fredag den 9. januar 2009

Fed musik og klamme mænd

Ja, ok, endte med kun at gå 250 % grassat. I den tid, Pia og jeg var på Faust (Louise dukkede ikke op), blev ingen af de numre, jeg nævnte, spillet. Men "Hearts & Minds" (Nitzer Ebb), "Yü-Gung" (Neubauten) og noget Silicon Teens (Daniel Millers projekt efter The Normal) røg da på anlægget, og det samme gjorde en hulens masse dejlig Depeche Mode. Og i det hele taget må jeg sige, at det nok efterhånden er et halvt års tid siden, at jeg har danset så længe og energisk.

I det hele taget kom jeg på ingen tid til at holde af Faust, hvor jeg var for første gang nogensinde i aften. Hele atmosfæren var som i Revolutions højtid i 90'erne, men om muligt var musikken bedre. Og man skvattede ikke over skoletaskerne heller. Folk var i øvrigt også venligere end de fleste andre steder. Jo, jeg har vist fundet mit faste gå-i-byen-sted herovre.

Men jeg bliver til stadighed forbløffet over hvor ynkeligt, mit køn kan være, når det er "trængende". En eller anden "40 år, men stadig jomfru"-type klistrede sig til Pia aftenen igennem, gloede utilsløret på hvert eneste vrik, hendes bagfjerding lavede, og stod på et tidspunkt og lavede bollebevægelser lige bag hende. Hvilket han selvsagt ikke fik noget ud af. Og det gjorde han heller ikke hos de 2-3 andre i lokalet, han greb til at nidstirre, når han ind imellem havde åndsnærværelse nok til at opfatte, at han løb panden mod en mur...

Det værste, jeg har oplevet i den afdeling, var dog nok til en Gob Squad-koncert i Aalborg for et års tid siden, hvor en flok fedladne bonderøve midt i 40'erne ikke helt kunne fatte, at den forudgående koncert med Magtens Korridorer var forbi. I stedet for at gå hjem fokuserede de på to af mine veninder, som de klappede i bagdelen, råbte slibrigheder efter og (igen) lavede samlejebevægelser bag. Jeg fik simpelthen kvalme. Men de var for mange til, at jeg kunne gøre en skid ved det, og de endte da heldigvis også med at måtte smutte hjem til konerne med uforrettet sag - komplet med vielsesringe og hele skidtet!

Måske er mænd virkelig nogle svin... Men omvendt: Kunne ikke genkende noget som helst af mig selv i de personnager. Enten var de fra en fremmed planet, eller også var jeg...

Ingen kommentarer: