tirsdag den 31. marts 2009

Den poetiske vagthund rider igen

Udmarvende dag med Bureau-vagt og det hele. Men også en glimrende af slagsen. Alle de kendte ansigter kiggede ind før eller siden, og der var jo poetisk tirsdag med åben scene. Her brillerede poul g. exner med en ny stak stærkt vemodige, minimalistiske kærlighedsdigte, og Pia slap mere end glimrende fra at foredrage en bunke friske ting. Martin Bof overfaldt mig sågar poetisk, da jeg var på vej ud af døren, og jeg drog, trods udtalt træthed, hjem i meget opløftet stemning.

Fik også hakket denne (forræderisk melankolske) petitesse af mig bag disken:


Tættere
konstant,

den dag,
hvor blomster

skyder
visne op

af jorden.

mandag den 30. marts 2009

Time out

Endnu en omlægning af mine områder på Carlsberg. Nu er jeg - sidst på formiddagen - tilbage i den hjemsøgte Ny Tap-bygning, der pt. virkelig er tom og foruroligende. Man kan i den grad fornemme energierne. Der er dog ikke sket noget konkret indtil videre. Blev imidlertid lidt chokeret over at bemærke, at samtlige ure i den lukkede del af bygningen tilsyneladende var standset 16:30 - arbejdernes normale fyraftens-tidspunkt. Da jeg kiggede nærmere efter kunne jeg dog konstatere, at nogen havde haft urene nede og, som en i grunden smuk symbolsk gestus på sidste arbejdsdag, indstillet viserne.

Har så mange hængepartier efter ferien, at jeg ikke helt ved, hvor jeg skal begynde. Det er virkelig det værste ved at være borte fra sin skærm: Man kan nok så meget skrive, at man ikke er tilgængelig, men temmelig mange folk forsøger at få fat på en alligevel. Så det er lidt af et "råbekor", der møder én, når man kommer hjem og åbner sin mailbox.

Men lige nu er jeg underligt døv over for det og fortabt i overspringshandlinger. Som f.eks. at skrive her, selvom det ikke er tvingende nødvendigt. All work and no play makes Jack a dull boy, som man siger.

søndag den 29. marts 2009

Check in

Er næsten lige ramlet ind ad døren efter nogle ekstremt dejlige dage i Odense. Og en udmattende hjemtur, der så mig lave brillante sketches tværs over Fyn og Sjælland med en overdimensioneret, pissetung rygsæk og en hypermobil katteæske med levende indhold.

Er "Unwashed and somewhat slightly dazed", som en ung Bowie i sin tid så glimrende udtrykte det, så det bliver ikke til mere i aften. Men folk skal da vide, at jeg lever endnu.

tirsdag den 24. marts 2009

Postkort

Var ude hos min faster i Klarup, som jeg er helt gevaldigt glad for, at jeg tog mig sammen til at besøge for et års tid siden. Hvorfor holdt jeg i det hele taget op i første omgang? Tja, så har vi hele historien omkring mine forældres ikke specielt lykkelige skilsmisse og den maveknugende tid bagefter, hvor jeg ikke ønskede at snakke om den med nogen - specielt ikke min fars familie (hans forældre dog undtaget), som jeg dengang ikke kunne forestille mig ville være de store støtter. Havde jeg været en tand mere moden dengang, havde jeg sikkert været i stand til at se ind bag de til tider solide facader, der kendetegner den side af stamtræet, og værdsætte de aldeles glimrende, loyale og reflekterede mennesker, der befinder sig bag dem, men i stedet cuttede jeg af ren berøringsangst al kontakt i mere end to år. Og der gik altså 16 år, før fik taget mig sammen til at tage de store samtaler - først med farbror Mogens, så med faster Karen - og komme videre.

Men det er jeg sgu glad for, at jeg fik gjort. For vel har vi alle i højere eller mindre grad min farmors meget specielle psyke, hvilket på nogle punkter har gjort samværet gennem årene til en småneurotisk affære - det er ikke en type psyke, der nyder sit eget selskab - men samtidig er der, når det kommer til stykket, ikke ret mange andre end os, der forstår os til bunds, tror jeg. Og der er ikke så lidt kærlighed at hente i den familie, faktisk. Jeg er virkelig blevet taget imod som "den fortabte søn", og fra min side kan jeg kun sige tak og bemærke, at jeg fandeme har savnet de mennesker. Og at jeg aldrig giver slip igen.

Nå, men der var så altså kaffe i Klarup, hvorefter Karen og Per, hendes mand, kørte mig ind til Louise. Og derfra fortsatte jeg sammen med hende ud til hendes kæreste, Rikke, i Gug, hvor der var pitabrød og hyggesnak til ud på aftenen. Fedt at se dem igen!

Har overnattet i Louises lejlighed i midtbyen og sidder pt. og taster på hendes bærbare, som jeg har fået lov at låne. Nu skal jeg så mødes med Tanja, min tidligere overordnede på AMU-centret (og ikke mindst en god veninde), og tilbage til Silkeborg senere på dagen. Og i morgen går turen så videre til Odense - til Helene og Tilde, som jeg savner ad helvede til! Bliver formidabelt, men så er jeg til gengæld også offline igen indtil søndag.

Et par ting mere, der er sket her i ferien: Var også ude hos Mogens i Herskind for at spise hjemmelavet gravad laks og snakke slægt. På hjemvejen besøgte vi min farfar, som nu er placeret i demens-afdelingen på plejehjemmet i Fårvang. En sørgelig oplevelse. Han sad stadig og fablede om de marker, han snart skulle til at tilså, og troede, at Mogens var Svend - hans afdøde og meget savnede bror. Men der var det rørende ved det, at han - hvilket jeg ikke havde regnet med efter 8 måneders ufrivilligt fravær - stadig kunne kende mig. "Det er jo ham henne fra huset", slyngede han omgående ud med et lille smil. Og da jeg skulle gå, var han længe om at slippe min hånd - han var givetvis, midt i forvirringen, klar over, at det meget vel kan være, vi aldrig ser hinanden igen...

Hvilket jeg egentlig heller ikke håber, at vi gør. Hans tilstand er ikke værdig længere, og han er ikke helt dement nok til at være glad i sin egen forvirrede tilstand... Men nu er der, hvis det er, sagt ordentligt farvel...

Var også på AroS med min mor i onsdags. Nu ikke det store at skrive hjem om, selvom bygningerne er imponerende. Enter Action, særudstillingen af digital kunst, bød det meste af vejen på store, kluntede værker, som var 90 % effekt og 10 % indhold, og selv den faste samling var lidt kedelig. Jojo, der var da en væg med Warhols Marilyn Monroe-tryk, men de er jo nærmest en kliché. Og masser af Per Kirkeby, som desværre ikke taler specielt meget til mig. Og tonsvis af glas med Røde Fane - Bjørn Nørgaards syltede hest. Forstå mig ret: Som performance og kommentar til Vietnam-krigen var slagtningen af kræet en både brillant og vigtig begivenhed i sin tid, men...man skulle nok have været der. Så var der lidt Cobra, men selvom jeg i den grad både værdsætter Jorn og Heerup, var det alt andet end hovedværker, der hang der. Og noget Kvium - bl.a. Naturkreds. Men igen: Har Kvium nok så markant et udtryk, har jeg fornemmelsen af at have set alle hans billeder, når jeg har set et...

Så det, der fæstnede sig, var Ron Muecks gigantiske skulptur Boy, der var et formidabelt studie af menneskekroppen, og en manga-inspireret tegning af en nyere dansk, kvindelig kunstner, som jeg desværre ikke kan huske navnet på, der inden for samme ramme kom fra Alice in Wonderland og gotisk horror til et dødssygt parcelhuskvarter. Japanske Miwa Yanagis surreelle, digitalt manipulerede storbylandskaber var nu også et syn værd, ligesom Svend Wiig Hansens apokalyptiske Menneskeridt unægteligt er et svært maleri at ryste af sig.

Men måske var det lidt lidt?

Vi nåede så godt nok kun at komme igennem 2/3 af museet, skal det siges - guldaldersamlingen og de 9 rum måtte vente til en anden gang. Men, well, I'm underwhelmed...

Nå, off I go...

mandag den 23. marts 2009

Sidebemærkning fra Østbyen

Er på midlertidigt besøg i Aalborg Øst, hvor denne blog startede for næsten et år siden. Drak rødvin og snakkede kunst/poesi med Søren g, som jeg har overnattet hos, til klokken lort i nat, og snart går turen videre ud for at pleje andre kontakter i det nordjyske.

Men sært hvordan et sted, der for så kort tid siden var mit hjem, bliver fjernt og fremmed for en med lynets hast. De personer heroppe, der stadig hænger på, har samme relevans for mig som altid, men kulissen hører virkelig et andet liv til.

Og ville jeg bytte tilbage? No way!!!! Hvad fremtiden bringer, må guderne vide, men det var i hvert fald rigtigt for mig at komme væk fra Nordkraft City, der forøvrigt i rekordfart er ved at udvikle sig til en café-by efter århusiansk forbillede.

Og jeg hader caféer.

søndag den 15. marts 2009

...og så alligevel.

Lige en ting på falderebet. Der er tusindvis af gode blogs derude uden tvivl, men tillad mig at anbefale tre, jeg er faldet over i dag eller i går, men som ramte mig på hver deres måde. Overvejer hvilke (det bliver nok alle), der pt. skal have en fast placering på min link-liste, for på hver deres facon udvider de allerede mit verdensbillede.

Den første er Smårepetitioner, som tilhører Martin Petersen. En sand kender af dansk postpunk, der bl.a. er en af bagmændene bag http://www.substans.info/, og som, i sin blog, ofte driver sit herlige nørderi inden for dette område endnu længere ud. Kudos! Flotte fotos, ved vejen! http://sandrepair.blogspot.com/

Den anden er Eini Carina Grønvolds Kavalergangen. Her finder man den, med hendes eget ord, sexarbejder, der ikke blot er aktiv feminist, men har mere end et almindeligt godt omløb i hovedet. Simpelthen godt, tankevækkende læsestof for enhver med et kønsliv - og krydret med erotiske billeder, der netop er erotiske uden at være over the top. Et slag mod vanetænkningen. http://kavalergangen.smartlog.dk/

Den tredje er Vibeke Nielsens Indimellem, der er en helt formidabelt dejlig (primært) litterær blog, som vender alt fra lydbånd og videokunst til bekendelseslitteratur i velreflekterede, klare og utvetydige tekster. Hun skriver også præcise, stærke digte og prosatekster, som jeg giver en opadvendt tommelfinger. Og til lydsporet af alt fra Cabaret Voltaire til Black Sabbath. http://www.kaskalot.dk/vibeke/blog/

Well...


...that's it for resten af marts, stort set. Nu daffer jeg i morgen 10 dage til Hovedlandet for at kigge til familie og venner. Og så skal jeg lige et smut forbi Odense bagefter...

Bis dann!!!

Fiskeren

På åbrinken havde han siddet
siden sin drengetid,
pilkende bundløse have og kyster,
der ikke kunne findes på landkortet.

Da han en dag
fik en ørred på krogen,
da lo han i skægget,
det lange og grå,
og lod hænderne
ryste af rædsel.

Oldefar til ære


Så er den slægtshistoriske artikel ude i rigt illustreret form. Der er linket til den fra forsiden på http://www.laurbjerg.dk.

Den gennemgående figur er min oldefar, Johannes Martin Grejsen (billedet), der var lidt af en original. En lille taster - nærmere bestemt fra min fars barndomserindringer om ham: ”Grejsen havde en sund appetit for to ting - småduer og ål – og kunne få begge dele gennem små, diskrete aftaler med folk på Laurbjerg-egnen. De første opdrættede han i eget dueslag, men de blev fedet op ved at spise korn på nabomarkerne – han gjorde vist mindre tjenester rundt omkring for byfredens skyld. Ålene fangede han i Lilleå, hvor han havde en aftale med flere lodsejere om, at han godt måtte lægge åleruser ud. Og for at blære sig lidt med fangsten, flåede han dem ud til gaden, hvor han ofte aflivede dem med ordene: ”Jaja, det er ikke sjovt – jeg ved det godt!” Et gok mod en sten med hovedet først var den simple, men effektive metode, han benyttede.

En dag, da Thorkild var ude på åen sammen med ham for at tømme ruser, stødte de på et træ fyldt med blink, som diverse lystfiskere havde mistet dér. Nogle af dem temmelig flotte. Dem ville Thorkild gerne have med hjem, og Grejsen tog dem ned til ham. Før han skulle tilbage til Voel, stak Grejsen ham en tændstikæske, der skulle rumme blinkene, men bad udtrykkeligt dattersønnen om ikke at åbne den, før han kom hjem, da blinkene ellers kunne vælte ud af den. Som sagt, så gjort. Men æsken var halvtom. Grejsen havde gemt de flotteste til sig selv!

lørdag den 14. marts 2009

Mig en gåde...


Fatter nul og niks af Lone Hørslev-hypen, der nu endda har nået selveste Nyhederne på Tv 2, som ellers først plejer at registrere nye kulturelle fænomener, når de er totalt udbrændte - og dét skal hun trods alt ikke have skyld for at være. Men jeg mener: Læste godt nok interviewet i Ud & Se her forleden, og der slog hun mig som bundsympatisk. Hun ser endda helt fænomenalt godt ud. Men nøj, hvor er det løst, det, hun skriver. Og det er vel i sig selv ikke stor kunst at have hjertet uden på tøjet?

fredag den 13. marts 2009

Exit: Sydhavnen

Har smadret mig selv fuldstændigt. Efter endnu en nat med søvnunderskud stillede jeg på arbejde. Det er jo hvad, det er, men sagen er, at det var sidste arbejdsdag inden 14 dages ferie i Jylland, og så skulle alt jo være klappet og klart til afløseren. Og det kan godt være noget af en opgave i sig selv. Så jeg løb hurtigt.

Og efter arbejde løb jeg hurtigt hen til Melanie, som flyttede fra Sydhavnen i dag. Havde lovet at give en hånd med, og samtidig var det også underligt nødvendigt for mig selv at sige farvel til dét sted, eftersom hendes lejlighed var min første - omend kun i kort tid - faste base herovre. Så kunne jeg samtidig også - for første gang, i øvrigt - møde hendes kæreste Jan, der viste sig at være en helt vildt flink og skæg fyr på tæt ved de to meter. Det er ham, hun flytter sammen med i Kastrup, hvor de har fået en større lejlighed med have og det hele. De har godt nok kun kommet sammen i nogle få måneder, men som Mel sagde: "Vi er alligevel sammen hele tiden..." Og det er jo rigtigt! Hun ynder at se sig selv som den skeptiske stenbuk, og lige præcis derfor er det meget, meget smukt at se hende "give efter" på den måde. Men det giver også mere end almindeligt god mening - de er virkelig glade for hinanden, ser man straks!

I øvrigt var det et skægt selskab. Mel selv er jo kun halvt dansk - hendes far er fra Tobago. Jan er tysker. Derudover bestod flytteholdet af endnu en tysker, en franskmand og en kineser. Så jeg var den eneste "rene" dansker på holdet, og al kommunikation foregik på enten engelsk eller tysk. Men det swingede ret godt - one world! - og da lejligheden i Johan Kellers Gade var tømt, var der en meget stor del af mig, der havde lyst til at tage med til Kastrup og få flyttefesten med. Jeg var dog så kvæstet rent fysisk på det tidspunkt, at jeg måtte sige fra, hvis jeg skulle have energi til hjemturen. Mel har mange ting!

Og nu sidder jeg så her og halvsover, mens musklerne værker. Det bliver ikke sent i aften!

torsdag den 12. marts 2009

Brrr

Helene er draget afsted. Med Tilden i en kasse. Skal på 14 dages ferie i Jylland fra på mandag, men på hjemvejen smutter jeg forbi Odense, så det virkede oplagt, at mit ene øjenæble fik til opgave at passe på det andet. Men hold kæft, hvor er her tomt nu!

Roder dog videre med den slægtshistoriske artikel, som skal afleveres i den endelige version senere i dag. Fin adspredelse.

Og var ved at blive rendt over ende af endnu en flok japanere på Carlsberg i dag. Omvendt: Nu vælter det ned med sne.... Jo, vi skriver stadigvæk kun marts.

onsdag den 11. marts 2009

Hai!

Så årets første japanske turister i går. De stod på Ny Carlsberg Vej og snakkede med store øjne og ivrig gestik, mens de i ét væk knipsede billeder af nogle træer, som netop var blevet stynet. er der altså ved at være forår i Hovedstaden!

tirsdag den 10. marts 2009

Parløb

Lavede en større revision af artiklen, eftersom der kom en del nye, gode ting ind fra min farbror Mogens. Familiens anden slægtsforsker og på det plan min mentor: Det var ham, der tilbage i 1986 tændte min interesse ved at dele nogle papirer ud, der til en begyndelse førte min farmors slægt tilbage til 1742. Et svimlende stykke tid dengang, syntes jeg. Siden har vi udviklet en art parløb, hvor han lader mig formulere tingene og af og til graver nyt frem selv, men samtidig er både min største støtte og kritiker. Det kører sgu meget godt, synes jeg.

Artiklen, der får titlen "Cykelhandleren og den fremmede fugl", skulle meget gerne ryge online på http://www.laurbjerg.dk/ på fredag.

Måske en kende apropos fik jeg strikket et enkelt digt sammen i dag...

Smukt lig

Et smukt lig
vil jeg blive.

Jeg vil bare ligge der
med skæg,
der gror endnu,
og vokse indad
mod en fjern,
men mild
og helende sol.

Jeg vil smile
i hvidt,
jeg vil klæde mig
i sort,
jeg vil leve
i grønt.

Jeg vil blive
så smuk.

Inden da
vil jeg opleve blæsten
og indånde mørket
og elske de væsener,
hvis øjne er skarpest,
betingelsesløst.

Sidst, men ikke mindst, havde Helene og jeg en skidegod aften i går, hvor snakken gik godt og længe om både væsentlige og uvæsentlige ting. Og vi kom alt for sent i seng. Jeg elsker hende fandeme.

mandag den 9. marts 2009

Laurbjerg revisited

Så kommer Helenen igen i aften, og mon ikke det får humøret til at stige nogle grader?

Ellers var det såmænd ikke så skidt i forvejen. I går fik jeg nemlig- på opfordring fra http://www.laurbjerg.dk/ - skrevet en 13 sider lang artikel om min farmors families historie i Laurbjerg lidt uden for Randers. Min første slægtshistoriske tekst, der står til publikation af andre end mig selv, og dermed en lille sejr for historikeren i mig. Udover det var det nu også rart at se alle mine noter og dokumenter nå sammen i én sammenhængende, underbygget fortælling, og jeg sidder lidt med følelsen af omsider at have lagt de mennesker ordentligt i graven.

lørdag den 7. marts 2009

Trænger...


...til at se blomster af den slags, der ikke kan overleve 30 graders kulde, og at knække anemoner med nakken.

fredag den 6. marts 2009

Zzzzz

Har totalt ryddet kalenderen igen i dag. Jeg kan ikke mere. Benene føles som beton, det summer i mine arme, jeg har ikke lyst til at se nogen mennesker og alt omkring mig føles grumset. Hader, når jeg lander i den slags huller, hvor jeg har lyst til at skide alt og alle (inklusive ikke mindst mig selv, som jeg altid er værst ved) et stykke, men det sker altså med mellemrum. Og når jeg kigger tilbage over de seneste dages indlæg, kan jeg stille og roligt se tilstanden samle sig...

Heldigvis kender jeg grunden og kan gøre noget ved den. Skal SOVE! NU!!!

torsdag den 5. marts 2009

Bah

Optrådte på Underskoven med en stak prosadigte i aften, men batteriniveauet var kritisk lavt efter endnu en nat med alt for lidt søvn i salig kombination med ugens uden sammenligning hårdeste arbejdsdag. Oplæsningen gik i bedste fald hæderligt, og folk omkring mig irriterede mig uden videre grund, så jeg gik meget tidligt. Burde bare været blevet hjemme i min seng.

onsdag den 4. marts 2009

Showdown!

Nå, så fik jeg skrevet introteksten til Simply Frank Ziyanak og sendt den. Meget spot on og personlig. Lige det, som jeg tror, at en kompromisløs solosatsning af den slags kræver. Men måske er den også for personlig? You never know.

Har også haft lyst til at skrive et par ord om bandekrigen på Nørrebro, hvor jeg, som bekendt, kommer en del. Skægt nok startede den faktisk i sommers omkring det tidspunkt, hvor jeg ankom til byen. Men det eneste, jeg kan skrive, er ret oldnordisk:

Kør svinene - både fra HA og indvandrermiljøet - ud på en mark belæsset med skydevåben. Og lad dem så køre deres showdown der. Ingen vil savne dem for alvor. Det eneste "konstruktive", de foretager sig, er at deale stoffer, der slår folk ihjel, og at slå folk ihjel, der ikke kan betale for dem. De rangerer - og her snakker vi om begge grupperinger - så lavt på den menneskelige rangliste, som tænkes kan.

Og i kraft af det, at de bare er begyndt at pløkke tilfældigt rundt omkring sig, spreder de en frygt mellem sagesløse mennesker, der i sig selv virker kvælende på al sund livsudfoldelse. Bare ikke hos mig. Nægter simpelthen at leve mit liv på frygt, for så bliver det aldrig et liv. Så må de hellere pløkke mig, hvis det er. Jeg færdes, hvor jeg vil - når jeg vil!!!

Skydevåben giver ikke "respekt". De avler udelukkende angst og afsky. Hvor dum er det lige, man skal være, for ikke at kunne regne den ud? Kære "hot shots" - I står med en hel nation i ryggen, der rasler med knivene... Og med enormt god grund!

Strengere straffe virker ikke. Disse folk er uden for enhver pædagogisk rækkevidde, og man skal da slet ikke ud i at give HA rabat, fordi de er "etniske danskere", hvilket de tiltag til nye bandelove, jeg har set, alle sammen tyder på. Og de er sikkert hundeangste alle til hobe, men hvad rager det mig? Uanset hvor galt, tingene står til, tror jeg på det nødvendige i at opføre sig som et hæderligt menneske. Dvs. i det mindste ikke at skide på andre menneskers allerhelligste - som f.eks. deres liv.

Men dem, der har valgt at gøre det, har jeg på ingen planer noget som helst til overs for. De skal væk - med legale eller illegale midler. Og de legale midler - dvs. politiet - er tydeligvis nul og en skid værd. Til gengæld er banderne jo enormt gode til at udrydde hinanden. Så: Showdown! Vend deres letantændelige stupiditet til en triumf for alle andre! Lad os blive fri!

PS: Sidst, jeg var på vagt på Bureauet, var der en af de andre, der meget engageret havde kradset en tegning ned i en intern bog af den nylige episode, hvor en uskyldig færing, som oven i købet har vist sig at (af alt!) være revisor, blev plaffet ned af et par folk på cykel, da han skulle til koncert på Stengade 30. Tegningen var ikke tilfældig, viste det sig, for den var lavet på selve aftenen, og det hele skete 100 meter nede ad gaden...

Min hemmelige hule

Har valgt at have en stilledag. Fik igen 3½ times søvn i nat, og jeg har knapt nok kunnet slæbe mig gennem arbejdsdelen af døgnet. Skulle ellers have mødtes med min musikalske kontakt for at prøve at jamme, men vi blev i al stilfærdighed enige om, at det nok ikke var den rette dag til det. Den slags kræver f.eks. et klart hoved.

Overvejer for og imod at linke fra denne blog til Bureauets blogsamling, som der var én, der nævnte i går, at jeg kunne gøre. Er faktisk mest stemt imod. Jo, jeg er en del af det sted, og det er jeg glad for, men i mit liv er det blot én platform ud af flere. Det er overvejelse nr. 1, selvom den er ret formel. Nr. 2 går på, at jeg faktisk ikke ved hvor megen - og hvor specifik - eksponering, jeg reelt er interesseret i, at denne blog får. Jeg har været inde på det før, men at kunne sætte alt for mange ansigter på min læserskare tror jeg bare vil virke hæmmende mht. indholdet. For mig er bloggen om noget blevet det sted, hvor jeg i høj grad - netop i en slags forvisning om, at ret få folk læser den alligevel - kan løsne op og skrive frit fra leveren. Tillade såvel det ligegyldige som strøtanken, det private, det personlige og de vildeste teorier/indsigter at få plads. Hvilket - også for mig - giver den nogle helt andre kvaliteter end det, jeg ellers skriver. Jeg skal jo ikke noget med den, for pokker, ud over at skrive og reflektere. I det øjeblik, jeg begyndte at eksponere den mere bevidst - og specielt i et litterært forum - ville det frirum gå tabt. Jeg ville ikke på samme måde kunne tillade mig at skrive om alt og ingenting efter dagsformen. Jeg ville føle, at jeg skulle levere, og mærke dommernes brændende øjne i nakken på mig, mens jeg sad og rodede med noget af det allermest intime i mit liv. Og så ville mine dage som blogger være talte.

At bloggen så - i passager - har litterære kvaliteter, ved jeg godt. Men skal noget af den bruges i det øjemed engang, laver jeg et udvalg og eksponerer dét.

Så nej. Jeg bliver i min hemmelige hule. Men du - hvem du så end er - er velkommen.

tirsdag den 3. marts 2009

Sider

Sidste barvagt på Bureauet i en måneds tid. Blev hængende en times tid bagefter for at se lidt af aftenens poetiske tirsdag, men det var nu ikke det store at skrive hjem om denne gang. Bedst var Linus Carlsen - en sikker oplæser med gode tekster. De lader sig desværre bedst - pga. deres kompleksitet - nyde på et stykke papir, synes jeg.

Ellers var der lagt op til en antologi fra Bureauet. Og det burde være oplagt, at jeg kom med. Men formen på projektet er jeg lidt skeptisk omkring, fordi 1) bidragene skal skrives ud fra på forhånd givne titler, man trækker op af en hat (det er længe siden, jeg har følt behov for skriveøvelser, og jeg vil helst have fuld kontrol over det, jeg skal lægge navn til) og 2) alle medvirkende bliver som udgangspunkt repræsenteret. Det sidste er såmænd sympatisk, men det vil nok også kunne ses på kvaliteten. Så jeg stod af, inden programmet nåede frem til det punkt. I stedet kommer jeg efter alt at dømme til at medvirke i den næste antologi fra Underskoven.

Men det nye Geiger kom ind af døren, mens jeg stod i baren. Så skidegodt ud med nyt format osv., og indholdet holdt standarden. At den endelige færdigredigering må være gået hurtigt blev dog understreget af en artikel, der stadigvæk omtalte Guns'n'roses' Chinese Democracy som en hypotetisk plade. Og gennem en meget lang passage. Det burde altså have været taget i opløbet...

mandag den 2. marts 2009

Satori på Østerbro


Var ude ved min slægtshistoriske forbindelse på Østerbro igen for at aflevere nogle ting og stille et par spørgsmål. Da jeg stillede det mest centrale og ømtfindtlige - "Er der mange folk, der er døde af kræft i slægten?" - blev han temmelig tavs.

"Hvad har du at fortælle?", spurgte han.

Jeg forklarede ham om min oldemor, der døde af kræft som 38-årig, og min farmors søster Bente, der gik samme vej i '85. Og om min farmors til panikangst grænsende bekymring for, at såvel hende selv som hendes efterslægt skulle have overtaget "det defekte gen". Og om det faktum, at det rent faktisk var den sygdom, der - dog i en alder af 89 år, så det kan have mange andre årsager end det rent arvelige - slukkede lyset for hende i 2003.

Det viste sig, at han selv havde haft det temmelig tæt på. Hans morfar - min oldemors bror - døde af mavekræft. Det samme gjorde hans morbror. Og dennes datter havde samme historie...

Da jeg nævnte, at min farmor havde en skrøbelig psyke - antageligvis overtaget fra hendes mor og nedarvet til flere af efterkommerne, hvoriblandt jeg nok desværre må regne mig selv som et af de mere grelle tilfælde - virkede han heller ikke det mindste overrasket, selvom han ikke direkte sagde noget.

bliver man eftertænksom...

Gaven fra den side var så omvendt min farmors høje begavelse, som genspejledes i såvel hans morfars helt ualmindeligt gode standpunktskarakterer fra Kommuneskolen på Øresundsvej 6 som dennes efterfølgende militære karriere. Og i øvrigt hans eget tilfælde. Aner ikke, om den slags overhovedet kan ligge i generne, men til min store forbløffelse viste det sig, at han, ligesom jeg selv, har en levende interesse i overgangen mellem sagntid og regulær danmarkshistorie. Også til det punkt, hvor han havde et manuskript på 100 sider liggende omkring landets samling i - efter hans mening - den sene vikingetid! Har selv gennem mange år taget noter til et lidt lignende værk, som jeg vil realisere, inden jeg kradser af, så det blev til en lang, ret interessant og jævnbyrdig diskussion om kilder versus sagn og arkæologi.

For hulen: Selv den samme slags imødekommende berøringsangst, der præger min måde at være på, havde han... Samtalen var meget familiær og nærværende, men måske derfor kiggede han mig nødigt ind i øjnene (det er jeg dog bedre til, vil jeg hævde, men det har også krævet årtiers træning). Og da jeg gik, sagde han, at jeg bare kunne sende de billeder, jeg havde lånt, med posten, men at jeg også skulle skrive og måske smutte forbi, hvis jeg havde spørgsmål. "Kom tættere på, men hold dig på afstand..." Damn, det er velkendt!

Så mere end noget andet - om jeg bryder mig om at indrømme det eller ej - er jeg min oldemors sindbillede. Omsider har jeg fundet ud af hvor ikke blot mit ansigt, min krop og mine holdninger kommer fra, men, ja, mig selv.

Må du hvile i fred, som jeg engang ønsker selv at gøre det, Karen Marie Larsen f. Knudsen...

søndag den 1. marts 2009

Voel revisited

Har den gode, gamle kosmiske blues igen. Har følt mig totalt handlingslammet hele dagen og ikke lavet en skid. Bortset fra altså at hente Bureau-nøgle hos Pia her i eftermiddags og kigge på et gammelt, halvfærdigt manuskript med arbejdstitlen 8600 Silkeborg, der er tænkt som en bittersød hyldest til min hjemby, Voel, der hører ind under netop dette postnummer. En af de større kanoner ved Bureauet, Rene Sandberg, har opfordret mig til at genoptage dette stykke hjemstavnsdigtning, der mere præcist er tænkt som en minutiøs sondering af selve landsbyen og centrale lokaliteter omkring den: Et digt for hver vej, der fandtes i 1990, hvor jeg flyttede, samt tekster om bækken, engen, skoven, gravhøjene... I dag blev det mest til at give en række gamle digte en tiltrængt opstramning (da jeg lavede de første udkast i 2004, betød især det rytmiske mindre for mig, end det gør nu), men det blev da til en enkelt ny ting. Om Hjortgårdsvej, hvor jeg voksede op på Nr. 42...

Hjortgårdsvej

Skjult bag træstakitter,
staudebede, lave buske,
ser man bilerne
fra Silkeborg og Hammel
rulle hastigt gennem byen.

Og man kalder dem
for tyskere, japanere og svenskere,
studerer deres nummerplader,
kigger efter spoilere,
bliver høj af afbrændt gummi
og fordampet asfalt.

Piger drømmer,
kvinder dåner,
mænd begejstres,
hunde skælver.

De af alle véd,
at disse hjul kan standse,
tage dem op
og føre dem i fuld fart
over bækken til det sted,
hvorfra kun sangen
danner bro tilbage.

De af alle véd
tillige dét,
at ingen her
kan synge rent.