lørdag den 11. april 2009

Picnic i Hiroshima


Vi kan blidt sætte brødkurven ned
ved det brændte, men levende træ
og svælge i vuet af væltede bygninger,
frådse i suset af fugle, der dratter til jorden,
blive høje af rødvin og håndmadder,
højlydte skrig fra terrænet, hinanden.
Og så kan vi elske i strålingen, udveksle gnister,
få afkom så sygt, at det evner at leve der,
pansret, fordrejet, forskruet,
men født til at hamre og save og drømme
om fadermord, moderdrab, renselse,
arkitektur så afskyelig,
at den kan modstå selv tanken.

Vi kan betjene os selv,
vi kan skåle i kød,
det er alt.

2 kommentarer:

Louise sagde ...

"højlydte skrig fra terrænet, hinanden"

Yes.
Tænk om vi kunne høre hinaden imellem os selv. Hinandenheden.
Så ville strålingen være knap så giftig...

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Ja, mon ikke :-)