lørdag den 28. februar 2009

Doc Martens forever!


Faldt tidligt i søvn i går - var totalt udkørt oven på en hård uge - og var følgelig tidligt oppe. Sad og rodede med opdateringer af min slægts-hjemmeside i et par timer, før jeg tog mig sammen og smuttede ned på Studiestræde, hvor jeg længe havde truet med at købe et nyt sæt Doc Martens (den sorte model) i Black No. 1 - byens førende butik for goth/punk-gear. Well, hvor meget punk eller goth, der er i de støvler længere, ved jeg faktisk ikke - måske er det image ved at gøre et comeback efter midten af 90'erne, hvor mærket nærmest blev hvermandseje? Men det er altså den type specialbutik, der typisk fører støvlerne endnu - og Black No. 1 er faktisk et af meget få steder i landet, jeg kender til, der sælger den klassiske udgave endnu.

Men Docs skal det være! Fik mit første par - et par kedelige brune, som dog tjente mig længe og godt - i julegave i ´95, og siden har jeg ikke haft lyst til at gå i andet. De er en pinsel at gå til, men når dét først er gjort, er de en lise for fødderne - og så er de noget nær uopslidelige. Sidste gang, jeg shoppede Docs, var i Holstebro i 2005, hvor der var en butik, der afviklede sit restlager - 3 par for 150 kr. stykket. Den slags tilbud ser man ikke længere!!! Og så er fire års "tjenestetid" måske ikke meget for 3 par Docs, er der sikkert nogle, der vil mene. Det er det sådan set heller ikke. Men jeg er en udpræget fodgænger, som sjældent går mindre end 10 kilometer om dagen - om ikke andet så på mit arbejde. Så kan man ellers gange op med omtrent 1200 og regne ud sådan ca. hvor langt, jeg har bevæget mig i hvert par.

Mit sidste par fra Holstebro er hakket og boret, men overlever nok lidt endnu som arbejdssko. Det nye par skal imidlertid skånes, til det ikke er bedre værd. For pokker: Det har kostet 1169 kroner! Men hver en øre er givet godt ud!

Havde lidt ekstra tid at fordrive, så jeg smuttede forbi Møllegades Boghandel, hvor jeg købte bøger for endnu 300 kroner. Alle tre titler var fra forlaget Be-bop, som jeg har uendelig respekt for: Selvom kataloget er udpræget retro, er det nogle af de helt klassiske lyriske avantgardister, det har fat i: Boris Vian, Paul Eluard, Vicente Huidobro, Gertrude Stein, Tristan Tzara osv. Og så nye titler eller obskure titler med flere af de navne, der for mig står som "de store danske": Især Højholt og Turéll. Man kan mene, at Good-bye to All That! - en sammenstykning af sidstnævntes kalendernotater - er over the top, hvad den egentlig også er, men den er nu også ret underholdende læsning. Og der er vel ingen, der henregner førstnævntes Skrift paa vand og vind til hovedværkerne, men hvem, der ved bare lidt om dansk poesi er alligevel ikke lidt nysgerrig efter at læse dette sjældne værk af "grønskollingen Højholt"? Well, det kan jeg gøre nu, for det var én af de ting, jeg købte. Sammen med interviewbogen Onkel Danny Fortalt, der føjer mange nye nuancer til billedet af Turélls person og forfatterskab via samtaler med folk fra hans mor til Lars Bukdahl, og genudgivelsen af Live-show Feed-back. Et desværre meget upåagtet værk fra ´76, der tegner sig som en række satorier - med eller uden stoffet som mellemled - og for mig står som en af hans allermest centrale bøger. Fuldt ud på linje med Sekvens af Manjana, Karma Cowboy, Vangede Billeder, Drive-in Digte og Kom Forbi.

Fortsatte til Bureauet, hvor der var en slags hygge-komsammen/barmøde. Der skulle lægges ny vagtplan, så det blev der. Og sludret. Og var et smut forbi Pia bagefter, hvor der blev spillet trafikspil og kastet med tøjleopard sammen med Helena. En vel brugt eftermiddag.

Og så er der ellers aften-eftertænksomhed for resten af pengene.

fredag den 27. februar 2009

Farvel!!!

Nå, så gik nazi-fætter over stregen. Dagens høst: Et stk. medlemsskab af fangruppen for Daneskjold - "Hvid musik for en hvid ungdom" - plus et tilsvarende i en gruppe for nazistisk black metal. Utroligt, at han overhovedet ville have mig på sin venneliste på Fjæsbog! Men hans largeness er ikke gengældt længere, og så er man velkommen til at kalde mig smålig. Jeg kan ikke rumme at have den slags brutale, ureflekterede og rent ud sagt perfide synspunkter i nærheden af mig. Og hvis det så bare var det... De har det jo med at skride til handling over for folk i mit miljø. Nævner i flæng angrebet på 1000Fryd for et par år siden, tilfældig nazi-vold mod "punker-typer" på Vesterbro i Aalborg, en dejlig, spontan nazi-march på Hjallerup Marked for fire-fem år siden, hvor ingen tydeligvis skulle stå i vejen osv. osv. Og jeg har med garanti kun hørt om/oplevet en brøkdel af det, der reelt foregår.

Vil man have mig i sit liv, kan man ikke samtidig have Hitler. Og i virkeligheden slet ikke den slags usammenhængende, pseudo-filosofisk sammenblanding af asetro ("Wotanisme" - sig mig: Er Odin på nogen som helst påviselig måde racist?), Ku-Klux Klan-tanker og herligt arvegods fra Det Tredje Rige, der uheldigvis lader til at brede sig i visse dele af metalmiljøet, og som ham, jeg snakker om, har labbet i sig som honning.

Something has to go: Min samvittighed eller ham. Og nu har han så trukket det korteste strå.

Har det ad H til med det... For jeg ved, at han er en god fyr med en masse kærlighed i sig. Og jeg ved, han har haft strid modvind gennem det meste af sit liv. Og jeg ved, at hans had til indvandrere bunder i en episode på Viborg Banegård for nogle år siden, hvor han blev banket ned af en flok fyre, som ikke lige kunne fatte, at goth-gear og homoseksualitet (og hvad så???) ikke havde noget som helst med hinanden at gøre. Men for det første: At sætte lighedstegn mellem den flok fyre og tusindvis af forskellige mennesker, der ikke har gjort ham det mindste... Hvor fladt, unuanceret og intellektuelt inhabilt er det lige? Og at bekæmpe dette indbildte monster ved at blive et endnu større monster? Rend mig, ærligt talt! Ikke en løsning for folk med den grad af selvindsigt, jeg kan holde ud.

Så farvel, Henrik. Vi har haft mange gode stunder sammen. Men du vidste, hvor jeg stod, og du har valgt en vej frem i livet, der er så modsat min, som den overhovedet kan være. Og så langt ude, at du er nødt til at møde konsekvenserne. Mormor ville fandeme tude, hvis hun vidste det her!!!

torsdag den 26. februar 2009

Bummer!

Anders Fogh meddelte ikke, som jeg ellers havde håbet, at han ville gå af som statsminister til fordel for posten som generalsekretær i NATO. Ville ellers have været et særdeles muntert krydderi på en grå, blæsende og regnfuld dag. Også fordi det i dén grad ville have banet vejen for et magtskifte. Lars Løkke ville nok have fået overdraget statsministerposten, men let's face it: Udover at han drikker vin på skatteborgernes regning (sikkert en vane, han grundlagde i Brixtofte-dagene), har han omtrent samme karisma som en skål vandgrød. Og med ham som borgerlig topkandidat ved næste valg, ville selv et arrogant klummerhoved som Helle Thorning-Schmidt have en chance for at danne regering...

Så Cirkus VKO kører videre. Nu med afsindige skattelettelser til de rige, der ikke har brug for pengene og sikkert snarere sparer dem op, end de (som tilsigtet) blæser dem af på forbrug, og intensive jobsøgningsforløb for dødsmærkede kræftpatienter. Ikke blot kynisk som ind i helvede, men snotdumt som altid. Fy for Satan!

tirsdag den 24. februar 2009

An old wrong corrected...

Fik ikke skrevet i går, fordi jeg var ude at besøge en slægtning på Østerbro, der nedstammer fra min tipoldefar - købmanden Carl Knudsen fra Sundby. Specielt interessant eftersom min oldemor, Karen Marie, blev adopteret væk, da moderen døde ved fødselen, og ganske vist senere optog kontakten med "biodad", men vist altid blev betragtet lidt som et "reservebarn". Hvilket voldte hende en del sorg. Så bortset fra, at ham, jeg snakker om, var kommet meget længere i sin forskning på den side, end jeg selv var, og gerne delte ud af sin viden - hvilket jeg er meget taknemmelig for - følte jeg også, at min oldemor var lidt ved min side dér...

Hun havde i øvrigt en bror, der arbejdede i en slagterbutik, og som omkom ved at falde ned i et kæmpe kar med kogende vand... Nasty stuff!!!

I dag er der høj sol og forår i luften. Har prøvet, men kan ikke rigtigt komme i dårligt humør.

søndag den 22. februar 2009

Wow!!!

Havde egentlig besluttet mig for at drage til Dragør og se old school-fastelavn, som hollænderne holdt det - inklusive tøndeslagning på hesteryg og hardcore punch - men Helene drager tilbage til Odense i morgen, og det virkede trods alt vigtigere at være sammen med hende...

Men har modtaget det første konkrete resultat af den poesi/musik-satsning, jeg har snakket om: Et meget kraftfuldt acapella-arrangement af mit digt "Helgenen". Sad bare med åben mund, mens jeg lyttede - HOLD KÆFT, det var smukt!!! En ren salme!!! Havde lyst til at hoppe og danse af lykke ned ad Søborg Hovedgade, da jeg bagefter skulle ud at tanke smøger...

lørdag den 21. februar 2009

Host!

Er forknølet - én stor snotsnegl i langsom bevægelse. Og har sovet det meste af dagen væk. Men taget i betragtning hvor hårdt, jeg egentlig har kørt mig selv i de seneste par uger (3-5 timer søvn hver nat, hvilket jeg simpelthen ikke har alderen til længere), er jeg i grunden sluppet billigt.

fredag den 20. februar 2009

Gegen nazis!!!


Har gået rundt med en kæmpe klump i maven hele dagen, fordi jeg i morges opdagede, at et af mine tættere familiemedlemmer havde meldt sig ind i Facebook-gruppen "Anti-Antifa". I længere tid har han meldt sig ind i tvivlsomme ting som hyldestgrupper til nazi-metal osv., men det her var det afgørende. Logoet viser en liggende socialist, der bliver sparket af en overdimensioneret fascist, og i selve gruppen er der tilsyneladende blevet offentliggjort dødslister over venstreorienterede - både globalt og regionalt - der dog er blevet fjernet igen, men sikkert kan skaffes ved at skrive til den relevante profil...

Jeg kunne selv lige så godt dukke op der. Det samme kunne de fleste af mine venner. Og andre igen kunne blive maltrakteret sønder og sammen af de samme mennesker pga. hudfarven alene. Så at melde sig ind der er at gøre sig til min personlige fjende, om man kender mig ret. Men gør han det? Skal man være large? Eller skal man give kontant tilbage med jernnæven, for nu at blive i fjendens herlige terminologi?

Kan man have kontakt med sådan et menneske? For fanden: Jeg holder af manden. Vi er mere eller mindre vokset op sammen. Vi lagde min mormor i jorden sammen. Havde han spurgt for bare en uge siden, havde han kunnet sove i min seng og spise min mad, hvis det var. Men nu?

Er vist aldrig blevet så skuffet over nogen. Og ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Min første indskydelse er at cutte al kontakt, men blodets bånd osv...

Tager lige en gevaldig tænkepause.

torsdag den 19. februar 2009

Kaffe & vinyl

Har været til møde med Rasmus Steffensen fra Geiger omkring et kommende, ganske storstilet bogprojekt omkring en ganske unik og legendarisk dansk musikpersonlighed, som har 30-års jubilæum i branchen til næste år. Har givet os selv et år til at realisere det: Det bliver en antologi, som vil belyse vedkommendes mangfoldige aktiviteter fra temmelig mange forskellige vinkler. Laver de første regulære arbejdspapirer på den i weekenden.

Mødet foregik i øvrigt på Sort Kaffe & Vinyl på Skydebanegade. Hyggelig lille joint, men giftig eftersom den har et storslået sortiment af vinylskiver. Købte både Trolle/Siebenhaar (har noget for Ane Trolles stemme), Earth og Kloak. Kaffen var i øvrigt også god. Der ender jeg sgu nok med at komme en anden gang.

onsdag den 18. februar 2009

Dagens henkastede bemærkning

Hold da kæft! Sidst, der var Zittergong-show på Bureauet, var vi 4 mennesker, men i går var der stopfyldt. Så jeg havde travlt i baren og endte med selv at droppe at få kritik, da jeg efterhånden syntes, at det var på tide at komme tilbage og underholde Helene, der havde været alene næsten hele dagen.

Men det blev alligevel for sent. Har vaklet rundt i en døs hele dagen og følt mig småsløj. Må lige huske at passe på mig selv ind imellem...

tirsdag den 17. februar 2009

Lidt projekter

Det bliver ved med at vælte ind med spændende muligheder. Først og fremmest har jeg fået til opgave at skrive covernoter til Frank Ziyanaks solodebut, der, om alt går vel, kommer til sommer. Og, tro mig, bliver et brag af en plade!!!

Dernæst har jeg fået et tilbud fra landsbyen Laurbjergs hjemmeside om at skrive en artikel om min oldefar, Johannes Grejsen, som var cykelhandler der - og dertil ikke så lidt af en personnage. Får selvfølgelig nada for det, men det bliver spændende og udfordrende at arbejde med den slags "storytelling".

Hans første kone, min oldemor Karen Marie Larsen, er også i vælten nu. Har netop aftalt et møde med en efterkommer af en af hendes brødre - specielt interessant fordi hun blev bortadopteret som nyfødt og aldrig siden fik et helt vellykket forhold til sin biologiske familie. Et sår, der i en vis forstand står til at blive "repareret" nu.

Og så er der "Skab dig med Michael Zittergong" på Bureauet i aften. Uhøjtidelig poetisk workshop. Det skal jeg da være med i nu, hvor jeg også skal passe bar...

mandag den 16. februar 2009

Hvidt

Det sner. Og sner. Og sner. Og sner. Og jeg HADER det!!!

søndag den 15. februar 2009

En aften i filmland


Gode film i går. Bedst var - til min store overraskelse, egentlig, for jeg har aldrig haft den store respekt for instruktøren, og den primære skuespiller er nærmest brugt til døde - Ole Bornedals Vikaren. Paprika Steen var virkelig skræddersyet til rollen som det sexede, men ekstremt ondsindede rumvæsen, som kommer til jorden for at blive det ultimative mareridt af en folkeskolelærer. Selv børnene i filmen spillede langt hen ad vejen godt. Plottet var både bizart og originalt - bare de indledende billeder af en høne, der bliver torpederet af et rumskib, var guld værd - og selvom der i en vis forstand var tale om en børne/ungdomsfilm, var man suverænt underholdt fra start til slut.

Men Joaquin Phoenix spillede altså rollen som Johnny Cash til UG i Walk the Line, ligesom det siger sig selv, at soundtracket var i særklasse! Og da Cash endelig - efter langvarige kampe mod sine indre dæmoner - fik sin June, var der ikke et øje tørt i stuen.

Værst i bunken - men stadig interessant - var så Quentin Tarantinos såkaldte comeback med Death Proof. Her gør han indtil flere ting "forkert". Den første gruppe piger, man følger i handlingens løb, dør simpelthen en lille time inde. Samtidig skifter han visuel æstetik flere gange - fra grynede, men klare farver, der er som taget ud af en 70'er-politiserie, over hærget sort/hvid til ultramoderne, knivskarp billedkvalitet. Endelig når filmen nærmere et klimaks end en slutning, mens bil-psykopaten Stuntman Mike (Kurt Russell) bliver totalsmadret af det andet hold piger, han prøver at komme til livs. Alligevel kunne filmen have været enormt god, hvis bare dialogerne havde haft Tarantinos vanlige standard. Og specielt i filmens første halvdel har de det ikke - man bliver helt glad, da Mike endelig gør det af med det der første hold rutine-kævlere... Så comeback og comeback - det vil vist være rigtigere at sige, at filmen rummer et par klassiske scener, men i det store og hele er skuffende i forhold til både Reservoir Dogs og Pulp Fiction.

lørdag den 14. februar 2009

My valentine

Kom alt, alt for sent op. Men som en konsekvens af, at jeg og Helene havde siddet oppe hele natten, drukket rosévin og snakket om alt mellem himmel og jord (noget af tiden bogstaveligt talt). Nu står den på Valentins-hygge og nyindkøbte film fra Blockbuster: Death Proof, Vikaren og Walk the Line.

Hader rent faktisk den her åndssvage tendens til at importere mærkedage fra USA. Jeg mener: Vi har allerede halloween (selvom vi jo allerede har den originale vare i form af allehelgensaften samt et lignende kostumebal ved fastelavn!)... Det næste bliver vel, at vi begynder at fejre thanksgiving, selvom vi ikke har nogen som helst historisk baggrund for at gøre det!!! Halsløs og ukritisk dyrkelse af en imperialistisk stormagt og dens kultur, der langt hen ad vejen (her undtager jeg selvfølgelig en hel del navne fra Whitman til den nyeste New York-undergrund) er til at lukke op og skide i. Meeen: I rette selskab er det nu ret svært at lade være med at nyde valentinsdag...

fredag den 13. februar 2009

Blålys

Sov over mig i morges, så jeg var nødt til at tage et af de første morgen-S-tog fra Kildebakke på arbejde. Og de strømførende ledninger var tilsyneladende dækket af is. I hvert fald dukkede toget op i en kaskade af blå gnister, der oplyste husene langs med banelegemet - og sådan fortsatte det hele vejen ind til Svanemøllen. En småsyret oplevelse.

Men ellers: Høj himmel, varm sol og weekend. Med Helene. Yes!

torsdag den 12. februar 2009

Haiku

Skumring
over Søborg

Bilers lygter
over sne

En anden
solnedgang

onsdag den 11. februar 2009

Søvn

Og jeg fortsætter med at sove... Det er al min tid gået med i dag, når jeg ikke har arbejdet. Men der er kommet helt enormt meget sne, der allerede stort set er smeltet igen. Og nu er Helene kommet. Så er der noget at være lidt vågen for igen.

tirsdag den 10. februar 2009

Gaaab...

Er totalt kvæstet. Kom alt for sent i seng i går, og eftersom jeg startede på Carlsberg igen her til morgen, måtte jeg en time tidligere op, end jeg har været i et stykke tid. Er lige kommet hjem efter en barvagt på Bureauet, som jeg kun lige akkurat hev i land. Blev af flere opfordret til at deltage i aftenens poetiske workshop, og jeg vil sådan set gerne. Men lige i dag følte jeg ikke, jeg havde noget som helst at give. Man kan heller ikke være på hele tiden. Jeg kan i hvert fald ikke.

Nu vil jeg sove. Helene kommer i morgen. Vil gerne være noget værd for hende.

mandag den 9. februar 2009

Just another song

...And if my songs are rather sad,
remember: Everything's not bad,

'cos pain is just another high
- a way to purify inside.

Captivity - well, don't you see? -
is what makes sense of feeling free,

and loss is there for all of us
to make us love the ones we touch,

and death is there to be deserved
- the zenith of your learning curve -

so come along and sing with me,
let's re-invent reality.

søndag den 8. februar 2009

Status for februar måned


Hører: En demoversion af et nyt Death to Frank Ziyanak-nummer, "We Are Not Kids", på MySpace (har tilføjet det på min side, så check det der!). Nu kan de ikke kun lave sublim garagerock med ond attitude - de kan også røre. Flot og meget fortabt sang... Og debut-10"-albummet fra Gud er Kvinde, der byder på både stemningsfulde droner og uhyre veloplagt, til tider elektrisk forstærket/forvrænget skronk-jazz udsat for basun og sax. Og Rasmus Rasmussens Poems in Sound - en flot instrumentalplade med akustiske og elektriske guitarer i centrum. Jo, det var ham, der blev slået ned i Torshavn for at være en af de få bøsser på Færøerne, der stod frem, hvorefter han fik et psykisk sammenbrud. Poems in Sound synes at være det uendeligt melankolske, men trods alt livsbekræftende svar på dén hændelse.

Læser: Blandet græsk litteratur fra antikken: Herodot i Udvalg, Sofokles: Kong Ødipus, Hymner af Homer. Fatter ikke, at man vil forhindre fremtidens gymnasieelever i at stifte bekendtskab med dette gamle guld!

Ser: De ungdomsværker af Lars von Trier, der er med som easter eggs på dvd-udgaven af De Unge År, som jeg købte forleden. Det kan godt være, de er mere kuriøse, end de er gode - f.eks. har animationsfilmen Rejsen til Squachland en "superpølse" i hovedrollen! - men de var nu faktisk ret lovende set i lyset af, at instruktøren ikke engang var kommet ind på Filmskolen endnu, og at den bredt tilgængelige teknologi var anderledes primitiv tilbage i 70'erne.

Er: På rette spor igen, føler jeg.

Vil: Lave en fed DIY-samling, noget ditto musik + lyrik, opprioritere Geiger en smule igen og snarest se Helene. Hun har det virkelig ikke ret godt lige nu - en sand "when the shit hits the fan"-situation.

Death to Frank Ziyanak


Fin koncert i går. Der blev spillet en masse nyt, lovende materiale ("We Are Not Kids" og "Bad Boy" er oplagte singler!), og det gamle var ganske kraftigt omarrangeret ved tilføjelsen af elektroniske elementer, men i essensen forblev Death to Frank Ziyanak landets bedste rock'n'roll-orkester. Det er bare ikke deres stil at tage fanger.

Hørte selvfølgelig en hel del forskellige ting backstage bagefter, som jeg ikke vil gengive - et tillidsspørgsmål. Men bandets udvikling er interessant at følge. Da jeg i sin tid stødte ind i dem, var de stadigvæk tre knægte, der levede og åndede for deres musik - ingen tvivl om det - men festede ganske uhæmmet igennem samtidig med, at de på ganske mange måder følte sig forvirrede i, og omklamrede af, den branche, de var på vej ind i. I dag kan de stadigvæk feste - ingen tvivl om det - men der har, i takt med, at familielivet og de dertil hørende regninger er begyndt at snige sig ind på dem, meldt sig en helt anden følelse af ansvarlighed. De arbejder som svin. Ikke mindst Frank selv, der knokler på med fire projekter på én gang (DTFZ, The Wong Boys, Gezus Chrystler og en kommende soloplade), har en sidekarriere kørende som grafiker, snart springer ud som forfatter og ikke tillader sig selv at gå på kompromis med kvaliteten nogen steder. I dén situation er det begrænset hvor Fanden-i-voldsk, man kan være længere, og jeg beundrer i den grad hans stamina. Samtidig må man sige, at de har fundet deres egen misundelsesværdige plads indenfor musikbranchen. Vel tænkes der bevidst i produktion og salgstal, for der skal jo brød på bordet, men i gruppens helt eget tempo: Hvor de i starten lod sig byde lidt for meget, hvis man spørger mig, er der i dag intet som helst, der bliver gennemført, hvis det ikke er opstået som et ønske indefra i gruppen. Og de styrer stort set hele apparatet selv - kører deres eget label, laver deres egen grafik, har kontrol over deres eget image, har ubegrænset musikalsk frihed. Jeg har meget respekt for de drenge. Sådan sælger man uden at sælge ud!

Jens Unmack, som er en af gruppens største fans, var i øvrigt også med backstage. Ibber, trommeslageren (og den flinkeste fyr i dansk musik), introducerede os for hinanden, men han var åbenbart ikke den type musiker, der kunne med pressefolk i nogen som helst afskygning (en rygmarvsreaktion efter Hilmer-historien, der ikke blev lige eksemplarisk tacklet alle steder?). Så det endte med at blive en meget flad og flygtig samtale. Men mistede omvendt heller ikke noget for manden ved den lejlighed. Han havde sikkert sine grunde.

Skulle have været med i byen bagefter, men forsøgte at følge med en gruppering, som jeg på et tidspunkt tabte sporet af. Så konstaterede jeg, at jeg i grunden var enormt træt, og satte kursen mod Søborg i stedet.

Fik i øvrigt afviklet hele fem anmeldelser i går (3 X yoyooyoy, Rasmus Rasmussen og MoHa!). Den største portion jeg har kunnet overskue, siden jeg forlod redaktionen. Og nu er der ikke mere på bordet, jeg er forpligtiget til at have en mening om. Befriende! Nu kan jeg tage ting ind i mit eget tempo når og hvis, jeg vil.

lørdag den 7. februar 2009

Den skal jeg i øvrigt forbi en dag for at se...


Forår efterlyses

Læser Herodot i Udvalg, mens jeg prøver på at tage mig sammen til at skrive en dobbeltanmeldelse af nogle ting fra yoyooyoy. Og lægger slagplaner for i aften. Ender helt sikkert til Death to Frank Ziyanak i Huset, men måske skal jeg et smut forbi Pia først for at hjælpe med at sætte computer op.

Helenes mor er blevet indlagt i en endnu udiagnosticeret, men ganske alvorlig tilstand. Og det præger humøret. Hun er forståeligt nok helt nede at vende, og jeg prøver efter bedste evne at holde hende bare lidt oppe. Men selvfølgelig bliver jeg selv i et vist omfang trukket med ned. Og i grunden er lysten til at komme ud temmelig lav i dag. I går aftes endte jeg med at droppe et releaseparty på Culture Box med Phono, fordi lysten blev blæst helt af banen pga. nye meddelelser. Og kun det faktum, at jeg kender DTFZ personligt fra Silkeborg (og i øvrigt har lovet dem at kigge forbi), gør, at jeg rent faktisk tror, jeg kommer "ud af hulen" i dag.

Hold kæft, hvor har der været meget sygdom og død i min kreds hen over efteråret og vinteren. Og den er ikke slut endnu. Indtil videre har det ikke ramt den allerinderste cirkel - 7-9-13 - men alligevel slider det. Får sværere og sværere ved at holde fanen højt.

fredag den 6. februar 2009

Når spindelvævene blomstrer

Så skal der laves lyrik + musik. Godt møde. Vil ikke løfte sløret for hvem, det er endnu, men det kribler virkelig i fingrene for at komme igang.

Kan i øvrigt se, at Forn Sidr - asa- og vanetrosamfundet i Danmark - har fået lov at indvie en egen sektion af Assistens Kirkegård i Odense. Den første hedenske gravplads siden vikingetiden. Pragtfuldt! Ikke kun fordi jeg kender et par stykker, der er medlem af sammenslutningen, men også fordi det er endnu et væsentligt skridt på vejen frem mod reel trosfrihed her i landet. En ting er, at man ikke bliver skudt eller deporteret, hvis man ikke er medlem af Folkekirken, men viljen mod at tildele andre - specielt ikke-kristne - religioner noget så basalt som deres egne gravpladser har altid slået mig som usmagelig.

For mit eget vedkommende kan man sådan set bare kyle mig ud på en mark til kragerne og rågerne, når den tid kommer. Har set mine lig og forbinder intet som helst med afsjælede legemer. De er affald, som skal komposteres og gøre nytte igen. En sådan himmelbegravelse, som man vist kalder det i Sydamerika, er dog næppe legal her, så kul mig bare ned under grønsværen på en naturgravplads i stedet. Eller kremér mig og hæld min aske i Gudenåen (min hjemegns store vandmoder).

Men man må gerne holde en uhøjtidelig mindehøjtidelighed, når det er. Lad venner og familie holde "prædikenen". Lad alle komme, som de går og står. Spil "Når Spindelvævene Blomstrer" med Spids Nøgenhat, når der skal rundes af. Og fest så bagefter - også vildt, hvis det står til mig. For det fede ved døden er, at den minder os om, at vi er i live.

At føle eller ikke føle...

Nå, men det var et rigtig fint arrangement på Huset i går. Bagmanden, Bo Lille, gav den ydmyge debutant en enormt rar velkomst, og så gik det ellers derudaf med en stak tekster fra Favne, som blev endda meget vel taget imod. Undtagen af én tilhører, som mente, at jeg distancerede mig for meget fra indholdet - at jeg skulle have følt det noget mere. Var egentlig, som jeg forklarede hende, ret glad for den respons, for den var venligt ment, og det er ikke altid, jeg gerne vil stryges med hårene. Men kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal bruge den til. Jeg foretrækker at indkapsle den (til tider betragtelige) patos, mine tekster skal have, i selve materialet - og derefter stort set bare fremlægge det på en måde, hvor der også er plads til comic relief. At hælde ekstra patos på i oplæsningen - som f.eks. en Tafdrup har haft det for vane - synes jeg egentlig bare gør oplevelsen klæg. Mit act kan blive bedre - hvad kan ikke det? - men jeg er ikke sikker på, at tårer på de skrå brædder er vejen frem. Og det er rent show i øvrigt heller ikke, selvom det løber meget med opmærksomheden for tiden på bekostning af kvaliteten. Skyd mig den dag, jeg bliver teatralsk eller griber til den laveste fællesnævner for at please...

At jeg så netop gerne vil arbejde i forhold til musik med den bevæggrund, at man kan skabe intensitet og stemninger, som når længere ind på den måde, er noget andet. Og i et sådant samspil er jeg også sikker på, at det vil føles mere naturligt at give slip. Når det kommer til musik, har jeg aldrig syntes, at noget som helst principielt er for meget. Selv det mest klæge og oppustede kan fungere sublimt, hvis man tackler det rigtigt...

Nå, men er jo kun kort hjemme at vende. Skriver måske senere i dag. Måske ikke.

PS: Har besluttet mig for at skyde en del af Geiger-lønningen i udgivelsen af et større eller mindre gratishæfte på eget forlag. Har godt nok altid syntes, at det var flovt at skulle udgive sig selv, men jeg er ved at drukne i materiale, og jeg kunne godt bruge en lille ting at promovere mig selv med, i det mindste. Plus at jeg er blevet frustreret over de ventetider og vilkår, man må indstille sig på, hvis det skal gøres "rigtigt" (og konkurrencen fra tidens hær af gøgler-lyrikere, hvis salgstal typisk er omvendt proportionale med talent og holdbarhed). Så nu skal det være. Har dog ikke bestemt mig definitivt for indholdet.

torsdag den 5. februar 2009

In formation

Travl weekend forude - håber, jeg kan holde til det!!! Og den starter sådan set allerede i aften, hvor jeg jo skal læse op på Huset... Er godt nervøs ved tanken. Nyt publikum osv. Og jeg føler mig ikke i topform!

I morgen er der så flere ting på programmet, men den væsentligste er, at jeg skal mødes med den musiker, jeg forhåbentlig får et musik + lyrik-samarbejde op at stå med. Bliver spændende! Krydser fingre for, at det klikker, for jeg har villet lave noget i dén retning længe.

I øvrigt ser det ud til, at jeg snart får min første lønning nogensinde fra Geiger. Ikke et afsindigt stort beløb, men alligevel nok til et par nye, længe ønskede Doc Martens. Og får en lille artikel, Splittelsens førstefødte, ud, som jeg faktisk har slettet fra min harddisk af bar ærgrelse, fordi Kulturo - som ellers havde et kinkyness-tema i dét nummer - ikke kunne klare en lille stak filofisk-litterære noter om forholdet mellem musik og erotik. Men nu er den så dukket op et sted på Roberts computer, hvorefter den er kommet i spil igen. Hvilket glæder mig. Den er, så vidt jeg husker, både ret god og lettere grænseoverskridende.

Nå, men nu i bad - og så går det ellers løs...

onsdag den 4. februar 2009

Har hjemve...

...men véd ikke rigtigt, hvor "hjemme" er længere.

tirsdag den 3. februar 2009

En ualmindeligt god dag


Der er dage, der bare står stille. Sådan var det i går. Og så er der dage, hvor tilfældet bare vil, at en masse brikker falder i hak på én gang. Som f.eks. i dag.

Jobbet flød bare - nåede en masse uden at stresse. Og efter endt tjans gik det - som hver tirsdag - videre til Bureauet, hvor jeg skulle afløse Pia bag baren kl. 16. Hvilket også gik glat, selvom vagten gik ind i den bedst besøgte poetiske tirsdag i mands minde. Hvilket var mere end glimrende, for det betød, at jeg fik aftenens første, engelsksprogede sektion med. Og den var fin.

Den indledtes med en række engelsksprogede Dan Turéll-oversættelser ved Thomas Kennedy, der virkede ret frie, men i store træk fangede den yderst savnede Vangede-rottes ånd og flow godt. Var dog lidt skeptisk i forhold til oversættelsen af danske stednavne - Vesterbro blev f.eks. til "Westbridge". Jeg mener: Man oversætter jo heller ikke New York til "Ny Jordvig", vel?

Men virkelig sublim var Raphael Lennox - åbenbart et ex-medlem af The Plastic Ono Band - som lavmælt og ikke så lidt melankolsk fandt sin egen fine balance mellem dybde og oplagt sprogleg. Og ikke mindst den klejne og charmerende Nancy Wanjira Wakabari Stevner, som måske ikke var verdens mest hermetiske poet, men mente hvert ord, hun sagde, så man ikke kunne undgå at blive rørt. Og til lyden af tunge hip hop-rytmer fik hun skabt et meget elegant flow, der netop til tider nærmede sig rap eller soulvokal. Et skidegodt og totalt afvæbnende show fyldt med kærlighed og varme.

Nå, men så var det, at jeg vekslede et par ord med Martin Bof - Bureauets formand. Som kunne fortælle to ting. For det første ender en god stak af mine ting højst sandsynligt i næste nummer af stedets tidsskrift (eksempel afbildet ovenfor), som pt. er under forberedelse - typisk en meget flot og luksuriøs publikation, som det skal være mig en fornøjelse at medvirke i. For det andet har et foto af mig - med ham som mellemmand - forvildet sig ind i en kommende film fra Zentropa, hvor jeg "spiller" hovedpersonens afdøde bror. Men det er da også et skidegodt billede, så jeg ser frem til at modtage en Robert for bedste birolle i 2009!

Da jeg kom hjem, var der så besked fra Bo Lille, som kører oplæsningsarrangementet Underskoven Huset i Magstræde. Sendte ham en stak ting til gennemlæsning igår i håb om, at jeg kunne snige mig ind i programmet her på torsdag fra 17 - 20. Og det kunne jeg. Super! Bureauet er et herligt sted at optræde, men det bliver fedt at prøve sig selv af over for et andet - og indtil videre mindre velkendt - publikum.

Og så har Jens Keis Kristensen - en gammel bekendt fra Dansk på Aalborg Universitet - lavet en beærende omtale af denne ydmyge blog på sin glimrende egen, der bærer den Olesen-Olesen-influerede titel Virkeligheden findes kun i Nordvest. Bukker og takker!

Sådan burde alle dage være. Slukker lyset med et smil på læben.

mandag den 2. februar 2009

Sneet inde...

...i mig selv. Helene er smuttet tilbage til Odense i halvanden uge, og jeg savner hende ad helvede til. Har haft en "when the shit hits the fan"-dag på jobbet. Har betalt regninger for alt for mange penge. Vinden udenfor føles som at få en morgenstjerne i hovedet. Alt er bare noget lort. Well, det meste, i hvert fald.

Jeg har stadig en varm kat og en (nogenlunde) varm lejlighed. Og eftermiddagen er blevet brugt på at udveksle oplysninger omkring slægtsforskning med en blomsterhandler fra Rødovre, som jeg deler en jysk ane med for 200 år siden. Det lyder ikke af alverden, men det er nu i grunden en meget hyggelig udveksling, vi har igang.

Men savner, keder mig, savner...

søndag den 1. februar 2009

Med g i gaden

Nå, men februar blev så indledt i en let, men behagelig rus, mens jeg og Hr. g "spillede saxofon" på forskellige Nørrebro-lokaliteter. Først på Osborne i Elmegade, hvor vi nød formidabel Hoegaarden i absurd store glas, men Manchester United tæskede et eller andet traktorhold på tv-skærmen. Så på Bureauet, som vi var blevet lokket til, da aftenens optrædende var blevet påhæftet prædikatet "avantgardejazz". Så vi købte en Krudtugle og smuttede ned i kælderen, men det, vi hørte, var det mest knastørre, konventionelle konservatorie-lir på denne side af evigheden. Så var der en, der nævnte, at Claus Høxbroe optrådte lige om hjørnet på Tjili Pop. Well, i princippet kostede det en tør 50'er at komme ind, men hellere "beatpoesi" end kastreret, ufarlig jazz - i hvert fald på papiret. Han var jo også en af de sidste kunstnere, der arbejdede sammen med salig Hilmer Hassig. Men da han først messede ligegyldige fraser af sig i en hvirvelstrøm af crap, hvorefter han greb til en pubertært "provokerende" formulering som "hun stoppede min pik ind i munden" for at vække folk - fulgt op af et af disse for tiden så obligatoriske, men lidet subtile poetiske angreb på Anders Fogh - stod vi i den grad af (hvorfor er der ingen af Allen Ginsbergs lærlinge, der har lært noget af hans format?). Hans optræden var da heldigvis også snart slut, og vi var kommet ind til halv pris.

Tjili Pop selv var der dog intet i vejen med. Øllet var billigt og godt, inventaret stilfuldt hærget og klientellet tilpas alternativt. Så vi fortsatte ned i rygerummet, hvor snakken gik i ét stimulerende væk om lyriske do's and don'ts frem til midnat. Vejene skiltes for denne gang på Nørreport, hvor sneen var begyndt at falde, og vinden føltes som noget fra den sibiriske tundra. Men vi ses jo igen i marts, hvor jeg har et par ugers ferie...

Derhjemme ventede Helene, som selv havde valgt at stå seancen over, med varm kaffe og kærtegn. Hold kæft, hvor er hun dejlig!!!