søndag den 8. februar 2009

Death to Frank Ziyanak


Fin koncert i går. Der blev spillet en masse nyt, lovende materiale ("We Are Not Kids" og "Bad Boy" er oplagte singler!), og det gamle var ganske kraftigt omarrangeret ved tilføjelsen af elektroniske elementer, men i essensen forblev Death to Frank Ziyanak landets bedste rock'n'roll-orkester. Det er bare ikke deres stil at tage fanger.

Hørte selvfølgelig en hel del forskellige ting backstage bagefter, som jeg ikke vil gengive - et tillidsspørgsmål. Men bandets udvikling er interessant at følge. Da jeg i sin tid stødte ind i dem, var de stadigvæk tre knægte, der levede og åndede for deres musik - ingen tvivl om det - men festede ganske uhæmmet igennem samtidig med, at de på ganske mange måder følte sig forvirrede i, og omklamrede af, den branche, de var på vej ind i. I dag kan de stadigvæk feste - ingen tvivl om det - men der har, i takt med, at familielivet og de dertil hørende regninger er begyndt at snige sig ind på dem, meldt sig en helt anden følelse af ansvarlighed. De arbejder som svin. Ikke mindst Frank selv, der knokler på med fire projekter på én gang (DTFZ, The Wong Boys, Gezus Chrystler og en kommende soloplade), har en sidekarriere kørende som grafiker, snart springer ud som forfatter og ikke tillader sig selv at gå på kompromis med kvaliteten nogen steder. I dén situation er det begrænset hvor Fanden-i-voldsk, man kan være længere, og jeg beundrer i den grad hans stamina. Samtidig må man sige, at de har fundet deres egen misundelsesværdige plads indenfor musikbranchen. Vel tænkes der bevidst i produktion og salgstal, for der skal jo brød på bordet, men i gruppens helt eget tempo: Hvor de i starten lod sig byde lidt for meget, hvis man spørger mig, er der i dag intet som helst, der bliver gennemført, hvis det ikke er opstået som et ønske indefra i gruppen. Og de styrer stort set hele apparatet selv - kører deres eget label, laver deres egen grafik, har kontrol over deres eget image, har ubegrænset musikalsk frihed. Jeg har meget respekt for de drenge. Sådan sælger man uden at sælge ud!

Jens Unmack, som er en af gruppens største fans, var i øvrigt også med backstage. Ibber, trommeslageren (og den flinkeste fyr i dansk musik), introducerede os for hinanden, men han var åbenbart ikke den type musiker, der kunne med pressefolk i nogen som helst afskygning (en rygmarvsreaktion efter Hilmer-historien, der ikke blev lige eksemplarisk tacklet alle steder?). Så det endte med at blive en meget flad og flygtig samtale. Men mistede omvendt heller ikke noget for manden ved den lejlighed. Han havde sikkert sine grunde.

Skulle have været med i byen bagefter, men forsøgte at følge med en gruppering, som jeg på et tidspunkt tabte sporet af. Så konstaterede jeg, at jeg i grunden var enormt træt, og satte kursen mod Søborg i stedet.

Fik i øvrigt afviklet hele fem anmeldelser i går (3 X yoyooyoy, Rasmus Rasmussen og MoHa!). Den største portion jeg har kunnet overskue, siden jeg forlod redaktionen. Og nu er der ikke mere på bordet, jeg er forpligtiget til at have en mening om. Befriende! Nu kan jeg tage ting ind i mit eget tempo når og hvis, jeg vil.

Ingen kommentarer: