torsdag den 13. november 2008

Cocteau Twins forever!


Fordyber mig i disse dage (igen) i Cocteau Twins - postpunk-bandet fra (af alle skotske byer) Grangemouth, der i 1982 mødte verden som en af de bedre Siouxsie & The Banshees-kloner på Garlands, men efterhånden arbejdede sig frem mod en meget unik, sammensat alternativ pop/rock med Robin Guthries æteriske guitar og Liz Frasers kuldslåede, men sensuelle, store, luftige og vidtrækkende vokal i centrum. Og ikke mindst hendes tekster, som i lange stræk af gruppens karriere bare var drømmende betydningsophobninger med titler som "Pearly Dewdrops' Drops", "Spooning Good Singing Gum" og "Ella Megalast Burls Forever", og som mere indkredsede stemninger end betød noget, selvom de hen mod slutningen tog form af raffineret poesi med inspiration fra de franske symbolister. Og ud fra den opskrift dannede de så fundamentet for shoegazer (Slowdive, My Bloody Valentine) og Sigur Rós - selv Jeff Buckley og Duran Duran har paid their dues.

Har i mange år været den stolte indehaver af Treasure (1983), Victorialand (1986) og Milk and Kisses (1996), hvoraf jeg regnede førstnævnte - en slags konceptalbum om græske og romerske gudinder, der stadig havde en snert af postpunkens skarphed - for hovedværket over alle. Men har på det seneste fået anskaffet mig gruppens resterende albums, og spørgsmålet er, om ikke både Blue Bell Knoll (1988) og Four-Calendar Cafe (1993) står stærkere endnu. Begge er further down the line, om man så kan sige - ikke kun gotisk drømmemusik, som i starten, men mere raffinerede værker, der også lader ekkoer af soul og nostalgisk 60'er-lyd trænge igennem de kimende guitarer og alfeagtige vokaler. Regnede faktisk ikke sidstnævnte album for noget som helst - vel resterne af en gammel reaktion på, at bandet på det tidspunkt signede med major'en Fontana, og jeg dengang tolkede det mere afrundede udtryk som et sell out - men allerede her begyndte gruppen at arbejde med de elektroniske anstrejf, der for alvor fik plads på Milk and Kisses, og som værk hænger det faktisk bedre sammen end de øvrige plader, Cocteau Twins lavede i deres "modne" fase. Så meget sagt er der intet - intet - i diskografien, jeg ikke på det bestemteste vil anbefale elskere af drømmende, overjordisk musik at høre! Fanden stå i, at de gik fra hinanden i midt-90'erne og ikke har været til at drive sammen med syv vilde heste siden!

Det mest hjerteskærende smukke, Liz Fraser har lagt stemmebånd til endnu, er dog - vil jeg alligevel hævde - "Tear Drop" med Massive Attack (1998). Hør den her: http://www.youtube.com/watch?v=fG8eQBSp9Ao. Du kan også høre det nummer, jeg har haft kørende i knolden hele dagen, her: http://www.youtube.com/watch?v=KRsaaCAwTnQ.

3 kommentarer:

Jens Keis Kristensen sagde ...

Ja, det er et helt igennem fantastisk band, som er mange blogindlæg værdig. Og hvad med Heaven or Las Vegas? det var min første Cocteau Twins plade (købte den, da en udkom), og jeg synes stadig, at den er dejlig - lige en tand mere introvert en four calender cafe, men meget mere åben og poppet end deres firsreudgivelser.

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Har faktisk en lille drøm om at skrive en hel artikel om dem ved lejlighed... Heaven or Las Vegas er jo også en herlig plade - er der svagheder i diskografien, snakker vi nok om tidlige ting som f.eks. Garlands, men selv den var jo ikke dårlig. Bare ikke helt Cocteau Twins endnu... Men jeg foretrækker nok, if push comes to shove, både Victorialand og Four-Calendar Cafe frem for Heaven... Den har aldrig fuldstændigt fortryllet mig.

retro sagde ...

Stor fan af CT siden Victorialand. Hver af deres udgivelser plade/CD har sin særlige kvalitet og. En af mine største koncertoplevelser var klart at se dem live i '96 på hvad der skulle blive deres sidste turné.

Vil lige anbefale deres Lullabies To Violaine vol 1 + 2 der består af B-sider, rarities og 12'' mixes - er man samler bør man prøve at få fat i den meget lækre ltd edt. box der indeholder alle 4CD.