mandag den 29. december 2008

Festen for de levende og de døde - del 2


Nå, men grunden til, at jeg kom gennem Voel, var, at mig medsamt mødrene ophav jo var på vej til Borum, hvor min moster og hendes mand Erling holdt juleaften. Vi tog det, der, i vores sprogbrug, hedder "den gamle vej" via Sorring og Toustrup. Det gør vi tit derud. Og af meget den samme grund: At meget af vores historie er bundet op på det vejstrøg. Fra årene i Voel over de dage, hvor der var "sodavandsdiskotek" i Sorring Forsamlingshus, og jeg hang pissestiv ud med kammeraterne der, mens vi vendte plader for vores fælles mobildiskotek og havde de første håbløse ungdomsforelskelser... Fra Sjelle, hvor min mormor voksede op, til Herskind, hvor vi begge to har holdt jul hos min farbror Mogens nogle gange. Og mens vi kunne konstatere, at den rolige julenat havde sænket sig over "hjertelandet", ankom vi så til Borum, hvor mine fætre og kusiner på min mosters side også havde indfundet sig.

Den ældste af dem, Sine - på mange måder det nærmeste, jeg kommer en regulær søster - havde sine to børn med, og de var naturligvis totalt banjo fra start. Den yngste græd næsten hele vejen igennem julemiddagen og den efterfølgende ris á la mande (fik mandelgaven!), fordi han ikke kunne vente med gaverne, og hold kæft for nogle blikke, der blev sendt ind under træet, da vi bagefter dansede og sang. Selv vores sædvanlige kollektive hærg under "Nu er det Jul Igen", hvor vælten, støden og masen plejer at ende i regulære vikingebrøl, kunne ikke distrahere knøsens kløe i fingrene. Til gengæld var han også helt skæv af taknemmelighed, da vi endelig nåede til udpakningen, at det var helt rørende. Barnefryd for begyndere!

I den anden ende af skalaen var der så Erlings mor, der er meget tynd og afkræftet. Hun lå ned under hele seancen, men alle gjorde sit for at skabe en særligt god stemning omkring hende.

Og så var der havestuen, hvor min mor og jeg røg de smøger, vi kunne snige os til i aftenens løb. Varm var den ved grød ikke, men da jeg gik derud alene under gaveudpakningen, var jeg ikke...alene. Der var isnende koldt på det tidspunkt, og jeg vil sværge på, at der sad utydelige skikkelser ved bordene, som var der for at nyde de levendes fest på afstand. Kunne også sætte navne på dem: Min mormor og morfar, Erlings far, Frits, samt hans moster og onkel Erna og Hans. Følte mig ikke uvelkommen, men det var deres egen ting, de havde gang i, så jeg skyndte mig at ryge færdig. Og da jeg kom derud igen en halv time senere - atter alene - var luften både renset og nogle grader varmere...

Fact: I ældre tid var julen lige så meget de dødes fest, som den var de levendes. Det var almindeligt udbredt at tænde stearinlys i stuerne for at invitere de savnede med. Og de kommer endnu, om folk så tror på det eller ej.

Men i mit hoved skal de bestemt også være velkomne. Julen ville ikke være det samme uden dem!

Ingen kommentarer: