søndag den 9. november 2008

Tove og Jens Christian RIP


Dagen startede med rundstykker, nogle kopper kaffe og - som min mor og jeg har for vane i stille og eftertænksomme stunder, eftersom vi langt hen ad vejen har delt de samme sorger op gennem livet - intens snak om dem, der ikke er her længere. Nærmest et punkt, der skulle overståes, inden hun skulle hjem lidt senere. Og så pludselig - midt i det hele - ringede min morbror Bjarne og fortalte, at Tove var død!!!

Nu bilder jeg ikke mig selv ind, at ret mange læsere af denne blog umiddelbart kender Tove (Dürr, som hun hed til efternavn)... Og det skulle da også undre mig, for hun var totalt anonym hele livet, og nu er hun endda begravet på de ukendtes grav i Silkeborg (Vestre Kirkegård). Men i sig selv var hun en stærk skæbne. I 1940'erne, hvor hele landet fyrede med tørv og brunkul, flyttede hende og ægtemanden Jens Christian ud i arbejderbyen ved brunkulslejerne i Søby nær Herning. Et miljø, der, efter hvad jeg har fået fortalt, ikke var så forskelligt fra det vilde vesten 60 år før. Bruddene, folk (dvs. også Jens Christian) arbejdede i, var ikke altid lige godt sikrede, og man mistede venner og kolleger adskillige gange om året samtidig med, at det ikke var de store penge, man tjente. Den slags førte til lige dele frustrationer og drømme - specielt for en ilter natur som Jens Christian, som i de år ofte spillede opsparingen væk på de livligt besøgt buler i byen, drak lidt for ofte og tit endte i håndgemæng. Tit blev frustrationerne og såvel de tabte penge som alt muligt andet taget med hjem, hvor Tove bar rundt på deres første og eneste søn. Jo, hendes krop og hjerte måtte modstå en del i de år...

Men modsat i så mange andre tilfælde bedrede forholdene sig med tiden. Da min mormor og morfar mødte Tove og Jens Christian i Bording først i 1950'erne - mine bedsteforældre havde fæstet en gård derude, mens i hvert fald Tove var født i byen - havde Jens Christian fået væsentligt bedre styr på de mørkere sider af sin natur, selvom de stadig var der, og efterhånden, som han blev ældre, tonede de helt ud. Den Jens Christian, jeg kendte og elskede som barn, var ganske vist en bestemt herre, men også en person med en sprælsk humor og et stort hjerterum, der uden tvivl elskede sin kone lige så meget, som hun elskede ham.

Men de mørke skyer - Tove og Jens Christians indre prøvelser - var selvfølgelig heller ikke drevet over, da parret flyttede fra Søby. Engang i 1950'erne åbnede der et maskinværksted lidt uden for Haarup ved Silkeborg, hvor min mormor og morfar netop havde købt et mindre landbrug. Der fik Jens Christian arbejde som chauffør i fabrikkens sættevogne, og den lille familie fik bopæl i et af de gule arbejderhuse af træ, som blev bygget op i yderkanten af fabriksgrunden - i lokale munde kaldet Lillekøbenhavn. Modsat i Søby var arbejdsforholdene rimelige og lønnen fin, men sættevognene var lidt for høje, viste det sig. En dag, Jens Christian var ude at køre, fortsatte en personbil i lidt for høj fart ind under bunden af lastbilen. Passagererne var døde på stedet. I sagens natur plagede den episode Jens Christian en del, men i første omgang fortsatte han med at arbejde. Kort tid efter gentog en lav sportsvogn det samme trick. Denne gang nåede Jens Christian at se det fulde udfald: To afhuggede hoveder... Og så holdt han ellers op med at køre sættevogn! Frem til 1978, hvor fabrikken lukkede, havde han anden beskæftigelse...

Sønnen voksede op og klarede sig godt i skolen. Også så godt, at han ikke blot tog realen med, men fortsatte på gymnasiet. Absolut ikke sædvanen for en arbejderknægt dengang, og selvom det var på kanten af de alment venstreorienterede 70'ere, var det ikke nemt for ham at finde fodfæste blandt Silkeborgs borgerbørn - sikkert heller ikke altid det nemmeste for Tove og Jens Christian at høre om. Og da han fortsatte på universitetet - så vidt, jeg husker, for at læse til arkitekt - sprang han naturligvis ud som kommunist. En tro, han ikke fraveg i den tid, jeg kan huske ham i. Men i deres ældre år - efter at de værste af livets prøvelser var overståede - levede Tove og Jens Christian en stilfærdig tilværelse i Lillekøbenhavn, hvor de også fik lov at blive efter pensionsalderen. Tove, nabokonen Anne og min mormor, Karen, var hjerteveninder og kom i tide og utide til kaffeslabberads hos hinanden, mens Jens Christian gik på jagt, lagde puslespil og tog ned i den nærliggende grusgrav, som var indrettet til losseplads, for at finde brugbart skrot, han kunne tjene en klatskilling på at sælge videre. Og hans ungdoms spillelidenskab bestod i øvrigt - dog under mere civiliserede og uskadelige former. Fra tid til anden spillede han whist om småbeløb sammen med de mandlige medlemmer af min familie, og da der startede andespil (bingo) op i Silkeborg, tog ham og Tove derind hver gang for at fylde nogle plader. Det var i den tid, de kom ind i mit liv. Min mor, der fik mig meget ung, fik arbejde i Silkeborg efter overstået Handelsskole, og så skulle hun have fundet en tilfredsstillende dagplejeordning for mig. Nuvel, det var før vuggestuernes og børnehavernes tid - i hvert fald på den egn - så i hverdagene skiftedes mine bedsteforældre og Tove til at passe mig. Jeg elskede alle tre parter i småstykker - førskoleårene står nok stadig for mig som de lykkeligste i mit liv - og Tove ikke mindre end de andre. For vel afleverede min mor 300 kroner til hende om måneden, men for de penge fik hun reelt også en tredje bedstemor til sin søn. Næppe helt uden grund lod hun mig uden skelnen og restriktioner lege med sine egne tre børnebørn, der i mange år var det nærmeste (fætre og kusiner undtaget), enebarnet Steffen kom søskende...

Hun var ret liberal: Så længe man ikke gik ud til Hovedvej A15 eller gik ned i grusgraven, hvor der var usikre skrænter og mosehuller i bunden, måtte man det meste. Man måtte lægge ekstra brikker på plads i Jens Christians puslespil, rode hasarderet rundt i hans værksted, bygge slotte af sofapuder ude i haven, man kunne lege gemme med hende i, og sågar engang brænde et bål af på fabrikkens oplagringsplads, mens hende, Anne og Jens Christian stolt smilede til den pyromaniske knøs! Der var altid plads til et knus, når man skulle afsted - hvad "man" sjældent ville. Og som noget specielt smukt husker jeg en sommerdag, hvor jeg, sammen med hendes børnebørn, sad på nogle sten under et birketræ i fabrikkens tilhørende minipark, mens hun lærte os "Stork, Stork Langeben". Måske mit første flash af reel, uforklarlig lykkefølelse...

Og bekymret for mig kunne hun også være til tider. Som da jeg en dag opdagede en flot guldplade - velsagtens en vinylplade trykt i en gylden nuance - på Annes reol, da vi var deroppe for at drikke kaffe der. Den måtte jeg selvfølgelig høre, og den viste sig at rumme Grethe og Jørgen Ingmanns Dansevise. Pludselig var jeg helt opløst af gråd - helt præcist da pladen nåede til mellemstykket med "kom igen nu, min elskede ven". Og jeg var ikke til at stoppe. Der gik vi ret hurtigt hjem. Tove var simpelthen for forvirret og forstyrret over den her unge, som gav sig til at tude uhæmmet over en skide sang! Well, min mor kunne fortælle, at jeg havde det på samme måde med "Solen er så Rød, Mor", og så blev de øvrigt ikke en skid klogere af det nogen af dem. Hvordan skulle jeg da også have forklaret dem, at jeg i virkeligheden græd af lykke? Af lykke over at have hørt mit livs første, bevidsthedsudvidende perfekte sange? Og de første sange, der konfronterede mig med den grundlæggende følelse af ensomhed og intethed, der altid har hvilet over mit liv, og som jeg først meget, meget senere lærte at sætte ord på?

Så var det anderledes håndgribeligt, da jeg en dag havde fundet en bil i en nabohave, som tydeligvis var udrangeret, og som jeg havde plyndret for "reservedele" - mest fordi Jens Christian altid talte om den slags, og jeg selv syntes, at de her mystiske "runer" i bilens indre var skægge at håndtere og fjerne. Hold kæft, der blev ballade med nabomanden Laust, der netop havde opbevaret billiget for at kunne trække på reservedelene! Well, Tove fik vist ret hurtigt jævnet problemet ud, men siden da var jeg altid lidt nervøs når Laust og konen Lindy var i syne... Sandsynligvis havde de nu nok bare spurgt, om jeg ville have en kage, hvis jeg havde turdet at gå hen til dem!

Da jeg i sommeren '80 skulle starte i skole, og mine formiddage hos dem derved blev "slugt", blev der holdt en lille kaffe-fest sammen med mormor, Tove, Jens Christian og Anne i Lillekøbenhavn. Den var ikke ret sjov. Jeg tudede bare hele tiden og ville høre "guldpladen".

Om efteråret var Tove og Anne i Voel, hvor jeg boede sammen med mine forældre, for at besøge mig. Jeg var sur, tvær og afvisende. Følte vist, at de havde svigtet - typisk barnelogik. Så det gentog sig ikke. Og når jeg stødte på Tove nede hos mormor, havde jeg i lang tid travlt med alt muligt andet end lige netop hende.

Og tiden gik. Sidst i 80'erne - en efterårsnat - gik Jens Christian ud i køkkenet for at få et glas vand. Der kollapsede han. Hjerteanfald. Jeg græd, da jeg fik det at vide. Så blev han lagt i jorden. Tove flyttede fra Lillekøbenhavn og ind til Silkeborg, hvor hun fik en etværelses på Arendalsvej. Og det gule arbejderhus blev revet ned.

Op gennem 90'erne så jeg hende af og til. Dels på Arendalsvej, hvortil jeg og mig mor flyttede i 1991, da min far var smuttet. Dels hos min mormor og morfar, som allerede i 1987 var flyttet ind i et hus på Hellebakken i Balle - en forstad til Silkeborg. Hver gang havde jeg lyst til at fortælle hende, at jeg stadigvæk elskede hende, og at hun havde givet mig nogle af de bedste stunder i mit liv. Men som trodsig, sortklædt og selvbevidst skod-teenager kunne jeg ikke.

Sidste gang, jeg så hende - i 1999 ved mormor Karens begravelse - havde jeg lyst til det igen. Og fejlede igen. Men som min mor sagde: "Hun véd det godt".

Det håber jeg da. Nu er det i hvert fald for sent... "Kom igen nu, min elskede ven"...

Ingen kommentarer: