lørdag den 14. marts 2009

Mig en gåde...


Fatter nul og niks af Lone Hørslev-hypen, der nu endda har nået selveste Nyhederne på Tv 2, som ellers først plejer at registrere nye kulturelle fænomener, når de er totalt udbrændte - og dét skal hun trods alt ikke have skyld for at være. Men jeg mener: Læste godt nok interviewet i Ud & Se her forleden, og der slog hun mig som bundsympatisk. Hun ser endda helt fænomenalt godt ud. Men nøj, hvor er det løst, det, hun skriver. Og det er vel i sig selv ikke stor kunst at have hjertet uden på tøjet?

9 kommentarer:

Vibeke Nielsen sagde ...

Det er ikke et spørgsmål om størrelsen på kunsten. Det er et spørgsmål om at være såkaldt "medieegnet". At have gode kontakter, et godt udseende, selvtillid, være veltalende og så tilpas poppet, at alle kan være med. Desuden elsker journalister konfliktstof og det er lige det, skilsmisser er.

Så er spørgsmålet bare, hvorfor man bruger energi på de medier, der fremmer talkshows, forklædt som poesi, når man nu godt kan gennemskue, at de mest hypede kejsere og kejserinder ofte ikke er særlig godt klædt på rent kunstnerisk?

Du må undskylde, at jeg kommenterer på din blog, men jeg læser den næsten dagligt, og tak for den.

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Ja, det må absolut være sådan noget. Hun skriver, vil jeg sige, gennemført knækprosa, som i passager har lyrisk kvalitet - ikke omvendt. Det frustrerende er, at hun faktisk har talent, men får lov til at slippe alt, alt for nemt rundt om tingene - og det vil hun sikkert ærgre sig over om 30 år, når hun er reduceret til en perifer skikkelse i litteraturhistorien... Vor tids Lola Baidel.

Men som du siger, får hun netop lov til at slippe nemt, fordi hun har medietække, ser godt ud og har tonsvis af kontakter fra sin tid på Forfatterskolen. Og jo, er der noget, der er folkeligt i dag, er det skilsmisser :-S

Bruger lidt tid på det her, fordi hun netop repræsenterer det, jeg ser som en plumrådden tendens i dansk åndsliv lige nu. Den her "zapper-poesi", hvor håndværket lige pludselig betyder nul og niks, hvis man har et band i ryggen, har slagkraft i medierne, kan jonglere og fortælle vitser samtidig med, at man læser op, eller kan more folk med nemme emner som sex og politik. Ser så meget af den slags lige nu - også i "undergrunden", som den GODE poesi efterhånden er henvist til at eksistere i - og det er SÅ sørgeligt. Intet som helst - eller i hvert fald meget lidt - vil blive stående af det, der sker nu. For det skabes som underholdning og læses som underholdning. Oplæsninger forvandles efterhånden til "højpandede" parodier til X-Factor... Og prøver man på mere end det, vinder man måske lidt respekt hist og her blandt de få, der rent faktisk gider at læse og høre efter, men hos resten...

Det er da fedt, du kommenterer! Så fik jeg også checket din blog, og det er jo sager...

Vibeke Nielsen sagde ...

Tak.

Ja, jeg har jo også brugt tid på det, dels fordi kunsten i bred forstand interesserer mig, dels fordi jeg er bibliotekarstuderende - og tro mig - i den verden er de problemer, du nævner, meget fremherskende. Hvordan finder man den nye gode kunst og litteratur og hvordan formidler man den på en interessant og folkelig måde uden at forfladige den? Det er en meget svær kunst.

Der er flere ting omkring lige netop denne Hørslev-historie, der har forbavset mig meget. For det første bliver der ikke stillet spørgsmålstegn ved selve markedsføringsstrategien, som Forlaget Hjørring benytter sig af, altså blandingen af sponsorater (eks Holte Vinlager) og oplevelsesøkonomi, som man ser det i eksempelvis TV2 indslaget, hvor skilsmissedigte mixes med Whiskysmagning. Den form for markedsføring af skønlitteratur var før i tiden til heftig debat, men idag er det som om enhver kritik er forstummet. Hvilket signal sender man egentlig, når man blander luksuriøse sprut-reklamer med lyrik om livskriser?

På den anden side, tror jeg ikke, at hun risikerer at blive en ny Lola Baidel. Lola Baidel havde mig bekendt ikke de "seriøse" anmeldere i ryggen, men det har Hørslev. Indtil videre....

Til gengæld tror jeg, at hun med tiden kommer til at ende som pop-tekstforfatter, brugsbogsforfatter (dvs biografier, terapilignende ting etc) og - eventuelt - studievært. Det er der givetvis også flere sikre penge og mere medieopmærksomhed i, end der er i kunst...

Men hvor bliver alternativet af, som du også selv spørger? Det er jo derude, men jeg tror at man selv må opsøge det, for medierne gør i hvert fald ikke.

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Ja, den opgave misunder jeg dig bestemt ikke. Men lige præcis biblioteksvæsenet synes jeg gør et rosværdigt arbejde - er ret godt til at skille skæg fra snot, når det kommer til udtalelser, indkøb osv. At det så kan være svært at formidle noget som helst, der kommer på tværs af tidens strømme, er så noget andet...

Ja, forbindelsen er pudsig - vist noget med, at man godt kan bruge en stiv whisky oven på den slags digte... Er ikke uenig, men måske af de forkerte grunde... Ved ikke, om jeg pr. definition kan se noget problem i "sponsoreret poesi", hvis den litterære kvalitet er i orden, men det er den jo netop sjældent, når den slags kneb tages i brug, og i Hørslevs tilfælde, så...

Og den var i øvrigt aldrig gået i 70'erne... Men apropos dem har jeg fornemmelsen af, at Baidel først kom i modvind først i 80'erne, kulminerende i opgøret med Strunge for åben skærm. Da hun debuterede, herskede den marxistiske litteraturkritik stadig, og den passede hun jo glimrende ind i.

Og nutidens litteraturkritik - med Bukdahl som mentoren, skarpt efterfulgt af et mylder af mindre begavelser - oplever jeg ikke som en meter bedre end 70'ernes kritikere. Faktisk som værre. Marxisterne havde trods alt en vision. De seneste 10 år har gøgl - tankevækkende gøgl, til tider, men ikke desto mindre gøgl - var parameteret for god poesi. Det og så en deskriptiv lyrik/kortprosa, der siger mindst muligt uden at pege på mest muligt, og efterhånden en nypolitiseret poesi, der ikke engang har 70'ernes bidende intensitet, selvom vi faktisk står over for langt større problemer, end man gjorde dengang! Det er nærmest blevet en synd at have overbygning - den være sig (seriøst) politisk, spirituel, filosofisk... Jeg oplever med andre ord 00'ernes litteraturkritik/Zeitgeist som en ny spændetrøje, der ikke er en meter bedre end marxisternes, og samtidig er noget nær meningsløs.

Pyh! Der fik jeg luft! Den udvikler sig faktisk ret godt, den tråd her. Man burde næsten bruge den til noget - med din tilladelse.

For jeg har tænkt mig at gøre noget ved det, som jeg nu kan. Har oplevet den her type frustration hos mange mennesker efterhånden, og den energi må kunne bruges til et eller andet... Det må kunne opstilles et alternativ, for poeterne der i hvert fald! Og kan man samle nok, skal medierne såmænd nok også opdage det...

Ja, går Hørslev efter pengene, er det, du foreslår, nok vejen frem. Vi får se!

Vibeke Nielsen sagde ...

Tak for bloganbefalingen. Jeg må heller få udvidet min linkliste også.

Du har helt ret i, at der må gøres et eller andet ved den noget skrantende poesiscene, især på udgivelsesfronten. Men nøjagtigt hvilken strategi, man skal lægge, aner jeg simpelthen ikke.

Hvad Baidel og 70'ernes litteraturkritik angår, er jeg faktisk lidt usikker på hvilken modtagelse, hun fik, da hun debuterede. Jeg kan se på bibliotek.dk, at det var sidst i 70'erne og at de eneste artikler, de har registreret på hende fra den periode, er hendes egne fra Ekstra Bladet (af alle steder!).

Men måske har Forlaget Hjørring kigget lidt på Forlaget Klitroses historie. Det var angiveligt det største lyrikforlag i 70'erne og de tjente alle pengene på Baidel, hvis digte i alt er udkommet i oplag på 250.000 eksemplarer! Læs denne artikel fra Bogmarkedet om forlagets historie: http://www.bogmarkedet.dk/sw595.asp?art=904&sText=

Hvad Marxistisk litteraturkritik angår, er jeg stærkt i tvivl om, om Baidel gik lige hjem i 70'erne...Jeg har lige læst uddrag af et typisk ideologikritisk baseret litteraturhistorisk værk fra 70'erne - og her er det ikke knækprosa som Baidels, der i højsædet, men den folkeligt baserede kollektive poesi, som eksempelvis i folkesange og arbejdersange.

Du har ret i, at overbygninger er banlyste i samtidens kunst. Hvilket kan undre. Hvorfor er det blevet sådan? Hvorfor er overbygninger skidt, imens individualistisk karriereræs, små ordlege og banale bekendelser ses som kvaliteter?

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Selv tak - det var så lidt.

Tja, arbejdede faktisk i efteråret lidt på at få et tidsskrift op at stå, der skulle repræsentere ny poesi med overbygning, men makkeren faldt fra, og så endte det der. Nu tror jeg mere på at skabe et forum - måske til en start på nettet - hvor kuglerne kan støbes, derefter nedsætte en forening, fundraise en masse og så starte op med at arrangere og udgive. Meget af det vil dog kræve, at der kommer en eller flere ombord, som er gode til business-siden af tingene...

Man kan da håbe, at vinden vender af sig selv, men jeg tvivler... For det er jo, som du siger, hele kulturlivet, det er galt fat i. Mindes stadig U-Turn her i efteråret, som var stort lagt an som et vendepunkt i dansk kunsthistorie, men dybest set kun var hul postmodernisme/naivisme pakket ind i temmelig kluntede, påklistrede slogans.

Så igen: Ask not what your country can do for you, ....

Hm, blev hun ignoreret? Mystisk. Hendes tekster var da kønspolitiske nok, skulle man mene. Det var vel hendes anti-intellektuelle holdning, der stødte parnasset, så. Men så igen: Man tilbad folket og arbejderne deroppe dengang, men var det gensidigt? Var "folket" allerede dengang ikke tættere på Rindal?

Historien om Klitrose er egentlig spændende... Venstrefløjs-aktivisten, der "kommer" til at lave et forlag, som pumper bestsellers ud på stribe ved at opsøge emneområder, som "tilfældigvis" viser sig at ramme bredt... I det mindste må man give Hjørring, at der spilles med nogenlunde åbne kort...

Spekulerer på, om viljen mod overbygninger simpelthen kommer af angst. Roger Waters havde nogle gode pointer omkring tendensen allerede på "Amused to Death". Sågar Kierkegaard:

"Det hændte på et Theater, at der gik Ild i Coulisserne. Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troe, at det er en Witz."

Man frygter at tage stilling, at forholde sig, at TRO. For så kan man netop ikke længere ignorere ilden i kulissen. Nej, så er gøgl og karriererytteri nemmere at forholde sig til...

Vibeke Nielsen sagde ...

Jeg ved ikke, hvem der helt nøjagtigt var parnasset i 70'erne, men meningerne om den mere ureflekterede form for bekendelseslitteratur, har nok altid været delte. Også blandt kvindepolitiske aktivister.

Når det er sagt, kan man selvfølgelig altid tænke netaktivitet, foreningsliv og fundraising, men mine erfaringer siger mig, at der nogle gange kan ligge lidt for meget automattænkning i pakkeløsningen. For det første kræver netaktiviet jo netop aktivitet, altså tid og knowhow. Dertil skal lægges foreningsarbejde og fundraising, hvor i hvert fald det sidste kræver, at man er stjernegod til og bruger meget tid på at netværke. Desuden er problemet med fundraising, at sponsorer og diverse statslige råd gerne ser kendte navne på listen, der kan give projekterne prestige. Derved opstår der lynhurtigt et hierarki og en konservatisme, som kan virke meget begrænsende på enhver nytænkning og dynamik.

Oven i det skal så lægges al den tid, det tager, at blive enige om at lægge en nogenlunde fornuftig redaktionel linie. Den sidste opgave er, som jeg ser det, den sværste.

Alt i alt har man en pæn lille fuldtidsstilling.

Spørgsmålet er så - er foreningsarbejde og fundraising strengt nødvendigt? Behøver det at koste mange penge? Behøver man generalforsamlinger, vedtægter og hierarkier, for at skabe noget interessant?

Du har givetvis ret i, at frygten for overbygninger hænger sammen med frygten for konflikter.

Vibeke Nielsen sagde ...

Misforstå nu ikke min sidste kommentar. Jeg synes absolut at vi sagtens kan bruge mere poesipublicering og jeg er sikker på, at det kan nytænkes på mange spændende måde.

Det er bare noget med at vælge en strategi, hvor arbejdet virkelig bærer frugt. Der er jeg bange for at foreningsarbejde og fundraising kan komme til at kræve rigtig meget tid og knokleri uden at kaste det store af sig i form af kunst og formidling.

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

God kommentar, som jeg snarest vender tilbage til. Er nemlig på ferie i det jyske og har kun meget sporadisk adgang til en computer. Men lad os endelig fortsætte dialogen.