onsdag den 4. marts 2009

Showdown!

Nå, så fik jeg skrevet introteksten til Simply Frank Ziyanak og sendt den. Meget spot on og personlig. Lige det, som jeg tror, at en kompromisløs solosatsning af den slags kræver. Men måske er den også for personlig? You never know.

Har også haft lyst til at skrive et par ord om bandekrigen på Nørrebro, hvor jeg, som bekendt, kommer en del. Skægt nok startede den faktisk i sommers omkring det tidspunkt, hvor jeg ankom til byen. Men det eneste, jeg kan skrive, er ret oldnordisk:

Kør svinene - både fra HA og indvandrermiljøet - ud på en mark belæsset med skydevåben. Og lad dem så køre deres showdown der. Ingen vil savne dem for alvor. Det eneste "konstruktive", de foretager sig, er at deale stoffer, der slår folk ihjel, og at slå folk ihjel, der ikke kan betale for dem. De rangerer - og her snakker vi om begge grupperinger - så lavt på den menneskelige rangliste, som tænkes kan.

Og i kraft af det, at de bare er begyndt at pløkke tilfældigt rundt omkring sig, spreder de en frygt mellem sagesløse mennesker, der i sig selv virker kvælende på al sund livsudfoldelse. Bare ikke hos mig. Nægter simpelthen at leve mit liv på frygt, for så bliver det aldrig et liv. Så må de hellere pløkke mig, hvis det er. Jeg færdes, hvor jeg vil - når jeg vil!!!

Skydevåben giver ikke "respekt". De avler udelukkende angst og afsky. Hvor dum er det lige, man skal være, for ikke at kunne regne den ud? Kære "hot shots" - I står med en hel nation i ryggen, der rasler med knivene... Og med enormt god grund!

Strengere straffe virker ikke. Disse folk er uden for enhver pædagogisk rækkevidde, og man skal da slet ikke ud i at give HA rabat, fordi de er "etniske danskere", hvilket de tiltag til nye bandelove, jeg har set, alle sammen tyder på. Og de er sikkert hundeangste alle til hobe, men hvad rager det mig? Uanset hvor galt, tingene står til, tror jeg på det nødvendige i at opføre sig som et hæderligt menneske. Dvs. i det mindste ikke at skide på andre menneskers allerhelligste - som f.eks. deres liv.

Men dem, der har valgt at gøre det, har jeg på ingen planer noget som helst til overs for. De skal væk - med legale eller illegale midler. Og de legale midler - dvs. politiet - er tydeligvis nul og en skid værd. Til gengæld er banderne jo enormt gode til at udrydde hinanden. Så: Showdown! Vend deres letantændelige stupiditet til en triumf for alle andre! Lad os blive fri!

PS: Sidst, jeg var på vagt på Bureauet, var der en af de andre, der meget engageret havde kradset en tegning ned i en intern bog af den nylige episode, hvor en uskyldig færing, som oven i købet har vist sig at (af alt!) være revisor, blev plaffet ned af et par folk på cykel, da han skulle til koncert på Stengade 30. Tegningen var ikke tilfældig, viste det sig, for den var lavet på selve aftenen, og det hele skete 100 meter nede ad gaden...

Ingen kommentarer: