torsdag den 29. januar 2009

The everlasting gaze...

Spekulerer til tider stadig over, hvad der fik mig til at gå fra Geigers redaktion. Jeg mener: Nogle af grundene var meget konkrete og uddybet andetsteds. Men stadigvæk er der en "rest". Og den beror vel på, er jeg nået frem til, at jeg hen mod slutningen var ved at blive kvalt rent menneskeligt.

Enhver, der har et "public image", kender det med garanti. For pokker, det gør alle vel.

Blikket.

Det starter ret uskyldigt. Man vil gerne handle for at fremme noget - for mit vedkommende den sandt progressive musik. Men for at gøre det, må man ud på en større social arena - "den offentlige scene". Og knapt nok har man vist sig, før blikket rammer én. Folk snuser rundt og afsøger den nye tilstedeværelse. Kort efter falder dommen, og uanset hvad, man virkelig repræsenterer, er den temmelig arbitrær, eftersom den i dén grad afhænger af, hvad folk i forvejen har med i posen. Kun to ting står fast: At dommen sandsynligvis er urokkelig, og at man kommer til at tage såvel sin fulde straf som sin fulde belønning efter folks forgodtbefindende.

Mange når, efter endt snusen, frem til, at man er meget tilforladelig. Det er for så vidt godt nok. Så begynder de dernæst at overveje, hvad de kan bruge én til. Nogle bruger slet og ret én som et redskab til fremme af egne interesser, andre kan måske rent faktisk bruge én til noget rent menneskeligt. Men når dét er afgjort, smækker døren også bag én: Så har man bare ikke at skuffe eller skifte for meget position. Og det kan jo selvsagt udvikle sig giftigt, når man er en organisk voksende størrelse.

Eksempler: De folk, der aldrig helt fattede, at jeg ikke kun var "indie" - med tiden faktisk meget lidt, eftersom jeg fandt stilens ortodoksi kvælende. De efterhånden lidt for fastlåste roller i redaktionen. De folk, der fik et chok, da (gys!) forfatteren i mig begyndte at røre på sig. De labelbosser, som fandt éns indsats sympatisk, men havde svært ved at fatte, at man ikke havde tid til at skrive om netop deres seneste udgivelse på releasedagen...

Andre beslutter sig for, at man er enten ubrugelig eller slet og ret "farlig". Flertallet ignorerer umiddelbart én, men man véd jo aldrig, hvad der bliver hvisket i kulissen... Andre, og det er måske i virkeligheden dem, man føler sig mest tryg ved, bruger af egen fri vilje ufattelig meget energi på at nedgøre og modarbejde éns indsats. Dem véd man i det mindste, hvor man har.

Eksempler: Musikeren, som, pga. andre uheldige erfaringer med musikpressen, jævnligt refererede til mig som "bladsmøreren". Kollegaen fra et andet medie, der utilsløret kastede lort efter alt, der havde med Geiger at gøre, på et af landets førende musikfora. De læsere, som sporede en spinkel gnist af intellekt i vores skriverier, hvorefter vi hånligt fik smidt betegnelsen "hornbriller" i nakken.

Sådan kørte det jo i mange år - det var simpelthen vilkårene. Og det var også i det mindste tåleligt længe. Men det sled. Og det, der fik boblen til at briste hos mig, var den træghed, der var i det hele. At dommen ikke kunne appelleres, om man så hylede og skreg, tiggede og bad. Uanset hvor meget sleazy rock'n'roll, man skrev om, var man stadig en "hornbrille", og anset hvor meget udkørt free for all-improv, man roste til skyerne, blev man stadig associeret med "indie". Osv. Osv. Og helt galt gik det, da andre aspekter af mit liv end det rent musikjournalistiske begyndte at trænge sig på / æde af min tid. Så lød ramaskriget fra selv den positivt indstillede lejr: "Elsker du os ikke længere"? For hver dag blev "Geiger-Steffen" mindre og mindre lig med Steffen Baunbæk Pedersen the human - og så helt ude i hampen, som visse folks opfattelse af mig var i forvejen, siger det en del. Og for hver dag kom kampen for at bevare begge "personaer" til at virke mere og mere omsons. Jeg måtte beslutte mig for, om jeg ville være et levende, autentisk, manøvredygtigt menneske, eller om jeg ville kaste mig fuldt ud i at være mit stive, offentlige, ikke specielt selvbestaltede alter ego. Og var der noget valg?

Men nu sidder jeg så her. Og nu kører møllen igen. For du sidder jo og læser. Du har også et blik. Hvem tror du, jeg er? Du tager sandsynligvis fuldkommen fejl. Og jeg kan sandsynligvis ikke gøre ret meget for at ændre det.

Men det bliver aldrig anderledes.

Måske man bare skal tage sig sammen, synke tudsen i halsen og takke for den opmærksomhed, man omvendt heller ikke kan leve foruden...

2 kommentarer:

pter sagde ...

When I'm dead
It will be read
"Here Lies The Public Image"
5 percent human being
And 95 image

What you see is what you get
And what you get may well be worth seeing
But just be careful when you walk
On those old broken stones
Because they are my feelings

If I smile
Do not be swayed
I simply serve the public image
When all have gone
Just one remains
Thank God for the public image

What you see is what you get
And what you get may well be worth seeing
But just be careful when you walk
On those old broken stones
Because they are my feelings

Scrape beneath
The surface and
You will find more public image

I used to have
A childish dream
Until I had it kicked from me
I tried to pass myself off
As a Human being
But the truth soon exposed me
I had a love and she was very kind
But she was no match for the Public Image

What you see is all there is
And what there is may well be worth seeing
But just be careful what you say
About people like me
Because we don't take it lightly

Moz

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Fin kommentar der! Tja, Ol' Mozzer ved jo nok, om nogen, hvad det handler om...