torsdag den 31. december 2009

FARVEL!!!

So this is it. Slutningen på et år og et årti. Skulle jeg være sentimental over nogen af delene? Ikke på vilkår! Det er mig en hidtil uhørt glæde at se begge dele slutte.

Farvel til 00'erne. Paranoiaens, egoismens og psykopatiens dekade. Årtiet, hvor alle var rede til at skide mest muligt på alle andre for at værne om ingenting: Fladskærmen, friværdien, flaget. Årtiet, der sagde ned med fællesskab, ansvar og solidaritet, mens man i stedet både hyldede og belønnede magtarrogance, devalueret forsamlings/ytringsfrihed og i det hele taget demokratur. Har aldrig følt mig så mentalt jetlagged oven på et tiår, for så uendeligt lidt af det, jeg var vokset op med at tro på som rigtigt eller bare almindeligt anstændigt, overlevede dette langstrakte ræb fra den mest smålige, afstumpede del af menneskesjælen. DØ, DEKADE, DØ!!!

Farvel til 2009. På det personlige plan en perlerække af katastrofer og svig, der efterlod mig bitter, opbrugt og bankerot sidst på efteråret. En regulær stjerneparade af dødsfald, venner og arbejdsgivere, der ikke var det, som de gav sig ud for at være, samt et privatliv i den absolut syge og destruktive ende af skalaen. At tingene er endt nogenlunde upbeat skyldes kun, at familie og andre venner viste deres sande menneskelige format, da jeg var nede at ligge, og at Louise på alle måder er en exceptionel kvinde, som jeg ikke blot skylder min uforbeholdne taknemmelighed, men også har æren af at gå det nye år i møde med i aften, hvor vi forskanser os i Næstved hos nogle fælles bekendte fra Aalborg.

Så meget lort at sige farvel til. Så meget at håbe/arbejde på fremover. Har sjældent gået nytåret i møde mere målrettet.

Sidder lige nu og hører Godflesh i stride strømme. Intet så rensende som en god gang tung, smadret og larmende industrial metal oven på den omgang.

Og overvejer hvad jeg nu skal gøre, eftersom digte.dk lukker ned fra i aften, hvilket de i øvrigt, synes jeg, har været lige lovlig langsomme til at varsle. Ok, siden er ikke tidssvarende længere, og debatten har længe været overtaget af lallende, højtråbende idioter, men jeg har stadig brug for et lyrisk laboratorium på daglig basis. Tror, jeg vil starte min egen lyrikblog i stedet. Og, modsat denne her, markedsføre den som ind i helvede. Men vi får se, hvad der sker her efter nytår.

Skål, nonetheless! Til lyden af "Slavestate", "Circle of Shit" og "Crush My Soul".

onsdag den 30. december 2009

Infodemens

Er efterfølgende gået i gang med Martin Halls essay/notatsamling Infodemens. En blandet fornøjelse. Der er smukke, velskrevne hyldester til bl.a. Sex Pistols og det dekadente natteliv, ligesom der forefindes en ganske underholdende dagbog fra optagelserne til Flammen og Citronen, men som samfundskommentator er hans format mere rimeligt end blændende. Hans tekster er lidt for ofte almindelige sure opstød, der kun halvt kamoufleres af den elegante facon, og man kan nikke billigende med eller ikke, men stort eller nyt bliver det lidt for sjældent.

Bogen er rigt illustreret af Hall selv med tegninger og collager, hvoraf visse ser ud til, at de rækker tilbage til Ballet Mecanique-tiden. Spændende at få lov til at opleve ham på den måde igen, men det vil vist være synd at sige, at billedkunst hører til hans spidskompetencer.

Et must for Hall-samleren, naturligvis, men ellers hans mindst væsentlige bog i nogle år.

tirsdag den 29. december 2009

Dagens bonusindtastninger

Er ved at være i omdrejninger igen. Kun ømme mavemuskler tilbage at føle.

Har slugt Martin Kongstads Han danser på sin søns grav i ét hug. På én gang stærkt underholdende og meget forstemmende læsning. En beskrivelse af en kreativ generation, der ganske vist på overfladen har gjort op med '68'erne, men kun har ingenting og festfyld at sætte i stedet. Som den ene gang efter den anden kaster sig ud i kærlighedens store projekt, men med en kynisme, der på rekordtid forvandler det smukke til forstillelse, tavsheder og giftig opførsel. Som hader småborgerligheden, men selv er noget nær indbegrebet af den. Alt sammen i syv sædvanligvis skarpe noveller, der spiller på de store hjertetråde, uden at det dermed bliver klægt. Snarere tværtimod. Sort satire uden katharsisk latter. Læs den.

Hele opgangen lugter af flæskesteg.

Af en poetik, del 4 (sidste)

Med et erklæret standpunkt godt til venstre for midten ville jeg naturligvis ønske, at min digtning uden videre komplikationer (dvs. uden at ende som f.eks. 70'ernes meget lidt inspirerende marxistiske brugslyrik) kunne have en politisk agenda. Og det har den vel i og for sig også for så vidt, at strukturen i den er flad, fri, basisdemokratisk. Alle termer i digtet indgår i et uhierarkisk hele, et sprogligt kooperativ. Men til tider kan jeg selv synes, at det ikke er nok - at jeg bør fremsætte mere eksplicitte, klart politiske udsagn. Den gode nyhed er, at det kan lykkes - at der fra tid til anden opstår digte, som ubesværet lader politiske agendaer fremsætte i sig. Men pointen er, at de først gør det, når de har fået sit. Man er altid nødt til at starte med at ville skrive et digt, ikke et flyveblad. Paradoksalt nok får man først muligheden for at ramme plet, når man sigter udenom.

***

Som mange nok har lagt mærke til efterhånden, har det, jeg skriver, den ene fod plantet i en historisk (eller i det mindste småfalmet) landbrugs/landsbykultur, den anden fast forankret på stenbroen her og nu. Men modsat hvad nogle måske tror, er dette ikke en bevidst del af min poetik - snarere et udtryk for min egen sammensatte biografiske baggrund. Alligevel indgår det måske også i min kritik af kravet om samtidighed i digtningen. For digtet har, som jeg ser det, ingen som helst forpligtelser over for samtiden. Det har kun ét nu at koncentrere sig om og gøre godt med - dets eget sproglige - og binder man det for meget op på samtiden, er det kun forventeligt, at det dør med den. En tåbelig og kun i yderste nødstilfælde acceptabel strategi. Nej, åbn alle horisonter i tid og rum, om muligt. Det beriger i sig selv det sproglige materiale, man har at arbejde med, og digtets nu vil have samme relevans uanset hvad, det fyldes med. Liv er jo altid relevant, ikke?

***

Ingen gengivelse af livet som proces kan være gyldig uden at levne rum til fejlen. Heller ikke inden for en kunstart, der, som den vestlige digtning, traditionelt har stræbt efter et klinisk rent (læs: kristent) skønhedsideal. Men som enhver troende, der nærmer sig glansbilledet af "det gode" eller "det rene", sandsynligvis ved, bliver "synden" så meget desto mere dragende jo tættere, man kommer på det umulige - og så meget desto bedre, om man spørger mig, for det er vel blot er naturligt udtryk for, at væsenet forlanger sin fulde menneskelighed tilbage. Det ideale er og bliver et luftkastel, og skulle man endelig nærme sig noget, der lignede, ville selve stivheden og stilstanden i sig selv føles hæslig. For idealet er statisk, som kun en menneskelig tanke kan være det. Livet - det reelt ideale - er dynamisk. Det gnistrer i brydningen mellem opbygning og henfald, orden og tilfældighed. Således får også digtet først liv, saft og kraft, når det ikke lever op til noget ideal, men koncentrerer sig om at leve op til sig selv. Med både ridser, revner og buler.

***

Af og til skyder jeg, når skriveprocessen er ved at blive for antiseptisk en affære, bevidst et profant ord eller ditto begreb ind for at skabe spænding, brud, udvikling, dynamik. Men modsat en Baudelaire, som direkte gik efter at skabe en infernalsk æstetik, foretrækker jeg, at spændingen mellem højt og lavt, forfinet og gammeldags, "idéelt" og "grimt" kommer af sig selv. Den skal netop ikke presses ind som følge af en fiks æstetisk idé. Og min efaring er, at digtet selv insisterer på at træde ned af piedestalen, ligesom det selv er glimrende til at anvise hvornår og hvordan. Det vil ikke bades mere i skarn end højst nødvendigt. Bare høres og have lov til at ånde i passende iltholdige luftlag.

***

Perfektion er en engel, der skranter.

mandag den 28. december 2009

Sceniske Strunge

Man skal åbenbart ikke erklære sig for rask for tidligt. Har haft meget svært ved at være nogen steder i dag, og har købt reperationsmidler for en mindre formue i en helsekost-forretning på Nørrebrogade.

På hjemvejen fik Louise slæbt mig om forbi Michael Strunges gravsted. Godt, vi gjorde dét. Sidst, jeg var der - i 2001 - så det lidt afpillet og sørgeligt ud. Nu var det velholdt og flot dekoreret. Så selvom hans poesi stadig ikke er "velset i tiden", og der nok stadig er dem derude, som med størtste fryd vil begå karaktermord på en død, forsvarsløs mand, er vi heldigvis stadigvæk - ser det ud til - nogle mennesker, der mindes hans liv og værk med respekt.

Ellers har jeg bare set afsnit af Frasier i sengen, mens jeg har forsøgt at holde maven i ro.

Det ikke vare meget længere, det her.

søndag den 27. december 2009

Bjældeklang og racerrøv

Ville gerne have skrevet et længere sammendrag af julens begivenheder, men jeg ved faktisk ikke hvor meget, jeg reelt nåede at opleve. For allerede juleaften satte en grasserende diarré ind, der efterfølgende har hensat mig i en meget kraftløs tilstand. Så familien i det omfang, jeg havde bevidsthed til, og det var rart nok. Prøvede også at gå til Death to Frank Ziyanaks afskedskoncert på Rampelys i Silkeborg 1. juledag sammen med Louise, men det blev til gengæld forpurret af...noget...i underpermissionerne

Så meget lidt julemad til mig, og fortvivlende lidt alkohol. Men gode gaver.

Det er ovre nu, anfaldet. Det er julen desværre også.

Gu' ve' hvad 2009 stadig har til mig i godteposen?

mandag den 21. december 2009

Den store julerejse

Har købt de sidste julegaver, skrevet de sidste mails, vasket det sidste tøj. Louise har afleveret rotterne til pasning, og i morgen er det Tilde, der skal ned i transportkassen. Så går turen til Jylland, og man skal ikke regne med, at der kommer til at ske noget herinde før 3. juledag.

Bliver godt at se den pukkelryggede. I alt det kaos, der har præget efteråret, har der været alt for lidt plads til den. Som der i øvrigt har været for lidt plads til masser af de andre mennesker, der betyder noget for mig. En uforbeholden undskyldning for dét. Kan kun forsvare mig med, at man ind imellem er nødt til at holde tungen lige i munden, hvis ikke skuden skal kæntre...

Så varme julehilsner til alle - og især til dem, der går en ensom højtid i møde.

Over and out.

Af en poetik, del 3

Selvfølgelig er min digtning både symbolsk og metafysisk. Bare det at samle en række ord i et mønster, hvor de kommunikerer med hinanden fysiologisk som cellerne i en krop, er symbolsk og peger langt, langt ud over sprogsfæren. At skrive er en skabelse, ligesom det at leve er at være i skabelse. Jeg fatter ikke ateister, der åbenbart mener, at noget så raffineret og organiseret som de kemiske og biologiske processer uden videre kan være opstået i et fra starten totalt tilfældighedspræget og kaotisk univers. Jeg accepterer i det hele taget ikke idéen om ”fragmentet”, der, for mig at se, kun kan være et uheldigt biprodukt af menneskets til tider lidt for veludviklede abstraktionsevne. Vi er selv, mener jeg, omvandrende symboler på skaberkraften, ”skaberen” eller, som jeg helst vil udtrykke det, demiurgen – den første årsag. Man kan ikke arbejde ontologisk uden samtidig at arbejde symbolsk.

At jeg så – af årsager, der ikke vedkommer digtet – har svært ved at tro på det, de fleste regner for guddommeligt (en eller flere skabende/regulerende bevidstheder med moralske træk, der skægt nok altid minder lidt for meget om os menneskers, og som kan påkaldes personligt ved bøn, ofring eller anden underdanighed), er noget andet. Kan sagtens acceptere tanken om, at jeg er her på egen hånd, og at det, jeg er kommet af, næppe har de store moralske kvababbelser omkring at sluge mig igen ved lejlighed. Man skal ikke lade identiteten komme i vejen for indsigten. Så meget sagt allierer jeg mig hellere med dem, der skriver kristen, muslimsk, hinduistisk, hedensk eller på anden måde religiøs lyrik, end jeg gør det med ateisterne. Vi véd, at der er noget, som er større end os selv – at vi er underlagt en universel vilje eller proces, hvis essens undslipper sprogets og vores egen bevidsthed, og at ydmyghed over for såvel livet som kunsten ikke blot er klædeligt, men en logisk reaktion på altings sammenhæng. Ateisten stiller, også ganske logisk, egoet i centrum for alting, hvilket ikke pr. definition gør vedkommende til et dårligere menneske. Men forbavsende tit til en dårlig poet, fordi også ydmygheden over for digtet og den kunstneriske proces mangler. Derfor hellere en alliance med den moderne salmedigter på loftsværelset end med stand-up lyrikeren i spotlightet.

***

Får automatisk mistro til dem, der mener, at visse ord er mere ”poetiske” end andre – at poesien i den grad er et forfinet særsprog, som man ikke pletter med ord som ”radiator” eller ”bærepose”. For mig at se kan radiatoren sagtens boble med uudsigelighed, bæreposen bugne af indsigt. Det kommer udelukkende an på hvem, der griber ordene, og hvor kompetent, det gøres.

Det eneste, jeg vægrer mig imod i den sammenhæng, er en uhæmmet brug af fremmedord og obskure referencer. For mig at se bør det ideelle digt kunne kommunikere med hvem som helst når som helst – i hvert fald i teorien, for som så meget andet kræver det at læse digte sin rutine. Og i den sammenhæng synes jeg ikke, man bør anvende den slags magtsprog – det er som oftest designet efter at hæve sin bruger op i en elitær position, hvilket i dén grad ikke er noget, som angår teksten – i højere grad end strengt nødvendigt. For jo, det kan godt ske, at digtet vil forme sig som en kommentar til f.eks. John Ashbery, eller at det lige akkurat kalder på ordet ”entropi”. Men the simpler, the better. Det sidste, jeg ønsker, er at mudre mine vande, så de synes så meget desto dybere.

***

Vedkender mig gerne mine inspirationskilder. Andet er tåbeligt og, ja, egocentrisk. Alt, man skriver, hviler på skuldrene af det, man har læst, og man udstiller kun sig selv og sin egen uformåenhed ved at påstå, at man har opfundet den dybe tallerken forfra. Check selv efter: Der er ikke ret meget af det, du har læst her, som ikke har rod i Højholts Cézannes Metode eller Sophus Claussens Jord og Sjæl, og går du til ordforrådet i min digtning, vil du finde kraftige afsmitninger fra såvel de to som Dan Turéll, Charles Baudelaire og Michael Strunge – for nu at tage tre af de lyrikere, jeg har været sygeligst optaget af. I praksis også flere.

Hvorfor så skrive overhovedet? Er der slet ikke noget nyt at tilføje? Jo, der er min specifikke bevidsthed, mine specifikke vinklinger på tingene, mine specifikke udsagn. Som ikke kan minde graverende om nogen andres af den simple grund, at der ikke findes to mennesker i hele verden, der, hvis de ellers er ærlige over for sig selv, er ens i vilkår og værdier. Følgelig er der heller ikke to digtere, der digter ens, og dét – og dét alene – er det nye. De ord, man skaber digtene af, har også været brugt før – i sig selv er materialet gammelt. Men fordi alt kendt konstant indgår i nye, dynamiske kombinationer, narres vi, med vores indskrænkede bevidstheder, hele tiden til at tro, at der sker nyt. Og det gør der også. Der er intet nyt under solen, nej. Men det, der er, er ikke det samme fra dag til dag, fra årti til årti, fra tidsalder til tidsalder.

Derfor disse ord. For at vise, hvor alt det, du har læst før, befinder sig lige nu, i lige netop denne bevidsthed…

søndag den 20. december 2009

Phew!

Har overstået årets julegaveindkøb. Havde frygtet det værste, men der var ikke så mange mennesker ude, at jeg på noget tidspunkt ønskede, at jeg havde taget sablen med.

Ellers har dagen i nogen grad været præget af tømmermænd. Louise og jeg faldt i rødvinen i går aftes, hørte gammel punk og industrial og lavede mærkelige tegninger en masse. Af folk med spejlæg på hovedet og den slags.

lørdag den 19. december 2009

Af en poetik, del 2

Der har været snakket meget om depersonaliseringen i nyere, skriftsbevidst lyrik – nødvendigheden for lyrikeren af at træde ud af sin tekst, for så meget desto mere at koncentrere den om sin egen væren. For mig at se er det en utopi. Den skrivende kan aldrig udslette sit eget temperament, sin egen bevidsthed, sin egen sprogtone. Hvert ord, man putter på et stykke papir, ævler – hvad enten man vil det eller ej – løs om hvem og hvad, man er. Bare éns ordforråd er resultatet af et langt livs indsamling og sortering, som er uløseligt knyttet til personligheden og dens løbende behov. Omvendt er intet mere destruktivt for et digt end at slippe subjektet uhæmmet løs – faldgruberne hedder privatisme, obskure/idiosynkratiske betydningsopbygninger osv. Man må nødvendigvis forholde sig til det, Eliot kaldte ”det objektive korrelat” – de fælles underliggende betydningskoder, der gør det muligt for afsenderen (lyrikeren) at kommunikere åbent og ubesværet med modtageren (læseren), og samtidig må subjektet simpelthen stækkes for ikke at hæmme digtets evne til at vokse frit og organisk.

Hvordan man løser dét paradoks? For mig har et væsentligt værktøj gennem årene været at indføre en fundamental utroværdighed i forhold til subjektet. At måske nok bruge af hovedstolen – i visse tilfælde endda udelukkende – men aldrig lade noget stå for meget til troende. At iklæde sig masker for at kunne udtrykke sig så meget desto klarere, at forskyde reelle problematikker ud i imaginære scenarier, at møblere om på følelser, erfaringer og årsagssammenhænge, så intet minder for entydigt om ”den dag, da…” – alt sammen er det, for mig, måder at gøre mig selv utroværdig i teksten på således, at mit, for digtet, overflødige ego lader sig reducere til endnu et element i sammenhængen, som man kan arbejde objektivt med. Jeg iscenesætter mine kys, min vrede og mine skrig, men ikke for at slette dem ud eller reducere slagkraften – jeg gør det, fordi disse emotioner ellers ikke ville være tilgængelige for digtet. I modsat fald ville virkeligheden blive en snylter på ”kunstproduktet”. Det ville ikke kunne udfolde sig frit på egne præmisser, men ville blive underkastet mine personlige, og resultatet ville netop blive enten en udslettelse eller en reduktion i slagkraft.

Og det er digtet, der skal læses, tak! Ikke mig.

***

Ville gerne, hvis jeg kunne, værne mig mod den biografiske læsning. Den er i hvert fald den sidste måde at gå til mine tekster på, jeg ønsker som privatperson. Men man kan kun følge digtet så meget på vej. Før eller siden flytter det hjemmefra, og så kan jeg ikke gøre mere. Jeg kan ikke kontrollere, hvad det af egen vilje fortæller læseren, der samtidig, som jeg ser det, er det sidste skabende led i den kreative proces og dermed har alle muligheder for at opdigte forfatteren. Det eneste, jeg kan gøre, er at lægge mest muligt op til det sidste, så jeg ikke bliver udslettet eller reduceret af digtet.

***

Now you see me. Now you do. Now you do.

Time for catching up

Var til oplæsning i Møllegades Boghandel - et præsentationsarrangement for kataloget AF STED, der, foruden æbleskiver, bød på oplæsninger af Lars Bukdahl, Christian Vind og Eva Tind Kristensen. Var der mest for at se sidstnævnte, som jeg kendte fra gymnasiet i Silkeborg, hvor vi var dele af den samme klike for "nørder og alment utilpassede elementer", som hang ud på tværs af årgangene i biblioteket. Var nysgerrig efter hvad hun lavede nu, simpelthen. Hvilket viste sig at være en fin og sprogligt farverig, men også lettere hermetisk poesi, der kaldte på nærmere bekendtskab på papiret. Men så fik man jo samtidig mulighed for at checke op på, hvor en masse mennesker fra dengang var henne nu om stunder.

Det var lidt det samme med Robert - min ældste tilbageværende ven i ubrudt linje - som dukkede op, efter at vi ikke havde set hinanden i over et år, i sin egenskab af medejer af butikken. Sidst, vi sås, var der måske lidt uren energi i luften pga. samarbejdet omkring Geiger, som simpelthen led af metaltræthed efter 10 år, men i dag var alt blæst væk, og jeg måtte sande, at jeg i den grad havde savnet ham. Han havde sin senest fødte søn med - som den foregående en total klon af ham selv - og udover at jeg fik set ham for første gang, fik vi også vendt alt muligt omkring bladet og vores respektive privatliv. Hvilket vi vist endda fortsætter med i morgen - han bliver i byen et par dage endnu. A lot of catching up to do.

Kort sagt et stk. god eftermiddag i Møllegade, der også resulterede i dagens digt - rastløst tastet ind på mobilen, mens Bukdahl læste op...:

Tynd frost
over Møllegade.

Biler
starter hostende.

Terning
tør til krop.

fredag den 18. december 2009

Af en poetik, del 1

Som jeg lovede for længe siden, vil jeg nu gå i gang med at publicere en poetik i føljeton-form her. Det bliver ganske vist en anden slags tekst, end jeg planlagde dengang - et work in progress, der lader sig bedre læse som løse noter end et egentligt "værk". Men here we go...

***

Gal videnskab? Kompensation for barnløshed? Gudsmisundelse? Faktum er, at min poesi, som den har formet sig i mange år, har haft en ontologisk agenda. Den skal have en væren, et liv, en eksistens i sig selv. Den skal være ”ein Ding an Sich”. Hvert digt skal omslutte sig selv, have en egen biologi, en egen logik, et eget tankesæt, der så vidt muligt skal eksistere uafhængigt af mig. Men naturligvis også er uløseligt tilknyttet mig, for det er kun af mit væv og min sjæl – med mine hænder og på baggrund af min bevidsthed – at det kan forme sig. Men har man først vedtaget dét præmis, sker resten så at sige også af sig selv – som den første celle i et foster, der kalder på den næste osv. Spørg mig ikke om hvorfor, det er sådan. Måske fordi al skabelse har den samme operationsmodus, og at man, som kunstner, bevæger sig ind i selve demiurgens laboratorium, når man går til værks? Det er min tese, men den må forblive en gisning. At tingene sker sådan er til gengæld en reel erfaring.

***

Er ikke minimalist. Intet synes mig mere afskyeligt end en stue, hvor møblementet fylder så lidt, at der ikke er plads til mennesker, eller et juletræ, der pyntes så sparsomt, at det ikke hæver sig over dét at være træ. Det handler om at udfylde en form, og er den spraglet eller henkastet, skal den tackles derefter. Men selv adspredthed kalder på omhu, for ellers kammer det over i sjusk. Og tro mig: Forskellen kan ses, føles, høres. Selv det ”tilfældige indfald” beror, hvis det skal lykkes, på den rette indsigt og den rette ekspertise.

***

Lyt efter: Vil dette digt have tre arme?

***

”Skriv, som du lever, og lev, som du skriver”, sagde Poul Borum. Ja, helt bogstaveligt. Tænk på linjerne som årer og nerver, se rytmen som den rygsøjle, den er, betragt tekstmassen som kød, ordene som øjne, udsagnet som mund. Og kys eller tal eller spyt med den. Bare den er, og blot organismen bag den fungerer.

***

DAM-da-da-DAM-da-da-DAMdiDAM. Kornene falder.

***

hdsfhdsgfhhkjsaKFHYEUWHFGFHDGFDSBNHjhhghdgchsdgfhsgf
hvghdgchdgvhgcbxzmjvjfgjfsvjcbgvgjhxznhghvfhsdha,gKL
dhvgsdhfghDGFHGahfghDFHghfgdhfghDGFHGhdgfhdhfgdhfgsd

Kornene lander.

***

kornene svæver,
kornene svæver,
kornene svæver,

korncentration.

***

Du griber dem. Sandet slår rødder i øjnene, bærer din afgrøde nu.

Poesi, sne og (volds)porno


Glimrende session i går. KUNNE have øvet mine ting bedre igennem, synes jeg, og der var også en kommentar eller to mellem digtene, jeg KUNNE være sluppet bedre fra, men så igen virkede publikum mere opmærksomt, end det har gjort længe. Måske fordi selve materialet fandeme var i orden.

I øvrigt ryddede Huset Underskoven helt på et tidspunkt, fordi der foregik en tv-optagelse ovenpå. De mente, at vi larmede for meget (ak ja, poesien er den nye rock'n'roll!!!). Heldigvis blev vi flyttet op på Planeten, hvor scenen var bedre og lokalerne varmere. Fuldt fortjent oven på dagens trafikkaos, der var udløst af lige dele snefald, klima-topmøde og julehandel. Da jeg skulle derind, måtte jeg vente i 20 minutter på en 5A-bus, der, da den endelig kom, bare kørte forbi med sine stakkels passagerer, som måtte have været stuvet derind med skohorn. Da var det, at jeg besluttede mig for at gå de få kilometer ind til Magstræde.

Derhjemme ventede Louise, som havde lagt sig med et maveonde, med The Wonderland Murders - historien om pornokongen John Holmes' dybe fald efter selve karrieren. Vold, drugs og desperation en masse, der mundede ud i en gang HIV. Kom så ikke og sig, at man bliver en lykkeligere mand af at have en svaber på 35 cm.!

torsdag den 17. december 2009

Klarsyn

Jeg vågner midt om natten, der er faldet sne,
og bygningerne ligner nærmest noget, der er faldet
ud af den, en tom kontrast, en tåget skygge af det skyggeløse.
Brænder mig på smøgen, så jeg ikke fyger væk, og véd,
at nogen må have vækket mig. Kun fnug kan slå så hårdt.

En tur i Skoven (måske)

Læser muligvis - der kan nå at komme noget temmelig væsentligt i vejen - op på årets sidste Underskoven-arrangement i aften. Er i hvert fald ved at samle digte sammen til det.

Det gode ved dét arrangement er, at de 14 dage, der er imellem aftenerne, er nok til at få et nyt, overbevisende sæt op at stå. Feedback er det så som så med, men rent kreativt er mellemrummene gode til at vedligeholde selvdisciplinen med. Det er længe siden, at jeg var den type digter, der troede på kun at skrive, når inspirationen brændte i fingerspidserne, og dengang, jeg var, fik jeg alt for lidt fra hånden. Dels er poesi et håndværk som så mange andre, hvilket bl.a. indebærer, at man bør holde formen ved lige hele tiden - helst hver dag - så den ikke forfalder. Dels skriver man tit sine bedste ting, når man hamrer målbevidst i sprogets mur.

Så meget sagt har jeg det på samme måde med oplæsninger, som jeg i min barndom havde det med at smide kanonslag eller affyre raketter: Jeg kyler noget fra mig og venter på braget med et sug i maven. Så åndssvagt er dét.

onsdag den 16. december 2009

Når poesi bliver til videnskab (eller noget)

Hver eneste dag er der noget, der dør,
en mulighed, der bliver udtømt,
en anden, der ikke bliver brugt
overhovedet, og det er det samme:
Et tab, der forvandles til krop
og til navn, der forskydes
for ikke at blive forstødt fra sig selv
– som en kælvende gletsjer,
der udskiller nyt i den skærende
krampe, som giver den indhold,
men altid fortegnes til sidst
i en snavset og doven pøl vand.

Når videnskab til poesi


Læser Roland Barthes: I Tegnenes Vold. Om de akademiske forskningsmiljøer nogen sinde har fostret en poet af format, er det ham. Modsat f.eks. Deleuze og Derrida, som til enhver tid er villige til at puste en god, men enkel pointe op til et murstensværk, har Barthes i denne bog lavet en række semiologiske punktnedslag i Japans kultur - der er små, koncentrerede artikler om både spisepinde, papirbutikker og ansigter - som skærer helt ind til benet og viser i hvor høj grad, Zen gennemstrømmer alle aspekter af landets hverdag. Fra madlavning over poesi til sex, vold og byplanlægning. Kulturanalyse, der vil noget - og samtidig en knivskarp kritik af vesterlændingenes udtalte tendens til at tyrannisere alt med begrebet "mening". For dem, der måtte ønske det, rummer bogen i øvrigt også det mest rammende stykke tekst om haiku-digtning, jeg kan mindes at have læst. Ja, i en vis forstand er hele værket et haiku - i hvert fald demonterer det mere end påfører "mening", selvom det både er informativt og fører en tung intellektuel ballast med sig.


Årets bedste læseoplevelse - simple as that!

tirsdag den 15. december 2009

Viskelæder

COP15 nærmer sig kollaps. Så meget desto bedre, hvis resultatet i modsat fald er en bindende lorteaftale, der ikke nemt lader sig ændre.

Gud (eller "førsteårsagen", som jeg foretrækker at kalde det, jeg tror på) er også ude med det store viskelæder. Jeg har været et smut i Gentofte i ganske solidt snefald, og nu er det helt sindssygt.

Og jeg har skrevet et digt om tre døde mennesker (et yndlingsemne, åbenbart):

Entropiens partitur

Mozart er død. Han kimer i graven endnu,
spiller bedre med hænder af luft,
synger bedre med tusinder af stemmer:
En lava af følfod spyes ud fra hans Requiem.

Kurt, han er død. Hans bevidsthed er spredt
over planter og vækstkasser nu, og hans orgel
er faldet til gulvet med røg ud af piberne.
”Smells like Teen Spirit” står skrevet
med huller i tagplader, skyer og hvide gevandter.

Lady Gaga er død, er en skygge i kunststof
og bling, er en dans frosset fast i et pokerfjæs.
Krystalliseret musik. Intet væv,
ingen mening kan æde dén krop.

mandag den 14. december 2009

Dagens digt

Den vil aldrig bære, jorden, du kan fylde den med bygninger,
benævne den i stykker, vandre hvert et sandkorn fladt, men
der er muld på dine hvirvler, der er spagnum på din tunge, dine
fødder mærker kun dit gravsted af. Du er en lerklumps bøn.

Vi, de druknede...

Kigger ud. Der er flere helikoptere end måger i luften over Nørrebro.

Der er klimatopmøde, og de er sendt op for at forhindre, at folk (i forgårs anholdte politiet over 900 mennesker og lod dem sidde på et iskoldt torv i timevis, hvorefter de sigtede 3 for stenkast!) reagerer, som de egentlig bør, på, at politiske "fagfolk" fra hele verden i disse timer - luksuriøst trakterede med dyr champagne og Beluga-kaviar - hælder menneskehedens fremtid ud i afløbet. For som der var en miljøekspert, der sagde i dag, er der ikke længere tid til halve løsninger. Men det er halve løsninger, der vendes og drejes, hvilket for mig at se gør de ansvarlige til større forbrydere end Hitler og Stalin tilsammen. Hitler var ansvarlig for ca. 6 millioner menneskers død, Stalin antageligvis 20 millioners. Men hvis vandene får lov til at stige, som det vist efterhånden er uundgåeligt - specielt når ingen politikere tilsyneladende tør at sætte karrieren på spil for det åbenlyst rigtige - vil resultatet være milliarder af døde i de deraf følgende ødelæggelser, krige og epidemier. De værste forbrydere ankommer anno 2009 hverken i elefanthue eller militæruniform. De har jakkesæt på, drikker café latte, forholder sig til virkeligheden på skrivebordsplan og er så gennemførte psykopater, at selv deres eget liv og fremtid er til salg for den rette pris.

Skal passe på, hvad jeg skriver, for vi har ikke ytringsfrihed længere, og PET kan nok også godt finde ud af at hamre døren ind her. Men er nogen form for protest mod det, der sker her i byen for tiden, uforståelig for mig? Nej.

I forgårs kom jeg over Dronning Louises Bro, hvor nogen med cykellygter havde markeret hvor højt, vandet vil komme til at stå, når polerne om føje år helt er smeltet. Stedet befandt sig fire-fem meter over mit hoved. Så konkret kan det siges.

Men os, der allerede bor på havbunden? Vi skal tilsyneladende bare forholde os i ro og finde os i at drukne...

søndag den 13. december 2009

Valravn

Skulle have været på Louisiana i går, men forskellige ting gjorde, at det ikke blev sådan. I stedet endte vi ved nogle af Louises venner i Humlebæk, hvor der blev serveret glimrende laks med rodfrugtmos og rødvin. Og så gik turen ellers tilbage mod Nørrebro, hvor vi så Valravn på Global. Glimrende musikere, karismatisk sangerinde og i og for sig et fint repertoire. Men havde man hørt Sorten Muld og Björk før (hvorfor fanden skal nærmest alle nordiske sangerinder, der vedkender sig det norrøne, partout være direkte kopier af hende?), var der ikke noget nyt at kommé efter, og med en koncert, der varede over en time, strakte de også deres forholdsvis få idéer over lidt for lang tid. Men over et kortere album kunne deres væv af middelalderinstrumenter og moderne beats sikkert bevare fascinationskraften. For den var der, al kritik til trods.

Væltede i seng med de ondeste opstød på kloden - de rene vulkanudbrud i halsen. Bør ikke blande øl og rødvin mere.

lørdag den 12. december 2009

Har fundet ud af...

...at der er temmelig meget kviksølv i elsparepærer. Er det ikke lidt at kurere pest med kolera?

Der er ellers blå himmel i dag. Gu' ve', hvad den kan bruges til?

fredag den 11. december 2009

Et intermezzo

Bliver gang på gang konfronteret med det faktum, at min opgave i denne inkarnation tilsyneladende er at prøve at finde noget værdifuldt i det, jeg værdsætter mindst af alt: Mit ego.

Er bange for at blive til ingenting, når regnskabet engang skal gøres op. Lidt gæld, et dødsbo og en stak papirer, som i bedste fald ender i bibliotekernes og arkivernes lagre. Og lidt flygtige erindringer hos de efterhånden også aldrende mennesker, der har kendt mig. Så konkret bliver det nemt. Rien. Zero. Nada.

Hvis formålet med livet kun er selvforædling, hvor er man så henne?

Angst er kun et fattigt ord, når man mangler et spejl.

torsdag den 10. december 2009

En skov


Pak dig ind i din sjæl, stik dine fod ned i drømmen,
snør til, træk dit formål godt ned over ørerne,
for du skal løbe nu, løbe på mudrede, smattede blade
i stedet for jordbund, løbe på grene, der bøjer og knaser
og knækker og løbe blandt stammer, som ender deroppe,
hvor luften er tynd. Du skal løbe mod noget, for noget
må findes og findes igen og igen og må kende
dets plads under brystkassen, der, hvor selv
sollyset over de falmede trækroner ikke når ind.

(Nej, har ikke glemt The Cure)

Vinterglød

Stort komsammen her i går. Louises skrivegruppe var her, og ud over at hudflette hinandens tekster og flå Joan Ørtings Har du lyst? verbalt i småstykker drak folk rødvin, lavede collage og åd småkager i stor stil. Glimrende aften, der også blev krydret med telefonopkald fra familien og glæde over det faktum, at Louise havde foræret mig en billet til årets udgave af garagerock-festivalen Gutter Island.

Savnede dem, der ikke var her, uhyggeligt meget. Ikke mindst mine bedsteforældre, der med garanti aldrig mere kigger forbi. Men all in all en fin fødselsdag, som den nu engang kan fejres her i det herrens år 2009.

I dag er det virkelig dagen derpå. Louise er forkølet eller noget, jeg er pænt ugidelig, og der står udpakning på programmet for resten af dagen. Boring. Men det får vel en ende.

onsdag den 9. december 2009

36

Har været offline i et par dage, eftersom jeg har stået i flytterod til op over begge ører. Men nu har Louise og jeg så installeret os på Guldbergs Plads - i en lettere slidt, men stor, billig og særdeles godt beliggende lejlighed. I virkeligheden lidt af et chok lige pludselig at bo så centralt. Det gik først så småt op for mig i går, at det var virkelighed. At jeg boede ikke blot i hovedstadsområdet, men lige præcis i den bydel, jeg havde fantaseret om, siden jeg var en 15-årig knægt på Lars Tyndskids ødemark.

Af samme grund er selveste min fødselsdag kommet lidt bag på mig. Har simpelthen ikke haft mentalt overblik til at forholde mig til, at jeg nu er blevet endnu et år ældre. Og at jeg faktisk er på vej mod de 40 så småt. Men, hey, når man er lige på nippet til at opnå mange af de ting, man har drømt om siden teenage-årene, er der vel grænser for hvor slemt, dét kan være.

I min barndom sagde man altid - jeg ved ikke, om det er en regional overtro - at vejret på ens store dag viser hvordan, man har opført sig i løbet af året. Well, der er gråvejr over Nørrebro, og det er skidekoldt. Men det pisser ikke ned, og vinden har helt lagt sig. Så jeg må have opført mig skidt, men ikke afskyeligt. Og det er vel en fair nok bedømmelse.

Håber på, at det næste år ikke presser mig ud i randsituationer som dem, det foregående gjorde. Tid til at elske og slikke sår.

lørdag den 5. december 2009

Nøøjh,

den glögg var stærk!

fredag den 4. december 2009

Voel igen...

Hjaltesvej

På toppen af bakken
var der et bibliotek,
og for enden af vejen
var der en gård,

og jeg slap mine bremser
og rullede jublende nedad
mod hårvækst
og plettede bukser.

Nu ruller jeg rundt
i en mødding
af sværte
og træfiber.

Optur!

Ok, vil bryde mit selvpålagte tavshedsløfte for en stund, for der er seriøst optur på i disse dage.

Først og fremmest: Har forlovet mig med Louise Kristensen - uden ring, ganske vist, men det bliver det ikke mindre seriøst af. Måske en kende hurtigt i nogens optik, men hvad hjertet er fuldt af... Hun er under alle omstændigheder et stk. uhyre formidabelt hunkønsvæsen, som jeg ikke tøver med at gå hele vejen med. Og så har vi jo i øvrigt, over den seneste halvanden måde, allerede bevist, at vi kan finde ud af at bo sammen. Selv min kat og hendes rotter - an unlikely combo - har vist sig at være et overraskende godt match. Og nej, her taler jeg ikke kulinarisk...

Artiklen om hollænderne på Amager befinder sig sidst i skrivefasen, og i går prøvede jeg - med stort held - en bunke nye ting af i Underskoven. Fik endda ros for oplæsningen af Thurston Magnus, som ellers efter sigende ikke er typen, der lirer komplimenter af sig for et godt ord (PS: Ja, NU er du nævnt!). Hvilket jeg ikke er så lidt beæret over.

I dag var jeg til jobsamtale på en vuggestue i Brønshøj. Som en ud af 200 ansøgere, de valgte at tage ind. Og den gik - efter begge parters udsagn - virkelig godt. Men som en god jyde klapper jeg lige hesten indtil på tirsdag, hvor svaret lander.

Og om lidt skal jeg til releasefest for kassettebåndene hos Anders Meldgaard i Valby. Med glögg og musik.

At weekenden så kommer til at stå i flytningens tegn, er noget andet. Bor sikkert allerede på Nørrebro inden jul. Stressende, men selvom det her er Bamses hus, er der ingen tvivl om, at rammerne bliver bedre dernede. Og jeg har jo drømt om at bo i den bydel, siden jeg overhovedet kom herover. At det så oven i købet er med det skjønneste fruentimmer på kloden denne, er jo så unægteligt en bonus.

torsdag den 3. december 2009

Danse macabre


Dans med mig, ja,
riv mig ind i hvirvlen,
blodet pumper rundt i kroppen
for at finde, men først når den dag,
hvor alle ting står stille, drag mig ind
i din musik, den lange tone
fra dit tomme blik, så længe
den slår gnister, man kan
fylde gulvet med.

tirsdag den 1. december 2009

Maglebylille

Solen går ned over Maglebylille.
Markerne myldrer af blanke insekter,
der flygter mod syd, trækker jetstriber
hen over stråtækte tage på gulnede fotos.
Her planter man bortkomne kufferter,
høster de kys, som er givet for stedse,
og udbedrer længer med rester
af udtjente urværk, mens generation
efter generation flytter ind:
Metropolen er rykket til Amager.

Note: Da Kastrup Lufthavn i 1950'erne skulle udvides, eksproprierede man alle ejendommene i den gamle landsby Maglebylille, som derefter blev tømt og nedrevet. Nu ligger der landingsbaner i området. Ikke desto mindre opdagede jeg, da jeg googlede forleden, at det rent faktisk - i hvert fald ifølge søgemaskinerne - bl.a. er muligt at "søge job i Maglebylille"...

mandag den 30. november 2009

Hitlistepladder

Er det bare mig, eller lykkes Medina med præcist det samme projekt - en breakup-sang, man samtidig kan blive opløftet af og danse til - som Dúné fejler så grumt med på "Let Go of Your Love"?

http://www.youtube.com/watch?v=SHuWj6ycquQ

Nej, er ikke blevet reduceret til et popfjols, men credit where credit is due.

fredag den 27. november 2009

Tænkepause

Lægger bloggen på is i et stykke tid. Ikke permanent, men jeg har - eftersom den har fået flere læsere, end jeg oprindeligt regnede med - brug for at gentænke hele mit forhold til den. Skal den udelukkende være litterær? Skal den fortsætte med et mere bredt fagligt indhold? I hvert fald er min lyst til at fortsætte med at putte alt for meget privat stof i den for nedadgående. Det, der i sin tid startede som en hyggelig offentlig dagbog i lille skala, er nu blevet årsag til ubegrundet paranoia for lidt for mange mennesker. Og det var ikke hensigten. Men den slags kan ske, når man akkumulerer fortid på den måde, en blog gør.

Vægrer mig ved at slette halvandet års arbejde. Det bliver stående, som det gør. Men indtil videre vil evt. indlæg være strengt poetiske, litterære, slægtshistoriske eller debatorienterede. Og der vil gå længere tid imellem dem end tidligere.

Skal også have fundet ud af, om noget af stoffet herinde evt. vil være værd at omarbejde til et manuskript. Det bedste kan nok kvalificere sig. Men det bliver et længerevarende projekt at skelne skæg fra snot.

Men i hvert fald: Time out. Og undskyldninger til enhver, der har fået noget i klemme.

Og god røv. Og god weekend.

torsdag den 26. november 2009

Torsdagsskribleri

Regn. Blæst. Gråvejr. Non stop.

Et minimum at tage sig til. Delvist selvvalgt. Skriver lidt forskellige kilder ind til min slægtshjemmeside, mens Tilde slumrer på en jakke ved siden af mig.

Der er så meget, jeg burde gøre. Men jeg sidder bare her og ignorerer lortevejret udenfor. Ignorerer byen. Ignorerer nuet. Ikke deprim, heller ikke glad. Bare til. Vægtløs.

Verden er en abstraktion, indtil man bruger den.

onsdag den 25. november 2009

Another one bites the dust...

Kan såkaldte digtere være perfide og truende? Ja, jeg kender i hvert fald én, der kan, og som har kørt på nogle i min nærmeste omgangskreds længe. En totalt selvforblændet idiot, der simpelthen ikke kan forstå, at andre end ham kan blive sårede, og at fri selvudfoldelse ikke nødvendigvis bør eller skal stå i modsætning til at behandle andre folk ordentligt. I dag fik jeg nok og slettede ham fra min venneliste på Facebook under et vist postyr. I grunden for sent.

Hvorfor vil jeg altid tro på det bedste i folk, når jeg gang på gang bliver skuffet? Måske fordi alternativet lidt for nemt bliver at tro, at alle er fulde af lort. Og det er jo en gennemført tåbelig holdning, der kun kan virke selvforstærkende, når man selv begynder at sprede lort ud omkring sig.

Har valgt min - om man vil - naivitet, og gør den mig sårbar, må den gøre det. Må bare lære at trække en streg i sandet noget tidligere, end jeg typisk gør det nu. Der findes simpelthen bare folk, der ikke fortjener second chances. Fordi de bare er "røvhuller - simple as that"? Nej, for så entydigt tror jeg ikke, at mennesket er indrettet. Men der er folk, man bare ikke er i stand til at nå. Hvor man kun bliver skuffet af at gøre forsøget. Og kunsten er at spotte dem i tide, så der ikke direkte opstår fjendskab.

Det ved jeg, at der gjorde her. Og det skyldes først og fremmest hans komplette mangel på selvkontrol, men også, at jeg ikke spottede det fishy ved ham noget før, og gav ham for lang snor, da skaden allerede var sket.

Så dagens lektion: Skærp din menneskekundskab, Steffen!

tirsdag den 24. november 2009

Rastløshed

Den indirekte annoncerede 12"-udgave mit Gemüse af "Chickshit!" er aflyst. Se i kommentarerne til foregående indlæg for specifikationer.

Trænger til at se noget natur. Har svært ved at komme til/kunne koncentrere mig om at skrive i disse dage, og det pisser mig stille og roligt af at sidde inaktiv hen eller kun lave småting. Slet ikke noget, der ligger til min personlighed. Så kan jeg ikke skrive, må jeg i det mindste have én på opleveren. Der er også sol og høj himmel i dag. Noget, jeg ikke har oplevet for meget af her i november, der vejrmæssigt har føltes som én stor, langsom hudafskrabning. Men indtil videre har jeg i det mindste undgået spontangråd og den slags hyggelige fænomener, der for mit vedkommende ofte følger med lange, mørke perioder.

mandag den 23. november 2009

Chickshit! (radio edit)

Havde lige skrevet et længere indlæg om fænomenet chicklit og dets maskuline modstykke - bøger af B.S. Christiansen, Mads Christensen og hvad har vi - der osede af edder og væmmelse over genrens tandløse, konservative kønsrollebillede såvel som dens fimsede forfængelighed og komplet manglende evne til at forholde sig til virkelighedens større realiteter. "Fuck den globale opvarmning - nu er der pedicure!" Konklusionen var, at den er udtryk for en abnormt eskaleret ego-kultur på et tidspunkt, hvor der er mindre brug for afstumpet egoisme end nogensinde.

Well, well, well... Pga. en dårlig Telia-forbindelse forsvandt alle de finere pointer. Så nu er jeg tvunget til at fremstå som et uhelbredeligt brokhovede, der nok heller ikke får reddet verden i dag.

Shit happens.

søndag den 22. november 2009

Tårnet


De stimlede sammen ved Brugsen den dag,
hvor tårnet pludselig skød op
i den plyssede græsplæne.
Poser med indkøb blev tabt i forbavselse,
biler fik motorstop, Kudsks gamle
traktor faldt helt fra hinanden, endda.
For en stund stod man bare
og stirrede op mod det kridhvide spir,
mod de cirklende ravne og duer.
Så rev man det ned og placerede
borde og bænke i stedet.

(Voel meets Johs. Jørgensen)

lørdag den 21. november 2009

Den femte årstid?

Vågnede og stavrede over mod Netto for at købe noget morgenmad. Men hele Hellerupvej var hvid af...flamingo?!!??

Nå, det var i det mindste ikke kokain.

fredag den 20. november 2009

Åbninger

Nå, så gik der et par dage igen uden livstegn... Mest fordi netforbindelsen tiltede totalt i går.

I forgårs var jeg igen på Lokalarkivet i Dragør for at snakke med Henning Sørensen (arkivet) og Aske Brock (Amagermuseet) om projektet "Velkommen Her?", hvor de er med til at sætte Amager-hollændernes 500 år lange integrationsproces op mod nyere indvandrerhistorier fra Lolland (polakkerne) og Farum (tyrkerne i 70'erne). Satte det op fordi jeg, af Cph-art, var blevet bedt om netop at skrive om hollændernes integrationshistorie, og så var det jo interessant, at de to indgik i noget parallelt. Resultatet blev en over to timer lang snak, der kom til at omfatte meget mere end det tiltænkte - synspunkter og hypoteser omkring såvel indvandringen som hollændernes historie og mentalitet fór gennem luften i ét væk. Fra deres side var de interesserede i mit eget forhold til min hollandske arv, og bliver der plads, kommmer dét til at fylde et helt spor i hele artiklen. Men allerede nu kan jeg se, at jeg kommer til at stå med meget mere relevant stof end det, jeg kan stoppe ind i en normal artikel. Derfor kommer der sikkert til at eksistere to udgaver af den: En kort til Cph-art, en lang til min slægtshjemmeside.

Men konklusionen på det hele var ret entydig: I 2009 føler "os hollændere" os 100 % danske, men værner stadig i stolthed om vores rødder. Og i historisk perspektiv er hollændernes integration i virkeligheden gået eksemplarisk dårligt - efter 500 år i landet opfatter vi os stadig som en speciel stamme i folket. Og dét selvom vi - i modsætning til polakkerne og tyrkerne - er blevet strøget med hårene hele vores historie igennem. Omvendt herskede der en tilsvarende enighed om, at der heller ikke er noget videre hensigtsmæssigt i at tvinge folk til integration via politisk og socialt pres - at den slags blot får folk til at stå endnu mere fast på det, de er. Så kan man konkludere noget som helst, er det nok, at fuldkommen integration er noget, der i hvert fald varer århundreder, og at man lige så godt kan affinde sig med dét først som sidst. Og i øvrigt - fra begge sider - bestræbe sig på at få det bedste ud af det. Hvilket desværre, kan jeg tilføje for egen regning, ikke er den proces, man ser i dagens Danmark...

Forskede videre på egen hånd i et par timer, før jeg, i storm og regn, satte mig på Bus 350 mod Nørreport. På hjemvejen forvildede jeg mig ind til et møde på Bureauet omkring et nyt, muligt kulturcenter i Ørestaden. Så den direkte menneskefjendske arkitektur i området præsenteret gennem en fotomappe og foreslog spontant, at man, for at trække på Amagers egen kulturhistorie, kunne bygge centret i en stil, der trak på J.H. Blichmanns unikke arkitektur i øens kystbyer - primært Dragør. Hvilket umiddelbart blev vel taget imod. Så bliver projektet til noget, og ender det med at gå i den retning, véd I hermed nu, hvem der på godt og ondt satte idéen i omløb...

I går læste jeg op til Underskoven. Ikke en af de mere besøgte sessions. Der kom næsten kun de faste hoveder: Michael Dyst, Kirsten Marthedal, Uschi Tech, Thurston Magnus, René Rasmussen, Bo Lille og René Sandberg. Men alle var i glimrende form, og selv fik jeg da også fyret et fint, om end ikke exceptionelt veleksekveret sæt af, der overvejende bestod af ting, jeg ikke har læst op før.

På vej ind fik jeg en snak med Martin Bof - Bureauets formand - som var meget optaget af tankerne i "Elfenbenstårnet, st. tv." og tilbød, at man evt. kunne lave noget i den ånd på Bureauet. Tror, jeg slår til. Kunne specielt godt tænke mig at introducere 2-3 poeter fra Jylland, som jeg véd har niveauet og dagsordenen, herovre, hvis det kan koordineres. Har godt nok aldrig begået mig for alvor som arrangør, men i det regi virker det overskueligt. Set-uppet er ret enkelt, og jeg kender i forvejen en del af procedurerne udefra.

Ellers tror jeg, jeg holder en kort pause med oplæsningerne igen. Der skal genereres nye idéer og nyt materiale. Og så skal der samles op igen på nogle gamle og nye samarbejder.

Men ret forude ligger artiklerne om Yoyooyoy og hollænderne på Amager, som jeg tror, jeg vil bruge resten af aftenen på at brygge videre på.

tirsdag den 17. november 2009

Markerne

Farfar hyppede roer.
Sådan var han.
Roer, der snart skulle op
for at hakkes i stykker til køerne.
Køer, der skulle hentes og slagtes
og blive til bøffer på armene.
Også ham selv skulle hentes en dag,
blive kød, blive ædt op
af småkryb og lys.
Og det var i orden.
Sådan var han.
Og han fløjtede altid
på vej ud i marken.

Kimer, I klokker...

Jamen der blev da lige taget fotos af de steder i Valby, jeg snakkede om i går, samt en gammel bygning, jeg var sikker på, at jeg havde set før, selvom jeg aldrig har været der tidligere. Som sagt: Jeg tror på genetisk hukommelse. Men hold kæft, hvor har meget tydeligvis ændret sig, siden min farmor flyttede derfra omkring 1930. Dengang var Valby en forvokset landsby, man stadig kan ane de svage konturer af - nu er området totalt urbaniseret med alt, hvad det indebærer af lysskilte, myldretrafik og hvinende ambulancer. Havde indtil nu ikke gjort mig de store forestillinger om hvor hjemløs, hun i virkeligheden må have følt sig...

Men så gik turen ellers ned til Anders, der bor sammen med Anja fra Kirsten Ketsjer i en glimrende, om end lidt slidt lejlighed i Valby C. Selvom interviewet gjaldt hans seneste udgivelse - det firedobbelte bokssæt Den Nørrejyske Øs Stororkester for Opløst Mønstermusik, der udelukkende består af musikalske "legoklodser", som lytteren opfordres til selv at sætte sammen - endte det reelt mere med at være en hyggesnak over en kop kaffe. Talte længe om vores fælles fascination af kirkerum og -klokker - akustikken, klangen, lydstyrken - og han luftede idéen om et mildest talt vildt projekt, som jeg virkelig håber, at han får realiseret. Ét, der næsten lige så meget bliver en videnskabelig som en musikalsk udfordring. Men mere om det, hvis det bliver virkelighed.

Fik også en ny stak kassettebånd fra yoyooyoy - et format, de typisk bruger til at udsende jamsessions og vilde eksperimenter på i små, håndlavede oplag, hvilket selvsagt ikke gør dem til det mindst spændende i kollektivets produktion. Specielt ét af dem - en stak blandede optagelser af musik, reallyde osv., som ham og Anja lavede under en rejse til Mali og Burkina Faso - virkede virkelig interessant. Også rent formmæssigt, for på hvert eneste eksemplar er lydfragmenterne sammensat på en ny og eksklusiv måde. Farvel til værkbegrebet, folkens! Og så alligevel... Men mangler til min store fortrydelse en båndoptager for tiden. Sig endelig til, hvis du kan låne mig en, kære læser...

Så er der ellers kommunevalg i dag. Rager mig en papand, sådan set, for jeg bliver ikke boende i Gentofte Kommune så meget længere - rykker til Guldbergsgade på Nørrebro pr. 1/1. Men det kunne nu være godt at give pelsfruerne herude en enkelt Ø'er at skulle forholde sig til...

mandag den 16. november 2009

What a bog-mess!

Interessant weekend. Fredag gik det løs med indtagelse af spirituøse væsker nede hos Pia, der blæste enhver spleen godt og grundigt ud af vinduet, før turen gik videre ned på Lygten, hvor yoyooyoy havde arrangeret en art avant-metal-aften. Fik naturligvis genoplivet diverse bekendtskaber i den kreds - ikke mindst med Anders, som jeg har en interviewaftale med her i eftermiddag - men først og fremmest fik jeg set noget god musik. Opvarmningsnavnet, amerikanske Booga, spillede godt nok overdrevet ambitiøse trommer til et kværnende dronetæppe - mere lovende end godt. Men da Morder gik løs med deres korte, metronomiske støjpunknumre - tænk Wire, hvis de havde haft lidt mere metal i årerne - var jeg totalt solgt. Og Yoke & Yohs, der ikke havde spillet i et stykke tid, luftede hele deres bøllerock-repertoire med hidtil uhørt power. Ikke uden grund endte koncerten med, at Toke storgrinende væltede bagover og var ved at tage nogle instrumenter med sig i faldet. Yoyooyoy: Det holder hver gang!

Lørdag var så dagen, hvor jeg skulle læse op til bogmessen i Forum for at præsentere Underskov 3 i Dansk Forfatterforenings stand. Nok det højst profilerede arrangement, jeg har medvirket i - men opmærksomheden var nu ikke overvældende. Alle mulige folk læste op alle mulige mærkelige steder, så publikum var nærmest overmættet af indtryk, og under hele seancen - vi var vist ca. 10, der læste op under den timelange blok, antologien havde fået tildelt - var der nok 15 tilhørere, da bølgerne gik højest. Men mit eget sæt forløb glimrende, og jeg måtte da også lange en enkelt autograf ud bagefter.

Dryssede lidt omkring med Louise, som også blev bedt om at læse op, bagefter. I det litterærlige supermarked. Som mindre syntes drevet af en reel litterær nysgerrighed end bare en lyst til at købe knaldromaner til spotpris og se giraffen. Der røg givetvis en del Liza Marklund etc. over disken den dag. Selv gik vi efter et par kvalitetsboder - tegneserie-paradiset Faraos Cigarer samt Rævens Sorte Bibliotek, hvor vi købte bøger af Roland Barthes og Marcel Proust - før vi blev så trætte af hele købmandsmentaliteten og menneskemængden, at jeg i hvert fald selv begyndte at gribe efter min huggert til sidst.

Udenfor løb vi ind i den tydeligste illustration af messens skæve balancegang mellem købmandsskab/hype og kvalitet, man kunne ønske sig. Der havde Det Poetiske Bureau nemlig placeret sin bod på fortovet. En syg og træt, men uknækkelig Rene Sandberg læste højt og passioneret op af Sacher-Masochs klassiske Venus i Pels, mens Henrik passede selve boden med dens stakke af bl.a. Lorca og Baudelaire. Lige meget hjalp det. Folk tog bare skyklapper på, mens de stift gik forbi på vej ind efter knaldromanen til kaminhylden...

Eftermiddagen gik oppe i Cph-arts kontor, hvor Baunbæk&Kristensen forfattede et fælles blogindlæg om messen, der kan læses på dette kultursite, samt forberedte to blokke til aftenens efterfest på Bureauet, mens der blev indtaget glögg.

På selve Bureauet var der ikke så mange mennesker, at det gjorde noget. Dem, der var der, var til gengæld alle sammen i enormt godt humør. Utroligt, men sandt: Sandberg stod på benene endnu efter en uge, hvor han havde været in charge næsten hele tiden, og med ham som konferencier blev publikum ledt gennem et godt, men noget inpromptu program, hvor Pia, der passede baren, blev trukket ud på gulvet for at aflevere den mest funky ordstrøm, jeg kan mindes at have hørt fra hendes side, og Ole Perregaard nærmest læste op fra hukommelsen. Selv gav Sandberg to sæt i eget navn samt ét, hvor han læste op af Hamsuns Victoria. For mit eget vedkommende blev det også til tre sæt, mens promillen steg og steg. I de to første blandede Baunbæk&Kristensen henholdsvis alt godt fra skrivebordsskuffen med uddrag fra Den Spaltede Rose - et fint parløb, hvor vi også oplæsningsmæssigt løftede hinandens form. Mit sidste sæt blandede ting fra starten af 90'erne, som jeg ikke havde læst op i 11 år, med helt nyt stof. Ikke mindst "Klynk", som jeg havde været meget usikker på, men nok udløste den bedste respons, jeg havde fået hele dagen. Og over hele aftenen hvilede der en dejligt løs, varm stemning, der gav mig troen tilbage på, at Bureauet stadigvæk kan være andet end internt fnidder. Det var med en dejlig fornemmelse i maven, at Baunbæk&Kristensen placerede røvene i taxasædet for at rulle ud til Hellerup, hvor der blev drukket flere juleøl og skrevet haikus om lort til langt ud på natten.

Søndagens største begivenhed var nok, at Peter Dyreborg - en af dem, der langes en smule ud efter i "Elfenbenstårnet st. tv." - åbent og venligt valgte at gå ind i min debat på Facebook. Den slags har jeg respekt for. Som jeg i øvrigt simpelthen har det for manden. Han er dygtig. Han er reelt ny. Og han vender op og ned på mange vante forestillinger. At jeg så er uenig med ham på flere planer er så, hvad det er, og jeg har tænkt mig at svare tilbage i samme tone.

Og nu sidder jeg så her og forsøger at tage mig sammen til at fungere. For det skal jeg. Mit interview med Anders Meldgaard, som jeg laver for Cph-art, finder sted i Valby, og inden det skal jeg lige forbi det sted derude, hvor min farmor blev født, samt den adresse, hvor min oldefar voksede op. Skal nok blive hyggeligt alt sammen. Men hold kæft, hvor er jeg træt og mættet af indtryk endnu.

fredag den 13. november 2009

Artiklen...

...jeg talte om i går:

http://www.cph-art.dk/litteratur/poetry-slam

...

Gråvejr igen, og min arm bliver husmur, bliver vej, bliver biler, bliver kroppe, der kører i regnslør mod noget, der findes. Cézanne smider skitser på fortovet. Snart vil de blot være pytter, min skygge kan spejle sig i.

Spleen d'Hellerup

Fulgte Bureauets program under København læser til dørs i går. Og selvom folk stort set repeterede det, de havde lavet hele ugen, må man sige, at i hvert fald Louise og Crux Luciferi gav de bedste performances, jeg havde set med dem til dato.

Men ellers var der virkelig spleen på i går. Skal nok spare mine kære læsere for de nærmere, ucharmerende detaljer, men ét af hovedklagepunkterne var lyrikpublikummets tilsyneladende manglende evne til at forstå, ja, lyrik - det faktum, at man pt. når ikke så lidt længere med at stå på hovedet med en agurk oppe i røven end rent faktisk skrive nogle ordentlige ting, der holder. Faldt tilbage til mit gamle, fortærskede argument fra gymnasietiden med, at når folk finder sammen i flok foran en scene, daler den kollektive IQ til et latterligt lavt niveau - pust næse i en flaske, og bifaldet er sikkert! Véd godt, at det ikke er rigtigt. At folk, selvom de står i en crowd, ikke er dummere end normalt, selvom de måske lader sig rive med af en eller anden stemning, og at man af den grund bør møde dem med respekt. Men når man ser den ene komplet talentløse "lyriker" efter den anden høste enorme bifald og invitationer til alt muligt på baggrund af gøgl eller looks, mens man selv står tilbage med sit håndværk, der er fintunet efter 20 års intensivt arbejde, bliver man til tider en kende bitter. Eller totalt misantropisk, som jeg var det i går. Undskyld til enhver, der oplevede det... Håber, det med held kan henregnes i kategorien "menneskeligt nok".

torsdag den 12. november 2009

New stuff

Drysseri på lokalarkivet i Dragør igen i går. Gik igang med at kopiere papirer fra min forfader Jacob Berthelsens mangeårige virke som foged i byen i 1700-årenes sidste halvdel. Og fandt en lille bunke andre interessante dokumenter, som jeg også fik med hjem. Ikke det store at skrive hjem om. Dragør er på en eller anden måde begyndt at føles hjemlig.

Men senere fik jeg et tilbud om at skrive en artikel om hollændernes historie, særpræg og integrationsproces for en bekendt hjemmeside. Var naturligvis på som et søm, og det viser sig, at netop arkivet i Dragør for tiden er i gang med et parallelt projekt. Så jeg står nok allerede derude i næste uge med en mikrofon eller noget.

Samme hjemmeside, Cph-art, publicerer i øvrigt en artikel i morgen, der har lagt mig meget på hjerte i den senere tid: "Elfenbenstårnet st. tv.". Et oprør og debatoplæg mod tidens show-tendenser i poesien, men for en mere kompetent, konsistent og spirituel dansk lyrik. Håber, den kaster nogle reaktioner af sig, for jeg ved, at jeg ikke er alene med de synspunkter.

Men i aften er det ind på Bureauet igen. Til show og substans i én stor pærevælling. Og sikkert også et par øl.

onsdag den 11. november 2009

Ingeborg Stuckenberg


Læser mig grådigt gennem Ingeborg Stuckenbergs Korte Breve fra en Lang Rejse - en stak sammenhængende notater fra det tidspunkt, hvor hun brat forlod digtermanden Viggo Stuckenberg og deres to børn for at drage til New Zealand med slotsgartneren Hans Madsen. Umiddelbart en uforståelig handling, men lige så meget som Viggo og Ingeborg havde holdt af hinanden - for førstnævnte gav forholdet anledning til det ømme, men bittersøde digt "To, som elsker hinanden", der i viseform er en klassiker den dag i dag - lige så meget fungerede de i deres sidste år som hund og kat. Og for hende var liv og kærlighed ét. Da hun mødte Hans, slog lynet tilsyneladende ned, hvorefter hun smed alt det, hun havde i hænderne - hvilket virkelig vil sige alt - for at følge ham ud i det uvisse. Der ikke behandlede dem godt. I 1904 begik Ingeborg selvmord efter en dyb depression. I 1905 døde også Hans og Viggo.

Inden da havde hun været selveste musen i den symbolistiske kreds. Både Stuckenberg, Johannes Jørgensen og Sophus Claussen har skrevet oder til hendes strenge og idealistiske, men også varme og imødekommende væsen. I en vis forstand var hun simpelthen bevægelsens midtpunkt - den, hvis kunstneriske og menneskelige anerkendelse alle i kredse omkring Taarnet bejlede til. Også selvom hun - modsat især Jørgensen - var overbevist ateist og vel mest tenderede mod et naturalistisk standpunkt. Selv efterlod hun sig, som forfatter, kun én novelle samt denne posthume bog fra 1986, som er en lille knaldperle af spleen, længsel og social indignation. Kvinder måtte jo helst ikke skrive dengang... Men som Edith Rode - en anden dygtig forfatterhustru fra de år, hvis talent sådan set overgik mandens - kunne hun være blevet en af de store i dansk litteratur, hvis hun ellers havde kunne overskue gabet mellem det reale og det ideale...

Hvilket leder mig videre til dagens digt. Nej, jeg kunne ikke dy mig for at kommentere hendes skæbne også. På godt og ondt.

Kærlighed, kærlighed – til Ingeborg Stuckenberg

Der sad du så,
neden for Taarnet, i haven,
og skyllede slotte og huse,
stuer og køkkener,
rene for klunker og støv
med sange så klare i tonen,
at kun dine lytteres genskær
kunne nå os på gulnede ark
og i flossede bøger.

Gudinden i blåt,
musen i grønt,
kvinden i rødt,

streng som et smil,
blid som et slag,
vis som et dyr,
dum som geniet,

Løsende knuderne op
på en ældgammel væv
med ét eneste gentaget ord
på din læbe: Kærlighed, kærlighed.

Kærlighed større end pungen,
større end boligen,
større end kyskheden,
større end kroppen,
større end kærlighed, kærlighed.

Her skulle den findes:
Bag kjolen som kraften,
der skænkede blomsterne kronblade,
påfuglen fjer,
kloderne kredsløb,
Det var selvfølgeligt.

Ligesom den lov,
der lod børnene græde,
da skibet drog bort
og gik ned på en ager ved Auckland
af kærlighed, kærlighed,

indsmurt i væv
fra en engel
med hjerteinfarkt

og gulligt,
flosset papir.

tirsdag den 10. november 2009

Wham bam

Digtet er ikke et bind, der forhindrer forblødning,
en ble for en engel med inkontinens.
Det er ikke en dør, der giver efter for næven,
et øre ved baren, en favn i det høje.
Det hader din svedlugt og dyre parfume,
det afskyr din barndom, din samtid, din skilsmisse,
væmmes ved jubel og klagen og hælder dig ud
af dets seng efter samlejet, køligt, bestemt.
Det er ikke personligt, men der er et liv, der skal leves,
og helst på papir. Du kan ridse dit ansigt i armen, du kan!

mandag den 9. november 2009

Snehvide i spotlight

Der står du, Snehvide, i glaskisten
oppe på scenen, indsvøbt i silke og pumps,
så du ikke bliver sløj. For det bliver din slags meget nemt,
når de ikke har prinser at varme sig ved.
Svulmende, blodfyldte prinser med værktøj i hånden
og vælling i kraniet, aber i klæder fra Hennes & Mauritz,
der blindt tonser gennem din busk af reklamebladssprog,
ramler ind af caféruden, vælter din latte
og kysser din læbe med stymperen først.
Tror du selv, jeg vil græde i mørket med dig,
når du taler om nævernes stumpe, men tydelige svar
på de tænder, de følte i halsen?

(Ved ikke engang, om jeg selv synes, at dette digt er sympatisk, men fik lige en tand for meget af fucked up kønsroller og tarvelig chick-lit...)

Hyldest til dannelsen

Fandt forleden ud af, at jeg bor i Bamses hus. Dvs. at fyldet også har adresse her. Syret. Mange af de folk, man så op til som barn, bliver pludselig helt håndgribelige herovre. Don Martin - guitaristen fra Parkering Forbudt, som havde en helt afgørende indflydelse på mig, da jeg var 11 - 12 år - er blevet en, man bare hilser på, og nu står Bamse tihvertifald nede i skuret og roder med sin cykel, lige så irriteret over dagens pisregn som jeg selv.

I mellemtiden læser jeg Ernst Frandsens store og indsigtsfulde tobinds-biografi om Sophus Claussen, der slår alt andet, jeg har læst om manden. Og endnu en gang slår det mig, hvor dygtige digterne af hans generation - brandesianerne, symbolisterne - var i forhold til de klamphuggere, der med succes kalder sig digtere nu. Inklusive mig selv, i øvrigt. For også jeg er kun så småt ved at nærme mig et dannelsesniveau, der for dem var naturligt. De kendte - som second nature - deres Catullus, Ovid og Aristofanes. Deres Villon, Dante, Boccacio, Rabelais, Voltaire, Goethe, Byron, Shelley, Heine, Taine, Hugo, hvad har vi. De fleste nuværende skribenter, jeg har mødt, har - hvis de da overhovedet læser, hvilket åbenbart ikke længere bliver set som en kvalifikation til faget - ikke en horisont, der rækker meget længere tilbage end Burroughs og Kerouac. Eller for den sags skyld Nynnes Dagbog (jo, man møder en masse chick-lit på oplæsningsstederne herovre for tiden, og den bliver ikke dybere af pludselig at blive kaldt "poesi")... Selv har jeg heldigvis lavet en del nedslag på den store tidslinje efterhånden - og er heldigvis heller ikke udstyret med zapperens femsekunders-hukommelse - men også jeg har i 2009, 35 år gammel, meget at lære endnu!

Al respekt for begynderheldet - også jeg skrev i sin tid en pæn portion gode digte, før jeg overhovedet tænkte over, hvad jeg egentlig lavede. Men jeg vil hævde, at hvis man skal række ud over øjeblikkets tendenser - virkelig lave et stykke kunst med varighed og gods i - skal man i bredt omfang kende den litteraturhistorie, man skriver sig ind i. Man får værktøjer som ind i helvede undervejs. Man bliver i stand til at se de helt store sammenhænge og ikke blot hænge fast i nuets primitive aktion-reaktion-mønstre. Og så er det en sundere form for bevidsthedsudvidelse end at fylde næsen med glasstøv ude på dametoilettet... Det kan endda være, at man lærer at - uha - STAVE, hvilket bestemt heller ikke er noget, der optager den moderne forfatter synderligt!

At genindføre dannelsen i dansk litteratur er i hvert fald pt. mit projekt. Men det burde også være min og kommende generationers. For hold kæft, hvor er vi faldet af på den. Og hvor klinger vores ord tynde og ligegyldige...

søndag den 8. november 2009

Hm

Endnu en glimrende aften i går på Bureauet, hvor man for tiden er med i "København Læser". Pia i fin form med lige dele Sturm & Drang og rendyrket galde. Skrivegruppen på stedet i fin, hyleskæg improvisatorisk form. Hæderlige optrædender fra OCS og DonRene, der dog efterhånden trænger til at opdatere deres sætlister med nye ting. Slæbende goth fra Crux Luciferi - ikke ubetinget godt endnu, men at opleve Michael Dyst i fuld udfoldelse med teaterblod, maske og en større samling knive var så absolut et syn værd. Hittet over dem alle var dog skuespillerinden Marie Hauge Jensen, der spillede på alle tilgængelige følelsesregistre i en farverig, intens og meget personlig nyfortolkning af Medea. Åbenbart kun et fragment af dem samlede forestilling. Hvis den ikke bliver stor, når den får premiere, er der simpelthen ikke retfærdighed til!

Er dog noget skeptisk over for Bureauets satsning i den kommende uge. Det er stort set de samme 7-8 "internt kanoniserede" navne, der skiftes til at gå på scenen hele ugen igennem (nogle endda ofte med det samme allerede småfortærskede materiale), og et par af de få, der ellers hives ind, er røv og nøgler og tomme tønder, for at sige det rent ud. Regner ikke med at komme der meget i den tid, selvom jeg dog nok vil gøre en undtagelse torsdag. Det korte af det lange er bare, at programmet ikke giver indtryk af et sted, der har rummelighed og overskud. Men modsat dengang, hvor jeg begyndte med at komme der, er det desværre nok heller ikke ret langt fra sandheden...

I dag var jeg på Nationalmuseet sammen med Louise for at gense oldtidssamlingen. Bliver nok aldrig mindre end benovet over solvognen, Dejbjerg-vognen og Gundestrup-kedlen, selvom det ikke er første gang, jeg har set de ting. Sidste gang bliver det altså næppe heller.

fredag den 6. november 2009

Reception

Glimrende reception i Underskoven i går. Der var champagne til at fejre bogudgivelsen med, og jeg lavede to blokke: En, hvor jeg læste materialet fra bogen op, og en, hvor jeg lige fik luftet "Svostrup Kro". Gjorde det efter sigende godt. Syntes selv, jeg haltede en kende. Men må erkende, at jeg efterhånden er ved at have et rimeligt tag på oplæsningsdisciplinen. Er langt fra så stiv i formen, som jeg var det for et år siden, da jeg trådte op på Bureauets scene for første gang i tre år - kunne med tiden godt udvikle mig til en lille entertainer. Der er dog langt igen til dengang på Studenterhuset i Aalborg, hvor jeg skulle råbe et publikum op, som var langt mere interesseret i øl og fisse end poesi, og hvor jeg ikke blot endte med at råbe et par af teksterne ud fra scenekanten punk-style, men også skålede med tilhørerne efter hvert digt. Men så igen: Promillen VAR også ret høj den aften, og mindre skulle helst kunne gøre det... Og det var i øvrigt kun i Aalborg, man kunne slippe afsted med sådan et stunt. Den var sgu aldrig gået her. Her er folk på godt og ondt for litterære.

torsdag den 5. november 2009

Svostrup Kro

Stuen har hvide paneler,
gardiner, der dufter af liljekonvaller,
lakerede gulvbrædder, sorte og rene.
Her mødes familien fra Fårvang
og Voel og Tvilum i kjole og hvidt
for at fejre den nydøbte,
mejslende navnet og pligterne
ind i hans hud med hver afmålt bevægelse.
Inde ved siden af spises der fritter
og fiskefilet, der er veste af læder
og baller i denim og kolort på skoene.
Her er man fri til at være
en dusk på en knallert,
en svaber i traktor,
en gabende mund,
som kan sluge enhver
og sig selv, her er tomme
tallerkener og pillede fiskeben
alt, der resterer af loven.
Og inde ved siden af
under den mølædte buk,
bag de gule gardiner,
samles de gamle og våde
ved alteret, skåler i vin
for en ven, der gik ud
for at trække lidt luft,
men fik set det, han ville
på vej over broen til bakkerne.
Nede i bunden af haven
er åen så grønlig af gylle
og alger som altid.
Her stanger man ål.

Noget om "venskab"

Dolken sidste torsdag stak dybere, end jeg umiddelbart havde regnet med. Den pågældende person havde åbenbart - samtidig med, at hun førte gode miner til slet spil - slæbt rundt på en afsky for mig i længere tid, som jeg ikke engang nu har fået ordentligt begrundet. Bevares, jeg erkender gerne, at jeg er et uperfekt menneske. Ligesom i øvrigt hende, der førte våbnet. Men så igen regner jeg sgu heller ikke med, at nogen af dem, jeg omgiver mig med, er hverken helt eller halvt perfekte... Det ville simpelthen gøre dem uinteressante. Tale sit tydelige sprog om mangel på kompleksitet og dermed både følelser og tankevirksomhed. Og mig bekendt har jeg ikke gjort noget som helst for direkte at pisse vedkommende af i umindelige tider.

Det mest ubehagelige er dog, at hun for fanden ikke tog det problem, der åbenbart var, op til diskussion. På den måde har hun i lang, lang tid holdt mig for nar ved at foregive, at hun var en ven, mens hun samtidig - lader det til - forpestede mine omgivelser med vrangforestillinger af mig, der enten byggede på 10 år gamle oplevelser eller 5 år gamle betroelser. Givetvis til det punkt, hvor hendes mundlort også har spoleret et andet af mine gamle, nære og værdsatte venskaber.

Og selvfølgelig trak hun først for alvor dolken på et tidspunkt, hvor hun kunne sige sig selv, at jeg var sårbar...

Men så igen: Hvad kan Steffen anno 2009 bruge en smalsporet, opfarende liguster-småborger nødtørftigt forklædt som forvokset autonom til? Things change, people change and I've paid my dues a long time ago.

Den mest påtrængende konsekvens af det hele er imidlertid desværre, at jeg virkelig er begyndt at analysere mine resterende ven- og bekendtskaber for at se, hvem der kunne tænkes at gemme knive i ærmerne. For dem, der har, og som ikke har nosserne til at flashe dem åbent, så man ved, hvad man har med at gøre, skal ud af mit liv. NU! Jeg har et liv, jeg skal leve. I real time, tak! Omgivet af mennesker, der vil mig det bedste, og omvendt.

onsdag den 4. november 2009

Plantago major


Vores veje
var veksler engang.
Måske dyrs,
måske floders
og vindes, endda,
før vi tog dem
og gav dem et panser
af skærver og asfalt
og kaldte dem praktiske.

Vejbred
er ikke
endnu.

Coming up...

...efter nogle stille dage:

1) Møde med Pia i dag vedr. et litteraturtidsskrift, som vi har snakket i over et år om at lave. Med hendes nuvundne status som forlagsredaktør synes det omsider at kunne blive til noget. Også med den grad af uafhængighed i forhold til den redaktionelle linje, jeg hele tiden har ønsket.

2) Reception for Underskov 3-antologien i morgen. Der bliver vist åbnet for champagne og hele lortet. Og

3) ...i forlængelse af det: En præsentationsoplæsning på Bogforum d. 14. som del af en større blok, der har til formål at sælge antologien. Bliver sjovt. Også fordi Bogforum er sådan et monster af en begivenhed, der måske endda primært repræsenterer alt det, jeg hader mest ved litteraturmiljøet. Vil nyde at gå rundt mellem de store forlags boder og grine giftigt af alle non-forfatterne...

4) Endelig er jeg ved at have skrevet første kapitel af den første bog i det, jeg har en idé om skal blive et femleddet romanværk, som følger min slægts historie fra slutningen af 1400-tallet og frem til nu. Indtil videre står "jeg" (i skikkelse af min 11 X tipoldefar Jan Jansen Bacher) i en bagerforretning i Amsterdam anno 1515 og taler med slægtningen Mor Sigbrit, der lige har manøvreret sig ind i det danske hof og gerne vil hente "mig" til Amager som rygstøtte. Et scenarium, der selvfølgelig er helt urimeligt udokumenteret - lad os bare kalde det "teoretisk muligt" - men lægger op til et stærkt plot med magtkamp og religiøst-moralske kvababbelser en masse. Havde aldrig troet, jeg for alvor ville forsøge mig i romanform - som inkarneret digter har jeg haft det med at tænke mine plots til døde, inden de i det hele taget nåede papiret. Men allerede nu kan jeg mærke, at der stadigvæk er åbne felter nok i den her idé til, at det burde være muligt for mig at skrive dét bind uden at gå kold undervejs. Blæste simpelthen tre sider ud på en time i går og kunne næsten ikke stoppe igen.

tirsdag den 3. november 2009

Lige i munden

Denne angst om natten for
at vågne ved, at bjælker slipper murværk,
mure slipper fundamentet, fundamentet slipper jorden,
jorden slipper solen, sejler ud i kosmos
med en krop, hvor hud har sluppet kød
og celler sluppet celler. Sidevinde i sfærerne
og småsten på en mælkevej
- én eneste forstyrrelse,
og tanken glemmer tanken.

mandag den 2. november 2009

Klynk

Jeg så min generations bedste hjerner
ødelagte af ego og flitterstads, snigende sig
ind i opgange på Nørrebrogade, søgende snitter
og urt, skælvende under de lukkede linser
og mangelen på langtidshukommelse, helt sprøde
udenpå, sumpede indvendigt, synkende, synkende
ned mod det nærmeste, skarpeste glasskår,
snittende arme og drømme til blods
i en sult efter vande at gå på.
Så deres by tabe flager i solen og vinden,
kun halvt klæbet sammen af neonreklamer
og tomme aviser og mandshøje fotos af ingen på valg.
Og så deres klode forladt, forulempet, hvirvlende
sårskorper af sig i sorg over børnenes dumme,
forfrosne forsøg på at indfange kogende stjerner i kredsløb,
håbende på, at en hed damp fra skødet kunne
jage dem ind under skallen igen.
Og jeg så mig selv dansende
over en slagmark med kranier i bæltet
- strøende ord, hvor der før kun var bogstaver,
plantende lyd, hvor der før kun var pust -
med et pivåbent, flammende gab, kun den ydmyge
kunne passere på vej ud mod væde og muld,
mod en landskab, hvor gråden og væksten var ét,
hvor der ikke var hovmod og ensomhed
nok til fortabelse længere.

(Som nogen sikkert har gættet en art meget fri gendigtning af Ginsbergs "Howl")

fredag den 30. oktober 2009

Dolk og guitar

Suveræn aften på Bureauet i går! Når det var hyggetrolden Pia, der stod for begivenheden, kunne man sige sig selv, at der ville blive kræset for rammerne, og det blev der da også med levende lys, mørklægning og listig DJ. Men derudover var programmet fundamentalt godt sat sammen i tre blokke: En med debutanter, en med mere garvede kræfter og en, hvor musikken sneg sig ind i form af H.C. Sams i samarbejde med to poeter.

Af debutanterne lagde jeg specielt mærke til Anora, som skrev en fin, sanselig poesi, selvom hun endnu manglede rutine som oplæser. Mit eget sæt gik over al forventning - fik virkelig læst mig varm, indtil jeg spyttede syre med skarpt i den afsluttende "Universets fæ". Louise var mere nervøs end sædvanligt, men fik sikkert etableret en intens stemning. Men intet kunne i sagens natur - eftersom der var lydside på - konkurrere med Pias og Rasmus Bjørkvigs samarbejder med Sams, der henholdsvis dyrkede det vemodigt dubbede og det opklippet konkretistiske. Fornemme opvisninger dér! Et glimrende musikalsk indslag fik man også i form af Louise Bech Pedersens minimalistiske folksange, der affødte en spontan singalong fra den ene ende af lokalet. Bare en skam, at en fin, tyst oplæser som Louise Wilk-Zerahn druknede i den flade summen fra en defekt højttaler. Det var simpelthen en klasseaften!!!

At jeg så blev dolket i ryggen af en mangeårig veninde og ex-kæreste lige bagefter, er så en anden ting. Men jeg er blevet så hærdet her op gennem 2009, at jeg sgu nok overlever det også.

Kan i øvrigt kraftigt anbefale sadcore/folkbandet Farmen, som jeg så et kort sæt med inden i Kunsthuset på Frederiksberg. Stærke sange, der står som mejslet ud i granit, men samtidig er spindelvævsfine i teksturen. Med gedigent poetiske tekster. Kvalivare!

torsdag den 29. oktober 2009

Marolle

”Flyv op til Vorherre
og bed om dejligt vejr”,
siger jeg til den forkomne
mariehøne i hånden.
Véd, at den snarligt
vil fryse ihjel på et nedfaldet blad,
at storme og snesjap vil hærge,
at himlen er akkurat lige så tom
som den gas, den er lavet af,
og at jeg nok er for gammel
til sådan at hæve min hånd
og lade den flyve
og tro, at den skylder mig noget.
Men dét, at den hænger
i luften og aldrig vil komme tilbage
giver lungerne årsag til ilt
et sæt vinger endnu.


Hør dette digt - og mange flere - i aften på Det Poetiske Bureau...

onsdag den 28. oktober 2009

Nonsite

På havnen stilles kraner i bero. Gaffeltrucks parkeres.
Haller lukkes ned. Neonlamper slukkes. Døre låses.
Døde småfisk duver op og ned langs bolværk og beton,
mens styrmænd og matroser tømmer kranier og lommer
på de lave knejper. Kun en råkold vind og skarpe,
fjerne sole sladrer om en verden,
hvor der endnu findes vekselstrøm og længsler.

tirsdag den 27. oktober 2009

Büld

Hører blandede optagelser med Büld - det hedengangne aalborgensiske postpunk-band, som nærmest er husorkestret i romanversionen af Nordkraft. De blev opløst, før jeg i sin tid kom til den by, så selvom bogen var en nøgleroman, hvis persongalleri jeg delvist kendte i virkeligheden, var jeg faktisk længe i tvivl om hvorvidt, der rent faktisk havde eksisteret et band af det navn. Men det havde der så altså, og nu har jeg omsider fået sat lyd på det. Hm. Joy Division med en hel masse Before ind over. Men med gode sange, stærk energi og en - for den tid - beundringsværdigt uskabet forsanger. Af nordjysk postpunk fra den tid vil jeg nok (selvom jeg stadig mangler at høre noget Sparkplugs og VI) altid foretrække Slæng's, der var den tand mere originale og melodiske, but this really ain't bad. De burde lægge noget på MySpace.

mandag den 26. oktober 2009

Efter slaget

Stille trin ud på nyt, gammelt terræn. Er flyttet til Hellerup, hvor jeg bor midlertidigt på en køreskole med masser af ekstra plads - et sted, jeg fandt efter et tip fra Louise K., der også bor her. Et stenkast fra et af settene fra 2900 Happiness. Hold kæft, der er også mange pelse herude! Hver gang, jeg passerer én, må jeg tage mig selv i at række ud efter en spand med rød maling... Men bortset fra det, giver kvarteret mig meget lidt at klage over. Der er strand, skov, god infrastruktur og et fint bibliotek. Og udsigt til Barsebäck, i øvrigt.

Som en stadig lettere nervesvækket general overvejer jeg strategier for det næste stykke tid. Har en oplæsning på torsdag - sikkert den sidste på Bureauet i en rum tid, eftersom stemningen ikke længere er god dernede - hvor jeg indgår i et program med såkaldt "indadvendte lyrikere". Har været en masse af mit gamle stuff igennem, og det vil jeg nok plukke en del ud fra. Men vil også gerne bare have lavet et eller andet nyt til arrangementet.

Så er der samarbejdet med The Cille, som har lagt meget stille på det seneste, eftersom geografien har gjort det noget nær umuligt at koncentrere indsatsen. Det vil jeg gerne have ordentligt på skinner igen snart.

Og et samarbejde med Louise K. om en tegneserie, hvor jeg indtil videre står for teksten, mens hun laver tegningerne. Vær forberedt på komplet uduelige superhelte som Depression Man og Wordman... Med mere...

Og så er der jobsøgning, venner osv. Nok at rive i. Det har jeg også brug for, kan jeg mærke.

lørdag den 24. oktober 2009

Statement

...Of all of the fuck ups that I do,
I've saved up the best ones for you.
Heaven and moonshine, you gotta be kidding.
You wanted to give it a try and I didn't (...)

My little dreamone, you O. K.?
I'm thinking about you every day.
Along with your smile, I took my belongings,
along with the sunshine, I went away...

dEUS: "Dream Sequence"

PS: Jo, det er slut mellem Helene og mig. Nogle har gættet det, ser det ud til, men her er det så sort på hvidt. Vil hverken retfærdiggøre mig selv eller fortælle om mine grunde - jeg ønsker kun hende og Malthe det bedste. Og det er ikke det bedste at fortælle noget videre om situationen på en blog.

torsdag den 22. oktober 2009

Nothing is real...

I dag gjorde jeg det ledeste, jeg nogen sinde har gjort. For at passe på mig selv.

Min evne til at passe på andre er til gengæld ikke tip-top.

Ville ønske, jeg var psykopat. Så ville en hel del være meget nemmere.

tirsdag den 20. oktober 2009

Bogen

Med posten kom der i dag en pakke fra Jannik - min gamle gymnasiekammerat, som fulgte mig op gennem universitet, hvorefter jeg fik æren af at være forlover ved hans bryllup. Overfladisk fortalt. Under overfladen har vi givetvis altid lidt irriteret hinanden, men omvendt også delt de vildeste hemmeligheder. Vi er vel kattemennesker af natur. I hvert fald har vi talt til den side af hinanden altid: Det ene øjeblik hengivne, det næste smågiftige. Og det har været ok. For sådan er vi jo bare. Intense, men ikke ukritiske. Wired væsener, som tit og ofte er strejfet bort fra hinanden, men altid er vendt tilbage. Katte.

Over de senere år har vi ikke været så tætte på hinanden, som vi var engang. Han flyttede til Sønderborg for nogle år siden, og min historie står jo her. Af økonomiske grunde har vi bare ikke overrendt hinanden. Alligevel har vi ind imellem opsøgt hinanden, når vi havde brug for netop det med- og modspil, kun vi kunne levere.

Og i dag - mens jeg var lige midt i en dommedagsagtig nedtur - faldt det ham denondelynemig ind at gøre noget af det bedste, nogen nogensinde havde gjort for mig. Han sendte mig - eftersom vi begge to er slægtsforskere - Anna William Rasmussens Hollænderbyen og Store Magleby Kirke! Signeret af forfatteren! For folk, der ikke kender det store til hollænderne på Amager, er den muligvis røv og nøgler, men for kendere er den hovedværket. Men det bedste: Han var bare kommet på det uden videre. Gaven var spontan.

Er ligeglad med, om jeg har bogen i forvejen - mit gamle eksemplar ryger til en interesseret slægtning - og med at miste min cool. Jeg var lige ved at tude, da jeg havde åbnet pakken, og gør det nu. I lårfede stråler.

Tak er et fucking fattigt ord!

mandag den 19. oktober 2009

Brainstorm, sen mandag.

Skriver for få digte for tiden. Til gengæld kan jeg mærke en masse tage form.

Skriver i det hele taget for lidt. Tror, det skyldes en overdosis virkelighed.

Skrift et et sundhedstegn. Det er sjælen, der ånder.

Men lige nu er det eneste, der kan ånde, mit kød.

Den slags laves til fars. Det får luften ikke værdi af.

Værdi er noget, man tildeler. Vingerne til det nødvendige overblik vælger man selv.

søndag den 18. oktober 2009

Kudos

Vil man lege manipulerende over for mig, må man hellere i enhver forstand være god. At jeg vælger at tro på det bedste i folk, og at jeg ikke selv tænker i dét mønster, er ikke ensbetydende med, at jeg er hjernedød.

Jeg ser. Jeg gennemskuer. Jeg vurderer. Og til syvende og sidst er jeg nok en sjældent rendyrket "no bullshit"-type.

Indtil videre er kun én person, for hvem manipulationen er et væsentligt greb her i tilværelsen, blevet fundet værdig til at indgå permanent i min omgangskreds.

For at nå dertil, skal man have en pokkers god moralsk habitus! For nej, intet menneskeligt træk er skidt i sig selv. Alt er redskaber og kan bruges til alt.

Men at have evner for at manipulere kan lokke enhver meget hurtigt i den forkerte retning. Og gør det i hovedreglen. Faktisk vil jeg udtrykke det sådan, at det menneske, som kan rumme den egenskab uden at blive en regulær psykologisk dødsstjerne, fortjener enhver respekt.

Den er hermed tildelt.

lørdag den 17. oktober 2009

Har intet...

...til fælles med mig selv.

torsdag den 15. oktober 2009

Raid i arkiverne

Nå, men krukkeærterne smagte godt. Men nu begik jeg så også den "forbrydelse" at spise saltet, tørstegt flæsk til. I gamle dage svor man til den stribede af slagsen.

Har været ved at skrive alle de digte og al den skønlitterære prosa, jeg har kunnet finde i flyttelæsset, ind som en gave til en god kollega. Udmattende, for selvom ikke alt er med, er der edderpetervælteme meget. Men et weird trip: Fra de tidlige, helt afsindigt amatøragtige ting (1989 - 1991) over et ekstremt Strunge-påvirket periode (1992 - 1995) og en mere symbolistisk/konkretistisk (1996 - 2001) til de ting, jeg skriver nu, som trækker på det hele og mere til. Det var lidt som at se sit liv på rewind også. Tag nu f.eks. denne beskrivelse af tilstanden "Steffen, 15 år"...

Slagtehus 15

Ser
de dødes procession
passere.
Samler
kød
op fra gulvene;
lemmer,
indvolde,
tilintetgjorte individer.
Ser de dødes
slangeblikke.
Forsøger løsrivelse.
For sent.
Er hypnotiseret!
Deres arme
flår
i mig.
De synger paralyserende
klagesange.
Råber hule ord
i mine ører.
Jeg nedbrydes.
Som en zombie
vandrer jeg
ud i glemslen.

Funny stuff. Men jeg tror IKKE, jeg læser det op næste gang...

onsdag den 14. oktober 2009

Poesi og krukkeærter

Igen en flittig dag. Blev opfordret til at finde nogle jyske digtere, som evt. kunne optræde på Bureauet, og selvom jeg ikke ligefrem vælter rundt i den slags kontakter vest for Lillebælt - i modsætning til gennem det seneste års tid gik jeg meget rundt i min egen isolerede boble derovre - lykkedes det mig dog at samle en liste på fire navne af et tilstrækkeligt højt niveau med tilhørende udvalgte tekster, jeg kunne foreslå. De fleste af dem bekendte af mig, så hører du en dag noget...

Det næste projekt blev jeg indirekte inspireret til i går, da jeg modtog en tyk kuvert med billeder af ældre slægtninge fra Dragør Lokalarkiv. Nemlig et stykke om egnsretter og -drikke fra St. Magleby, som nu er blevet publiceret eksklusivt på min slægtshjemmeside. Har besluttet at udsætte mig for krukkeærter - puré af gule ærter med tilhørende flæsk - i aften. Og så kan jeg i øvrigt personligt anbefale denne traditionelle hollænderpunch, der stadigvæk den dag i dag bliver serveret, når mændene i St. Magleby rider rundt til gårdene ved fastelavnstid:

Rompunch:

1 del hugget sukker

2 dele rom - gerne stærk, allerhelst 80 %.

3 dele vand

Varmes op uden at koge.

Skål!

tirsdag den 13. oktober 2009

Pyyh...

Produktiv dag. Har haft en finger med i fem digte, skrevet og afsendt anmeldelsen af Solhorn samt skrevet et essay/debatoplæg/opråb om moderne dansk poesis tilstand til Cph-art, som jeg venter mig en del af.

Som en følge deraf føler jeg mig totalt mentalt drænet, så ikke mere herfra i dag.

mandag den 12. oktober 2009

Just for the record...

...er jeg imponeret over hvor mange musikere, gamle som nye, der stadig er interesserede i mine aktiviteter over et år efter, at jeg mere eller mindre sagde farvel til Geiger. Dengang, jeg var med, var jeg hele tiden overbevist om, at min indsats til syvende og sidst betød nul og en skid. At Gaffa og Soundvenue var det eneste, der betød noget for andre end mig, og at jeg lige så godt kunne have hældt alt mit hjerteblod i lokummet. Nu kan jeg se, at det ikke er tilfældet.

Men jeg må samtidig konstatere, at min lyst til igen at blive involveret big time i musikjournalistik kan ligge på et meget lille sted. Af mange grunde.

Har dog et par småting coming up. Anmeldelser af Solhorn og Den Nørrejyske Øs Stororkester for Opløst Mønstermusik for Geiger, hvoraf den sidste ventes udbygget til en mindre artikel for Cph-art.

Ikke starten på et comeback. Bombarder mig venligst ikke med promoer. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud.

Men jeg elsker musik. Det gør jeg da. Og som Balstyrko sang: "Intet stopper helt..."

søndag den 11. oktober 2009

Monstre


Ny liste på Fjæs: My Favourite Monsters. Burde måske gengive den her, men de ivrigste læsere af denne blog står alligevel på min venneliste derinde, så jeg nøjes med et billede af gode, gamle Lilith. Og så kan jeg afsløre, at en særdeles trendy dansk forfatterinde også sneg sig ind. Nothing personal, i øvrigt.

lørdag den 10. oktober 2009

Kvinder


Listerne fortsætter. I dag på Facebook, hvor jeg, inspireret af én af Turélls gamle Medie Montager, har samlet 10 billeder af "My Favourite Women" - fra Venus fra Willendorf til Billie Holiday, fra Frida Kahlo til PJ Harvey. Og så kommer man selvfølgelig ikke uden om Bettie Page (billedet)...

fredag den 9. oktober 2009

Covers

Har netop fundet et gammelt blad, Mojo Classics: The Greatest Album Covers, i mit flyttelæs. Spændende læsning, der inspirerede mig til at lave mit eget all time top 10-breakdown...

10: Black Flag: Everything Went Black(1983).

Lavet af "punkens huskunstner" Raymond Pettibon. Effektivt, skrabet design med stærk signalværdi. En anden yndling af ham er road movie-omslaget til Sonic Youth s Goo-album.

9: XTC: Go 2 (1978)

Punk-æstetik på et tidligere stade, men brillant nonetheless. En stor kommentar omkring hvor overflødigt og vildledende, et pladecover er.

8: Aphex Twin: Come to Daddy (1996)

Chris Cunninghams skræmmende/groteske iscenesættelse af Aphex Twin som en flok tydeligvis ondsindede børn...

7: The Residents: Meet the Residents(1973)

Suverænt piss-take på The Beatles ' emblematiske Meet the Beatles-omslag. Matcher gruppens forskruede univers perfekt.

6: The Mothers of Invention: Weasels Ripped My Flesh (1970)

Fremragende pop art af Neon Park. Grotesk ide, der klart og humoristisk formidler gruppens anti-establishment-holdning.

5: King Crimson: In the Court of the Crimson King (1969)

Barry Godber skabte dybest set bare en moderne, mere naturalistisk udgave af Munchs Skriget til King Crimsons debut, men for mig er det simpelthen sådan, angst ser ud!

4: Einstürzende Neubauten: Tabula Rasa (1993)

Har altid været fascineret af vanitas-motivets elegante "husk, du skal dø"-udsagn, men har faktisk sjældent set det tacklet flottere end her. Anløben frugt, store insekter - og så en ledning, der stikker ud fra en melon for at forevige henfaldet på bånd. Genialt!

3: Pink Floyd: Atom Heart Mother (1970)

Storm Thorgerson/Hipgnosis har lavet mangt et fascinerende cover for Pink Floyd - fra Ummagumma helt frem til The Division Bell - men favoritten her er og bliver nu denne ko, der bare står og glor venligt/dumt ind i kameraet. Historien bag går på, at Thorgerson en dag - udgået for idéer - simpelthen tog sit kamera med på en cykeltur, hvorefter han så løb på Lulubelle III (det hed koen!) på en græsmark et sted. Ét foto, så var dét cover i kassen. Som følge deraf blev den fredet på livstid af landmanden. Bob Dylan havde den med på Rolling Thunder-touren i 1976, hvorefter Echo & The Bunnymen brugte den i en af deres videoer. I 1988 spillede den endda, så vidt jeg husker, sammen med Eddie Murphy i Beverly Hills Cop II! Går ud fra, at Lulubelle siden er gået til de evige græsmarker efter et langt og - vel specielt for en ko - mærkeligt liv.

2: KMFDM: Money (1992)

Er i grunden ikke den store fan af disse tyske industrialister, men det er jeg til gengæld af deres faste coverdesigner gennem mange år, der arbejder under det på alle måder passende navn Brute! Død, porno, vold, våben, dekadence, (ironisk!) totalitarisme et. al. mejslet ud i enkle, kraftfulde, næsten træsnit-agtige streger! Der er kun én designer, jeg overordnet set er mere begejstret for, og det er...

1: New Order: Technique (1989)

...PETER SAVILLE!!! Factory Records' minimalistiske husdesigner, der dog også har lavet mindeværdige covers for bands som Suede, Pulp, OMD og Ultravox! Egentlig ville jeg have puttet det enkle og indtrængende omslag til Joy Divisions Atmosphere-maxi (1980) på her - da jeg så det, ændrede det med ét slag mit æstetiske verdensbillede for livstid! - men jeg har ikke kunnet hitte en ordentlig gengivelse af det på nettet. Så det bliver den næsten lige så skønne blanding af psychedelia og klassicisme fra Technique-coveret, der kommer til at repræsentere hans klare, gennemtænkte udtryk her.