mandag den 29. december 2008

Festen for de levende og de døde - del 4


2. juledag var jeg selv levende og død på én gang. Drev ind og ud af en tung søvn. Var oppe ved 18-tiden for at fodre Tilde, men faldt snart hen. 20:30 var min mor kommet hjem fra julefrokost, og hun vækkede mig ved at tænde for fjernsynet. Så lavede jeg en færdigret til mig selv - noget med kylling - og faldt hen igen med en spindende kat på maven.

Genlæste i øvrigt Suzanne Brøggers Linda Evangelista Olsen igen nogle dag forinden. Hun ser katten som et dybest set infernalsk væsen - dødsrigets levende, kærlige ansigt. Ikke ulig min erfaring. Med sådan én slumrende trygt på kroppen ved man, at man ikke kan andet end vågne igen.

Og dagen efter tog jeg til Randers for at vågne op med Helene på hendes fødselsdag i går. Mørklægger for hendes skyld en del ting, men lad mig sige det sådan, at mødet var meget vitalt. Og meget rettet mod fremtiden.

Og nu er jeg så tilbage i København. I disse dage specifikt i Hellerup, hvor jeg har noget ferieafløsning hos NCC nede på havnefronten. Når jeg hæver blikket, kan jeg kigge ud over det Øresund, som min farmors forfædre i utallige generationer lodsede skibe trygt igennem - måske er der ligefrem slægtninge derude endnu?

I hvert fald er der skibe, der sejler. Om morgenen, når der er mørkt endnu, er masterne lyst op, så det ligner det helt store juleshow. Og snart - inden jeg skriver igen - er det nytår.

PS: Titlen på de seneste fire indlæg er tyvstjålet fra 12. afsnit af Edgar Reitz' tv-serie Heimat fra 1982. Billedet ovenfor viser den afsluttende scene med den implicitte hovedperson, Maria, som ældes hele vejen op gennem Det 20. Århundrede for til sidst at dø og genopstå i en parallel-version af sin landsby, hvor alle atter er unge og raske. Handlingen foregår i området Hunsrück, og som det siges senere i afsnittet: "Im Himmel schwätzen sie Hunsrücker Platt".

Well, himlen er alle steder. Til alle tider. Lige nu. Og folkene i den taler altid vores tungemål. Er der andre?

Festen for de levende og de døde - del 3


1. juledag var fuldt ud reserveret den tidligere varslede smuttur til Aalborg, hvor Revolution ville genopstå i sin hærgede, hedonistiske pragt på Studenterhuset. Men forinden nåede jeg lige omkring et af mine andre større hang-outs i byen, 1000Fryd, hvor Tina - som jeg for øvrigt mødte på netop Revolution tilbage i starten af 1997, før vi snart blev kærester i et par for os begge både udviklende og tumultariske år - drak "øko-Thy" (pilsner fra Thisted Bryghus) sammen med nogle veninder. Gevaldigt hyggeligt bortset fra, at bartenderne havde et flip med at spille Rasmus Nøhr og den slags den aften...

Nå, men jeg havde jo lovet Warberg, at jeg ville kigge tidligt forbi, så vi lige kunne få en sludder, men det var nærmest en taksigelsestale fra hans side, hvilket jeg rødmede en del over. Jeg mener: Jeg havde jo dybest set bare kedet mig en aften tilbage i december '07, hvorefter jeg havde oprettet en Facebook-gruppe, jeg syntes manglede... At jeg trykkede på de rette knapper i både ham og andre folk i det gamle personale, der gjorde, at de gad stille op igen, kunne jeg jo ikke vide. Ind imellem sker de bedste ting virkelig ved et tilfælde!

Et kvarters tid senere dukkede Tina op igen, og sammen med veninderne fra før smækkede vi os ned i et hjørne, hvor vi gav os til at studere de fremmødte. To ting overraskede os. For det første hvor mange af de tilstedeværende, vi simpelthen ikke kunne genkende. Så de helt anderledes ud dengang? Havde de dreadlocks, piercinger en masse og "Stille!"-T-shirts? Det havde de med garanti, men kunne det så gøre dem uigenkendelige, at de pludselig trak i kjoler eller mondænt herretøj i stedet? Eller hørte størstedelen af dem, der var der, simpelthen til dem, der lige stak hovedet ind en gang imellem? Noget definitivt svar nåede vi ikke frem til. Nå, men for det andet noterede vi os hvor ældede, folk var blevet. Dengang var de fleste af os stadigvæk drenge og piger med glat hud og runde former. Nu var vi kvinder og mænd med begyndende rynker, appelsinhud, fødselsmaver osv. Man vidste det jo godt, men...

Energiniveauet havde også ændret sig. Dengang sprang folk totalt uhæmmet rundt i hinanden, når der kom hårde toner på, eller svajede dekadent rundt, når musikken blev funky. For at rose mig selv gik jeg heller ikke på noget tidspunkt på dansegulvet den aften med mindre, at et bestemt nummer tændte præcist den ild i mig - og Tina havde det heldigvis på samme måde. Vi væltede virkelig stedet til "Cannonball" med The Breeders. Men mange af dem, der var på dansegulvet, var væsentligt tungere i røven, og flertallet kom aldrig videre end baren eller bordene. Forståeligt nok, på en måde, for der skulle utvivlsomt tages mange ture op og ned ad Memory Lane den aften, men alligevel...

Omkring midnat var stedet sort af mennesker. Forinden havde Warberg varslet, at hvis arrangementet blev en succes, så ville han arbejde på, at det blev årligt tilbagevendende - og nu var det sikkert! Men den på én gang både uvante og hjemlige fornemmelse til trods virkede det nu også som en ualmindeligt god idé.

Udenfor - i en smøgpause - stødte jeg på både Michael Marino (Lotus Krokus) og Michael Mørkholt (Jab Mica Och El), som jeg ikke engang kunne huske fra dengang. Men de var der åbenbart også - i år 0. Og senere på Katrine, som jeg har haft en underligt jævn ujævn kontakt med siden '96, hvor vi første gang mødte hinanden og kyssede lidt. Det er aldrig blevet til noget videre, men det har altid været en af den slags relationer, hvor man bare har vidst, at man skulle et eller andet sammen engang. Nu er vi begge to i forhold, så der skal ikke klinkes noget, men hun er åbenbart begyndt at skrive igen - og det er hun god til - efter en længere pause, og jeg tilbød både kritik og et lille skub fremad. Måske er det dét, den relation skal føre til - kreative håndsrækninger.

Modsat det originale Revolution, der typisk lukkede kl. lort om morgenen, blev aftenen ganske brat afbrudt kl. 2, hvor der faktisk var allerflest mennesker. Det var der meget få, der fandt sig i, så kursen gik videre mod Rock Caféen, hvor det hele begynder at sløre lidt for mit vedkommende. Snakkede musikpolitik et stykke tid med Mørkholt - er ikke stensikker på, at mine pointer holdt vand - og overvejede længe at prikke en af mine andre ex-kærester fra Revolution-tiden, Nuka, på ryggen. Simpelthen bare for at høre, hvordan alting stod til. Men sært med de afstande, tiden kan skabe mellem folk, der engang var tætte som ærtehalm... Til sidst endte jeg hos en morgenfest hos Katrine, hvor jeg var meget tæt på at gå kold. Men på en eller anden facon fik jeg slæbt mig ind i et tog. Og ikke blot det: Jeg fik skiftet i Århus. Og jeg stod ved grød af i Silkeborg. Hvordan pokker bar jeg mig ad med det?

Festen for de levende og de døde - del 2


Nå, men grunden til, at jeg kom gennem Voel, var, at mig medsamt mødrene ophav jo var på vej til Borum, hvor min moster og hendes mand Erling holdt juleaften. Vi tog det, der, i vores sprogbrug, hedder "den gamle vej" via Sorring og Toustrup. Det gør vi tit derud. Og af meget den samme grund: At meget af vores historie er bundet op på det vejstrøg. Fra årene i Voel over de dage, hvor der var "sodavandsdiskotek" i Sorring Forsamlingshus, og jeg hang pissestiv ud med kammeraterne der, mens vi vendte plader for vores fælles mobildiskotek og havde de første håbløse ungdomsforelskelser... Fra Sjelle, hvor min mormor voksede op, til Herskind, hvor vi begge to har holdt jul hos min farbror Mogens nogle gange. Og mens vi kunne konstatere, at den rolige julenat havde sænket sig over "hjertelandet", ankom vi så til Borum, hvor mine fætre og kusiner på min mosters side også havde indfundet sig.

Den ældste af dem, Sine - på mange måder det nærmeste, jeg kommer en regulær søster - havde sine to børn med, og de var naturligvis totalt banjo fra start. Den yngste græd næsten hele vejen igennem julemiddagen og den efterfølgende ris á la mande (fik mandelgaven!), fordi han ikke kunne vente med gaverne, og hold kæft for nogle blikke, der blev sendt ind under træet, da vi bagefter dansede og sang. Selv vores sædvanlige kollektive hærg under "Nu er det Jul Igen", hvor vælten, støden og masen plejer at ende i regulære vikingebrøl, kunne ikke distrahere knøsens kløe i fingrene. Til gengæld var han også helt skæv af taknemmelighed, da vi endelig nåede til udpakningen, at det var helt rørende. Barnefryd for begyndere!

I den anden ende af skalaen var der så Erlings mor, der er meget tynd og afkræftet. Hun lå ned under hele seancen, men alle gjorde sit for at skabe en særligt god stemning omkring hende.

Og så var der havestuen, hvor min mor og jeg røg de smøger, vi kunne snige os til i aftenens løb. Varm var den ved grød ikke, men da jeg gik derud alene under gaveudpakningen, var jeg ikke...alene. Der var isnende koldt på det tidspunkt, og jeg vil sværge på, at der sad utydelige skikkelser ved bordene, som var der for at nyde de levendes fest på afstand. Kunne også sætte navne på dem: Min mormor og morfar, Erlings far, Frits, samt hans moster og onkel Erna og Hans. Følte mig ikke uvelkommen, men det var deres egen ting, de havde gang i, så jeg skyndte mig at ryge færdig. Og da jeg kom derud igen en halv time senere - atter alene - var luften både renset og nogle grader varmere...

Fact: I ældre tid var julen lige så meget de dødes fest, som den var de levendes. Det var almindeligt udbredt at tænde stearinlys i stuerne for at invitere de savnede med. Og de kommer endnu, om folk så tror på det eller ej.

Men i mit hoved skal de bestemt også være velkomne. Julen ville ikke være det samme uden dem!

søndag den 28. december 2008

Festen for de levende og de døde - del 1


Nå, men det var det der varslede sammendrag, jeg kom fra...

Efter at være vel ankommet til Silkeborg, hvor jeg som sædvanligvis havde base hos mit mødrene ophav, tog jeg juleaftensdag ud til min far og hans kone, Aase, der bor i et nedlagt landbrug ved Pederstrup udenfor Kjellerup. Der var gået en rum tid siden sidst, så de gensidige opdateringer var mange. Fandt f.eks. ud af, at min far og hans søskende for nylig havde tømt deres fælles barndomshjem i Voel og opsagt lejemålet - min farfar er jo flyttet på plejehjem i Fårvang, og eftersom han lider af fremskridende senildemens kunne han ikke selv varetage de ting. Måske godt det samme, for hvordan siger man farvel til et sted, der har været størstedelen af éns verden siden 1938? Hvordan ville han have reageret, hvis hovedet var klart?

Nå, men i den forbindelse var der én ting - og kun én - jeg gerne ville have lagt billet ind på: Min farmors (se billede), Esthers, eksemplar af Selma Lagerlöfs Niels Holgersens Forunderlige Rejse med illustrationer af brilliante Louis Moe. Fra min farbrors barndom og fremefter havde hun læst højt for hvert nyt barn i familien af den bog, og hun kom vist igennem den en 4-5 gange med mig. På den måde lagde hun - og måske mere end nogen anden - fundamentet for min senere litterære interesse, for hold kæft, hvor var den bog et sus af fantasi og fjerne horisonter... Selv i dag fantastisk børnelitteratur!

Nå, der var jo så mange andre, der kunne have lagt billet ind på den bog med rette, så da det fromme ønske undslap mine læber, troede jeg ikke seriøst, at der var bid... Men det var der så. Min far havde godt nok mest langet den til sig pga. læderindbindingen, som min farmor selv havde lavet, men han havde den altså - og jeg måtte også gerne få den.

Damn, det var stort! Fik også andre gode gaver fra den kant senere på aftenen, skal det siges, men intet - intet - kunne erstatte eller overgå den bog, der for mig samtidig symboliserer hele nærheden mellem min farmor og jeg. Hun fik mange, mange tanker gennem resten af dagen.

Sidst, jeg så hende - kort før julen i 2003 - var hun en forskræmt lille pige i en gammel kones krop, der knapt nok evnede at sige ordentligt farvel af angst for den kræftbehandling (læs: lindring), hun senere samme dag skulle indlægges til på Silkeborg Sygehus (hendes mor døde af samme sygdom i 1930, så hun vidste, hvad hun gik ind til...). Men den farmor, jeg i mit stille sind ønskede glædelig jul nu fem år senere, var hende i sine velmagtsdage...

Senere - efter juletræspyntningen og Disneys juleshow hjemme hos min mor - kom jeg forbi den nu tomme gård ude i Voel. Den lignede umiddelbart sig selv... Men sært at tænke på, at dens beboere nu permanent (jo, også i en vis forstand for min farfars vedkommende) er flyttet ind i mit hjerte i stedet... Men der skal de nu også nok få det godt.... Og endnu mere sært at tænke på, at jeg ingen som helst tilknytning har længere til den by, jeg voksede op i. Nu er der kun en grav at komme efter...

Toget til Helvede

Er lige hjemvendt efter en typisk smadret, udmarvende jule-myldretids-DSB-tur... Havde godt selskab af Helene fra Skanderborg til Odense, så den del af rejsen var nem nok - vi var et helt andet sted - men bagefter kunne jeg ikke længere ignorere mylderet af stakler på gangene, henslængte kufferter en masse, skrigende børn og folk, der altid liiige skulle et eller andet, der krævede større omrokeringer i menneskemængden. Juletogene er et glimrende billede af Helvede på jord!

Men ellers en fin jul. Håber på at få stykket et rimeligt sammendrag sammen, når jeg er kommet lidt til mig selv igen.

mandag den 22. december 2008

Revolutionen VIL blive genudsendt!


Sidste indlæg i en uges tid. Skal til Silkeborg igen for at fejre Kristi fødsel - som jeg ikke har nogen speciel grund til at fejre, selvom jeg anerkender filosoffen Jesus og endda betragter ham som noget misfortolket, men lad nu dét hvile - i familiens skød. Indtil videre den eneste måde, jeg kan se mig selv fejre jul på - seancerne hos min moster i Borum udenfor Århus udgør en ret direkte fortsættelse af min barndoms højtid hos min mormor og morfar. Men allerede næste år kan tingene stå anderledes, har jeg en formodning om.

Men allermest glæder jeg mig måske til 1. juledag i Aalborg, hvor Revolution bliver genoplivet for en enkelt dag...

Da jeg i '94 kom til Aalborg for at studere, var Revolution en regulær åbenbaring! Før da havde jeg gået rundt i først meget lille Voel, dernæst lidt større Silkeborg med en intens smag på tungen af sort, hurtig, tung, alternativ musik. Og altid ret alene. I mangel af bedre - eller? - hang jeg ud med hip hoppere, metallikere, ny-hippier og folk-lyttere, fordi de var lige så skæve i deres forhold til den omgivende verden, som jeg var det, men det var først på Revolution, jeg fandt et hjem. Allerede dengang som en grand old man, der godt vidste, at Nirvana skyldte Sex Pistols et eller andet, og at Elastica stjal fra The Stranglers - og ikke tøvede med gammelklogt at sige det - men jeg hørte til. Jeg var en del af den flok. Også når det kom til at holde den kørende på papvin og billige smøger - og ikke mindst at gøre mine første seksuelle erfaringer, der nåede ud over missionærstadiet. Hver weekend blev der festet med en nihilisme, der var sand punk - også til lyden af Underworld og Prodigy - mens verden blev større og større. Og kan det hele måske lyde en kende naivt nu, hvor selv 14-årige tilsyneladende vælter rundt høje af porno og crack, var vi mange, der startede vores liv der... Den dag i dag er der stadigvæk en overvægt af venner, bekendtskaber og ex-kærester, der føler, at de oplevede et tilsvarende "år 0", da de begyndte at komme der...

Senere har jeg fulgt folks skæbner lidt på afstand. Nogle - som jeg selv - søger stadig efter den brik, der kan få alting til at falde helt på plads. Andre skyndte sig at få børn, hvorefter de smuttede ud i forstæderne og slog sig ned i den type tilværelse, de dengang ville have hadet som pesten. Og atter andre er så småt ved at opbygge sig holdbare karrierer inden for musik og kultur. Men vi har åbenbart alle savnet år 0...

For snart et år siden startede jeg en Facebook-gruppe til ære for stedet. Den gav åbenbart Revolutions daværende ejer, Peter Warberg, eftertænksomme tanker, og nu genopstår vidunderet for en enkelt aften på Studenterhuset i Aalborg.

Hold kæft, der skal drikkes øl! Og danses! Og sikkert, til sidst, grædes. For det kommer ikke igen.

Og det skal det nok heller ikke.

Er det ikke tit og ofte bare "closure", man søger? En sidste, sød smag på tungen...

Og mens vi snakker om "closure"... Helene tog afsted i dag. Vi skal ses igen nytårsaften. Det føltes naturligt at fejre den sammen. Tror sgu, jeg har fundet hende, det handler om...

Glædelig jul til alle læsere!

Det værste og det bedste


Når det nok ikke senere, så måske er det nu, jeg skal lave min liste over årets bedste og værste ting og sager… Det mest forudsigelige først...

Årets tre bedste albums

Portishead: Third
The Residents: Present the Bunny Boy
Patti Smith/Kevin Shields: The Coral Sea

Årets tre bedste læseoplevelser (ikke aktuelle – så meget guld kommer der heller ikke!)

Leopold von Sacher-Masoch: Venus i Pels
Sophus Claussen: Jord og Sjæl
Aleister Crowley: Magick in Theory and Practice

(Strengt taget er der udelukkende tale om genlæsninger, men måske fattede jeg i realiteten alle tre bøger for første gang, og det blev de ikke dårligere af!)

Burde dog også tilføje (og her er der tale om helt friske oplevelser):

Jacques Prévert: Al Slags Vejr
Suzanne Brøgger: Creme Fraiche
poul g. exner: Vildfarelsen

Værste politiske begivenhed:

At der stadigvæk reelt ikke er gjort en skid ved den globale opvarmning. Sig mig: ØNSKER vi at gå under og tage kloden med os???
At VKO er ved magten endnu.
At Helle you-know-who stadigvæk hverken repræsenterer et værdigt alternativ eller har åndsnærværelse nok til at lade fanen gå videre til Filly Sfandal.

Bedste politiske begivenhed:

OBAMA! Han er ikke hævet over enhver kritik, men…
Hm, og det var vist det…

Værste påfund:

Sandhedens Time. Når tv bliver ondt for at være det.
Vild med dans. Nu med lalleglad statsministerfrue.
Clogs. De ligner altså lort.
Bobler: Bloggeren som orakel og talerør for tidsånden. Gu' er vi ej. Og vi er alt, alt for mange. Men så igen: Hvem er den første til at hive stikket ud og erklære sig irrelevant?

Bedste påfund:

Finanskrisen. Jeg er ked af at sige det, men vi har fandeme godt af noget modgang! Før var solidariteten mellem mennesker til at lukke op og skide i – nu er der måske en smule lys forude…

Måske er jeg lidt besk her, for jeg øjner ikke andet. Dog skal Kim Larsens kampagne mod antiryger-mentaliteten have en opmuntrende kommentar med på vejen. Bare en skam, at den endte med at blive så hjernelamt intolerant og småfascistoid som selve antiryger-hetzen… ”Nej, vi tænder skam vores smøger, hvor det passer os!” Foran astmatikere, lungekræft-patienter, småbørn og folk, der på en venlig måde siger fra? Nej, vel? Nuancer efterlyses! Og ikke blot i den debat, men alle steder…

Største personlige oplevelse:

Rykningen til København. Alle bør genopfinde sig selv fra tid til anden.

Værste personlige oplevelse:

Min farfars (se foto) blodprop i hjernen. Jeg elsker den mand og den gammeldags varme og hæderlighed, han står for, og nu er han der knapt nok mere...

Årets sted:

Det Poetiske Bureau. Kan kun takke for alle de gode oplevelser og fine bekendtskaber, jeg har gjort der på meget kort tid.

lørdag den 20. december 2008

Dobbelt sol

Solen har bidt sig fast, gudhjælpemig! Og nu ligger Helene i min seng og slumrer - smuk og dejlig, så det gør helt ondt! Gudskelov, at hun bliver her til mandag!

torsdag den 18. december 2008

Sol

Solen skinnede lidt i dag. Lidt af en sensation - kan ikke huske, hvornår det skete sidst. Stort set hele december måned har været henlagt i mørke - også om dagen. Gudskelov, at det er højsæson for stearinlys og elektrisk gadeudsmykning - ellers havde konsekvenserne for humøret været uoverskuelige...

Har bestilt de sidste rester af Cocteau Twins' bagkatalog hjem. Dvs. BBC Sessions og ep-opsamlingen Lullabies to Violaine Vol. 1. Samt - omsider - boxen Methodology - the Attic Tapes med Cabaret Voltaire. En bunke tidlige optagelser fra '74 - '78 - nærmest industrial-genrens svar på Jellingstenen.

Og nu venter jeg på Helene. Det bliver godt at se hende!!!

onsdag den 17. december 2008

I øvrigt...

Kom naturligvis vel igennem jordskælvet i går. Sad i en godt affjedret bus, der åd alle rystelser, da det fandt sted. Men det er jeg faktisk lidt skuffet over. Kunne godt have brugt at få rystet min hverdag lidt igennem.

To store begivenheder

To store ting er sket. For det første har jeg officielt fået en ny kæreste, der hedder Helene. Endnu en odenseaner, der står - i hvert fald i ånden - med det ene ben i København... I morgen kommer hun herover i fire dage. Det bliver stort!

For det andet læste jeg igen op på Bureauet i går, og selvom det egentlig bare var et normalt åbent scene-arrangement, var det enormt velbesøgt. Og niveauet var så højt, at jeg er en smule stolt af, at jeg ikke faldt igennem, men faktisk hentede mit til dato største bifald på det sted. Også selvom der rent faktisk var folk, som råbte buh, da jeg sagde, at jeg ville læse en stak "hjemstavnsdigte" op - dvs. fem digte om Voel... Men nu har jeg jo også et sjovt had/kærlighedsforhold til det sted... En smagsprøve:

Voel er ikke en by,
der har anlæg for tårer.
Det sker, at en pickup
kan lække lidt olie.
Det sker, at et afløb
kan blive forstoppet,
men ellers står grundvandet højt,
og så lader man kornet
om resten.

mandag den 15. december 2008

Jylland kort

Halter forfjamsket tilbage til hverdagen igen efter en travl uge i Jylland, der også har ændret en hel del...

De første par dage var meget rolige. Min fødselsdag blev fejret i ro og mag sammen med Tilde og min mor, der diskede op med gaver og ekstra god mad i dagens anledning. Dagen efter tog jeg så min rutinetur ned i Silkeborg midtby for at checke, om noget væsentligt havde ændret sig siden sidst. Men nej. Dog hyggeligt at se staden fuldt juleudsmykket igen. Og selvfølgelig lagde jeg da lige kursen omkring Pladeshoppen, som ikke blot er den butik, jeg købte min første single i tilbage i 1983, men stadig er mere velassorteret end den burde være i en by af den størrelse...

Så gik turen til Aalborg, hvor dagene rent ud sagt var blokket ud med aftaler. Torsdag eftermiddag blev der drukket bajer og snakket sjofelt hos min gamle uni-kammerat Søren G ude i Aalborg Øst, og på et eller andet tidspunkt dukkede hans kammerat Morten op med en flaske vin... Så jeg slingrede nærmest videre ned til Louise på Reberbansgade, hvor der ventede endnu en mini-fest. Da bølgerne gik højest, var vi seks om at drikke øl, men det var kun mig, Louise og hendes nye kæreste Rikke (som jeg er glad for at have "givet" Louise væk til - vi morer os sgu glimrende sammen), som lidt efter midnat endte i Gaden. Lidt et antiklimaks, egentlig, for der var ikke et øje i byen. Men vi smuttede da forbi Robin for at hilse på "lebbe-bordet" og danse til Rammstein. Bagefter var vi på Rockcaféen, men den var som blæst. Så hjemad mod Louises lejlighed gik det snart.

Kl. 8 morgenen efter stillede jeg så ude på AMU for at hilse på de gamle kolleger - rart at se dem igen. Så gik turen tilbage til Louise, hvor vi plejede tømmermændene med grillmad og spillede Bezzerwisser. Kl. 16 rullede jeg så ud til Bo, hvor der blev spist pizza, snakket og set dokumentarprogrammer om sure elefanter, der smadrede folk. Og kl. 21 satte jeg mig noget bombet ind i toget mod Silkeborg, som jeg ankom til lidt i midnat...

Lørdag fejrede jeg igen min fødselsdag om eftermiddagen med den pukkelryggede - i hvert fald det meste af den. Hyggeligt som altid.

Min bedste fødselsdagsgave fik jeg dog om aftenen, hvor jeg var taget videre til Randers for at møde en date, jeg i forvejen havde snakket længe og intenst med. At der var noget på det mentale plan var vi ikke i tvivl om, men om der også var fysisk tiltrækning...

Det var der!!!

Nu skinner solen højt over Søborg. Trods kulde og kilometertykt gråvejr.

Men hold kæft, jeg er smadret efter den "ferie"...

mandag den 8. december 2008

Sayonara!

Går offline i nogle dage. Skal til Silkeborg og Aalborg for at hilse på venner og familie. Og næste gang, jeg skriver, vil jeg være 35 år gammel! Damn-a-ding-dang-doo! Et halvskarpt hjørne!

Modsat da jeg blev 25 år - mine alderskriser indtræder typisk nærmere midt i mine årtier end i slutningen - har der dog ikke været de store dramaer denne gang. Med mindre de sidste par års skift og omvæltninger overordnet har kunnet tolkes som en sådan... Hmmm....

Men runder i hvert fald hjørnet i fin stil. Med næsen i sky og allehånde spændende ting at rive i det næste stykke tid.

søndag den 7. december 2008

Vig bort, Rick!

Nå, men det var en fin bytur. Der blev godt nok spillet lidt for meget Rick Astley osv. på Nadsat - det, man ikke vil huske 80'erne for - men så kunne man jo f.eks. gå på Dunkel, hvad vi også endte med at gøre. Og der blev danset! Men selvom stemningen var høj, og jeg har en helt modbydelig hovedpine nu, tog jeg alligevel hjem med den sidste natbus. De andre havde haft en lang og sikkert på flere måder udmattende dag, og jeg gad ikke at fortsætte missionen alene.

I dag står den bare på almindeligheder: Tøjvask, opvask, den slags. Og rigeligt med saft og salte sager.

Men fik jeg nævnt, at jeg har fået bekræftet et samarbejde i det nye år med en særdeles lovende up & coming-musiker? Det gjorde jeg vist ikke. Hvem vil jeg ikke løfte sløret for endnu, men som udsigterne er, bliver det noget med alternative folk-toner tilsat oplæsning. Hvor integrerede musikken og lyrikken bliver, er ikke til at sige endnu, ligesom jeg heller ikke ved, om der bliver skrevet nyt, fælles materiale fra bunden. Men jeg er meget, meget spændt...

lørdag den 6. december 2008

Uden titel

"I believe with my body / Believe with my soul / Believe in the eyes before me"

- Under For: Free-force Structure (1984)

Hr. Hall


Fik relativt hurtigt trukket mig selv ud af rødvinstågerne og ned på Statens Museum for Kunst, hvor Martin Hall præsenterede - og læste op fra - sin nye bog, Vægtløs Mand under Truende Sky, til ledsagelse af et stykke nyskrevet musik, der bedst kan beskrives som kontemplative pianotoner ledsaget af endda meget diskrete stryger-anstrejf. Nu skal jeg ikke lægge skjul på, at Hr. Hall - og nej, sine mange og store kvaliteter til trods er Henrik Hall ikke så meget som i nærheden af at overtage den, fra min side, ærefulde titulering! - har været en af mine største helte siden teenage-årene, hvor jeg sad på mit loftsværelse i Voel, mens jeg brændte sorte lys, legede med selvpineri, havde grusomme visioner og kværnede plader som The Icecold Waters of the Egocentric Calculation, Ritual og Apparently All the Same i døgndrift. Og da de første store kriser - udover de almindeligt eksistentielle, altså - ramte mig i form af mine forældres skilsmisse og min morfars sygdom, var det omvendt Hall, der hjalp mig med at bakke tilbage fra afgrundens rand med afklarede, livsbekræftende sange som "Song for Someone" og (først og fremmest) "Magnum Opus". Det var ham, der, i sin "metafysiske fase", introducerede mig for tarotkortene og de centrale buddhistiske tekster i sine løbende nyhedsbreve fra Mind & Media - også i forhold til livets mere åndelige dimensioner har han på den måde været en vigtig dåseåbner. Og siden er jeg stille og roligt "blevet voksen" sammen med ham - sene værker som Random Hold, Facsimile, Metropolitan Suite og Das Mechanische Klavier har, på samme måder som de skingrende postpunk-plader var det i Voel, været vigtige spejle for mig. Og hvor ynkeligt, det måske kan lyde, var det noget nær mit livs højdepunkt, da jeg i 2003 fik lov til at skrive forordet til hans banebrydende støj/avantgardeværk Inskription - hold kæft, hvor jeg kæmpede med grasserende selvkritik og skriveblokering dér, indtil jeg en aften tæt på deadline så mig nødsaget til at tømme en flaske vin, bare taste løs og trykke "send", inden jeg nåede at kassere teksten igen... Det er ikke hver dag, man får lejlighed til at give noget relevant tilbage til de kulturelle personligheder, der har gjort en afgørende forskel i éns liv, og tro mig: Oplevelsen kan være frygtindgydende! Til gengæld er manden selv (som jeg har mødt personligt ved et par lejligheder) - modsat hvad myten måske siger - virkelig behageligt selskab, hvis blot man respekterer ham og gider at sætte sig ind i det, han laver. Og jeg har aldrig haft grund til andet.

Nuvel, i sommers valgte han at stille op som medlem af dommertrioen i Talent 2008 - en nyhed, jeg modtog med større forvirring end ellers. Hvad skulle han der? Og jeg må tilstå, at jeg - selvom muligheden måske i perioder var der, flytte-forvirringen til trods - ikke følte nogen større trang til at tænde for fjernsynet i den tid.

Det er den oplevelse, Vægtløs Mand under Truende Sky skildrer, og Hall lagde da heller ikke skjul på, at han havde sin tvivl i forhold til at vove sig ud i talentshows-feltet. Men hans typiske lyst til at bryde grænser og dyrke det bizarre vandt, ligesom han åbenbart havde lyst til at studere det billede, tabloid-pressen i en sådan situation ville opbygge af ham, og som oplæsningen afslørede, gav det anledning til såvel gode anekdoter som en fundamental erkendelse af, at han altid ville tilhøre "det smalle felt". Der blev fortalt om dagspressens forudsigelige tackling af hans person - den meget intense diskussion omkring hvorvidt, han var bøsse eller ej (who cares - og mig bekendt er han pt. glad familiefar!?!). Om det bizarre møde med diverse lokaljournalister ("Hvad forventer du at få ud af Hjørring?") og folk indenfor mainstream-kulturen ("Hej Martin - hvem er du?"). Om de, for ham, forudsigelige nervesammenbrud, al den opmærksomhed og trykken hænder førte til. Og om at sidde midt i populærkulturens svar på Colloseum med en fuld bevidsthed om det grusomme og groteske i et sådant ultraglittet "survival of the fittest"-koncept.

Bagefter købte jeg bogen. Let, men relevant læsning - i hvert fald sammenlignet med Fremmedgørelsens Identitet (men så igen: Det er alt!). Den skal nok tjene sit formål på natbordet og i diverse busser/togsæt den næste uges tid. Man kunne også få den signeret af Martin selv, hvilket jeg dog valgte fra - der er noget lidt plat over autografer, synes jeg, selvom jeg med skam må indrømme, at jeg er ved at revne af ydmyg stolthed over, at Lydia Lunch signerede mit eksemplar af Widowspeak, og at jeg på et tidspunkt gav 800 kroner for en førsteudgave af Antonius i Paris, som Sophus Claussen havde nedskriblet sit navn i... Men de kan jo være lukrative. En eller anden, jeg ikke kendte, havde anskaffet sig et eksemplar af Ballet Mecaniques (ikke ret gode, men lad nu det være...) debutsingle Avenues of Oblivion fra 1980, og sidst, jeg så den på en pladebørs, kostede den 1100 kroner. Den fik han signeret. Nu er den givetvis 500 kroner mere værd...

Og det mest bizarre af alt: Jeg ved godt, at fænomener som The Cure og Marilyn Manson har en lang tradition for fans, der er så fan-atiske, at de klæder sig ud som deres idoler. Indtil videre er det ikke overgået nogen i Danmark (selvom jeg engang, med en i øvrigt fuld bevidsthed om, at punk handlede - og bør handle - om individualitet, nænsomt indopererede lidt Hall-træk i min fremtræden). Men i dag så jeg Martin Hall anno 1983 - 25 år senere. 16-17 år gammel. Weird... Men fedt at vide, at Hr. Hall ikke er forbeholdt gamle røvhuller som mig selv... Bare den pågældende nu også ender med at fatte Halls produktion engang...

Bagefter fortsatte jeg ud i byen sammen med Tina, hendes kæreste Mikael og Louise Kristensen, som jeg havde overværet seancen med, og fik mig en pita. Der var hygge på lager.

Og nu lader jeg op til i nat, hvor jeg skal i byen sammen med Pia og et par andre, jeg ikke kender. Vi skal på Nadsat, hvor de åbenbart spiller god 80'er-musik - Depeche Mode, Cure, Smiths og (hvem ved - måske?) Hall hele natten...

Poetisk bastardisme - the sequel


Nå, men fik mig så, efter at have nydt lidt af firmaets rødvin til aftensmaden, slæbt ned på Bureauet igen tids nok til at se The Poet Bastards (http://www.thepoetbastards.dk/) gå på scenen. Forfærdede de mig? Nej, så skal der mere til end New Zealandsk poesi om druk, hor og helikoptertobak, og David Davies' tekster var da heller ikke så dybe, at det gjorde noget. Til gengæld var de stærkt underholdende, og han foredrog dem uendeligt elegant og ramsaltet til Carsten Giesels vandrende bas, der ubesværet udgjorde den musikalske backing alene. Det var kort sagt lige til øllet, og selvom der på en måde gik noget af den stand up-poetry i tingene, jeg spyttede af i går, må jeg nok tilstå, at jeg har respekt for deres projekt.

Bagefter pissede det ned udenfor. Overvejede at tage videre i byen, men jeg blev efterhånden så ædru under en masse efterfølgende hyggesnak i fri luft, at jeg egentlig hellere ville hjem og se dyner. Som sagt, så gjort.

Stod op i dag ved middagstid. Har fået det nye nummer af Skalk, der bl.a. præsenterer resultaterne af en række nye udgravninger ved Lejre. Deriblandt en stor kongsgård fra omkring år 500, der antyder, at Saxo Grammaticus ikke nødvendigvis var så æskestiv på altervin, da han skrev Gesta Danorum, som vi ellers altid har fået at vide i skolen. Og hvad der næsten er lige så interessant: Hjort, eller hvad kongsgården nu ellers har heddet, var planmæssigt anlagt i nærheden af et offersted af bronzealdertype og en stor høj fra samme tidsalder. Og forfatteren, Tom Christensen, antyder, at anlægget blot er sidste led i en urgammel tradition - at stedets rolle som kultområde og kongesæde endda rækker længere tilbage end sagntiden. Interessant læsning.

Og så har Tilde fået det ene øjenbryn brændt af. Hun kan ikke holde snuden fra levende lys, så generelt bruger jeg ikke den slags. Men for at skabe lidt julehygge havde jeg alligevel et enkelt tændt i går, og selvom jeg holdt godt øje med kræet, må hun alligevel være kommet en tand for tæt på det... Hold kæft, det ser åndssvagt ud. Men patienten har det godt og slumrer nu trygt på min mave.

fredag den 5. december 2008

Poetisk bastardisme pt. 1

Efter dette herlige digt, som jeg tilskriver min særdeles implicitte poetry slammer, kan jeg tilføje lidt om dagens begivenheder.

Var til julehygge på arbejde. Det gav to flasker glimrende rødvin lige ned i lommen.

Bagefter var jeg på Bureauet, hvor Pia havde barvagt, for at få en slurk kaffe og en sludder. Snakkede også lidt med et stk. billedkunstner, som gerne vil forsøge sig med at illustrere det manus, jeg roder med, hvis jeg kan få trumfet en udgivelse igennem et sted. Og købt et udvalg af Lord Byrons breve og journaler til en flad 50'er. Seriøst: Pt. er Bureauet (også) en af de bedste second hand-boghandler, jeg kender her i byen, selvom udvalget er til at overskue.

Senere skal jeg derned for at høre The Poet Bastards. Efter sigende skulle de være gode til at "forfærde publikum". Det vil jeg gerne se! Kan noget - udover dagens politiske tilstande - overhovedet forfærde mig længere?

Lars Bukdahl til ære

Prut, pik,
ingenting, ingenting.

Fisse, fisse,
form.

torsdag den 4. december 2008

Whatever happened to Robin Theil?


Igen en "DET ER FANDEME LØGN"-situation! Pernille Rosenkrantz-Theil er blevet medlem af Socialdemokraterne!

(Har ledt efter en bloddryppende, gotisk, slimet og rædselsvækkende font på siden at fremhæve navnet med, men en sådan findes desværre ikke...)

Så afsindigt meget op til hende... For at give hende det, hun fortjener, tager hun da heller ikke afstand fra sin fortid, og hun virker stadig socialistisk indstillet. Måske er det en del af en større strategi, der går ud på at trække landets absolut mest leverpostej-farvede parodi på et parti i en mere rød retning? Men hvis det er, spår jeg, at hun knækker nakken på det. For meget middelmådighed kan knuse selv den stærkeste sjæl.

Og et véd jeg: Enhedslisten får det ikke nemmere nu...

HADER, når gamle idoler sælger ud!

Noget om schouter - og en finger til Movia!

En hård dag, der startede med, at den bus, jeg plejer at tage på arbejde, simpelthen ikke kom. Det lyder måske ikke så hardcore, men i Søborg er logistikken helt ad helvede til om natten, så for at møde nogenlunde rettidigt på arbejde (dvs. kun en halv time for sent!), måtte jeg kridte skoene, spunse til Høje Gladsaxe og tage en anden bus. Og så ellers pukle på resten af dagen for at indhente den halve time, Movia skylder mig! Følgelig har jeg det pt. som om, at jeg er blevet skampulet med et pigkrøllejern...

Måske heldigt nok, at Pia ikke kunne komme med i biografen i dag. Jeg skylder hende et besøg i fødselsdagsgave, og vi var blevet enige om, at det skulle have været den nye Woody Allen. Men så har man jo det til gode.

Og ellers har jeg rodet lidt videre med min farmors slægt og fundet ud af, at jeg slægter hele to såkaldte schouter på. Og hvad pokker er en schout så? Tja, begrebet stammer fra Holland, og da rosset fra Store Magleby kom herop, tog de titlen med sig. Den dækker over en art kombineret dommer og borgmester, og det var åbenbart Christian d. II's plan, at hele Danmark skulle have haft schout-styre i en eller anden udformning - alt sammen som en del af hans og Sigbrit Willems' plan omkring at styrke landets borgerskab på bekostning af adelen. Men det gik som bekendt anderledes, og det forblev en Store Magleby-specialitet - der eksisterede titlen til gengæld også frem til 1821, og i lange tider var schouten den vigtigste mand på Amager, eftersom der var hollandske interesser snart sagt overalt på øen. De to, jeg stammer fra - Isbrandt Jansen Brouwer og Dirch Cornelissen - sad dog lige efter hinanden i tidsrummet 1615 - 1666. Så ved man det.

Rart at vide, at der er folk i ens stamtræ, der var seje, når man ikke selv er.

onsdag den 3. december 2008

Poeten på bajer og piller


Et stk. meget, meget intensiv dag i går. Mødte godt nok for at tage barvagt i går eftermiddag kl. 16, men Bureauet var under ombygning, og der var ikke nogen, der mente, at det kunne betale sig at åbne for kl. 18. Og efter at have hjulpet til med diverse praktiske småting gjorde vi så det. Og jeg fumlede en hel del rundt, mens jeg fandt ud af, hvor alting var og hvordan, det skulle tilberedes. Men det gik fint nok, trods alt. Skal nok få fod på det.

Var godt blæst bagefter - havde jo også en syvtimers arbejdsdag bag mig før alt dét - men der var ingen pardon: Var programsat til aftenens arrangement på en billet, der også bl.a. inkluderede den grønlandske lyriker Ole Corneliussen, og på en eller anden måde måtte jeg komme op i gear igen. Og det lykkedes. På en blanding af øl, ginseng og tørrede abrikoser - don't try this at home, kids! Men opfattede til gengæld ikke ret meget af det, der kom på før mig - bortset fra netop Corneliussen. En stærk sprogkunstner med masser af kant og lune, der ikke er ræd for at give dansken tørt på! Han anbefalede i øvrigt rute 3A - "Det er en god bus".

Læste uddrag op fra det, der engang bar navnet Favne - en art tværsnit af forløbet fra start til opbrud. Med rystende hænder og ditto stemme, for jeg kørte i den grad på reservebatterierne... Men folk lod til at synes, at det, der for mig bare var irriterende, gav min oplæsning kant - der var i hvert fald en del positive bemærkninger og anerkendende nik rundt omkring. Og på et tidspunkt var der - hvilket forbløffede mig noget - én, der begyndte at græde og gik udenfor! Bifaldet fejlede heller ikke noget, og konferencieren mente, at jeg var svær at følge efter, så det kan vel ikke have været helt skidt, det hele.

Blev hængende i kælderen for at høre Louise Kristensen, der ikke kun debuterede på Bureauet på samme åben scene-aften som jeg, men også stammer fra Aalborg-kanten og er veninde med min ex, Tina, som også var der. Hun kan altså ét eller andet - og det siger jeg ikke kun fordi, at hun tog nogle fede billeder af min oplæsning (se ovenfor)!

Bagefter gik der flip i den, som der ofte gør dernede, så jeg endte foran baren, indtil jeg fik taget mig sammen til at rykke ud mod Søborg. Der var jeg kl. 24. I en times tid forsøgte jeg så at rydde lidt op i alt det, der havde samlet sig på nettet i den tid, jeg var offline. Og så gik jeg i seng. Skulle op igen kl. 3!

Og i dag har jeg bare væltet rundt og prøvet at overleve. Indtil videre er det gået fint nok. Har endda fået betalt licens!?! Men nu skal der vist også knaldes brikker i nogle timer...

tirsdag den 2. december 2008

Teknisk uheld

Nå, men så har jeg været offline i en uges tid pga., viste det sig, en defekt ledning. Men for at se det fra den lyse side, er der da et par stykker, der tilsyneladende har savnet mine skriverier...

Skal læse op på Bureauet i aften. Og have min første barvagt fra 16-20. Så kun en meget kort tekst i dag.

Men kan da tømme mappen med kladder på min mobil - bare for sjov.

***

Hørt på Farumbanen nær ved Dyssegård en fredag eftermiddag:

- "Det er nok det mest afskyelige ord, jeg kender: "Kvie"...
- "Nej... Det må være... "bark"!

***

Tekst på klistermærke spottet på lygtepæl ved Vesterfælledvej:

"Spanking tilbydes!

Viola Teschk
Nakkedraget 6
6900 Ballerød"