fredag den 20. februar 2009

Gegen nazis!!!


Har gået rundt med en kæmpe klump i maven hele dagen, fordi jeg i morges opdagede, at et af mine tættere familiemedlemmer havde meldt sig ind i Facebook-gruppen "Anti-Antifa". I længere tid har han meldt sig ind i tvivlsomme ting som hyldestgrupper til nazi-metal osv., men det her var det afgørende. Logoet viser en liggende socialist, der bliver sparket af en overdimensioneret fascist, og i selve gruppen er der tilsyneladende blevet offentliggjort dødslister over venstreorienterede - både globalt og regionalt - der dog er blevet fjernet igen, men sikkert kan skaffes ved at skrive til den relevante profil...

Jeg kunne selv lige så godt dukke op der. Det samme kunne de fleste af mine venner. Og andre igen kunne blive maltrakteret sønder og sammen af de samme mennesker pga. hudfarven alene. Så at melde sig ind der er at gøre sig til min personlige fjende, om man kender mig ret. Men gør han det? Skal man være large? Eller skal man give kontant tilbage med jernnæven, for nu at blive i fjendens herlige terminologi?

Kan man have kontakt med sådan et menneske? For fanden: Jeg holder af manden. Vi er mere eller mindre vokset op sammen. Vi lagde min mormor i jorden sammen. Havde han spurgt for bare en uge siden, havde han kunnet sove i min seng og spise min mad, hvis det var. Men nu?

Er vist aldrig blevet så skuffet over nogen. Og ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Min første indskydelse er at cutte al kontakt, men blodets bånd osv...

Tager lige en gevaldig tænkepause.

2 kommentarer:

pter sagde ...

I sandhed et dilemma! Jeg kan ikke give dig gode råd - blot mine tanker omkring situationen.
Grundlæggende mener jeg, at der skal være plads til alle meninger og holdninger - DOG IKKE DEN SLAGS som du her berører!
Jo tak - vi har ytringsfrihed, men ikke for enhver pris. Folk som benægter holocaust. Folk som mener, at blå øjne og "det blonde danske smil" er det eneste rigtige. Folk som basker "de fremmede" ned blot fordi de tilfældigvis krydser deres vej. "Folk" som hedder Johnny og bor i Greve (inklusiv hans kumpaner).
Jeg kunne fortsætte resten af dagen - men netop de ovenævnte er der IKKE plads til, for at anvende deres egen retorik.
Sålænge mennesker har en holdning og kan argumentere for denne, så har de min respekt, og det uanset om jeg er enig eller ej. Men når det drejer sig om at støtte løgnagtige og menneskefjendske fraktioner, så ryger min respekt og tolerance.....

Din situation er ikke nem, havde det været mig, så kunne du have smidt mig ud til højre (!) men i dette tilfælde, hvor I er viklet ind i blodets bånd, så er situationen naturligvis straks vanskeligere. Mon ikke "vedkommende" er villig til at lytte til fornuft? Jeg tænker grundet jeres historie?

Det er i hvert tilfælde ikke nemt - og som sagt, jeg ejer ikke en løsning.

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Du rammer temmelig godt mine egne tanker om situationen - dit indlæg er nærmest bedre end selve blogteksten :-) For jo: Der skal være plads til alle holdninger, og faktisk synes jeg, at den ytringsfrihed, vi har for tiden, er noget flad og stækket i forhold til hvordan, den var engang... I hvert fald er det noget nemmere at komme i medierne med borgerlige end socialistiske tanker, og det skyldes en ret tydelig mediestrategi fra den siddende regerings side... MEN holdninger, der i bund og grund går efter at udradere andre holdninger, har jeg intet til overs for... Og normalt ville jeg uden blusel skille mig af med et bekendtskab, hvis hele verdensbillede er bygget op omkring had til anderledes tænkende og "byggede". Men, ja, blodets bånd... Tænker endnu... Jeg tror, jeg giver ham én chance mere, men fortsætter han i den retning, er det slut og godnat herfra...