mandag den 2. marts 2009

Satori på Østerbro


Var ude ved min slægtshistoriske forbindelse på Østerbro igen for at aflevere nogle ting og stille et par spørgsmål. Da jeg stillede det mest centrale og ømtfindtlige - "Er der mange folk, der er døde af kræft i slægten?" - blev han temmelig tavs.

"Hvad har du at fortælle?", spurgte han.

Jeg forklarede ham om min oldemor, der døde af kræft som 38-årig, og min farmors søster Bente, der gik samme vej i '85. Og om min farmors til panikangst grænsende bekymring for, at såvel hende selv som hendes efterslægt skulle have overtaget "det defekte gen". Og om det faktum, at det rent faktisk var den sygdom, der - dog i en alder af 89 år, så det kan have mange andre årsager end det rent arvelige - slukkede lyset for hende i 2003.

Det viste sig, at han selv havde haft det temmelig tæt på. Hans morfar - min oldemors bror - døde af mavekræft. Det samme gjorde hans morbror. Og dennes datter havde samme historie...

Da jeg nævnte, at min farmor havde en skrøbelig psyke - antageligvis overtaget fra hendes mor og nedarvet til flere af efterkommerne, hvoriblandt jeg nok desværre må regne mig selv som et af de mere grelle tilfælde - virkede han heller ikke det mindste overrasket, selvom han ikke direkte sagde noget.

bliver man eftertænksom...

Gaven fra den side var så omvendt min farmors høje begavelse, som genspejledes i såvel hans morfars helt ualmindeligt gode standpunktskarakterer fra Kommuneskolen på Øresundsvej 6 som dennes efterfølgende militære karriere. Og i øvrigt hans eget tilfælde. Aner ikke, om den slags overhovedet kan ligge i generne, men til min store forbløffelse viste det sig, at han, ligesom jeg selv, har en levende interesse i overgangen mellem sagntid og regulær danmarkshistorie. Også til det punkt, hvor han havde et manuskript på 100 sider liggende omkring landets samling i - efter hans mening - den sene vikingetid! Har selv gennem mange år taget noter til et lidt lignende værk, som jeg vil realisere, inden jeg kradser af, så det blev til en lang, ret interessant og jævnbyrdig diskussion om kilder versus sagn og arkæologi.

For hulen: Selv den samme slags imødekommende berøringsangst, der præger min måde at være på, havde han... Samtalen var meget familiær og nærværende, men måske derfor kiggede han mig nødigt ind i øjnene (det er jeg dog bedre til, vil jeg hævde, men det har også krævet årtiers træning). Og da jeg gik, sagde han, at jeg bare kunne sende de billeder, jeg havde lånt, med posten, men at jeg også skulle skrive og måske smutte forbi, hvis jeg havde spørgsmål. "Kom tættere på, men hold dig på afstand..." Damn, det er velkendt!

Så mere end noget andet - om jeg bryder mig om at indrømme det eller ej - er jeg min oldemors sindbillede. Omsider har jeg fundet ud af hvor ikke blot mit ansigt, min krop og mine holdninger kommer fra, men, ja, mig selv.

Må du hvile i fred, som jeg engang ønsker selv at gøre det, Karen Marie Larsen f. Knudsen...

Ingen kommentarer: