tirsdag den 24. marts 2009

Postkort

Var ude hos min faster i Klarup, som jeg er helt gevaldigt glad for, at jeg tog mig sammen til at besøge for et års tid siden. Hvorfor holdt jeg i det hele taget op i første omgang? Tja, så har vi hele historien omkring mine forældres ikke specielt lykkelige skilsmisse og den maveknugende tid bagefter, hvor jeg ikke ønskede at snakke om den med nogen - specielt ikke min fars familie (hans forældre dog undtaget), som jeg dengang ikke kunne forestille mig ville være de store støtter. Havde jeg været en tand mere moden dengang, havde jeg sikkert været i stand til at se ind bag de til tider solide facader, der kendetegner den side af stamtræet, og værdsætte de aldeles glimrende, loyale og reflekterede mennesker, der befinder sig bag dem, men i stedet cuttede jeg af ren berøringsangst al kontakt i mere end to år. Og der gik altså 16 år, før fik taget mig sammen til at tage de store samtaler - først med farbror Mogens, så med faster Karen - og komme videre.

Men det er jeg sgu glad for, at jeg fik gjort. For vel har vi alle i højere eller mindre grad min farmors meget specielle psyke, hvilket på nogle punkter har gjort samværet gennem årene til en småneurotisk affære - det er ikke en type psyke, der nyder sit eget selskab - men samtidig er der, når det kommer til stykket, ikke ret mange andre end os, der forstår os til bunds, tror jeg. Og der er ikke så lidt kærlighed at hente i den familie, faktisk. Jeg er virkelig blevet taget imod som "den fortabte søn", og fra min side kan jeg kun sige tak og bemærke, at jeg fandeme har savnet de mennesker. Og at jeg aldrig giver slip igen.

Nå, men der var så altså kaffe i Klarup, hvorefter Karen og Per, hendes mand, kørte mig ind til Louise. Og derfra fortsatte jeg sammen med hende ud til hendes kæreste, Rikke, i Gug, hvor der var pitabrød og hyggesnak til ud på aftenen. Fedt at se dem igen!

Har overnattet i Louises lejlighed i midtbyen og sidder pt. og taster på hendes bærbare, som jeg har fået lov at låne. Nu skal jeg så mødes med Tanja, min tidligere overordnede på AMU-centret (og ikke mindst en god veninde), og tilbage til Silkeborg senere på dagen. Og i morgen går turen så videre til Odense - til Helene og Tilde, som jeg savner ad helvede til! Bliver formidabelt, men så er jeg til gengæld også offline igen indtil søndag.

Et par ting mere, der er sket her i ferien: Var også ude hos Mogens i Herskind for at spise hjemmelavet gravad laks og snakke slægt. På hjemvejen besøgte vi min farfar, som nu er placeret i demens-afdelingen på plejehjemmet i Fårvang. En sørgelig oplevelse. Han sad stadig og fablede om de marker, han snart skulle til at tilså, og troede, at Mogens var Svend - hans afdøde og meget savnede bror. Men der var det rørende ved det, at han - hvilket jeg ikke havde regnet med efter 8 måneders ufrivilligt fravær - stadig kunne kende mig. "Det er jo ham henne fra huset", slyngede han omgående ud med et lille smil. Og da jeg skulle gå, var han længe om at slippe min hånd - han var givetvis, midt i forvirringen, klar over, at det meget vel kan være, vi aldrig ser hinanden igen...

Hvilket jeg egentlig heller ikke håber, at vi gør. Hans tilstand er ikke værdig længere, og han er ikke helt dement nok til at være glad i sin egen forvirrede tilstand... Men nu er der, hvis det er, sagt ordentligt farvel...

Var også på AroS med min mor i onsdags. Nu ikke det store at skrive hjem om, selvom bygningerne er imponerende. Enter Action, særudstillingen af digital kunst, bød det meste af vejen på store, kluntede værker, som var 90 % effekt og 10 % indhold, og selv den faste samling var lidt kedelig. Jojo, der var da en væg med Warhols Marilyn Monroe-tryk, men de er jo nærmest en kliché. Og masser af Per Kirkeby, som desværre ikke taler specielt meget til mig. Og tonsvis af glas med Røde Fane - Bjørn Nørgaards syltede hest. Forstå mig ret: Som performance og kommentar til Vietnam-krigen var slagtningen af kræet en både brillant og vigtig begivenhed i sin tid, men...man skulle nok have været der. Så var der lidt Cobra, men selvom jeg i den grad både værdsætter Jorn og Heerup, var det alt andet end hovedværker, der hang der. Og noget Kvium - bl.a. Naturkreds. Men igen: Har Kvium nok så markant et udtryk, har jeg fornemmelsen af at have set alle hans billeder, når jeg har set et...

Så det, der fæstnede sig, var Ron Muecks gigantiske skulptur Boy, der var et formidabelt studie af menneskekroppen, og en manga-inspireret tegning af en nyere dansk, kvindelig kunstner, som jeg desværre ikke kan huske navnet på, der inden for samme ramme kom fra Alice in Wonderland og gotisk horror til et dødssygt parcelhuskvarter. Japanske Miwa Yanagis surreelle, digitalt manipulerede storbylandskaber var nu også et syn værd, ligesom Svend Wiig Hansens apokalyptiske Menneskeridt unægteligt er et svært maleri at ryste af sig.

Men måske var det lidt lidt?

Vi nåede så godt nok kun at komme igennem 2/3 af museet, skal det siges - guldaldersamlingen og de 9 rum måtte vente til en anden gang. Men, well, I'm underwhelmed...

Nå, off I go...

3 kommentarer:

Anonym sagde ...

Gug....min hjemstavnspæl.
Navnet siger det hele, men ikke det halve. Imellemheden der lurer.

Du er fra ´73 og fra Aalborg. Så er man idt "i familie". På Nordkarftmåden - ikk` på cafémåden ;-)

Tusindfryd rules!

Louise sagde ...

Nå ja jeg er nu ikke så anonym endda. Gid det var så vel :-)

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Hæ, ja, er det ikke altid sådan med éns hjemstavn, at den er stopfyldt med imellemhed?

Tjo, voksede nu faktisk op i Silkeborg og omgivende udørker, men boede i Nordkraft - IKKE Café - City i 14 år fra '94 - '08, så Aalborg er...lidt..."hjemme". :-) Boede i øvrigt de første par år i Frydeldal og havde mange bekendte i Gug, så...

Det gør det ved grød! Ærgrer mig, at jeg ikke havde tid til at kigge forbi :-(

Du har nu vist ikke noget at skamme dig over - prima tekster på din blog! Meget efter mit hoved!