lørdag den 31. januar 2009

Ud at lufte saxofonen


Så er det i dag, at min højtærede ven Hr. g - den sejeste poet i Aalborg Øst - rammer hovedstadset. Dét skal fejres med liflig humle og avantgardejazz på Bureauet. Og måske et par rammende linjer af hans helt store hit, "Saxofonsangen":

"Spiller saxofon og spiller smart / Tror, jeg har noen følelser, som ingen andre har"

Ellers er der glimrende gråvejr i Søborg. Og jeg mener det sgu. Helt vindstille, og så kan man lige akkurat ane lyset bag skyerne. Måske den eneste tilstand, dét vejrlig kan være charmerende i.

fredag den 30. januar 2009

Nyt fra mobilen

Et stk. firma, der trænger til en ordentlig kommunikationsrådgiver:

"Din sikkerhed er det vigtigste for os. Sikkerheden er en grundlæggende faktor blandt vores værdier!"

(Sikkerhedsinstruks set på Arriva-tog)

***

Kan ikke finde ud af, om jeg er ved at indlede eller afslutte.

***

Det helt korrekte ord for liv:

Sten-der-kan-dele-sig

torsdag den 29. januar 2009

The everlasting gaze...

Spekulerer til tider stadig over, hvad der fik mig til at gå fra Geigers redaktion. Jeg mener: Nogle af grundene var meget konkrete og uddybet andetsteds. Men stadigvæk er der en "rest". Og den beror vel på, er jeg nået frem til, at jeg hen mod slutningen var ved at blive kvalt rent menneskeligt.

Enhver, der har et "public image", kender det med garanti. For pokker, det gør alle vel.

Blikket.

Det starter ret uskyldigt. Man vil gerne handle for at fremme noget - for mit vedkommende den sandt progressive musik. Men for at gøre det, må man ud på en større social arena - "den offentlige scene". Og knapt nok har man vist sig, før blikket rammer én. Folk snuser rundt og afsøger den nye tilstedeværelse. Kort efter falder dommen, og uanset hvad, man virkelig repræsenterer, er den temmelig arbitrær, eftersom den i dén grad afhænger af, hvad folk i forvejen har med i posen. Kun to ting står fast: At dommen sandsynligvis er urokkelig, og at man kommer til at tage såvel sin fulde straf som sin fulde belønning efter folks forgodtbefindende.

Mange når, efter endt snusen, frem til, at man er meget tilforladelig. Det er for så vidt godt nok. Så begynder de dernæst at overveje, hvad de kan bruge én til. Nogle bruger slet og ret én som et redskab til fremme af egne interesser, andre kan måske rent faktisk bruge én til noget rent menneskeligt. Men når dét er afgjort, smækker døren også bag én: Så har man bare ikke at skuffe eller skifte for meget position. Og det kan jo selvsagt udvikle sig giftigt, når man er en organisk voksende størrelse.

Eksempler: De folk, der aldrig helt fattede, at jeg ikke kun var "indie" - med tiden faktisk meget lidt, eftersom jeg fandt stilens ortodoksi kvælende. De efterhånden lidt for fastlåste roller i redaktionen. De folk, der fik et chok, da (gys!) forfatteren i mig begyndte at røre på sig. De labelbosser, som fandt éns indsats sympatisk, men havde svært ved at fatte, at man ikke havde tid til at skrive om netop deres seneste udgivelse på releasedagen...

Andre beslutter sig for, at man er enten ubrugelig eller slet og ret "farlig". Flertallet ignorerer umiddelbart én, men man véd jo aldrig, hvad der bliver hvisket i kulissen... Andre, og det er måske i virkeligheden dem, man føler sig mest tryg ved, bruger af egen fri vilje ufattelig meget energi på at nedgøre og modarbejde éns indsats. Dem véd man i det mindste, hvor man har.

Eksempler: Musikeren, som, pga. andre uheldige erfaringer med musikpressen, jævnligt refererede til mig som "bladsmøreren". Kollegaen fra et andet medie, der utilsløret kastede lort efter alt, der havde med Geiger at gøre, på et af landets førende musikfora. De læsere, som sporede en spinkel gnist af intellekt i vores skriverier, hvorefter vi hånligt fik smidt betegnelsen "hornbriller" i nakken.

Sådan kørte det jo i mange år - det var simpelthen vilkårene. Og det var også i det mindste tåleligt længe. Men det sled. Og det, der fik boblen til at briste hos mig, var den træghed, der var i det hele. At dommen ikke kunne appelleres, om man så hylede og skreg, tiggede og bad. Uanset hvor meget sleazy rock'n'roll, man skrev om, var man stadig en "hornbrille", og anset hvor meget udkørt free for all-improv, man roste til skyerne, blev man stadig associeret med "indie". Osv. Osv. Og helt galt gik det, da andre aspekter af mit liv end det rent musikjournalistiske begyndte at trænge sig på / æde af min tid. Så lød ramaskriget fra selv den positivt indstillede lejr: "Elsker du os ikke længere"? For hver dag blev "Geiger-Steffen" mindre og mindre lig med Steffen Baunbæk Pedersen the human - og så helt ude i hampen, som visse folks opfattelse af mig var i forvejen, siger det en del. Og for hver dag kom kampen for at bevare begge "personaer" til at virke mere og mere omsons. Jeg måtte beslutte mig for, om jeg ville være et levende, autentisk, manøvredygtigt menneske, eller om jeg ville kaste mig fuldt ud i at være mit stive, offentlige, ikke specielt selvbestaltede alter ego. Og var der noget valg?

Men nu sidder jeg så her. Og nu kører møllen igen. For du sidder jo og læser. Du har også et blik. Hvem tror du, jeg er? Du tager sandsynligvis fuldkommen fejl. Og jeg kan sandsynligvis ikke gøre ret meget for at ændre det.

Men det bliver aldrig anderledes.

Måske man bare skal tage sig sammen, synke tudsen i halsen og takke for den opmærksomhed, man omvendt heller ikke kan leve foruden...

onsdag den 28. januar 2009

Scenen er skrå


Læste op igen på Bureauet i går. I to blokke. Præsenterede "En af mit blod" - det gik bedre end ventet, for et digt om slægtshistorie vil altid i teorien være et tough sell - og endte med at blive lokket til endnu en runde, hvor jeg mere eller mindre tømte notesbogen. Men konkurrencen var benhård. Pia havde sin oplæserdebut, som gik over al forventning (i hvert fald for hende - jeg vidste, det ville blive godt). Louise Kristensen læste hele manuskriptet Den Spaltede Rose op - dét skal seriøst ud i bogform. Og Michael Zittergong lavede det helt store show med gæster, musik og papflapper, der viste alt fra børnetegninger til uddrag fra Aleister Crowleys Tarot-sæt. Stor aften!

Ellers er de seneste par dage gået med at hygge sammen med Helene. Og sluge en irettesættelse fra Det Danske Absint Selskab, der gav mig et klask i nakken for at drikke det on the rocks. Vidste nu sådan set godt, at der skulle en større tilberedning til, men der var kø, og jeg skulle hurtigt videre. Anyway: Vil godt anbefale selskabets hjemmeside - http://www.absinthium.dk/ - hvor der er masser af interessant information at hente om drikken. Vidste du f.eks., at Marilyn Manson har fået sit helt eget absinth-mærke? Nu gør du det i hvert fald...

mandag den 26. januar 2009

Halvt om Hall


Du godeste gud! Vil udgifterne og hurdlerne i januar måned ingen ende tage? Nu har jeg måttet kyle 380 kroner, jeg ikke havde, efter en ny adapter til min monitor - den gamle brændte sammen i lørdags. Og er altså nogle dage bagud med min blog.

De har ellers været begivenhedsrige nok. I lørdags døde Margit - mor til min mosters mand Erling og hende, der ikke havde det så godt juleaften. Ville ikke skrive så meget om hendes situation der, men nu er der vel fri bane... Hun tilbragte hele aftenen under et tæppe på sofaen - allerede tynd som et skelet - i så afkræftet en tilstand, at hun knapt nok var forståelig, når hun endelig snakkede. Klar nok var hun sådan set i hovedet, men i længere tid havde hun haft problemer med at indtage noget som helst, og der var vist ingen, som var i tvivl om hvilken vej, det gik.

Nu nåede hun så til vejs ende. Efter sigende "lignede hun Grauballemanden" her til sidst... Måske var det meget godt, at det sluttede, så. Men endnu en gang er der altså forsvundet en person, der har fulgt mig siden min barndom. Nogen reservebedstemor var hun ikke, men vi havde altid noteret os - og holdt af - hinandens selskab. Så det er underligt, at hun ikke er her længere...

Fredag var jeg jo så til Martin Hall-seance på Faust. Og den var glimrende. Lederen af Faust og Black Cat, Peter Mesnickow - selv Hall-kender i topklasse - læste spørgsmål op, som publikum havde formuleret, og hovedpersonens snakketøj var i glimrende form. Der blev også vist tre videoer fra hans kommende album, Hospital Cafeterias - deriblandt en fra et party hos Marcel de Sade, hvor den ellers ikke fik for lidt med høje glas, gyldne krummelurer, opfindsomme kjoler og høje hatte. Så meget sagt var der ikke meget at komme efter, hvis man havde fulgt med i Hall-lekturen over nogle år.

Og dog. Der var nuancer hist og her, der var interessante. F.eks. blev Hall tydeligvis stærkt påvirket af at genkalde sig Parade-forestillingen i '84, der fandt sted i kølvandet på en række dødsfald i omgangskredsen og familien, hvilket blev afspejlet i dens ekstreme form, hvor oralsex og voldtægts-scenarier indgik i "underholdningen". Af samme årsager havde han det ret svært med Relief (1985) og Cutting Through (1986), pladernes kvalitet underordnet.

Jeg vidste ligeledes heller ikke, at han havde set op til de Sade - nu en personlig ven - siden sin barndom på Frederiksberg, hvor det åbenbart ikke var noget særsyn at se den selvudnævnte adelsmand spadserede ned ad gaden med to hunde og to slaver i snor, og at man skulle helt frem til 1992, før han definitivt brød med sekten/den metafysiske researchsammenslutning EMIN. Samtidig påpegede han, at det reelt kun var 5-6 af hans over 100 udgivelser, som ikke mere eller mindre var financieret af ham selv, og at dette i høj grad forklarede "de kommercielle krumspring" i hans karriere: Boel & Hall financierede den kompromisløse Metropolitan Suite, ligesom tjansen som dommer i Talent 2008 lagde det økonomiske fundament for Hospital Cafeterias...

Der var mere forudsigelige, men rammende betragtninger også. Som den kategoriske afvisning af en Ballet Mecanique-reunion, som skyldtes i mindre grad Michael Karshøjs, i højere grad Morten Versners efterfølgende derouter (jeg ved tilfældigvis, hvor sidstnævnte bor, og jeg må da også indrømme, at det ikke er for kønt). Og hans milde, men præcise kritik af nutidens goth-kultur (formuleret på baggrund af et spørgsmål fra Ras Bolding): At den i dag er temmelig udvendig og æstetisk i forhold til hans egen tid, hvor folk reelt satte liv og forstand på spil, og at den ydermere, ligesom nutidens punk, er gennemsyret af en ortodoksi, som ligger ham fjernt. I den sammenhæng nævnte han igen Talent 2008 som en integreret del af et livsværk, som altid har søgt bruddet, grænseoverskridelsen, opgøret med vanetænkningen... I knew, men rart at få det fra hestens egen mund.

Bagefter var der så premiere på to nye Hall/Leæther Strip-ting: Et remix af "Another Heart Laid Bare" og en coverversion af "Treatment". Et dejligt, men også lidt forudsigeligt genhør med landets fremmeste EBM-kunstner...

Hele aftenen igennem var der blevet serveret absinth - en type alkohol, der altid har fascineret mig pga. dens indhold af nervegift, som efter sigende skulle medføre visioner (folk som Verlaine og Baudelaire svor til drikken, og de hører jo til heltene...). Fik en enkelt on the rocks. Den smagte af græs, der var blevet kylet ned i en blender sammen med en stang lakridsrod. Skuffende. Jeg oplevede selvfølgelig heller ikke noget. Måske man reelt skal drikke sig stinkende stiv i skidtet, før man kan se det fede i det...

Både lørdag og søndag var præget af en søvnig stemning, og det blev ikke bedre af, at jeg jo ikke kunne adsprede mig med computeren. Men så fik jeg da ryddet op i lejligheden og - som det mest interessante - skrevet en komplet udgave af "En af mit blod". Et episk digt, som jeg fik idéen til for et par år siden, og som fortæller min slægts historie gennem 500 år. Dvs. hollænder-linjens fra Dyveke og Christian d. II til lille Steffen i Søborg. Lidt af en sejr for mig. Normalt plejer jeg at gå kold, hvis et stykke poesi skal fylde over en side. Og ret beset er det jo også sjældent, at man står med et stof, som kræver mere plads. Men lige dét digt har altså kaldet på widescreen-formatet.

I aften kommer Helene igen. Det bliver godt!!!

fredag den 23. januar 2009

Tilføjelse

Én sætning er sluppet gennem dagens grå grød: "Sæt dig ned, perle".

Har endnu aldrig glemt (og det sker heller ikke) "Skyj efter benene".

Hvad er der i vejen med et land, hvor politiet fører en bare nogenlunde rimelig selvjustits? Bare ét ud af mange spørgsmål, som jeg f.eks. godt kunne tænke mig at stille mit gamle pet hate Elsemette Cassøe - http://www.geiger.dk/artikler/artikel.php?id=270.

Jeg væmmes over det, jeg gang på gang ser. Og holder heller ikke kæft med det. Punktum.

Gråt


En af de dage, hvor man uden større eftertanke kunne give maleren Cézanne ret i, at alt var nuancer af gråt. Det pissede ned med slud, der forvandledes til grå pytter på de grå brosten, som befandt sig ud for de grå bygninger og de grå bølger i Hellerup. Vinden var beton-agtig i sin hårde, livsafvisende karakter, og skyerne var - you guessed it! - grå som ind i helvede. Ligesom mit sind. Mit humør er i dén grad uadskilleligt fra elementernes aktuelle tilstand. Når der er højt vejr - når alting glimrer i et mylder af farver - er jeg til. Når alt er gråt, flydende og indifferent, er jeg en vandmand. Til i en biologisk forstand, men kun lige akkurat.

På hjemturen fra NCC registrerede jeg: Mosset på en mur ud for mit busstoppested ved Emdrup Søpark. Flosset plastic i en trætop. Rynker i andre passagerers ansigter. Henfald, henfald, henfald...

Vel passende, at det er den unge Halls værker, der bliver dagens highlight i aften. Med den væsentlige forskel, at jeg slet ikke kan hejse mig op i den grad af hysteri, han ramte med The Icecold Waters... og Apparently All the Same...

torsdag den 22. januar 2009

...og dagens omstændigheder

Er startet på endnu 14 dages afløsning hos NCC. Fint med mig. Kan faktisk godt lide stedet.

Har fået mange kommentarer - også andre steder end her - på mit indlæg om rengøring. Én sagde: "Hvorfor Fanden får du dig ikke et job?" Nuvel, ladningen i udtalen af det sidste ord er, for mig, så god en grund som nogen til at blive, hvor jeg er. Jeg mener: Når alt kommer til alt - og hvad enten man er Nobelpristager, præsident, skraldemand eller subsistensløs - venter der det samme hul i jorden for enden af vejen. Og skal der findes en organisk størrelse som et samfund, nytter det ikke noget, at hovedet ringeagter hånden eller omvendt. Alt er lige væsentligt for funktionen. Status er følgelig ingen motivation for mig, og jeg har det i det hele taget besværligt med folk, der tænker i den slags. Prøv at nedgøre min situation - så skal du se mig knejse med nakken i trods!

Det væsentlige er at vide, hvad man kan og vil. Jeg vil og kan skrive, men befinder mig i et samfund, hvor selv dem, det kører bedst for, har problemer med at leve af den aktivitet. "Det er jo ikke rigtigt arbejde!" Nuvel, så må man tage et såkaldt "rigtigt arbejde" for at betale regningerne og slippe for at høre på den slags stupide ytringer i døgndrift. Så behøver man heller ikke at tænke kommercielt eller tilgængeligt, når man skriver - man kan være så kompromisløs, man lyster. Se, dét kalder jeg et frynsegode!

Jeg kan også gøre rent. Jeg kunne sikkert også så meget andet. Gang på gang foreslår folk, at jeg da kunne blive gymnasielærer, men helt ærligt: Jeg ville i ekstrem grad hade at skulle være på overfor en større forsamling hver dag, formidle en temmelig statisk, borgerlig kulturkanon og bagefter dele altafgørende karakterer ud til snoskforvirrede, hormonfyldte teenagere, der, hvis de er sunde, burde have mere travlt med at leve, udforske og føle end studere. Og sådan har hvert realistisk job, jeg kan komme i tanke om, sine pros & cons. Til syvende og sidst skal jeg bare have smør på brødet på en måde, der er moralsk forsvarlig, og set i det lys er rengøring så godt et job som noget. Men det er da rigtigt: Det er muligt at skifte ud, hvis et bedre tilbud melder sig, og det har jeg da også tænkt mig at gøre.

Men nok om det. Er i grunden træt til døden af den diskussion. Lad mig bare sige det sådan, at "rigtigt arbejde" - uanset arten - for undertegnede blot er et nødvendigt onde, og at jeg i så høj grad som muligt forsøger at undgå, at den slags anfægter min "identitet" (selvom dét vel strengt taget bare er et andet ord for dødt mentalt væv)...

I morgen aften er der Martin Hall-seance på Faust. Le décadent svarer på spørgsmål om den mere avantgardistiske del af produktionen. Bagefter præsenteres der et par nye småting af en anden god, gammel dreng - Leæther Strip. Skal nok blive en god aften.

Og mandag kommer Helene. Så er alt, som det skal være igen.

Fragmenter

Der er noget stærkt foruroligende over at kende folk, der vælger fornægtelsen som strategi i forhold til de traumatiserende omstændigheder i deres liv. De aner ikke engang, hvor de har sig selv.

***

Jeg er enten pivåben, enigmatisk eller snotdum.

***

Må være megaloman. Har aldrig brudt mig om at blive set som et tilvalg. Eller er det i virkeligheden et tegn på det modsatte?

onsdag den 21. januar 2009

Workshop

Ja, hyggeligt, det blev det sgu. Det viste sig, at der var opstart på poetisk workshop den aften, og selvom jeg ikke havde materiale med, lykkedes det mig at få skrabet et par ok tekster sammen, mens jeg stod i baren, som jeg kunne bruge.

Vi var nu ikke så mange, og det var kun Pia, Michael Zittergong og jeg selv, der kom i aktion (oplæsning, kommentarer osv.), men der er allerede etableret en konstruktivt kritisk stemning, så det bliver ikke sidste gang, jeg er med der.

Men kom alt for sent hjem og er pt. pilskæv af træthed.

tirsdag den 20. januar 2009

Bye, George!

En smuk dag. Solen skinner, arbejdsmæssigt er alt gået optimalt - og så er det jo i dag, vi slipper af med George W. Bush som selvbestaltet verdensoverhoved. Der burde seriøst være folkefest i Fælledparken eller noget!

I stedet skal jeg stå vagt bag baren i Bureauet. Skal nok blive hyggeligt, men...

mandag den 19. januar 2009

3X5 ting du ikke ved om folk, der gør rent.

1) Meget lidt pisser dem så meget af som det, du "liiige" kommer til at "tabe" på gulvet, eller det, du lige "glemmer" at få gjort.

2) Du skal ikke regne med, at de er dumme, bare fordi, at de går rundt med en kost...

3) De ved godt, at du ikke regner dem for en skid, og de er specialister i at spotte det i enhver given form.

4) De kan gennemskue, når dine "klager" er mindreværd sendt nedad i systemet.

5) Du skulle lige vide, hvad de fantaserer om...


Og fem "pet hates":


1) Vejsalt. Nyttigt, når man går derude og prøver at skåne lemmerne, men ren napalm på en hvilken som helst gulvtype.

2) Papirhuller fra hullemaskiner. De er hverken til at feje eller pille op. Og så svært kan det jo heller ikke være at tømme det succesfuldt ud i en papirkurv, vel?

3) Julehygge. Jo, grantræer ser godt ud, og man får i den anledning lyst til at spise klejner og drikke rødvin. Men prøv lige at fjerne 125124356124356124365 nåle, der har flettet sig ned i gulvtæppet, og 524514356214 splintrede krummer bagefter. Selv med en støvsuger er det hardcore. Og rødvinen... Hvorfor ikke kaste rundt med syre i stedet? I det mindste farver det mindre...

4) Florlet plasticemballage fra teskeer, sugerør, chokolade osv. Prøv lige selv at feje den slags op...

5) Nedtrådte rugbrødsmadder. Folk tror gerne, at den slags hører skoler til - madkampe osv. - men tro mig: Man kan blive overrasket...


Og fem bonus-hates:


1) Nej, det er ikke en god idé at smide et helt klassesæt af "De Små Flæber" eller hvad har vi i én sølle papirkurv. Den sketch, der opstår, når lortet skal tømmes og transporteres videre, er Monty Python værdig.

2) Hårde, kantede mapper i plasticsække. Mon de ikke baner sig vej ud?

3) 1000.000.000 tons papir i én sæk. Ikke nogen picnic for éns rygsøjle, I can tell you!

4) Papkasser. Ingen har tid til at smide 323424 kasser ud én efter en, så slå dem i det mindste sammen.

5) Og nej. De steder, jeg har været, har vi ikke dovnet. Dem, der gjorde, blev fyret. Hvilket, by and large, er ok i min bog. De dedikerede knokler, og selv da kan det knibe med tiden. Så glem den der uudtalte forestilling om, at "rengøringsmanden har sgu tid nok"!

Så fik jeg nævnt mit jobs natur i detaljer. Det vil ikke ske oftere.

søndag den 18. januar 2009

Control


Video-marathonen fortsatte i går, hvor jeg for første gang så de to store filmatiseringer af Joy Division/Factory Records-legenderne, Michael Winterbottoms 24 Hour Party People og Anton Corbijns Control, lige efter hinanden. Og hold kæft, hvor var de to film forskellige. Ikke mindst de to skuespillere, der spillede Ian Curtis. Sean Harris overspillede lige så meget, som Sam Riley ramte plet. Og Curtis' selvmord virkede lige så umotiveret i Winterbottoms udgave, som det virkede tragisk begrundet i Corbijns. Men dybest set er 24 Hour Party People jo en komedie, hvor Control er en tragedie, og det er i det lys, man skal anskue filmene. Og i førstnævnte skal Steve Coogan have ros for at spille en tilpas oppustet, antihelte-agtig og ufrivilligt (?) morsom Tony Wilson, ligesom Danny Cunningham rammer Shaun Ryders blanding af det udkørte, det lettere ondsindede, det fladpandede, det henkastet geniale og det tragikomiske perfekt. Så meget sagt er og bliver Control nu den bedste film af de to - æstetisk gennemarbejdet, narrativt konsekvent og fyldt med trainspotter-guf som den er. 24 Hour Party People forsøger simpelthen at fortælle for stor og kompleks en historie på for kort tid...

Meanwhile: Helene tager hjem til Odense i morgen. Snøft. Bør virkelig ikke leve på afstand af hende længere...

fredag den 16. januar 2009

Det er jo ikke lige skidt alt sammen

Så er endnu en hård og omskiftelig arbejdsuge nået til vejs ende. Thank god!

Nu sidder jeg og hører gamle vinyler (fra Siouxsie & The Banshees til Mikael Simpson), drikker Sol og snakker intenst med Helene, der har besluttet at blive weekenden over. Senere fortsætter vi ugens koncentrerede trip gennem Lars von Triers bagkatalog på dvd.

Life is good.

onsdag den 14. januar 2009

Et par småting fra mobilen...

Uendeligt - indtil videre...

***

Det sande kunststykke her i livet er ikke at holde sig fri til at søge men at vide hvornår, man har fundet.

tirsdag den 13. januar 2009

Aha!

Interessante dage, det her. Bl.a. har en af de venner, jeg sætter allerhøjest, dummet sig på Facebook og kommet til at afsløre sine stemmer på "Compare People". De var ikke just i min favør, og specielt en af sammenligningerne fik mig til at tænke "tak!" Men så ved man jo, hvor man står.

Ellers nyder jeg bare, at Helene er her, og skulle der ryge et dagligt indlæg eller to hen over ugen, så...

mandag den 12. januar 2009

...

Venter.

søndag den 11. januar 2009

:Of the Wand and the Moon:


Hm, var ikke lige helt den aften, jeg havde sat næsen op efter. Forfesten hos Tina var for så vidt hyggelig nok, men en vis gruppering blandt de få gæster var ret utilgængelig for resten af de tilstedeværende, uden at man fik nogen videre forklaring på dét, og det kom hurtigt til at præge stemningen. Vandringen ned mod Faust foregik da også i to meget separate grupper, og det var en hel befrielse omsider at kunne hellige sig koncerten med :Of the Wand & The Moon:. Flot gotisk folk-croon udsat for pauker, klokkespil, bjælder, guitarer, stemme og synth

Var den god som sådan? Tja, hovedmanden Kim Larsen (billedet) spillede og sang upåklageligt, og selvom ham på paukerne til tider hamrede lidt for hårdt igennem, var helhedsindtrykket også fint. Larsen var som frontman også ganske charmerende, mens han lavmælt fyrede lune bemærkninger af, og hele lokalet var pyntet fint op med egegrene, snefnug i papir og istapper af plastic. Selv publikum - i hvert fald de tilstedeværende asetroende - var specielt gejlet op til lejligheden i vikingekjoler og deslige. Smukt! Men hvor projektets musik gør sig fint over et album, bliver den trods alt lidt for kværnende og monoton over så lang en koncert, som der blev spillet. Og måske også en kende for upersonlig, selvom den har både nerve og overbygning. Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at Larsen har hugget et eller andet fra Death in June... Kunne være rart at se ham udvide sit musikalske vokabular lidt ved lejlighed uden at tabe den dunkle, men behagelige grundstemning på gulvet.

Bagefter var selskabet nede på mig, Tina og Cille, og så blev det anderledes hyggeligt i en times tid, før turen gik hjemad. Og jeg fik endnu en gang bekræftet, at Faust simpelthen er min type klub. Må se at få løst medlemskort.

Og nu er det søndag. Og tid til rengøring. Helene kommer i morgen, og jeg glæder mig for for sindssygt!

lørdag den 10. januar 2009

Motorstop

Kradsede hurtigt et digt ned på en blok i går, mens jeg sad og ventede på at gå hjem fra arbejde. Ved ikke, om det er godt nok til digte.dk, så you decide:


Motorstop
Der er snedriver
foran min port,
og der kører en motor
i tomgang
i min garage.
Nu sidder jeg der
bag ved rattet
og tænker på grusveje,
biveje, bjergveje,
E-motorveje.
Den spinder så fint,
gør den, tingesten.
Se, hvor jeg
falder
i søvn

Langdistance


Var oppe før Mefistofeles fik futteraler på - i hvert fald i forhold til hvornår, jeg var gået i seng - for at skrive på en anmeldelse, jeg burde have lavet for længe, længe siden. Nu er der blevet rykket igen igen, og så må jeg vel til det. Men må tilstå, at jeg ikke rigtigt magter den disciplin mere. Den føles som en sur, sur pligt. I 10 år skrev jeg i gennemsnit én om dagen, og nu føles formen ikke blot død og gennemført uinspirerende. Jeg har det simpelthen som en langdistanceløber, der har nuppet 10 marathon-løb i træk, og nu allerhøjest har behov for at gå en hyggelig småtur ind imellem for ikke helt at glemme hvordan, det er. Af samme grund har jeg besluttet mig for at aflevere alle resterende promoer til Geiger - minus et par stykker, jeg allerede har gjort mig udførlige tanker om - og så nøjes med at skrive om resterende egne indkøb og koncertoplevelser. Og nej, jeg tager kun mod flere, hvis man taler ualmindeligt godt for sin sag. Jeg har givet alt, jeg havde i mig, og nu er der andre, der må tage over. Og jeg? Jeg vil nøjes med at lave det, jeg reelt brænder for. Fra start lovede jeg mig selv, at hvis jeg nogen sinde følte, at min beskæftigelse med musik fik et professionelt præg - dvs. blev pligt og rutine i stedet for at køre på entusiasmen - ville jeg stoppe øjeblikkeligt. Den situation nåede jeg i løbet af sommeren, og siden har jeg med skam at melde været for dårlig til at melde fra. Men nu går det ikke længere. Vil ikke tage pis på nogen. Hverken kunstnerne eller mig selv. De fortjener en anmelder, der brænder med samme ild, som de selv gør. Og jeg vil fremover kun arbejde, når ilden er der.

Hvilket minder mig om, at jeg snart skal have checket op på det musik + lyrik-samarbejde, jeg tidligere har snakket om. Det brænder jeg for!

Efter endt skrivning tog jeg, som varslet, et smut ned i Møllegades Boghandel for at høre Peter H. Olesen (se ovenfor) læse op fra Korrekturlæseren og det nys udkomne privattryk [Jeg er her kun midlertidigt]. En hyggelig, prunkløs seance, der fuldstændigt var blottet for patos. Peters venner fra musikbranchen var der også (må være en sær blanding af verdener for ham, men jeg kender det jo lidt selv), og nogle af dem havde deres børn med. Jo, han er blevet familieunderholder på sine gamle dage, den voksne mand i Ramones T-shirt. Coming up: Hvor er de 2 andre II - hvor er brormand?

Nej, seriøst: Det var godt. Og jeg købte den nye bog bagefter, som jeg læste på bussen hjem. Hvilket var hurtigt gjort, for teksterne var ultrakorte. Og i øvrigt af blandet kvalitet. Men Olesen selv har heller aldrig lagt skjul på, at de bøger, han har lavet af den type, er lette anretninger, og som sådan er den nye bestemt ikke skidt. Den kostede også kun en flad 50'er.

Købte også Besat af Æbler og andre digte af japanske Shuntaro Tanikawa. Det er så til gengæld gennemført kræs for kendere. Og til tider også næsten Olesensk. Et uddrag:


Beethoven

Var svækling
Havde ingen penge
Var grim
Blev døv
Svigtet af kvinder
Var grim
Skrev testamente
Døde ikke
Var grim
Så slem
Så rå
Så grim en skæbne

Karajan er flot

Er så pt. ved at gøre mig klar til aftenens Faust-besøg. Skal varme op med rødvin hos Tina fra kl. 18. Men allerede nu er der Sol-øl på bordet og disc 1 fra Cabaret Voltaires Methodology - The Attic Tapes på afspilleren.

fredag den 9. januar 2009

Fed musik og klamme mænd

Ja, ok, endte med kun at gå 250 % grassat. I den tid, Pia og jeg var på Faust (Louise dukkede ikke op), blev ingen af de numre, jeg nævnte, spillet. Men "Hearts & Minds" (Nitzer Ebb), "Yü-Gung" (Neubauten) og noget Silicon Teens (Daniel Millers projekt efter The Normal) røg da på anlægget, og det samme gjorde en hulens masse dejlig Depeche Mode. Og i det hele taget må jeg sige, at det nok efterhånden er et halvt års tid siden, at jeg har danset så længe og energisk.

I det hele taget kom jeg på ingen tid til at holde af Faust, hvor jeg var for første gang nogensinde i aften. Hele atmosfæren var som i Revolutions højtid i 90'erne, men om muligt var musikken bedre. Og man skvattede ikke over skoletaskerne heller. Folk var i øvrigt også venligere end de fleste andre steder. Jo, jeg har vist fundet mit faste gå-i-byen-sted herovre.

Men jeg bliver til stadighed forbløffet over hvor ynkeligt, mit køn kan være, når det er "trængende". En eller anden "40 år, men stadig jomfru"-type klistrede sig til Pia aftenen igennem, gloede utilsløret på hvert eneste vrik, hendes bagfjerding lavede, og stod på et tidspunkt og lavede bollebevægelser lige bag hende. Hvilket han selvsagt ikke fik noget ud af. Og det gjorde han heller ikke hos de 2-3 andre i lokalet, han greb til at nidstirre, når han ind imellem havde åndsnærværelse nok til at opfatte, at han løb panden mod en mur...

Det værste, jeg har oplevet i den afdeling, var dog nok til en Gob Squad-koncert i Aalborg for et års tid siden, hvor en flok fedladne bonderøve midt i 40'erne ikke helt kunne fatte, at den forudgående koncert med Magtens Korridorer var forbi. I stedet for at gå hjem fokuserede de på to af mine veninder, som de klappede i bagdelen, råbte slibrigheder efter og (igen) lavede samlejebevægelser bag. Jeg fik simpelthen kvalme. Men de var for mange til, at jeg kunne gøre en skid ved det, og de endte da heldigvis også med at måtte smutte hjem til konerne med uforrettet sag - komplet med vielsesringe og hele skidtet!

Måske er mænd virkelig nogle svin... Men omvendt: Kunne ikke genkende noget som helst af mig selv i de personnager. Enten var de fra en fremmed planet, eller også var jeg...

Weekendmenuen

Omsider weekend. Det har været en sejpiner af en uge.

Hører Cocteau Twins' Lullabies to Violaine Vol 1, som jeg fik ind med posten forleden. Sært nok fordi jeg skal til Mute Night på Club Faust. Der er blevet lovet specielt meget Depeche Mode, men jeg håber nu også, at der bliver plads til noget The Normal, Nitzer Ebb og Einstürzende Neubauten. Spiller de "Warm Leatherette", "Join in the Chant" eller "Interim", lover jeg at gå 500 % grassat!

Hold kæft, hvor er man i bund og grund en gammel postpunker, når alt kommer til alt...

Pia kommer også. Og måske Louise K. Skal nok blive hyl.

Men det skal helst ikke blive for sent. I morgen er der oplæsning med Peter H. Olesen i Møllegades boghandel om eftermiddagen. Bagefter er der rødvin hos Tina, før vi igen er nogle stykker, der ender på Faust til :Of the Wand & the Moon:. Ambitiøst program, men hvad pokker - jeg er ung endnu!

torsdag den 8. januar 2009

Spøgerier og bryggerier

Mere omrokering på Carlsberg. Ved at være trættende. Men mine overordnede skal nu ikke have skylden: De er om muligt endnu mere påvirkede af den kaotiske situation, end jeg er.

Nu er jeg kommet til at arbejde i den store, flotte bygning med alle hagekorsene på facaden. Den har jeg grinet meget af - med lidt god vilje kunne den ligne et nedlagt Gestapo-hovedkvarter. Men det skal dog siges, at den stammer fra en tid, hvor det urgamle swastika-symbol stadigvæk signalerede frodighed, dynamik og de fire verdenshjørner - dengang, Hitler ikke havde pøset flere millioner døde jøder ud over det. Og hold kæft nogle relieffer, man ser, når man nærstuderer den ud- og indvendigt. Så bliver guldalder-arkitektur ikke smukkere og mere kompleks.

Havde også en spændende samtale om spirituelle tilstedeværelser på området. For jo, der er meget kraftige energier snart sagt overalt derude. Man føler sig sjældent alene. Forleden var jeg f.eks. ved at skrubbe bunden af en trappe i en af de gamle tappebygninger, da jeg følte, at jeg blev bestirret - og da jeg vendte mig om, nåede jeg lige akkurat at se en mørk skikkelse nogle trin længere oppe, der fordampede for øjnene af mig. I den "nye" bygning har jeg også allerede fået et kedeligt forhold til personaleværelset - så snart, jeg kommer derind, føler jeg, at jeg bliver trykket nedad, bliver svimmel og er alt andet end velkommen. Men det sted, der har freaket mig mest ud, var akademiet, hvor jeg følte mig kronisk bestirret. Hende, jeg talte med, kunne så også fortælle, at hun havde sanset mindst én afdød sjæl derovre, og at der var en engel i et af rummene. Har en idé om hvilket, hun hentyder til. Men ved ikke hvad, jeg skal tro. Tror som udgangspunkt ikke på engle. Men kraftfelter - gode og dårlige - er jeg pænt sensitiv omkring, og der er altså et sted dér, hvor jeg sansede noget, der lå ud over det sædvanlige. Kunne bare ikke blive enig med mig selv om ladningen, så at sige.

Bagefter blev det helt prosaisk. Var i banken for at bede om et overtræk. Min økonomi var ikke gearet til jul oven på flytningen. Men det gik glat igennem.

onsdag den 7. januar 2009

Fjummer

Havde skrevet et længere indlæg om lyrikkens manglende relevans i forhold til menneskehedens sandsynligvis forestående kollaps, men så faldt der en pakke smøger ned på mit tastatur, ramte en genvejstast, jeg ikke kendte, og slettede det hele. I gamle dage ville man sikkert have kaldt det et godt varsel. Nu hedder det "fjummer". Go figure.

tirsdag den 6. januar 2009

Lunken lyrisk dag

Havde endnu en hård nyser af en tirsdag i går. Dvs. en af den slags, hvor jeg møder på arbejde kl. 5 om morgenen, arbejder til 12:30, rykker omgående videre til Bureauet, har barvagt fra 16-20 og hænger ud i et par ekstra timer for at se poetisk tirsdag. Udmarvende, men indsatsen værd. Bare for at støtte stedet.

Arrangementet var der nu ikke så meget ved i går. De forudsigelige succeser var exner og Louise Kristensen - førstnævnte læste primært nye prosatekster op, mens sidstnævnte leverede en cut up-version af net-samlingen Den Spaltede Rose, som jeg venter mig meget af. Ellers var niveauet i det hjørne, hvor jeg mindre blev begejstret end simpelthen vurderede hvad, jeg havde lyst til at klappe af, og hvad, jeg ikke havde. Bedst var Martin Dan, men tidligere på dagen hørte jeg langt federe ting fra hans hånd end dem, han endte med at læse op. Et par af de andre forsøgte primært at hive sig igennem på politisk poesi, men Lorca'er var de desværre langt fra. Og så er det altså, at mine hænder forbliver i skødet. Mange ville nok have bifaldet automatisk, men i min bog bør den slags ikke blive en vane. Det er noget, man skal fortjene.

mandag den 5. januar 2009

Selvkritisk refleksion

Jeg er ikke typen, der hører til. Stort set hver gang, jeg tror, jeg gør det, er jeg allerede i færd med at spytte ud eller blive spyttet ud. Er det et spørgsmål om en type stamina, jeg ikke har? Om en menneskelig entydighed, der ikke engang interesserer mig? Om en ditto blufærdighed, der afviser snart sagt ethvert fænomen, som forsøger at absorbere mig i sig? Om en frygt for at blive defineret? Om en ukritisk dedikation, der slår mig som lettere tåbelig? Og hvorfor pisser det mig af, at det er sådan, når jeg åbenbart ikke ønsker det alligevel? Hvor absurd er det?

Når det kommer til kærlighed, venskab og familie er jeg jo i hvert fald ikke bange for at tilhøre. Men det er vel også noget andet - et andet begreb...

En tragedie og en komedie


Nå, så er der igen to nyheder - en skidt og en særdeles lattervækkende.

For det første er Inger Christensen død. Af en eller anden grund har hun aldrig været en af de danske lyrikere, jeg har læst mest - jævnfør F.P. Jac, der også gik til de evige jagtmarker for nylig - men der skal bestemt ikke herske tvivl om, at det er en af de helt store håndværkere, der er væk nu. Så R.I.P., Inger.

Og Naser Khader - af alle - har nu forladt The Party Formerly Known as Ny Alliance. Tilbage sidder "mesterstrategen" Anders Samuelsen. Åh ja, man kan lave mange skægge ting i Paint, hvis bare modenheden ikke trænger sig for meget på...

FAC 93

Startede på Carlsberg igen, og der hersker der pt. vild forvirring, eftersom produktionen i huj og hast er lukket ned. Tilbage står et ordentligt læs mere eller mindre tomme bygninger fra 1847 og fremefter - samlet set arkitekturens svar på den babelske forvirring - som ingen helt ved endnu, hvad skal bruges til på kort sigt. Og - hvilket nærmest er værre for mit vedkommende - ingen rigtig synes at vide hvem rent faktisk bruger. Rengøringsområderne sejler for tiden - plejer er i den grad død - og i morges kunne de kort, man normalt bruger til at komme gennem diverse porte med, intet som helst. Så for at komme til at gøre mit arbejde, måtte jeg bruge en temmelig uortodoks blanding af telefonopkald og list. Belastende, men også lidt morsomt.

Ellers fortsætter oprydningen i lejligheden. Damn - hvad har jeg dog gjort ved den?!???

søndag den 4. januar 2009

Jeg holder (næsten) af hverdagene...

Der sker stadigvæk ikke det store i Steffens verden, må man sige, men i løbet af i dag er husholdningen dog kommet noget tættere på at være oppe at køre oven på december. Nu er der søreme kommet både pulverkaffe, toiletpapir, rent tøj og en nyt månedskort til bussen i hus!

Glæder mig faktisk til, at hverdagen rammer igen i morgen. Den sure, trælse, møgbeskidte hverdag, der sætter alt andet perfekt i relief. Holder ikke decideret af den som salig Dan Turéll, men den er nu én gang det indifferente lærred, man maler resten af sit livs skønmaleri på...

lørdag den 3. januar 2009

(...)

Har virkelig foretaget mig nul og en skid i dag. Vågnede ved middagstid og spillede et par runder af Age of Empires II. Lider åbenbart af et hardcore socialt breakdown. Har ikke lyst til at se nogen som helst ud over Helene, og gider på samme måde heller ikke at forholde mig til noget som helst. Det er ikke depression, men snarere nødvendig mental genopladning.

Overvejer dog at mixe lidt Cocteau Twins og Martin Hall som lydspor til de næste par vagter på Bureauet. Passende meditative kunstnere og det nærmeste, jeg kommer på verden i dag.

fredag den 2. januar 2009

Doh!

Så blev det 2009. Indtil videre føles det meget som 2008.

Nytårsaften blev, som varslet, tilbragt i Randers sammen med Helene og Malthe, hendes søn. Under rolige forhold med et godt måltid og passende mængder øl/vin. Krudt var det ikke til at komme i nærheden af - fyrværkeriudsalgene er jo som bekendt rykket ud på Lars Tyndskids efter Seest - så det havde vi ikke engang. Men vi havde hinanden, og det kom der en både hyggelig og intens aften ud af.

Efter at have hentet Tilden i Silkeborg, tog jeg den (hurra!!!) sidste tur med DSB i et stykke tid. Blot for at nå frem til min opgang og opdage, at jeg havde glemt nøglen til lejligheden i Randers!!! Stor panik indtraf indtil jeg fik den tanke at sende en sms til Cille, der bor et par kilometer nede ad Søborg Hovedgade. Og der overnattede jeg så på gulvet, mens Tilden snurrede på maven min. Tak for det, Cille! Du er sgu en ven i nøden!

Efter arbejde i dag fik jeg fat i en i øvrigt meget hyggelig og lun låsesmed (kan anbefale Gladsaxe Låse), der lukkede mig ind i mit helt eget hybel for en billig penge, hvorefter jeg sammensatte et sæt ekstranøgler. Og nu nyder jeg den ro, der omsider er faldet over mit liv oven på en nok i virkeligheden lidt for hektisk jul.

Kort sagt er året vel ikke rigtigt begyndt endnu for mit vedkommende. Der skal først samles energi og evalueres ting og sager. Og ryddes op i det helt gevaldige rod af gaver etc., der har opsamlet sig i min lejlighed hen over decembers on and off-besøg.

Men solopgangen over Sverige - set fra NCC - var meget smuk i morges. En fanfare af sarte gyldne nuancer.