mandag den 6. april 2009

Enden er nær???


Er ved at være klar til fint besøg fra det odenseanske. Og har været et smut omkring Pia for - sådan blev det i hvert fald - at lege konsulent på en ambitiøs oplæsning/performance, hun skal lave på Bureauet på torsdag. Materialet kan gennemtænkes mere, men det ser lovende ud.

Ellers forundres jeg over den, ja, himmelråbende stupiditet bag en nylig cd-udgivelse - Auscultates Gregorian Chants - Love Songs and Ballads - hvor en flok munke (eller er de nu også det? En andenrangs backingsanger kan jo til forveksling lige én i en passende kutte) giver slaskede bud på slaskede schlagere som "Lady in Red", "How Deep is Your Love", "Perhaps Love" og "When You Say Nothing at All". Og spolerer regulære guldkorn som "Nights in White Satin" og "The Sound of Silence". Hvorfor??? HVAD HAR VI GJORT??? Er det den nok så bekendte Guds straf over menneskeheden - et skræmmende præludium til dommedag eller syv nye plager? Eller er det blot den endelige profanering af musikkens dybe, transcendente natur, hvilket vel egentlig er lige så skræmmende?

Visse steder har jeg endda set udgivelsen blive sammenlignet med Dead Can Dance. Mit hjerte græder på deres vegne. Hør deres Aion i stedet - den har noget at have sin spiritualitet i.
Åh ja, og så er coveret for øvrigt tudegrimt... Se selv ovenfor.

3 kommentarer:

pter sagde ...

...overvejer limited edition udgaven :-)

CillyBilly sagde ...

Ok jeg gik i latterkramper over dette her... Der er noget kildrende ironisk (ikke at forveksle med kildrende erotisk) over munke der grynter lovesongs... Ingen panfløjte kan hamle op med den slags ufrivillig komik!

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Den, hvor deres vokale forbandelser af Beatles' sangkatalog er med som bonus?

Nå ja, om ikke andet må man formode, at de har rigeligt med tid til at filosofere over det, de ikke får... :-D