mandag den 29. december 2008

Festen for de levende og de døde - del 3


1. juledag var fuldt ud reserveret den tidligere varslede smuttur til Aalborg, hvor Revolution ville genopstå i sin hærgede, hedonistiske pragt på Studenterhuset. Men forinden nåede jeg lige omkring et af mine andre større hang-outs i byen, 1000Fryd, hvor Tina - som jeg for øvrigt mødte på netop Revolution tilbage i starten af 1997, før vi snart blev kærester i et par for os begge både udviklende og tumultariske år - drak "øko-Thy" (pilsner fra Thisted Bryghus) sammen med nogle veninder. Gevaldigt hyggeligt bortset fra, at bartenderne havde et flip med at spille Rasmus Nøhr og den slags den aften...

Nå, men jeg havde jo lovet Warberg, at jeg ville kigge tidligt forbi, så vi lige kunne få en sludder, men det var nærmest en taksigelsestale fra hans side, hvilket jeg rødmede en del over. Jeg mener: Jeg havde jo dybest set bare kedet mig en aften tilbage i december '07, hvorefter jeg havde oprettet en Facebook-gruppe, jeg syntes manglede... At jeg trykkede på de rette knapper i både ham og andre folk i det gamle personale, der gjorde, at de gad stille op igen, kunne jeg jo ikke vide. Ind imellem sker de bedste ting virkelig ved et tilfælde!

Et kvarters tid senere dukkede Tina op igen, og sammen med veninderne fra før smækkede vi os ned i et hjørne, hvor vi gav os til at studere de fremmødte. To ting overraskede os. For det første hvor mange af de tilstedeværende, vi simpelthen ikke kunne genkende. Så de helt anderledes ud dengang? Havde de dreadlocks, piercinger en masse og "Stille!"-T-shirts? Det havde de med garanti, men kunne det så gøre dem uigenkendelige, at de pludselig trak i kjoler eller mondænt herretøj i stedet? Eller hørte størstedelen af dem, der var der, simpelthen til dem, der lige stak hovedet ind en gang imellem? Noget definitivt svar nåede vi ikke frem til. Nå, men for det andet noterede vi os hvor ældede, folk var blevet. Dengang var de fleste af os stadigvæk drenge og piger med glat hud og runde former. Nu var vi kvinder og mænd med begyndende rynker, appelsinhud, fødselsmaver osv. Man vidste det jo godt, men...

Energiniveauet havde også ændret sig. Dengang sprang folk totalt uhæmmet rundt i hinanden, når der kom hårde toner på, eller svajede dekadent rundt, når musikken blev funky. For at rose mig selv gik jeg heller ikke på noget tidspunkt på dansegulvet den aften med mindre, at et bestemt nummer tændte præcist den ild i mig - og Tina havde det heldigvis på samme måde. Vi væltede virkelig stedet til "Cannonball" med The Breeders. Men mange af dem, der var på dansegulvet, var væsentligt tungere i røven, og flertallet kom aldrig videre end baren eller bordene. Forståeligt nok, på en måde, for der skulle utvivlsomt tages mange ture op og ned ad Memory Lane den aften, men alligevel...

Omkring midnat var stedet sort af mennesker. Forinden havde Warberg varslet, at hvis arrangementet blev en succes, så ville han arbejde på, at det blev årligt tilbagevendende - og nu var det sikkert! Men den på én gang både uvante og hjemlige fornemmelse til trods virkede det nu også som en ualmindeligt god idé.

Udenfor - i en smøgpause - stødte jeg på både Michael Marino (Lotus Krokus) og Michael Mørkholt (Jab Mica Och El), som jeg ikke engang kunne huske fra dengang. Men de var der åbenbart også - i år 0. Og senere på Katrine, som jeg har haft en underligt jævn ujævn kontakt med siden '96, hvor vi første gang mødte hinanden og kyssede lidt. Det er aldrig blevet til noget videre, men det har altid været en af den slags relationer, hvor man bare har vidst, at man skulle et eller andet sammen engang. Nu er vi begge to i forhold, så der skal ikke klinkes noget, men hun er åbenbart begyndt at skrive igen - og det er hun god til - efter en længere pause, og jeg tilbød både kritik og et lille skub fremad. Måske er det dét, den relation skal føre til - kreative håndsrækninger.

Modsat det originale Revolution, der typisk lukkede kl. lort om morgenen, blev aftenen ganske brat afbrudt kl. 2, hvor der faktisk var allerflest mennesker. Det var der meget få, der fandt sig i, så kursen gik videre mod Rock Caféen, hvor det hele begynder at sløre lidt for mit vedkommende. Snakkede musikpolitik et stykke tid med Mørkholt - er ikke stensikker på, at mine pointer holdt vand - og overvejede længe at prikke en af mine andre ex-kærester fra Revolution-tiden, Nuka, på ryggen. Simpelthen bare for at høre, hvordan alting stod til. Men sært med de afstande, tiden kan skabe mellem folk, der engang var tætte som ærtehalm... Til sidst endte jeg hos en morgenfest hos Katrine, hvor jeg var meget tæt på at gå kold. Men på en eller anden facon fik jeg slæbt mig ind i et tog. Og ikke blot det: Jeg fik skiftet i Århus. Og jeg stod ved grød af i Silkeborg. Hvordan pokker bar jeg mig ad med det?

Ingen kommentarer: