lørdag den 22. november 2008

Aldrig mere fredag aften - indtil næste gang, sikkert!

Wow, må virkelig lære at lade være med at gå i byen fredag... Var til fest hos Pia i går, og det endte på Culture Box. Men først sov jeg over mig, så jeg kom en time for sent afsted. Så tabte jeg mit nummer til garderoben, hvilket jeg selvfølgelig panikkede over - en ting er at skulle gå hjem i frostvejr uden overtøj, men der var også både hævekort og buskort i lommerne. Troede jeg. For da jeg til sidst - efter megen parlamenteren frem og tilbage og surmulen - fik min frakke udleveret af en forståeligt nok skumlende garderobedame, opdagede jeg, at jeg havde haft de ting i bukselommen hele tiden... Og på hjemvejen så jeg så Farum Station. Ikke uinteressant, sådan set, for man har jo hørt alt muligt om Brixtofte osv., og enhver jyde, der kommer herover, bør næsten én gang tage til Farum for at se, om der er sten på sten endnu, derude. Det var der så - faktisk så der ikke skidt ud. MEN jeg skulle jo sådan set havde været af på Kildebakke, hvis ikke jeg havde slumret så sødt...

Det korte af det lange: Havde kørt mig selv hårdt mht. nattesøvn hele ugen, så jeg var både udkørt, ekstra fuld og touchy som ind i helvede. Og sådan er det sgu tit, når jeg forsøger at spille smart på den ugedag, hvor jeg bare burde kollapse og sove igennem, så jeg virkelig kan noget lørdag...

Men ellers var det en god aften med nogle supergode sæt og live-optrædener.

fredag den 21. november 2008

Vidder

Så kom årets første sne. Havde nok været mere af en fornøjelse, hvis kulden ikke var gået gennem marv og ben. Og hvis jeg havde haft udsyn over nogle vidder. Det er seriøst en ting, jeg savner ved Kjøwenhawnstrup, vidderne. Og sne er og bliver nu flottest i det setting. Sjappet på Søborg Hovedgade lader en del tilbage at ønske i pittoresk værdi.

torsdag den 20. november 2008

Lynresummé

Har arbejdet mig vind og skæv. Og været på Bureauet for at snakke med interessante personer. Og været på grillbar. Og kommet alt for sent hjem ligesom i tirsdags. Og nu er jeg træt. Og nu vil jeg knalde brikker. Og sådan er det.

onsdag den 19. november 2008

Poetisk tirsdag

Nå, men det gik da også meget godt i går, selvom aftenen ikke var hulens godt besøgt. Vi var nok 10 mennesker inkl. barpersonalet. Men eftersom jeg kun bliver mere nervøs af at optræde for små forsamlinger, måtte jeg alligevel holde mig kørende på en skønsom blanding af øl, sportsvand, Cult og kulsort kaffe. Ikke mindst fordi jeg havde været vågen i mange timer samtidig med, at det "vidunderlige" novembervejr har det med at bryde min bevidsthed ned til grød - eller værre; tynd partikelsuppe - for tiden.

Læste to blokke med fortrinsvis ældre ting. Bl.a. "Do You Remember the First Time?" - mit svar på Jarvis Cockers sang og dokumentarfilm af samme navn, der omhandlede folks første seksuelle erfaringer. Læste det allerede op i 2005, da jeg optrådte på Studenterhuset og 1000fryd i Aalborg. Det var en succes dengang, og det er det også nu. Men folk og saftige emner...

Var dog hjemme alt for sent. Var bl.a. forbi en grillbar på vejen udaf. To timers søvn blev det til. Så nu skal jeg sove, sove, sove...

tirsdag den 18. november 2008

Pausenote

Nå, så blev Tat-maleriet omsider fragtet ud til sunny Søborg. I silende regn og blæst, pakket ind i masser af plastic.

Nu skal der læses tekster igennem før den alvorlige afdeling i aften. Og det skal gå tjept, for jeg er kun lige hjemme at vende. Var godt nok nede på Bureauet lige efter arbejde, men der var klister på stolen, masser af kaffe og pragtfuldt selskab.

Så kun et kort indlæg i dag.

mandag den 17. november 2008

Hilmer da capo

Har skrevet nekrolog over Hilmer til Geiger. Og kan se, at jeg ikke er den eneste, der har været ved at kløjs i nyheden. Overalt på blogspace, på Facebook og MySpace dukker nekrologer og sørgmodige meldinger op i hobetal. Men for fanden, hvor var han også den magiske ingrediens i mange numre, der har fulgt mig op igennem mit liv... "Elsker Dig For Evigt" var f.eks. soundtracket til min første ulykkelige forelskelse, og jeg kan stadigvæk tude som et lille barn, når jeg hører de der første, rislende guitartoner... Og hvad angår Love Shops "Alle Har En Drøm at Befri" og den der forbandet længselsfulde strengeleg, han lagde ind over der... Havde måske aldrig fået løsrevet mig fra Aalborg og den fastkørte situation, jeg sad i deroppe, hvis den sang ikke havde tændt en gnist, der efterhånden blev til et bål... Selvom: Hvad kom først? Hønen eller ægget?

Men den slags skriver man jo ikke i en nekrolog, selvom det måske netop er det, man burde...

Nå, men the show must go on. Og om ikke andet er jeg blevet mindet om, at det er ret klogt at holde ekstra godt øje med taxachauffører i nattetimerne...

Og nu skal jeg så have digte til i morgen kradset ned i min "oplæsnings-kinablok". To sæt bliver det til.

søndag den 16. november 2008

Ikke også Hilmer!!!


Det er fandme løgn! Hilmer Hassig er død!!! Trafikuheld: http://gaffa.dk/nyhed/29891.

Farvel til et evt. genforenet Love Shop. Nat (sandsynligvis) med flere Scatterbrain-genudgivelser. Ikke flere sitrende, gennemførte produktioner. Og det ser vel sort ud for Irmgardz 2.0. også. Men først og fremmest: Sayonara til Danmarks måske mest originale guitarlyd.

Hassig var en af de personer i det danske musikliv - undergrund såvel som overgrund - jeg respekterede mest. På sin egen facon en sær skyggeeksistens, som aldrig talte med pressen eller gjorde noget større væsen af sig, men ikke desto mindre en mand, hvis resultater i dén grad talte for sig selv, hvad enten han gjorde sig i Kliché, Scatterbrain, Gekko, Naïve, Love Shop, Lars H.U.G.'s skiftende orkestre eller som producer for bl.a. Tv-2 og Elisabeth. Havde dansk pop/rock et godt navn, var det meget langt hen ad vejen hans skyld. Som en af yderst få formåede han gang på gang at kombinere radiovenlige klange med en fint øre for poesi og musikalsk substans. Hør f.eks.:

Lars H.U.G.: Kvinde Min, Levende
Scatterbrain: The Rain in My Heart, Angry Young Men
Naïve: Marble Afternoon
Love Shop: En Nat Bliver det Sommer, Min Elvis
Elisabeth: Sotto Voce, albummet Lær Mig Nattens Stjerne

RIP, Hassig. Og desværre lidt for længe...

Black Celebration


Tog mig sammen og var for første gang til et af Eldorado Clubs Depeche Mode-arrangementer. Denne gang i Kødbyen 18, hvor de viste 101 på storskærm. Bagefter var der dj's til kl. 5 - Madvig skulle vist have været en af dem, selvom jeg ikke mindes at have set ham i "buret", og høj var branderten heller ikke. Men under alle omstændigheder blev der spillet Depeche Mode, Depeche Mode og atter Depeche Mode. Og lidt Yazoo, Dave Gahan solo og Martin Gore solo. En enkelt dj forsøgte sig endda med at spille et enkelt Cure-nummer, men det blev han vist hurtigt klar over var utidigt...

Der skete egentlig ikke alverden ud over lidt småsnak og dans hist og her, men hvor var det fedt for én gangs skyld at kunne gå 100% op i alt, der blev spillet - og til tider endda overrasket, når et obskurt mix eller en ditto B-side dukkede op mellem "Strangelove", "Precious", "Enjoy the Silence" og alle de andre herlige schlagere. Jeg mener: De spillede endda en demoversion af "Ice Machine", hvor der var et helt uhørt svirp i trommerne. Der blev altså ikke blot spillet Depeche Mode, men Depeche Mode for kendere.

Publikummet var dog lidt usædvanligt for et klubarrangement: I høj grad par midt i 30'erne, der tog ud for at svinge støvlerne til liflige toner fra ungdommens søde tid. Men så igen: Selvom jeg stadig betragter gruppen som et going concern, skal jeg da heller ikke nægte, at der var en del nostalgi over foretagendet for mit vedkommende... Også selvom én af mine yndlingsvendinger er "nostalgi æder sjæle op".

Pga. byens røvelendige infrastruktur var jeg først tilbage i Søborg halv syv i morges. Hvorefter jeg gik på Facebook og - i et af de underlige sammenfald, skæbnen ind imellem byder på - stødte på min gamle klassekammerat Michael fra Voel. Den eneste af mine venner derinde, der var online. Skægt, eftersom det var ham, der for et hav af år siden - også før jeg selv andægtigt købte Black Celebration på min blå mandag i Århus - fik mig tændt på Depeche Mode. Kan huske, at han konstant tiggede vores aldrende, rødmende engelsklærer om detaljerede udlægninger af saftige tekster som "Master and Servant" og "Dressed in Black"...

Vågnede for en times tid siden. Tilstanden er ikke for god. Men skal have valgt nogle tekster ud til på tirsdag, hvor der igen er åben scene på Bureauet, så jeg kan ikke hvile for længe på laurbærrene.

lørdag den 15. november 2008

Rene linjer

Roder videre med mit manuskript. Dvs. den bunke digte, som engang bar titlen Favne, og som stadig - lidt endnu - går under den titel på www.digte.dk. I første omgang er idéen at få kogt den oprindelige bunke, som i begyndelsen bestod af over 100 tekster, ned til en noget mindre, hvor hvert enkelt digt - uden pr. definition at være himmelråbende fantastisk - i det mindste er værd at putte på papir. Og den bunke vil så blive præsenteret for et passende forlag gennem én i mit netværk, der allerede nu kommenterer mine til- og fravalg. Og det er vedkommende sgu god til, må jeg sige. Der bliver reddet ting, jeg selv med glæde ville have proppet i papirkurven, og problematiseret tekster, jeg selv er knyttet stærkt til af grunde, som ikke nødvendigvis har noget med selve den lyriske kvalitet at gøre. Men selvfølgelig er det en ømskindet proces, der allerede har været knudret på flere punkter. Alle har jo deres kæpheste, og min modspiller har visse aversioner mod patos og hverdagssprog, som jeg ikke nødvendigvis deler - det eneste, der pr. definition er et no go i mit univers, er at bruge fremmedord til at puste sig kunstigt op med, hvis mindre kan gøre det. Men fremad kommer vi jo, og det fede er, at jeg vitterligt kan se, at kvaliteten efterhånden stiger. I sidste ende er det dog mig, der har skrevet tingene, så hvis der kommer forslag ind, som jeg - selv efter at være faldet lidt ned og have tænkt over tingene - ikke kan goutere, forbeholder jeg mig en vetoret. Selvfølgelig med risiko for, at teksten så simpelthen bliver afvist. Men so be it. Hellere tabe et par gode ting på gulvet end lægge navn til noget, der ikke er mig. Som det ser ud nu, har jeg stof nok til at kunne tage mig den frihed.

Sideløbende læser jeg biografien/analysen Jack Kerouac af Warren French. Studser løbende over hvor mange paralleller, der er mellem Kerouacs og min personlighed. Bevares: Konservatismen og drukfældigheden deler vi ikke, men vi har begge to levet vores liv i spændingsfeltet mellem en fri, outreret livsførelse og en stor bundethed til familien/rødderne. Vidste faktisk ikke, at han dyrkede slægtsforskning, men det gjorde han åbenbart - og hans Satori in Paris handlede om at tage til Frankrig for at opsøge fjerne europæiske slægtninge. Og ikke mindst skuffelsen over, at han ikke blev taget imod som en art "fortabt søn". Der har jeg dog aldrig regnet med noget, skal det siges. Selvom jeg langt ude er beslægtet med Mærsk McKinney-Møller, ville jeg ikke regne med andet end at blive kylet ud for at være "en skide langhåret hippie", hvis jeg en dag ringede på hans dør. Så naiv, den store beatnik egentlig var... Men ligheden er pudsig... Og for Kerouac havde netop den splittelse vist en stor del af ansvaret for, at han endte med at gå i hundene. Han kunne ikke forene sin fritænkning med sit ønske om at være en family man. For mit vedkommende synes jeg dog, at det går bedre og bedre. For det er vel kun til syvende og sidst i éns eget hoved, at størrelserne er uforenelige. Man kan jo sagtens være noget for sig selv og de nærmeste på én gang. Og hvis nogen får éns livsstil galt i halsen, hvem siger det så mest om? Og hvad kan man så bruge dem til?

Hårde ord for nogle ører, sikkert. Men det handler om at kunne leve en inklusiv tilværelse. Og at værne om sin egen integritet og sjælefred, så man netop ikke ender som en Kerouac... Man skal kunne leve med sig selv! Specielt for at kunne være givende i forhold til andre. Og hvis nogen seriøst forsøger at destabilisere den balance, er de selv ude om det, hvis de ryger ud af billedet. Omvendt vil åbenhed blive belønnet med åbenhed, respekt med respekt og kærlighed med kærlighed. Egentlig ret simpelt. Og retfærdigt. Ikke sandt?

fredag den 14. november 2008

Twinlights


En af mine kontakter herude mente, at man godt kunne bruge mere end ét blog-indlæg på Cocteau Twins, og det var da en fin idé, tænkte jeg. Ikke at der er så meget at tilføje om selve gruppen - ikke i denne form, i hvert fald - men fraregner man "Evangeline", kan jeg da komme med min all-time top 10 CT-liste, som den kan ses på YouTube:





5: Pearly Dewdrops’ Drops: http://www.youtube.com/watch?v=9-hSQBaSf-0

6: Know Who You Are at Every Age: http://www.youtube.com/watch?v=Yna3wMFi_W4





Og når man er ved det, er der flere af deres "efterkommere", der fortjener lige så meget af en lytter. Primært Slowdive, som jeg vægter næsten lige så højt trods deres mere sparsomme produktion:



Og selvfølgelig My Bloody Valentine. Lige så meget en efterkommer af The Stooges som Cocteau Twins, men alligevel:



Og via alle tre bands' æstetikker kom sidst i 90'erne islandske Sigur Rós, som igen er et band, jeg vægter utroligt højt. Selvom de næppe får det store efterslæt i historisk sammenhæng - dertil er deres udtryk nok bundet for meget op på netop det, de er, og det, de kommer af - er de nok den mest potente CT-"slægtning" af alle til dato. Jeg har set dem få et helt telt på Roskilde til at tude i kor, og jeg må tilstå, at specielt disse to numre altid kan lokke mere end en klump i halsen op i mig:


Vithrar Vel til Loftarásá: http://www.youtube.com/watch?v=akYuy2FMQk4

Seriøst: Skulle jeg, meget mod min vilje, kradse af, før jeg ændrer mening, så har jeg ét ønske til min begravelse: At nogen hiver en skrammet ghettoblaster frem og spiller sidstnævnte sang (+ Spids Nøgenhats version af Når Spindelvævene Blomstrer) under mindehøjtideligheden. Titlen betyder i øvrigt "En god dag til luftangreb"...

Og via Sigur Rós har Danmark selv vel Efterklang. Ikke at jeg tror, de er sig nogen tydeligere gæld til CT bevidst, men er det mig, eller kan man trods alt fornemme et eller andet her?


Søgte i øvrigt længe efter en fornuftig video med amerikanske Windy & Carl, som også skylder CT en del, men af en eller anden grund er det kun deres ringeste numre, der er landet på YouTube. Men hør endelig albummet Consciousness, hvis resten af det, du er stødt på i dette indlæg, har fanget dig.

Nå. Men så har Cocteau Twins og deres buldrende bål af længsler også fået lovprisninger nok for nu. Tilbage til den grumme, men også spændende virkelighed...

Poesi og beskyttelsesrum

Endte i går aftes på Bureauet igen, hvor der var poetisk tirsdag. Altså af den mere planlagte slags. Igen var poul g. exner (jeg er blevet briefet om, at han foretrækker sit navn skrevet konsekvent med småt, så det gør jeg lige af respekt) stærkt involveret i planlægningen, og det slap han - igen - meget godt fra. Selv læste han igen lidt op fra Vildfarelsen, men kom ikke op at køre på helt samme måde, som han gjorde sidst. Hvilket egentlig ikke var hans skyld, men måtte tilskrives et hypermobilt mikrofonstativ, som forståeligt nok brød hans koncentration. Så fair nok, dær!

Next up var den billedskønne næsten-debutant April Lauring, som læste op til et spartansk, men stemningsfuldt akkompagnement bestående af guitar, harmonium, stemme og effektpedaler. Hun var en star - ingen tvivl om det. Hun havde simpelthen den type karisma. Men hvad jeg skulle synes om hendes digte, der var finurlige og sågar ofte rimede, men noget løse i kødet, kunne jeg ikke finde ud af. Jeg ville nok ikke købe dem i bogform, i hvert fald. Ikke med mindre hun kunne få den store, sorte lommebog, hun havde skrevet dem ned i med en tydelig, smuk håndskrift, publiceret, som den var. Så kunne der komme et meget fint og personligt objekt ud af det.

Rasmus Nikolajsen brillerede til gengæld med originale, ofte syret humoristiske tekster, som der virkelig var gods i og niveau over. Det eneste minus ved ham var læsetempoet - han vred ordene af sig i raketfart - og en måske lidt selvsmagende gestik. Men det var detaljer. Substansen var der. Og det var næsten helt eksotisk at stifte bekendtskab med en ægte systemdigter anno 2008.

Lars-Emil Woetmann Nielsen var lidt en blandet fornøjelse, synes jeg. Som oplæser var han uovertruffen - specielt i et par regulære dada-digte i sidste ende af sættet. Men selvom han tydeligvis trak på et stort konkretistisk arvegods, var det som om, at han ikke kunne finde sit eget ståsted. Der blev eksperimenteret lidt i øst og vest, men det samlede sig ikke rigtigt i ét udtryk, han kunne kalde sit eget. Teknikeren i mig jublede over seancen - bortset fra, at han havde en overdrevet forkærlighed for gentagelsen - men på andre ledder var den ikke helt tilfredsstillende. At Woetmann Nielsen havde fortjent sin plads på scenen, skal der dog ikke herske tvivl om.

Som rosinen i pølseenden læste Ole Lillelund sine engelsksprogede post-beat poesier op som en integreret del af improv-trioen OCS, mens han samtidig betjente radio, båndoptager, klokker, eksotiske bækkener osv. Og var konstellationen lidt langsom til at komme op i tempo, trak den til gengæld tungt, da det først skete. Lillelunds langsomme, ekspressive diktion blev tæppebombet fra højre og venstre af smadrede breakbeats og harske effekter, så han lød som den sidste poet på den yderste dag. Det var simpelthen stort - spændt til randen af stemninger, kraft og billeder. Og på den flotte måde blev endnu en spændende poetisk tirsdag ført til ende.

Hang ud et stykke tid bagefter - bl.a. fordi jeg gjorde et særdeles interessant kvindeligt bekendtskab. Apropos den yderste dag fortalte hun, at hun engang havde været i et beskæftigelsesprojekt, hvor hun skulle lave plasticforhæng til byens beskyttelsesrum. Det grinte vi en del af - absurditeten var så gennemført på mange planer. At have et ikke-job, hvor man skal producere tingester, der alligevel - lige så lidt som beskyttelsesrummene - ikke ville have hjulpet det mindste, hvis helvede var brudt løs dengang i 80'erne... Hvilket får mig til at tænke på dengang, jeg så beskyttelsesrummet på Fårvang Skole, som jeg gik på sidst i dét årti. Vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde, da klasselæreren stolt viste det frem. Brugte man skohorn, kunne man måske have presset alle i klassen - og den var kun én af 18-20 på hele skolen - ind i lokalet. Hvis pedellen altså havde fjernet alle de stole, der stod opmagasineret derinde, først. Og den eneste fordel, vi ville have fået ud af at befinde os der, hvis atomkrigen var brudt ud, ville have været en hurtigere død end de andre elever, mens resten af skolen styrtede ned over os, for vidunderet lå kun lige under jordoverfladen, og hvad angik mulighederne for at undgå stråling... Gu' ve', hvorfor man brugte energi på at lave den slags? Mente nogen rent faktisk, at de var nytte til, eller var det et forsøg på at indgyde nogle få ekstremt dumme mennesker en falsk tryghedsfølelse? Eller handlede det netop om at aktivere nogle få ekstra arbejdsløse i et stykke tid, så de ikke optrådte i statistikkerne?

Anyway: Gik glad fra Bureauet efter endnu en evening well spent.

torsdag den 13. november 2008

Cocteau Twins forever!


Fordyber mig i disse dage (igen) i Cocteau Twins - postpunk-bandet fra (af alle skotske byer) Grangemouth, der i 1982 mødte verden som en af de bedre Siouxsie & The Banshees-kloner på Garlands, men efterhånden arbejdede sig frem mod en meget unik, sammensat alternativ pop/rock med Robin Guthries æteriske guitar og Liz Frasers kuldslåede, men sensuelle, store, luftige og vidtrækkende vokal i centrum. Og ikke mindst hendes tekster, som i lange stræk af gruppens karriere bare var drømmende betydningsophobninger med titler som "Pearly Dewdrops' Drops", "Spooning Good Singing Gum" og "Ella Megalast Burls Forever", og som mere indkredsede stemninger end betød noget, selvom de hen mod slutningen tog form af raffineret poesi med inspiration fra de franske symbolister. Og ud fra den opskrift dannede de så fundamentet for shoegazer (Slowdive, My Bloody Valentine) og Sigur Rós - selv Jeff Buckley og Duran Duran har paid their dues.

Har i mange år været den stolte indehaver af Treasure (1983), Victorialand (1986) og Milk and Kisses (1996), hvoraf jeg regnede førstnævnte - en slags konceptalbum om græske og romerske gudinder, der stadig havde en snert af postpunkens skarphed - for hovedværket over alle. Men har på det seneste fået anskaffet mig gruppens resterende albums, og spørgsmålet er, om ikke både Blue Bell Knoll (1988) og Four-Calendar Cafe (1993) står stærkere endnu. Begge er further down the line, om man så kan sige - ikke kun gotisk drømmemusik, som i starten, men mere raffinerede værker, der også lader ekkoer af soul og nostalgisk 60'er-lyd trænge igennem de kimende guitarer og alfeagtige vokaler. Regnede faktisk ikke sidstnævnte album for noget som helst - vel resterne af en gammel reaktion på, at bandet på det tidspunkt signede med major'en Fontana, og jeg dengang tolkede det mere afrundede udtryk som et sell out - men allerede her begyndte gruppen at arbejde med de elektroniske anstrejf, der for alvor fik plads på Milk and Kisses, og som værk hænger det faktisk bedre sammen end de øvrige plader, Cocteau Twins lavede i deres "modne" fase. Så meget sagt er der intet - intet - i diskografien, jeg ikke på det bestemteste vil anbefale elskere af drømmende, overjordisk musik at høre! Fanden stå i, at de gik fra hinanden i midt-90'erne og ikke har været til at drive sammen med syv vilde heste siden!

Det mest hjerteskærende smukke, Liz Fraser har lagt stemmebånd til endnu, er dog - vil jeg alligevel hævde - "Tear Drop" med Massive Attack (1998). Hør den her: http://www.youtube.com/watch?v=fG8eQBSp9Ao. Du kan også høre det nummer, jeg har haft kørende i knolden hele dagen, her: http://www.youtube.com/watch?v=KRsaaCAwTnQ.

onsdag den 12. november 2008

Liebhaverens store dag

Efter en usædvanligt kedelig og begivenhedsløs arbejdsdag tog jeg ud på Bureauet for at underholde Pia, der havde barvagt. Ganske stilfærdigt - noget med at småsnakke og drikke kaffe, mens man kiggede ud på regnen over Nørrebro. Men fik da samtidig købt en bog om Jack Kerouacs liv og værk og, som det store clou, udfyldt papirerne for det Tat-maleri, jeg tidligere har vist her på bloggen. Yes! Så nu ved jeg, hvad jeg skal stille op med den ene bare væg her i lejligheden. Tog det dog ikke med mig. Dertil var vejret trods alt for gustent.

Skal måske også til at lave nogle ting online for Bureauet. Flere detaljer senere.

Ellers skal der bare checkes sider og knaldes brikker. Tidligt. Det blev alt for sent i går, og jeg har en travl weekend foran mig.

tirsdag den 11. november 2008

Larks of death

Roder lidt med et manus. Fik at vide, at det kanske kunne være klogt.

Og hører den første af de to cd'er, der er vedlagt antologien Mellem Ørerne om Per Højholts multimediekunst. Pragtfulde lydshows - har f.eks. for lidt siden hørt ham blive udråb til sheriff i Legoland. Og nu skal han ud at flyve i luftballon. Er tilsyneladende ret bekymret for, at den skal blive punkteret af lærker. De har sagomeleme også spidse næb, sådan nogle!

Det pisser ned igen. Men det gør ikke så meget.

mandag den 10. november 2008

Jeg trænger...

...til at høre noget tung funk!

søndag den 9. november 2008

Tove og Jens Christian RIP


Dagen startede med rundstykker, nogle kopper kaffe og - som min mor og jeg har for vane i stille og eftertænksomme stunder, eftersom vi langt hen ad vejen har delt de samme sorger op gennem livet - intens snak om dem, der ikke er her længere. Nærmest et punkt, der skulle overståes, inden hun skulle hjem lidt senere. Og så pludselig - midt i det hele - ringede min morbror Bjarne og fortalte, at Tove var død!!!

Nu bilder jeg ikke mig selv ind, at ret mange læsere af denne blog umiddelbart kender Tove (Dürr, som hun hed til efternavn)... Og det skulle da også undre mig, for hun var totalt anonym hele livet, og nu er hun endda begravet på de ukendtes grav i Silkeborg (Vestre Kirkegård). Men i sig selv var hun en stærk skæbne. I 1940'erne, hvor hele landet fyrede med tørv og brunkul, flyttede hende og ægtemanden Jens Christian ud i arbejderbyen ved brunkulslejerne i Søby nær Herning. Et miljø, der, efter hvad jeg har fået fortalt, ikke var så forskelligt fra det vilde vesten 60 år før. Bruddene, folk (dvs. også Jens Christian) arbejdede i, var ikke altid lige godt sikrede, og man mistede venner og kolleger adskillige gange om året samtidig med, at det ikke var de store penge, man tjente. Den slags førte til lige dele frustrationer og drømme - specielt for en ilter natur som Jens Christian, som i de år ofte spillede opsparingen væk på de livligt besøgt buler i byen, drak lidt for ofte og tit endte i håndgemæng. Tit blev frustrationerne og såvel de tabte penge som alt muligt andet taget med hjem, hvor Tove bar rundt på deres første og eneste søn. Jo, hendes krop og hjerte måtte modstå en del i de år...

Men modsat i så mange andre tilfælde bedrede forholdene sig med tiden. Da min mormor og morfar mødte Tove og Jens Christian i Bording først i 1950'erne - mine bedsteforældre havde fæstet en gård derude, mens i hvert fald Tove var født i byen - havde Jens Christian fået væsentligt bedre styr på de mørkere sider af sin natur, selvom de stadig var der, og efterhånden, som han blev ældre, tonede de helt ud. Den Jens Christian, jeg kendte og elskede som barn, var ganske vist en bestemt herre, men også en person med en sprælsk humor og et stort hjerterum, der uden tvivl elskede sin kone lige så meget, som hun elskede ham.

Men de mørke skyer - Tove og Jens Christians indre prøvelser - var selvfølgelig heller ikke drevet over, da parret flyttede fra Søby. Engang i 1950'erne åbnede der et maskinværksted lidt uden for Haarup ved Silkeborg, hvor min mormor og morfar netop havde købt et mindre landbrug. Der fik Jens Christian arbejde som chauffør i fabrikkens sættevogne, og den lille familie fik bopæl i et af de gule arbejderhuse af træ, som blev bygget op i yderkanten af fabriksgrunden - i lokale munde kaldet Lillekøbenhavn. Modsat i Søby var arbejdsforholdene rimelige og lønnen fin, men sættevognene var lidt for høje, viste det sig. En dag, Jens Christian var ude at køre, fortsatte en personbil i lidt for høj fart ind under bunden af lastbilen. Passagererne var døde på stedet. I sagens natur plagede den episode Jens Christian en del, men i første omgang fortsatte han med at arbejde. Kort tid efter gentog en lav sportsvogn det samme trick. Denne gang nåede Jens Christian at se det fulde udfald: To afhuggede hoveder... Og så holdt han ellers op med at køre sættevogn! Frem til 1978, hvor fabrikken lukkede, havde han anden beskæftigelse...

Sønnen voksede op og klarede sig godt i skolen. Også så godt, at han ikke blot tog realen med, men fortsatte på gymnasiet. Absolut ikke sædvanen for en arbejderknægt dengang, og selvom det var på kanten af de alment venstreorienterede 70'ere, var det ikke nemt for ham at finde fodfæste blandt Silkeborgs borgerbørn - sikkert heller ikke altid det nemmeste for Tove og Jens Christian at høre om. Og da han fortsatte på universitetet - så vidt, jeg husker, for at læse til arkitekt - sprang han naturligvis ud som kommunist. En tro, han ikke fraveg i den tid, jeg kan huske ham i. Men i deres ældre år - efter at de værste af livets prøvelser var overståede - levede Tove og Jens Christian en stilfærdig tilværelse i Lillekøbenhavn, hvor de også fik lov at blive efter pensionsalderen. Tove, nabokonen Anne og min mormor, Karen, var hjerteveninder og kom i tide og utide til kaffeslabberads hos hinanden, mens Jens Christian gik på jagt, lagde puslespil og tog ned i den nærliggende grusgrav, som var indrettet til losseplads, for at finde brugbart skrot, han kunne tjene en klatskilling på at sælge videre. Og hans ungdoms spillelidenskab bestod i øvrigt - dog under mere civiliserede og uskadelige former. Fra tid til anden spillede han whist om småbeløb sammen med de mandlige medlemmer af min familie, og da der startede andespil (bingo) op i Silkeborg, tog ham og Tove derind hver gang for at fylde nogle plader. Det var i den tid, de kom ind i mit liv. Min mor, der fik mig meget ung, fik arbejde i Silkeborg efter overstået Handelsskole, og så skulle hun have fundet en tilfredsstillende dagplejeordning for mig. Nuvel, det var før vuggestuernes og børnehavernes tid - i hvert fald på den egn - så i hverdagene skiftedes mine bedsteforældre og Tove til at passe mig. Jeg elskede alle tre parter i småstykker - førskoleårene står nok stadig for mig som de lykkeligste i mit liv - og Tove ikke mindre end de andre. For vel afleverede min mor 300 kroner til hende om måneden, men for de penge fik hun reelt også en tredje bedstemor til sin søn. Næppe helt uden grund lod hun mig uden skelnen og restriktioner lege med sine egne tre børnebørn, der i mange år var det nærmeste (fætre og kusiner undtaget), enebarnet Steffen kom søskende...

Hun var ret liberal: Så længe man ikke gik ud til Hovedvej A15 eller gik ned i grusgraven, hvor der var usikre skrænter og mosehuller i bunden, måtte man det meste. Man måtte lægge ekstra brikker på plads i Jens Christians puslespil, rode hasarderet rundt i hans værksted, bygge slotte af sofapuder ude i haven, man kunne lege gemme med hende i, og sågar engang brænde et bål af på fabrikkens oplagringsplads, mens hende, Anne og Jens Christian stolt smilede til den pyromaniske knøs! Der var altid plads til et knus, når man skulle afsted - hvad "man" sjældent ville. Og som noget specielt smukt husker jeg en sommerdag, hvor jeg, sammen med hendes børnebørn, sad på nogle sten under et birketræ i fabrikkens tilhørende minipark, mens hun lærte os "Stork, Stork Langeben". Måske mit første flash af reel, uforklarlig lykkefølelse...

Og bekymret for mig kunne hun også være til tider. Som da jeg en dag opdagede en flot guldplade - velsagtens en vinylplade trykt i en gylden nuance - på Annes reol, da vi var deroppe for at drikke kaffe der. Den måtte jeg selvfølgelig høre, og den viste sig at rumme Grethe og Jørgen Ingmanns Dansevise. Pludselig var jeg helt opløst af gråd - helt præcist da pladen nåede til mellemstykket med "kom igen nu, min elskede ven". Og jeg var ikke til at stoppe. Der gik vi ret hurtigt hjem. Tove var simpelthen for forvirret og forstyrret over den her unge, som gav sig til at tude uhæmmet over en skide sang! Well, min mor kunne fortælle, at jeg havde det på samme måde med "Solen er så Rød, Mor", og så blev de øvrigt ikke en skid klogere af det nogen af dem. Hvordan skulle jeg da også have forklaret dem, at jeg i virkeligheden græd af lykke? Af lykke over at have hørt mit livs første, bevidsthedsudvidende perfekte sange? Og de første sange, der konfronterede mig med den grundlæggende følelse af ensomhed og intethed, der altid har hvilet over mit liv, og som jeg først meget, meget senere lærte at sætte ord på?

Så var det anderledes håndgribeligt, da jeg en dag havde fundet en bil i en nabohave, som tydeligvis var udrangeret, og som jeg havde plyndret for "reservedele" - mest fordi Jens Christian altid talte om den slags, og jeg selv syntes, at de her mystiske "runer" i bilens indre var skægge at håndtere og fjerne. Hold kæft, der blev ballade med nabomanden Laust, der netop havde opbevaret billiget for at kunne trække på reservedelene! Well, Tove fik vist ret hurtigt jævnet problemet ud, men siden da var jeg altid lidt nervøs når Laust og konen Lindy var i syne... Sandsynligvis havde de nu nok bare spurgt, om jeg ville have en kage, hvis jeg havde turdet at gå hen til dem!

Da jeg i sommeren '80 skulle starte i skole, og mine formiddage hos dem derved blev "slugt", blev der holdt en lille kaffe-fest sammen med mormor, Tove, Jens Christian og Anne i Lillekøbenhavn. Den var ikke ret sjov. Jeg tudede bare hele tiden og ville høre "guldpladen".

Om efteråret var Tove og Anne i Voel, hvor jeg boede sammen med mine forældre, for at besøge mig. Jeg var sur, tvær og afvisende. Følte vist, at de havde svigtet - typisk barnelogik. Så det gentog sig ikke. Og når jeg stødte på Tove nede hos mormor, havde jeg i lang tid travlt med alt muligt andet end lige netop hende.

Og tiden gik. Sidst i 80'erne - en efterårsnat - gik Jens Christian ud i køkkenet for at få et glas vand. Der kollapsede han. Hjerteanfald. Jeg græd, da jeg fik det at vide. Så blev han lagt i jorden. Tove flyttede fra Lillekøbenhavn og ind til Silkeborg, hvor hun fik en etværelses på Arendalsvej. Og det gule arbejderhus blev revet ned.

Op gennem 90'erne så jeg hende af og til. Dels på Arendalsvej, hvortil jeg og mig mor flyttede i 1991, da min far var smuttet. Dels hos min mormor og morfar, som allerede i 1987 var flyttet ind i et hus på Hellebakken i Balle - en forstad til Silkeborg. Hver gang havde jeg lyst til at fortælle hende, at jeg stadigvæk elskede hende, og at hun havde givet mig nogle af de bedste stunder i mit liv. Men som trodsig, sortklædt og selvbevidst skod-teenager kunne jeg ikke.

Sidste gang, jeg så hende - i 1999 ved mormor Karens begravelse - havde jeg lyst til det igen. Og fejlede igen. Men som min mor sagde: "Hun véd det godt".

Det håber jeg da. Nu er det i hvert fald for sent... "Kom igen nu, min elskede ven"...

lørdag den 8. november 2008

Henry og Fidel


Nå, men i går aftes ved 22-tiden gjorde mit mødrene ophav så sin entré her i Søborg, og en kold, klam dag blev rundet lunt af med lidt hyggesnak og en dåse double chocolate stout. Og her i dag skulle jeg så hitte på noget spændende at vise hende, hvilket blev Heerup Museet i Rødovre. En lille, men fin samling af Henry Heerups malerier, skrotskulpturer og stenhuggerarbejder, der var suppleret op med genskabte arbejdshjørner fra kunstnerhjemmet. Og hold kæft, hvor var han et rodehoved, den "varme" (der var han også, men samtidig lidt af en melankoliker) Cobra-kunstner - hans arbejdsbord lignede noget, der var løgn, og det hakkede og borede klaver, han skabte sine små, skægge kompositioner på, var ét stort mylder af sprællemænd, Beethoven-buster, nodepapirer, skitser osv. Også hans rammer var noget for sig - simpelthen forhåndenværende træstykker, der var sømmet mere eller mindre lemfældigt fast på det ellers minutiøst udfærdigede maleri. Men det var jo også en del af charmen ved manden - den her underlige blanding af det henkastede og det brillante.

Som kunstner ligger Heerup egentlig mit hjerte nær. Han kendte i den grad sin folkekunst - hele hans formsprog rakte tilbage til den type motiver, man kunne finde på manglebrædder osv. langt tilbage i historisk tid, og som på mange måder syntes at udgøre en lineær fortsættelse af oldtidens dyreornamentik. Men han var også meget moderne i sin raffinerede symbolbrug, der i perioder fik en helt surreel karakter. Og så var han til syvende og sidst en sær blanding af en hedning og en moderne libertiner - vitalitet, kærlighed, fantasi, sex/frugtbarhed og død var hjørnestenene i hans kunst, og jeg ved heller ikke hvad, der ellers betyder noget i mit univers... Hans kvindeportrætter hører således til de kærligste - men ikke mest naive, for som bl.a. "Bjørneklokvinden" illustrerer, var han godt klar over, at rosen ikke kom uden torne - i dansk kunst.

Men specielt imponeret blev jeg over hans stenhuggerarbejder. Bare diskretionen i dem! Respekten for materialet! Ikke noget med at imposere sin vilje over på de stakkels sten - han læste dem! Så han en stor, fed tudse i en sten, blotlagde han den simpelt og enkelt med nogle få hug. Så tæt på zen, som en vesterlænding sikkert kan komme det...

Købte en god stak bøger og hæfter om Heerup. Han var det værd, syntes jeg.

Bagefter så jeg Fidel Castro i Irma på Søborg Hovedgade. Eller i hvert fald hans dobbeltgænger. Il Commandante købte tun, filodej og Grøn Tuborg.

fredag den 7. november 2008

Efteråret skider på det hele

Det pisser stadigvæk ned, og humøret er derefter. Hader virkelig november måned. Alt er så afpillet, grumset, vådt og koldt. Selv på høje, klare dage er charmen til at overse. Og så er det, at man begynder at fokusere på alt negativt, der overhovedet er at fokusere på.

Må til at køre noget lysterapi, tror jeg. Bare for at give tilværelsen dens rette proportioner igen.

torsdag den 6. november 2008

En slags anti-status

Lidt en nedtursdag. Det blæser en halv pelikan, himlen er proppet med kulsorte skyer - og stort set alle mine venner er tilsyneladende gået i hi på ubestemt tid. Argh - humour me, anyone!

Status:

Hører: Stadigvæk The Bunny Boy med The Residents. Suverænt konceptalbum om en randeksistens på sammenbruddets rand - og under overfladen ikke så lidt samfundskritisk. Musikalsk set gennemstrømmet af gruppens umiskendelige weirdness, men på en mere umiddelbar og veldisponeret måde end længe.

Læser: Nul og en skid. Skriver knapt nok. Og det, jeg endelig gør, er noget lort det meste af tiden.

Ser: Hverken fjernsyn eller film pt.

Er: Lidt strandet for tiden, synes jeg.

Vil: Genvinde mit gode humør og se nogle mennesker.

onsdag den 5. november 2008

Another brick in the wall

Har i dag tænkt en del over, hvad jeg egentlig vil med den her blog, som jeg nu har kørt i over et halvt år.

Er formålet selverkendelse? Ikke i det omfang, jeg måske troede i starten, for vel er jeg inde i en fase af mit liv, hvor jeg arbejder meget med netop det - men omvendt må jeg tilstå, at jeg alligevel er for blufærdigt anlagt til at lægge alt, jeg når frem til, ud.

Er det at give et indblik i mit liv og mine tanker? Tjo, men så igen er billedet så langt fra komplet, og selvom jeg må sige, at jeg ind imellem har været så åben herinde, at jeg selv har krummet tæer, er det meget mod min natur at udlevere mig selv fuldstændigt. Jeg bryder mig fundamentalt ikke om, at folk lidt for godt ved, hvem jeg er, og selv overfor mig selv nægter jeg dybest set at forholde mig til identitetsspørgsmålet - jeg vil meget hellere være et løbende spørgsmålstegn end "nogen" eller "noget".

Er det for at sprede mine meninger? Nope. I så fald ville jeg nok arbejde noget mere målrettet med det. Har det som oftest bedst med, at de kommer sådan lidt ind fra sidelinjen.

Er det for at føre dagbog? Tjo, der er helt klart det aspekt i det, men ikke kun. Der er jo publikum på.

Egocentrisk forfængelighed? Helt sikkert, men det samme kan man sige om enhver form for offentlig fremtræden, og hvad formålet med bloggen end er, er det ikke det.

Er ikke nået nærmere et svar, end at jeg vel bare prøver at skabe en mur af tekst, som både jeg selv, mine venner/bekendte og udefra kommende kan spille bold op af, som de lyster - nogle tavse, andre talende. Og for mit vedkommende må jeg i øvrigt tilføje, at jeg er glad for, at jeg ikke har fuldt overblik over hvem, der i grunden læser den. Der er en del hits - så meget kan jeg da se - men havde jeg en klar fornemmelse af, hvem der kom forbi, kunne jeg meget vel se mig selv klappe i med mangt og meget. Og resultatet ville blive dårligere læsning. En ringe mur...

tirsdag den 4. november 2008

Voting boxes of armageddon


Så er det i dag, verden holder vejret i spænding: Bliver det Obama eller McCain? Tja, uanset hvem kan det næsten ikke undgå at blive en bedre præsident end den siddende, men krydser selvfølgelig fingre for førstnævnte. Om ikke andet er det ham af de to, der er mindst tilbøjelig til at splitte verden helt ad, selvom han har en usund holdning til A-kraft...

Funny fact: Da man byggede de første atomkraftværker i USA, regnede man sig, gennem almindelige matematiske overslag, frem til, at der kun ville ske en større ulykke (udslip, nedsmeltninger og andre gode ting) én gang på 5000 år. Da kaosteorien kom til, viste det sig, at man kunne regne med et hvert halvtredsindstyvende år. Og spørgsmålet er, om de beregninger holder, eller om vi bare har været uheldige. Vi har jo ligesom allerede haft Three Mile Island og Tjernobyl...

Obamas motiver for at gå ind for den energiform er i og for sig sympatiske nok: At reducere CO2-udslippet. Og måske er det da også at foretrække, at nogle få tusinde mennesker bliver grillet eller omkommer langsomt og smertefuldt af strålesyge, hvis alternativet er globalt kollaps. Men min holdning er og bliver nu, at USA ikke for alvor får en ansvarlig præsident, før den sidste atomreaktor er lukket ned... Ovenover kan man se et foto af blot en af den type skader, det åbenbart er acceptabelt - selv for Obama - at udsætte sine (heldige!) medborgere for...

Apropos det har jeg fået en stak cd'er hjem - bl.a. The Bunny Boy med The Residents, der er deres første gode album i lang tid. Åbningsnummeret hedder "Boxes of Armageddon"...

mandag den 3. november 2008

Skribleskrable

De løse enders dag. Har fået banket et par anmeldelser af, jeg burde have skrevet for en evighed siden (den ældste af dem havde jeg påbegyndt i Aalborg!), og postet et par digte på digte.dk, som har rodet rundt på mit SIM-kort i nogle dage. Så har jeg købt for 70 kr. godbidder til Tilde - lidt som en undskyldning for, at hun ser så lidt til mig for tiden. Og senere skal der ryddes lidt op. Min mor kommer på besøg weekenden over, og selvom hun er et lige så stort rodehoved som jeg selv, må jeg nok tilstå, at her ikke er for kønt pt. Er dog ikke stødt på ukendte livsformer herinde endnu.

søndag den 2. november 2008

Syrejazz og ballonkamp


"Nå, det er de sædvanlige, der er her", røg det spontant ud af mig i går aftes, da jeg kom ind på Lygten Station og så Michael Mørkholt (LJUD, Jab Mica Och El) og Oliver Hoiness (Lolita Industri, diverse bands) stå lænet op af baren. Og de lo. Vi vidste nok godt alle sammen, at aftenens yoyooyoy-feature med Havens Fugle og 4706 (resterne af Blob Back Fahrenheit) sikkert ikke ville trække mere end de samme avantgarde-hoveder som altid - en kreds, der selv på landsplan er så tæt, at de fleste kender hinanden ved navn. Og det gjorde den heller ikke - dog dukkede der et par nordmænd op, som jeg ikke helt kunne pinpointe...

Men for pokker, hvor var der tryk på! Havens Fugle har hidtil ikke været et af de yoyooyoy-projekter, der ligger mit hjerte tættest - dertil har det alligevel været for traditionel free jazz - men i går spillede de vanvittigt godt! Kørte næsten hver deres uafbrudte solo, som alligevel fandt sammen i en enormt kraftfuld, tumultarisk helhed. Smukt! 4706 var lidt lunkne, til gengæld - energien under deres sæt virkede ikke helt optimal. Men også de havde spillet sig brandvarme, da aftenen sluttede med et fejende flot og intenst free for all-jam, der var lige til at putte på plade. Specielt jammets anden sektion, som var centreret omkring et meget enkelt og hårdt beat fra Rune Kielsgaard, der lagde ryg til en perlerække af musikalske detonationer. Bloody hell! Bare musik altid var sådan!

Påvirket af de billige øl - kredsen var så tæt, at man bare smed en tier og tog selv i køleskabet - forsøgte jeg at fortsætte aftenen på Understellet, men jeg havde ikke været der ret længe, før jeg fandt ud af, at jeg dybest set ikke gad mere. Energien var ikke i top, aftenens store oplevelser lå allerede bag mig uanset hvad - og score ville jeg ikke. Jeps, jeg er forelsket. Igen.

Og efter her til morgen at have været endnu en gang på Sydhavnen for at fodre katte, gik turen til Rødovre igen. Nu til en fælles tømmermænds-frokost, hvor jeg også fik lejlighed til at møde min dates datter. Superhyggeligt! Der havde været halloween-fest derude i går, så der var balloner overalt - og før jeg vidste af det, var der den vildeste kamp på stuegulvet, hvor alle gokkede hinanden hæmningsløst oven i hovedet med gummitingesterne.

Og nu er jeg hjemme igen. Efter en fyldt, men god weekend, der har fået ugens nedtur til at fortegne sig en hel del. Tid til skønhedssøvn.

lørdag den 1. november 2008

Cure-dag


På vej hjem fra dagens kattepasning på Sydhavnen stødte jeg kort ind i Anders fra yoyooyoy/Kirsten Ketsjer/Frisk Frugt/Blob Back Fahrenheit (som vist pt. er opløst og har taget et andet navn)/Forkert osv., der stod i kulden på stationen - snotforkølet - og blomstrede med et billigt keyboard og en lille forstærker. Havde vist været ude for at øve til aftenens koncert på Lygten. Lidt svag i koderne var han, men han havde giftige planer vedr. opvarmningsrutinen, så mon ikke det ender med at blive meget godt? Har i hvert fald bestemt mig til, hvor jeg skal hen. Og så var det i øvrigt hyggeligt med selskab ind til Hovedbanegården, mens vi vendte vores respektive fremtidsplaner. Han er en skiderar fyr, som jeg altid har haft en intuitiv fornemmelse omkring, at jeg en dag kommer til at lave et eller andet sammen med. Spørgsmålet er bare hvad - og hvornår.

Stoppede også forbi Guf for at købe 4:13 Dream med The Cure. Et album, jeg havde enormt små forventninger til - frygtede, at det ville være et nyt Wild Mood Swings, og at det ville være the end of the line for mig som Cure-fan. Nuvel, ved ikke, om materialet som sådan er bedre end på det halvtyggede '96-album, men overordnet set er det dog mere "mig" - mere homogent og koncentreret i den dystre/psykedeliske ende af bandets univers. Singlerne er ret konsekvent noget lort - ynkelige øvelser i at gentage sig selv - men generelt har det faktisk været sådan på det senere Cure-albums, at udplukkene har været de svageste numre på de samlede udgivelser (havde gruppen gjort alvor af at udsende den sublime "Maybe Someday" fra Bloodflowers, kunne det have brudt mønstret lidt op), og sådan er det også her. Men den svageste del af pladen løftes trods alt af den brillante guitarist Porl Thompson, som er tilbage i folden efter at have været væk siden Wish, og der er reelt stærke numre på 4:13 Dream (den ekstremt lousy titel til trods!). Der er åbneren "Underneath the Stars", hvis lange, stemningsfulde indledning ikke står tilbage for de bedste stunder på Disintegration og Bloodflowers. Og der er hele strækket fra "This, Here and Now. With You" til den afsluttende "It's Over", som netop fører stilen fra Wish videre i et mere rocket, modent og alligevel diskret elektronisk farvet regi. "Sleep When I'm Dead" (den eneste af singlerne, der holder!) er muligvis den bedst svungne sang, Robert Smith har skrevet siden "Bloodflowers", og "The Scream" lever fuldt op til titlen. Den endelige dom? Jeg hænger på lidt endnu, og skulle jeg samle en definitiv best of The Cure-cd, er der et par numre her, som fortjener en plads på den - så længe der er det, er det ikke helt skidt. Så det er fair nok, det hele. Men jeg ser dem gerne oppe sig næste gang...

Men så er det jo fedt nok, at der samtidig er kommet en faktisk rigtig god remix-ep, Hypnagogic States, der formår at vride kreativt guld ud af singlerne... Den ellers meget svage "Freak Show" forvandles til - absurd nok - noget, der kunne høre til i den bedre ende af Depeche Modes repertoire ved af blive vendt på hovedet af folk fra Afi, der liver gevaldigt op med pumpende beats og stærke basgange. 3o Seconds to Mars forholder sig mere trofast til det materiale, de har fået udleveret, men tager alle de chancer med det, Cure selv - her spiller alderen vel ind - ikke gør længere. Gerard Way og Julien K's version af "Sleep When I'm Dead" burde seriøst have været en single i sig selv - her er der seriøst rykkende beats, som går i perfekt spænd med Smiths melodramatiske vokal og skaber en gennemdekadent stemning. Patrick Stump og Pete Wentz' mix af "The Perfect Boy" er ikke guld - faktisk ret uinspireret - men opvejes så rigeligt af 65 Days of Statics 21 minutter lange, både meget energiske, foruroligende og voldsomt støjende udgave af "Exploding Head Syndrome" (mindre et nummer i sig selv end et medley af alle periodens numre), der vel bedst kan kaldes en slags postrock i helvede inklusive fordrejede vokaler, afsporet piano, smadrede beats og andre assorterede deformiteter. En mastodontisk indsats! Her bliver det at remixe simpelthen til kunst! Well, har aldrig været en større fan af remix-cd'er - med klassikere som New Orders Substance samt Pet Shop Boys' Disco og Introspective som undtagelser - og Cures egen tidligere Mixed Up var heller ikke nogen succes. Men lige netop i dette tilfælde er jeg virkelig begejstret. Også så begejstret, at jeg faktisk vil anbefale folk at købe Hypnagogic States frem for 4:13 Dream! I øvrigt går overskuddet til Røde Kors...