onsdag den 3. december 2008

Poeten på bajer og piller


Et stk. meget, meget intensiv dag i går. Mødte godt nok for at tage barvagt i går eftermiddag kl. 16, men Bureauet var under ombygning, og der var ikke nogen, der mente, at det kunne betale sig at åbne for kl. 18. Og efter at have hjulpet til med diverse praktiske småting gjorde vi så det. Og jeg fumlede en hel del rundt, mens jeg fandt ud af, hvor alting var og hvordan, det skulle tilberedes. Men det gik fint nok, trods alt. Skal nok få fod på det.

Var godt blæst bagefter - havde jo også en syvtimers arbejdsdag bag mig før alt dét - men der var ingen pardon: Var programsat til aftenens arrangement på en billet, der også bl.a. inkluderede den grønlandske lyriker Ole Corneliussen, og på en eller anden måde måtte jeg komme op i gear igen. Og det lykkedes. På en blanding af øl, ginseng og tørrede abrikoser - don't try this at home, kids! Men opfattede til gengæld ikke ret meget af det, der kom på før mig - bortset fra netop Corneliussen. En stærk sprogkunstner med masser af kant og lune, der ikke er ræd for at give dansken tørt på! Han anbefalede i øvrigt rute 3A - "Det er en god bus".

Læste uddrag op fra det, der engang bar navnet Favne - en art tværsnit af forløbet fra start til opbrud. Med rystende hænder og ditto stemme, for jeg kørte i den grad på reservebatterierne... Men folk lod til at synes, at det, der for mig bare var irriterende, gav min oplæsning kant - der var i hvert fald en del positive bemærkninger og anerkendende nik rundt omkring. Og på et tidspunkt var der - hvilket forbløffede mig noget - én, der begyndte at græde og gik udenfor! Bifaldet fejlede heller ikke noget, og konferencieren mente, at jeg var svær at følge efter, så det kan vel ikke have været helt skidt, det hele.

Blev hængende i kælderen for at høre Louise Kristensen, der ikke kun debuterede på Bureauet på samme åben scene-aften som jeg, men også stammer fra Aalborg-kanten og er veninde med min ex, Tina, som også var der. Hun kan altså ét eller andet - og det siger jeg ikke kun fordi, at hun tog nogle fede billeder af min oplæsning (se ovenfor)!

Bagefter gik der flip i den, som der ofte gør dernede, så jeg endte foran baren, indtil jeg fik taget mig sammen til at rykke ud mod Søborg. Der var jeg kl. 24. I en times tid forsøgte jeg så at rydde lidt op i alt det, der havde samlet sig på nettet i den tid, jeg var offline. Og så gik jeg i seng. Skulle op igen kl. 3!

Og i dag har jeg bare væltet rundt og prøvet at overleve. Indtil videre er det gået fint nok. Har endda fået betalt licens!?! Men nu skal der vist også knaldes brikker i nogle timer...

Ingen kommentarer: