onsdag den 5. november 2008

Another brick in the wall

Har i dag tænkt en del over, hvad jeg egentlig vil med den her blog, som jeg nu har kørt i over et halvt år.

Er formålet selverkendelse? Ikke i det omfang, jeg måske troede i starten, for vel er jeg inde i en fase af mit liv, hvor jeg arbejder meget med netop det - men omvendt må jeg tilstå, at jeg alligevel er for blufærdigt anlagt til at lægge alt, jeg når frem til, ud.

Er det at give et indblik i mit liv og mine tanker? Tjo, men så igen er billedet så langt fra komplet, og selvom jeg må sige, at jeg ind imellem har været så åben herinde, at jeg selv har krummet tæer, er det meget mod min natur at udlevere mig selv fuldstændigt. Jeg bryder mig fundamentalt ikke om, at folk lidt for godt ved, hvem jeg er, og selv overfor mig selv nægter jeg dybest set at forholde mig til identitetsspørgsmålet - jeg vil meget hellere være et løbende spørgsmålstegn end "nogen" eller "noget".

Er det for at sprede mine meninger? Nope. I så fald ville jeg nok arbejde noget mere målrettet med det. Har det som oftest bedst med, at de kommer sådan lidt ind fra sidelinjen.

Er det for at føre dagbog? Tjo, der er helt klart det aspekt i det, men ikke kun. Der er jo publikum på.

Egocentrisk forfængelighed? Helt sikkert, men det samme kan man sige om enhver form for offentlig fremtræden, og hvad formålet med bloggen end er, er det ikke det.

Er ikke nået nærmere et svar, end at jeg vel bare prøver at skabe en mur af tekst, som både jeg selv, mine venner/bekendte og udefra kommende kan spille bold op af, som de lyster - nogle tavse, andre talende. Og for mit vedkommende må jeg i øvrigt tilføje, at jeg er glad for, at jeg ikke har fuldt overblik over hvem, der i grunden læser den. Der er en del hits - så meget kan jeg da se - men havde jeg en klar fornemmelse af, hvem der kom forbi, kunne jeg meget vel se mig selv klappe i med mangt og meget. Og resultatet ville blive dårligere læsning. En ringe mur...

2 kommentarer:

Jens Keis Kristensen sagde ...

En modig dagbog er klart den nærmeste genremæssige reference.

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Tja, men så alligevel også ret fej. Det er langt fra "Mit Nøgne Hjerte", det her.