen end med en sympatisk thai, men lad nu dét ligge...). Men selvfølgelig gør det også noget for et menneskes selvværd, når det i al hast (børn er en dårlig forretning!) fostres op for at blive til en vare ved navn "arbejdskraft", der efter forgodtbefindende kan købes og sælges, så det kan købe alle de varer, det selv har investeret sit liv i at producere, og først derved (NOT!!!) vinde "værdi" og finde en "identitet"...

Inhumane verdener skaber inhumane mennesker. Selv det sundeste og mest instinktive i os kan perverteres og forvrænges til uigenkendelighed under de rette betingelser, and we're getting there...

Løsningen? Påskøn, sympatisér og elsk, elsk, ELSK, hvis du kan - og had, om nødvendigt. Tag stilling så længe, du endnu (delvist) kan det. Hold din egen ulv fra døren. Og kryds så ellers fingre for, at naboen ikke knækker sammen i et morderisk vanvid, før du selv gør...

onsdag den 24. juni 2009

Vanitas


Tre tanker er strømmet igennem mig i dag, da jeg igen tænkte over Mike-tingen.

- Hvor forbandet kort, uberegneligt og skrøbeligt, livet rent faktisk er.

- Hvor meget, man bør værdsætte hvert eneste menneske, man holder af, og hvor vigtigt det er, at det ikke forbliver ufortalt. For hverken din eller deres tid er ubegrænset. Uret kan stoppe når som helst.

- Hvor lidt angst, man egentlig bør have i den forbindelse. For det, der vil hjemsøge en værst, når tiden kommer, er det ugjorte...

tirsdag den 23. juni 2009

Leve heksene!!!

Er det kun mig, der næsten hver dag er ved at eksplodere af irritation over pensionisten foran i køen ved tobakskiosken, som liiige skal have indløst 20 Lotto-kuponer (nej, der er nok ikke en million på i denne uge heller!) via verdens langsomste aflæsningsapparat? EGNE SPIL-SKRANKER I ALLE SUPERMARKEDER NU!!!

Det er i øvrigt Sankt Hans. Så skal der åbenbart futtes hekse af igen. Personligt har jeg nu altid haft det sådan, at det netop er den slags dybe, indsigtsfulde og unikke kvinder, der bør værnes specielt om...

søndag den 21. juni 2009

Har lovet mig selv...

...kun at blogge, når jeg har andet end død, distance og ødelæggelse at skrive om. I hvert fald for en tid. Det var aldrig meningen, at dette skulle blive decideret bekendelseslitteratur, selvom jeg aldrig har skyet at nævne private omstændigheder. Pt. er de imidlertid så komplekse og tragiske, at jeg er nødt til at trække en streg i sandet for mig selv. Så det er hermed gjort.

Men på, det vil jeg hænge, når der er overskud til det.

Og jeg kan da nævne, at jeg lige har skrevet biografiske bemærkninger til den tredje antologi fra Underskoven, der vist nok udkommer i august og rummer seks bidrag fra min hånd. Tror ikke, jeg har nævnt det før.

Så lidt sker der da, når der ikke døes osv.

torsdag den 18. juni 2009

Tegn

Visse folk har det med at blive bekymrede, hvis jeg ikke giver et livstegn fra mig i et par dage - en fed nok ting også, egentlig. Så derfor dette par linjer.

Men mig bekendt er der ikke sket noget som helst siden sidst. Dvs. i går stod alting - alting - stille. I dag er der lidt mere fremdrift i huset. Der bliver gjort seriøse forsøg på at komme videre.

Men jeg trænger helt forbandet til et kram.

onsdag den 17. juni 2009

Af jord er du kommet...

Nå, så skete det i går. Selvom han stadig er en stor - og til tider uhyggelig - tilstedeværelse her i huset, er Mike blevet begravet. Her mindedes vi ham ved at tænde et lys og snakke. Nok også mere i hans ånd end det, der foregik i Grindsted.

Faktisk var det, der foregik der, meget lidt optimalt. Hans familie, som han stort set ikke har haft noget med at gøre, siden han var tre år, fik automatisk ansvaret for at arrangere jordefærden. Mike havde taget navneforandring, men det er i det store og hele fødselsnavnet, der kommer til at stå på stenen. Værre endnu: Han ønskede at blive brændt, men han blev lagt i jorden. Og han ville absolut også helst have været begravet i Horsens, hvor han boede. Bortset fra dét foregik alt vist i mindelighed, men...

Helenes bror dukkede ikke op. En ven, Flemming, overtog hendes plads ved kisten i stedet. Godt, når det nu var.

Nu mangler han bare at også få fred.

tirsdag den 16. juni 2009

"Pas på dig selv"

Undskyld, at jeg bliver ved med at køre rundt i de seneste begivenheder... Ved godt, at det ikke er munter læsning (og at jeg udadtil virker skide asocial for tiden), men pt. drejer alting sig om sorgarbejde. Og om at holde sammen på den kvinde, jeg elsker mere end mig selv. Og som er hårdere ramt af det, der er sket, end vel nogen anden. Ikke for ingenting magter hun ikke at tage til selve begravelsen nu. Hendes bror overtager, om alt går vel, hendes plads, når kisten skal bæres ud i morgen.

Alt, jeg hører udefra, er "pas på dig selv". Det er kærligt ment, det ved jeg. Og jeg forsøger også. Jeg går på arbejde, for så tænker jeg på noget andet så længe. Jeg forkæler mig selv med småting. Jeg får min mad og min søvn. Vi snakker godt sammen nu, og jeg fører lange indre monologer om det, der er sket. Så Alles gut. Men skulle nogen være i tvivl (og det føler jeg til tider, nogen er): Jeg kan kun passe ordentligt på mig selv ved at passe ordentligt på hende. Elsker man virkelig nogen, er man der også til at dele, bearbejde og (måske) lindre deres smerte og bekymringer, for andet er (også) at øve vold mod sig selv. Kærlighed er en dødsens alvorlig sag, folkens! Og er der nogen, der ikke fatter det: Held og lykke på det evige kødmarked - I fortjener det!!!

lørdag den 13. juni 2009

Phone home

Støvet har sådan omtrent lagt sig efter i forgårs... Det er stadig svært at planlægge noget flere dage frem, men i det mindste er både Helene og jeg ved at begynde at forholde os nogenlunde konkret til det, der er sket over den sidste uges tid. Og vi er stadigvæk sammen her på vores halvårsdag, selvom ingen af os magter at markere det på helt det niveau, vi oprindeligt havde tænkt os. For netop i dag er også ugedagen for den sidste aften, Mike var i live.

Han begraves på onsdag et sted i Jylland (kan godt nævne hvor, men det er vigtigt, at kun de rigtige mennesker kommer) under noget mindre end optimale omstændigheder. Helene og Malthe, hendes søn, tager derover. Der er ikke råd til, at alle tager afsted, og jeg havde kendt ham i kortest tid.

Men jeg var med oppe at se ham forleden, og der fik jeg sagt det til ham, jeg skulle og kunne.

Og så er det måske ellers rimeligt nok, at jeg kun er der i ånden på selve dagen.

torsdag den 11. juni 2009

Kollaps

Ubeskrivelig aften. Sammenbrud på alle planer. Er drænet for overskud og kan ikke se bare en time frem.

Har aldrig følt mig så ensom og desperat og håbløs og fyldt af afmagt i hele mit liv.

Men hvad pokker, man er vel sømand. En eventyrer i elendighed. Så har man prøvet det med.

Måske det bliver værre i morgen?

onsdag den 10. juni 2009

Skaberen...

...er sadist, for han/hun/den/det opfandt erindringen.

mandag den 8. juni 2009

Exit

Ok, here we go... Folk vil jo nok gerne have en forklaring.

Mike, som Helene var ex-kæreste med og stadigvæk stod meget nært, kom med hende herover til Odense fredag aften. I længere tid havde jeg været jaloux på ham, og ud på natten endte det med, at jeg havde et gigantisk skænderi med Helene, som han ikke kunne undgå at bemærke. Hun gik i seng, men jeg kunne ikke sove. Så jeg gik ind til Mike, der stadig var oppe, og "så dæmonen i øjnene". Hvilket udmøntede sig i en to timer lang snak, hvor vi begge to forstod hinandens position til bunds til sidst og ikke kun sluttede fred, men faktisk fik en skidegod heart to heart-samtale ud af det. Noget, der kunne have været begyndelsen på et godt venskab. Men sådan blev det ikke...

Lørdag hyggede vi os alle tre hele dagen - fik tændt op i grillen og snakket godt over havebordet. Der røg også en del våde varer ind, men ikke flere, end at alle kunne håndtere det. Ved 1-tiden lagde Helene og jeg os til at sove. Mike blev oppe lidt længere - han havde til tider en lidt speciel døgnrytme.

Om morgenen sad han og sov foroverbøjet på en mærkelig måde, og da jeg rigtigt kom ind i stuen, hvor han befandt sig på sofaen, kunne jeg ikke forstå, at det ikke lød til, at han trak vejret. Men han var en stor mand, der ikke sådan lige lod sig vippe bagover, så jeg fik vækket Helene. Og da vi fik sat ham ordentligt op, var han fuldstændigt livløs og blå i ansigtet. Mens jeg fik ham lagt ned, ringede Helene 112, og der blev vi kort instrueret i at give hjertemassage - jeg masserede, og mens Helene passede telefonen, skiftedes vi til at give kunstigt åndedræt. Kan stadig smage hans ånde, som det allerede, selvom han stadig var varm, var helt gal med... Får ind imellem dårlige flashbacks...

Ambulancen kom. Fire mand. De nåede knapt nok at stille udstyret op, før den ene sagde, at der ikke var noget at gøre.

Og så kom politiet. Afhøringer. Formaliteter. Fattethed, selvom man var brudt sammen. Endelig bar ambulancefolkene ham så ud.

Spørgsmålene fra politiet var selvfølgelig nærgående, som de skal være det, når en 28-årig mand lige pludselig dør. Men også i dag fatter vi begge to ikke, hvad der kan være sket - normalt ville man jo reagere instinktivt, hvis man sov på en livstruende facon, og alkohol alene kan ikke have udløst en anden tilstand. Men måske en kombination af det og nogle psykofarmaka, han havde på sig, kan have gjort udslaget... Bedre bud er vi ikke kommet frem til. Men han bliver obduceret senere i dag, og så får vi forhåbentligt også nogle svar.

Indtil da kratter vi os bare gennem timerne. Helene sover en masse - det er hendes måde at lukke ned på. Jeg arbejder med diverse småting. Det er min.

Men har vi fattet det, der er sket? Nej. Og det sker ikke med det samme.

søndag den 7. juni 2009

Konstatering

I torsdags troede jeg, at jeg havde en rival.

I fredags fandt vi hinanden.

I går hyggede vi os.

I dag er han væk.

RIP Mike.

torsdag den 4. juni 2009

Søvnløshed

Har ikke sovet en bjælde. Dvs. jo, men jeg vågnede 1:30 i nat og endte med at gå i containeren med haveaffald, så jeg i det mindste ikke skulle sidde og tænke i den tid. Nu er jeg hjemme efter arbejde og knokler løs med at gøre badeværelse rent af den samme grund.

I dag kommer Helene hjem igen. Bliver super at se hende!!!

Men hun har en særdeles problematisk personnage med, der skal blive her i mindst tre dage. Garanterer ikke for hvordan, det går.

Word up!

Man møder nogle gange nogle mennesker, der euforisk brøler: "Jeg er bare så lykkelig!" og man siger: "Hvorfor?" og de svarer: "Fordi jeg har købt en ny bordplade! I skifer! Jeg elsker skifer! Skifer! Skifer! SKIFER!". Så slutter samtalen.

Fra dagens Fredags Crap i Urban med Wulffmorgenthaler d. 29/5.

Blank

Well, i det mindste har hun givet lidt lyd fra sig, så man må gå ud fra, at hun har overlevet i et eller andet omfang. No thanks to me! Burde fandeme have sagt jobbet op, lænset kontoen og være taget afsted! Aldrig har jeg følt mig så meget som en røv!!! Godt nok var hun ikke alene om det, men i lige præcis dette tilfælde ved jeg ikke, om det føles som en trøst...

Nå, men har hørt, at der er valg på søndag, jo. Fik såmænd også et valgkort, men jeg kylede det ud, da jeg var i Søborg. Dels fordi jeg ikke kan komme derover at stemme i weekenden, dels fordi både modstand og opbakning bag EU synes mig at være dybt omsonse fænomener, som sagerne står nu. Stort set alle partier ønsker at være med, men ingen kan overbevisende forklare formålet med projektet EU for tiden... Og stemmer man på liste N, som jeg venligst er blevet anbefalet det af min partiledelse, går ens stemme dybest set tabt pt. Desuden er det helt andre ting, der fylder mit hoved i disse dage, så må man venligst have mig undskyldt...

Det eneste, jeg gerne ville have stemt om, er ændringen er tronfølgerloven. Bliver sikkert smidt ud af Enhedslisten for at indrømme det, men nej, jeg er ikke republikaner. I min optik er den rigtige venstrefløjs fortsatte modstand mod kongehuset en fiks idé, der rækker tilbage til Das Kapital, hvor den slags blev set som en del af en feudal magtstruktur i samfundet. Det var også rigtigt dengang, men i dag, hvor dronningen ikke engang kan stemme længere... Kongehuset er i princippet, som jeg ser det, røget helt ud af den øvrige samfundsstruktur, og det er meget svært at forestille sig, at det kan fungere som en reel trussel mod nogen længere. Så hvis det ikke har lyst til at nedlægge sig selv, er det ok for mig, at det er der. Som en historisk linje tilbage til Danmarks fødsel. Som underholdning. Som en hund i keglespillet. Hver sin udlægning. Den, jeg selv slår mest på, er den første.

Men så igen: Vel er jeg rød ind til benet, men begge de familier, jeg er kommet fra, var kongetro. Min fars specielt, fordi den nedstammede fra "kongens hollændere". Kunne være arvelig belastning. En mem, jeg ikke kan kaste af mig...

Anyway: Gu' skal den førstefødte være regent, kvinde eller ej!!!

Men ikke desto mindre bliver dette det første valg siden jeg blev myndig, hvor jeg bliver i sofaen. Synes helt ærligt, at det er vigtigere at være der på hjemmefronten denne gang.

...

Så er det om en time, Helene sætter sin mors urne i jorden...

Afskyer mig selv for, at jeg ikke kan være der pga. mit forpulede lortearbejde!

onsdag den 3. juni 2009

Mok med mere

Enten er der næsten intet at skrive om i dag, eller også er der en masse... Vi får se...

Helene havde fået en bunke uventede penge ind ad døren i går, så jeg kom hjem fra arbejde til en lige så uventet sushi-invitation, der blæste hatten af mig af glæde. Allerede inden vi tog afsted, havde vi en skøn eftermiddag, og seriøst: Jeg er så lykkelig for, at den lille kvinde er min! Hun skulle vide hvor meget, jeg påskønner hvert sekund!!!

Lou Reeds "Perfect Day" havde været det perfekte lydspor...

I dag er hun så taget til Jylland. I morgen skal hun lægge sin mors urne i jorden. Og sideløbende har hun et familiemedlem, der ringer til hende i døgndrift med mildest talt forstemmende tanker. Det tynger hende. Det tynger mig. Det er under ingen omstændigheder et fair sammenfald af begivenheder. Snarere en række domino-brikker, som hvert øjeblik kan ramle.

Men hvis den gør, falder jeg med. Og jeg er hamrende ligeglad. Jeg hører til.

Hvilket bringer mig videre til emne nr. 2. På det seneste har jeg mistet venner fra "det alternative miljø" på Facebook. "Geiger-Steffen" har jo ligefrem postet videoer med såvel Duran Duran og Kylie Minogue som Kim Larsen, og læser jeg signalet ret, er jeg ikke skide salonfähig længere.

Well.

For det første kunne jeg ikke være mere bedøvende ligeglad. Med undtagelse af Duran Duran, som jeg faktisk synes er et spændende forsøg på at skabe musikalsk pop-art, der endda på visse områder stikker dybere end Warhols, er jeg ikke fan af de ovennævnte navne - jeg er bare ikke (længere) snobbet nok til at afvise de gode ting, de folk rent faktisk har lavet. Jeg er mindst lige så interesseret i det skæve, mærkelige og entartede, som jeg altid har været, men gider jeg - her midt i mit fjerde årti på kloden - at blive ved med at affærdige folk, der ikke gider at høre på serielle plæneklipper-sonader og symfonier spillet på cola-flasker, som idioter? Gider jeg at blive ved med forholde mig til folk, der er lige så fordomsfulde i deres holdning til den "almene" kultur, som bønderne hjemme på vejen i Voel var det i forhold til indvandrere, mærkeligt tøj, langt hår osv.? Med andre ord: Gider jeg længere at slå knuder på mig selv for at please nogen? NEJ!!! Jeg blev ikke i sin tid punker for ingenting. Jeg ønskede i det mindste åndelig frihed, om jeg så skulle slå mig selv til blods for at opnå den. Og hvis "undergrunden" i dag modarbejder dét ønske i mig, er det den, der må ud af mine cirkler, ligesom det var "hverdags-Danmark" dengang. Vil faktisk til enhver tid foretrække en ærlig, tolerant bonderøv frem for endnu en opstyltet, egocentreret avantgarde-fims - lad mig bare sige det sådan!

For det andet: DER ER FANDEME INGEN, DER SKAL TRO, DE KAN TAGE COPYRIGHT PÅ MIG!!! Dvs. heller ingen, der kan tillade sig at køre "far er ikke sur, far er skuffet"-rutinen af på mig, hvis jeg ikke lever op til det billede, de har af mig. Jeg har kun ét liv. Det er - uanset hvor længe, det i sidste ende varer - kort. Jeg må økonomisere med min tid, og jeg synes, jeg har gjort det nogenlunde fair. De første tre-fire år var jeg der for mig selv. De næste 14 var jeg der for familien og kammeraterne. De efterfølgende 15-16 år var jeg der - under visse omstændigheder desværre full time - for promoveringen af kunstens, poesiens og musikkens bevidsthedsudvidende rum. Og jeg har stadig en masse at byde på i det felt, om folk gider have det. MEN nu synes jeg, det er på tide at give kærligheden - og måske på sigt min egen familie - sit. Og så må resten på det bagerste blus.

Sådan er det.

Men for at komme tilbage til "det progressive", har jeg ikke desto mindre gjort en del fund på YouTube på det seneste, der bygger videre på min ekstensive krautrock-artikel fra de første tre numre af Geiger. En artikel, der handlede om den ekstremt dynamiske, eksperimenterende og anarkistiske prog-rock fra 70'ernes Vesttyskland - som ofte var elektronisk og derfor virkede alt andet end "progget" - samt dens eftervirkninger på senere tysk musik. Her kommer lige fem smagsprøver.

Den første fra Rheingold, som havde nære relationer til Kraftwerk og lød lidt sådan, selvom udtrykket var mere "rocket". Fin, kølig, matematisk new wave!

http://www.youtube.com/watch?v=EoNOQs0QI68

Den anden fra Ibliss, som inkluderede Basil Hammoudi og Andreas Hohmann fra de tidlige Kraftwerk-line-ups, men spillede en helt egen tilbagelænet, psykedelisk improvisationsmusik. En lækkerbid for fans af den slags.

http://www.youtube.com/watch?v=beGALEMuWDQ

Den tredje er denne lækkerbid fra Grobschnitt - egentlig et sandt, ikke ret interessant progrock-orkester, som ikke desto mindre havde denne altid muterende perle på repertoiret. Har et sted en dobbelt-lp, hvor nummeret er ekspanderet til 14 lamslående smukke minutter, og i yderste konsekvens svulmede "Solar Music" op til et helt live-album i 1978! Fans af Pink Floyd, når de er bedst, kan roligt sætte sig ned og nyde seancen...

http://www.youtube.com/watch?v=0P4ndS-6Lmk

Trommeslageren fra Grobschnitt, Harald Grosskopf, var involveret i en række spektakulære sessions for selskabet Kosmische Musik først i 70'erne, hvor en psykedelisk all-star-besætning bestående af bl.a. ham, Manuel Göttsching fra Ash Ra Tempel og Klaus Schulze blev forsynet med sex og stoffer i døgndrift, mens de indspillede alskens løse, men interessante grundspor, der senere dukkede op de mærkeligste steder i selskabets katalog. Under visse af disse sessions medvirkede også folk-duoen Witthüser & Westrupp, og på deres album Trips & Träume siges hele holdet stedvist at være med. Det tror jeg på i dette tilfælde...

http://www.youtube.com/watch?v=hO_lOlyzzv0

Og sidst, men ikke mindst, synes jeg, at "die geniale Dilletanten" Die Tödliche Doris bør nævnes, for mere end nogen andre videreførte de den galskab, originalitet og humor, som ofte kendetegnede krautrocken - bare i en mere krads, ekstrem form. Som på denne pragtfulde spasme af et nummer!

http://www.youtube.com/watch?v=luAvXZqtOaE

Enjoy, folks!

mandag den 1. juni 2009

Rival

Du er den
der ikke burde være der,
et antistof, en smittekilde,
grunden til jeg fylder
lidt for meget,
når jeg kigger mig
i spejlet.

Du er affald skidt fra skyerne,
et splitsekund, som tiden har sendt bort,
en stor, kompleks struktur
af støv og vand, som jorden ikke
byder ind af frygt for
tørke, hunger.

Du er menneskelig,
forladt af kosmos,
kæmpende for plads og ret,
et monster
fra det ydre rum,
jeg ligner
til forveksling.

Det er det,
jeg hader mest.