lørdag den 6. december 2008

Hr. Hall


Fik relativt hurtigt trukket mig selv ud af rødvinstågerne og ned på Statens Museum for Kunst, hvor Martin Hall præsenterede - og læste op fra - sin nye bog, Vægtløs Mand under Truende Sky, til ledsagelse af et stykke nyskrevet musik, der bedst kan beskrives som kontemplative pianotoner ledsaget af endda meget diskrete stryger-anstrejf. Nu skal jeg ikke lægge skjul på, at Hr. Hall - og nej, sine mange og store kvaliteter til trods er Henrik Hall ikke så meget som i nærheden af at overtage den, fra min side, ærefulde titulering! - har været en af mine største helte siden teenage-årene, hvor jeg sad på mit loftsværelse i Voel, mens jeg brændte sorte lys, legede med selvpineri, havde grusomme visioner og kværnede plader som The Icecold Waters of the Egocentric Calculation, Ritual og Apparently All the Same i døgndrift. Og da de første store kriser - udover de almindeligt eksistentielle, altså - ramte mig i form af mine forældres skilsmisse og min morfars sygdom, var det omvendt Hall, der hjalp mig med at bakke tilbage fra afgrundens rand med afklarede, livsbekræftende sange som "Song for Someone" og (først og fremmest) "Magnum Opus". Det var ham, der, i sin "metafysiske fase", introducerede mig for tarotkortene og de centrale buddhistiske tekster i sine løbende nyhedsbreve fra Mind & Media - også i forhold til livets mere åndelige dimensioner har han på den måde været en vigtig dåseåbner. Og siden er jeg stille og roligt "blevet voksen" sammen med ham - sene værker som Random Hold, Facsimile, Metropolitan Suite og Das Mechanische Klavier har, på samme måder som de skingrende postpunk-plader var det i Voel, været vigtige spejle for mig. Og hvor ynkeligt, det måske kan lyde, var det noget nær mit livs højdepunkt, da jeg i 2003 fik lov til at skrive forordet til hans banebrydende støj/avantgardeværk Inskription - hold kæft, hvor jeg kæmpede med grasserende selvkritik og skriveblokering dér, indtil jeg en aften tæt på deadline så mig nødsaget til at tømme en flaske vin, bare taste løs og trykke "send", inden jeg nåede at kassere teksten igen... Det er ikke hver dag, man får lejlighed til at give noget relevant tilbage til de kulturelle personligheder, der har gjort en afgørende forskel i éns liv, og tro mig: Oplevelsen kan være frygtindgydende! Til gengæld er manden selv (som jeg har mødt personligt ved et par lejligheder) - modsat hvad myten måske siger - virkelig behageligt selskab, hvis blot man respekterer ham og gider at sætte sig ind i det, han laver. Og jeg har aldrig haft grund til andet.

Nuvel, i sommers valgte han at stille op som medlem af dommertrioen i Talent 2008 - en nyhed, jeg modtog med større forvirring end ellers. Hvad skulle han der? Og jeg må tilstå, at jeg - selvom muligheden måske i perioder var der, flytte-forvirringen til trods - ikke følte nogen større trang til at tænde for fjernsynet i den tid.

Det er den oplevelse, Vægtløs Mand under Truende Sky skildrer, og Hall lagde da heller ikke skjul på, at han havde sin tvivl i forhold til at vove sig ud i talentshows-feltet. Men hans typiske lyst til at bryde grænser og dyrke det bizarre vandt, ligesom han åbenbart havde lyst til at studere det billede, tabloid-pressen i en sådan situation ville opbygge af ham, og som oplæsningen afslørede, gav det anledning til såvel gode anekdoter som en fundamental erkendelse af, at han altid ville tilhøre "det smalle felt". Der blev fortalt om dagspressens forudsigelige tackling af hans person - den meget intense diskussion omkring hvorvidt, han var bøsse eller ej (who cares - og mig bekendt er han pt. glad familiefar!?!). Om det bizarre møde med diverse lokaljournalister ("Hvad forventer du at få ud af Hjørring?") og folk indenfor mainstream-kulturen ("Hej Martin - hvem er du?"). Om de, for ham, forudsigelige nervesammenbrud, al den opmærksomhed og trykken hænder førte til. Og om at sidde midt i populærkulturens svar på Colloseum med en fuld bevidsthed om det grusomme og groteske i et sådant ultraglittet "survival of the fittest"-koncept.

Bagefter købte jeg bogen. Let, men relevant læsning - i hvert fald sammenlignet med Fremmedgørelsens Identitet (men så igen: Det er alt!). Den skal nok tjene sit formål på natbordet og i diverse busser/togsæt den næste uges tid. Man kunne også få den signeret af Martin selv, hvilket jeg dog valgte fra - der er noget lidt plat over autografer, synes jeg, selvom jeg med skam må indrømme, at jeg er ved at revne af ydmyg stolthed over, at Lydia Lunch signerede mit eksemplar af Widowspeak, og at jeg på et tidspunkt gav 800 kroner for en førsteudgave af Antonius i Paris, som Sophus Claussen havde nedskriblet sit navn i... Men de kan jo være lukrative. En eller anden, jeg ikke kendte, havde anskaffet sig et eksemplar af Ballet Mecaniques (ikke ret gode, men lad nu det være...) debutsingle Avenues of Oblivion fra 1980, og sidst, jeg så den på en pladebørs, kostede den 1100 kroner. Den fik han signeret. Nu er den givetvis 500 kroner mere værd...

Og det mest bizarre af alt: Jeg ved godt, at fænomener som The Cure og Marilyn Manson har en lang tradition for fans, der er så fan-atiske, at de klæder sig ud som deres idoler. Indtil videre er det ikke overgået nogen i Danmark (selvom jeg engang, med en i øvrigt fuld bevidsthed om, at punk handlede - og bør handle - om individualitet, nænsomt indopererede lidt Hall-træk i min fremtræden). Men i dag så jeg Martin Hall anno 1983 - 25 år senere. 16-17 år gammel. Weird... Men fedt at vide, at Hr. Hall ikke er forbeholdt gamle røvhuller som mig selv... Bare den pågældende nu også ender med at fatte Halls produktion engang...

Bagefter fortsatte jeg ud i byen sammen med Tina, hendes kæreste Mikael og Louise Kristensen, som jeg havde overværet seancen med, og fik mig en pita. Der var hygge på lager.

Og nu lader jeg op til i nat, hvor jeg skal i byen sammen med Pia og et par andre, jeg ikke kender. Vi skal på Nadsat, hvor de åbenbart spiller god 80'er-musik - Depeche Mode, Cure, Smiths og (hvem ved - måske?) Hall hele natten...

2 kommentarer:

Snus sagde ...

Årh... jeg elsker denne blog! <3 Ikke mindst fordi, jeg selv er ligeså facineret af hr. Hall. Var i øvrigt også selv til oplæsningen på statens museum for kunst. Synes bare jeg lige ville fortælle det :D

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Tak :-) Skægt at støde på andre tilstedeværende her... Så mange var vi jo heller ikke :-)