torsdag den 4. december 2008

Noget om schouter - og en finger til Movia!

En hård dag, der startede med, at den bus, jeg plejer at tage på arbejde, simpelthen ikke kom. Det lyder måske ikke så hardcore, men i Søborg er logistikken helt ad helvede til om natten, så for at møde nogenlunde rettidigt på arbejde (dvs. kun en halv time for sent!), måtte jeg kridte skoene, spunse til Høje Gladsaxe og tage en anden bus. Og så ellers pukle på resten af dagen for at indhente den halve time, Movia skylder mig! Følgelig har jeg det pt. som om, at jeg er blevet skampulet med et pigkrøllejern...

Måske heldigt nok, at Pia ikke kunne komme med i biografen i dag. Jeg skylder hende et besøg i fødselsdagsgave, og vi var blevet enige om, at det skulle have været den nye Woody Allen. Men så har man jo det til gode.

Og ellers har jeg rodet lidt videre med min farmors slægt og fundet ud af, at jeg slægter hele to såkaldte schouter på. Og hvad pokker er en schout så? Tja, begrebet stammer fra Holland, og da rosset fra Store Magleby kom herop, tog de titlen med sig. Den dækker over en art kombineret dommer og borgmester, og det var åbenbart Christian d. II's plan, at hele Danmark skulle have haft schout-styre i en eller anden udformning - alt sammen som en del af hans og Sigbrit Willems' plan omkring at styrke landets borgerskab på bekostning af adelen. Men det gik som bekendt anderledes, og det forblev en Store Magleby-specialitet - der eksisterede titlen til gengæld også frem til 1821, og i lange tider var schouten den vigtigste mand på Amager, eftersom der var hollandske interesser snart sagt overalt på øen. De to, jeg stammer fra - Isbrandt Jansen Brouwer og Dirch Cornelissen - sad dog lige efter hinanden i tidsrummet 1615 - 1666. Så ved man det.

Rart at vide, at der er folk i ens stamtræ, der var seje, når man ikke selv er.

2 kommentarer:

Jens Keis Kristensen sagde ...

Øv! Men forresten lyder gode gamle HT nu det, i mine ører, italiensk klingen navn, Movia.

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Tja, når jyjer rygger te hoedstadn...