tirsdag den 14. april 2009

Latterligt

så skrøbelig, man er. Selvfølgelig skal det ses i lyset af, at den sidste uges tid mentalt har været en togtur til Helvede, og at jeg er specielt tyndhudet nu, men jeg er blevet fuldstændigt slået ud af en kommentar på digte.dk, som angreb det nyere digt, jeg er allermest stolt af. "Det kan du gøre bedre". Hm, det forbandede er, at det kan jeg ikke. Og så fik jeg på hatten for at bruge ordet "dratte", som ifølge vedkommende skulle være dialekt (det er det nu ikke ifølge Nudansk Ordbog...) - underforstået ikke et fint nok ord til at indgå i så "udsøgt" en ting som et digt... Skal man virkelig til at tage "radiator"-diskussionen igen? Orker ikke. Ikke nu. Har bare lyst til at smide pennen på ubestemt tid, droppe en planlagt oplæsning på torsdag og løbe langt, langt væk. Væk fra andres meninger og stemmer.

Og samtidig er det så absurd, for har jeg ikke lige netop optrådt som musikkritiker i 10 år? Skåner jeg andre, når jeg kommenterer? Gu' gør jeg da ej. Er mine æstetiske kriterier en skid bedre eller mere reflekterede? Næppe. Jeg kan simpelthen ikke tåle en dosis af min egen medicin, og den slags dobbeltmoral har jeg altid været den første til at fordømme...

Så meget sagt aner jeg ikke hvordan, jeg kommer videre lige nu. Hvornår og hvordan jeg kan se mine egne ord i øjnene igen. Håber, at et møde med min musikalske kontakt her i eftermiddag kan være med til at vende skuden bare lidt...

Latterligt.

4 kommentarer:

Vibeke Nielsen sagde ...

Nu har jeg været inde og kigge på, hvad der faktisk stod og hvilket digt, det drejer sig om. Alt jeg kan sige er, at jeg også har oplevet, at rigtig gode venner har været nådesløse i deres domme over mine ting. Og det slår fandens hårdt. Man er tilbøjelig til at give op, når sådan noget sker, men min erfaring er, at det er en bedre idé simpelthen at vælge et helt neutralt publikum, som man ikke er personligt involveret i. Og så lave nogle andre ting sammen med vennerne. Hygge for eksempel.

Prøv at vise dine ting til mennesker, som du ikke kender. Send dem til tidsskrifter, som du kan lide at læse. Friske øjne er godt. Ellers ender det i brudte bånd og depressioner.

Jeg, der ikke kender dig personligt, synes jo for eksempel at det pågældende digt er brandgodt i al sin brutalitet.

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Tjo, startede nu heller ikke med at skrive i går, så jeg har efterhånden været hele møllen rundt - fra Poul Borums "Tak. Trykker dét og dét i # 3." over lange, udførlige konsulentudtalelser til nærmest intim, hudflettende kritik. Generelt er min følelse faktisk, at man - trods alt - får de mest anvendelige ord fra folk, der kender éns stil indefra, selvom det lige præcis er der, det også begynder at gøre nas. Mere neutrale instanser er i reglen enten demonstrativt brutale i deres retorik - bruger én til at definere sig selv som modpol til - eller så vævende, at det kan være det samme. Men for alle gælder det selvfølgelig, at man skal vide, hvor man selv står, have overskud til at modtage slagene og så i øvrigt være god til at sortere skæg fra snot - ingen kritiker kan trods alt foregive andet end at være subjektiv. Evner man at gå til det på den måde, er man godt på vej. Men evner man det tilfældigvis ikke den dag, hugget melder sig, så...

Har indtil videre også fået tre positive tilbagemeldinger på digtet i forhold til den ene, der ikke var, så... Skyerne er lettet lidt. Men skismaet er stadig interessant.

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Og mange tak for de rosende ord, i øvrigt!

Vibeke Nielsen sagde ...

Godt at høre, at du rejser dig igen og at der er folk i din omgangskreds, hvis kritik du kan bruge til noget.