lørdag den 15. november 2008

Rene linjer

Roder videre med mit manuskript. Dvs. den bunke digte, som engang bar titlen Favne, og som stadig - lidt endnu - går under den titel på www.digte.dk. I første omgang er idéen at få kogt den oprindelige bunke, som i begyndelsen bestod af over 100 tekster, ned til en noget mindre, hvor hvert enkelt digt - uden pr. definition at være himmelråbende fantastisk - i det mindste er værd at putte på papir. Og den bunke vil så blive præsenteret for et passende forlag gennem én i mit netværk, der allerede nu kommenterer mine til- og fravalg. Og det er vedkommende sgu god til, må jeg sige. Der bliver reddet ting, jeg selv med glæde ville have proppet i papirkurven, og problematiseret tekster, jeg selv er knyttet stærkt til af grunde, som ikke nødvendigvis har noget med selve den lyriske kvalitet at gøre. Men selvfølgelig er det en ømskindet proces, der allerede har været knudret på flere punkter. Alle har jo deres kæpheste, og min modspiller har visse aversioner mod patos og hverdagssprog, som jeg ikke nødvendigvis deler - det eneste, der pr. definition er et no go i mit univers, er at bruge fremmedord til at puste sig kunstigt op med, hvis mindre kan gøre det. Men fremad kommer vi jo, og det fede er, at jeg vitterligt kan se, at kvaliteten efterhånden stiger. I sidste ende er det dog mig, der har skrevet tingene, så hvis der kommer forslag ind, som jeg - selv efter at være faldet lidt ned og have tænkt over tingene - ikke kan goutere, forbeholder jeg mig en vetoret. Selvfølgelig med risiko for, at teksten så simpelthen bliver afvist. Men so be it. Hellere tabe et par gode ting på gulvet end lægge navn til noget, der ikke er mig. Som det ser ud nu, har jeg stof nok til at kunne tage mig den frihed.

Sideløbende læser jeg biografien/analysen Jack Kerouac af Warren French. Studser løbende over hvor mange paralleller, der er mellem Kerouacs og min personlighed. Bevares: Konservatismen og drukfældigheden deler vi ikke, men vi har begge to levet vores liv i spændingsfeltet mellem en fri, outreret livsførelse og en stor bundethed til familien/rødderne. Vidste faktisk ikke, at han dyrkede slægtsforskning, men det gjorde han åbenbart - og hans Satori in Paris handlede om at tage til Frankrig for at opsøge fjerne europæiske slægtninge. Og ikke mindst skuffelsen over, at han ikke blev taget imod som en art "fortabt søn". Der har jeg dog aldrig regnet med noget, skal det siges. Selvom jeg langt ude er beslægtet med Mærsk McKinney-Møller, ville jeg ikke regne med andet end at blive kylet ud for at være "en skide langhåret hippie", hvis jeg en dag ringede på hans dør. Så naiv, den store beatnik egentlig var... Men ligheden er pudsig... Og for Kerouac havde netop den splittelse vist en stor del af ansvaret for, at han endte med at gå i hundene. Han kunne ikke forene sin fritænkning med sit ønske om at være en family man. For mit vedkommende synes jeg dog, at det går bedre og bedre. For det er vel kun til syvende og sidst i éns eget hoved, at størrelserne er uforenelige. Man kan jo sagtens være noget for sig selv og de nærmeste på én gang. Og hvis nogen får éns livsstil galt i halsen, hvem siger det så mest om? Og hvad kan man så bruge dem til?

Hårde ord for nogle ører, sikkert. Men det handler om at kunne leve en inklusiv tilværelse. Og at værne om sin egen integritet og sjælefred, så man netop ikke ender som en Kerouac... Man skal kunne leve med sig selv! Specielt for at kunne være givende i forhold til andre. Og hvis nogen seriøst forsøger at destabilisere den balance, er de selv ude om det, hvis de ryger ud af billedet. Omvendt vil åbenhed blive belønnet med åbenhed, respekt med respekt og kærlighed med kærlighed. Egentlig ret simpelt. Og retfærdigt. Ikke sandt?

Ingen kommentarer: