mandag den 27. oktober 2008

Held i uheld


Fik ikke skrevet i går, men det kunne nu også nærmest være det samme. Går stadigvæk rundt i den her underlige mavesure tilstand.

Og så er min cd-afspiller blevet ubrugelig - den er begyndt at lave umotiverede og hyppige ophold i musikken. Men ok, så har jeg da genopdaget Cabaret Voltaires geniale vinyl-petitesse Eight Crespule Tracks (1988), der opsamler numre fra den periode i 1981-1982, hvor de stod lige i skellet mellem den rå og abrupte, båndoptager-dominerede collagepunk/industrial, de kom frem med, og den bevidst haltende, hoppende industri-funk, der kendetegnede deres næste fase. Ind imellem lå der så den her håndfuld messende, hypnotiserende numre, der stadig var kendetegnet af båndsløjfer, ustemte instrumenter og skarpe brudflader, men var helt forbandet funky! "Gut Level" og "Fool's Game" kværner bare derudad i kaleidoskopiske grooves, hvor små detaljer konstant skifter rundt og bidrager til den hypnotiserende virknings opretholdelse. "Theme From Shaft" kan bedst betegnes som et spøgelsesagtigt cut-up af Isaac Hayes' originalspor, mens "Yashar" ruller sig ud som et mellemøstligt mareridt komplet med rullende trommer og skingre effekter. Det mest funky - i ordets oprindelige, ikke specielt høviske betydning - spor på albummet overhovedet er dog "Sluggin' Fer Jesus Pt. 1". Den latin-inspirerede rytme er som skabt til det der, du ve', og selve nummerets opbygning slår mig først nu som direkte genial! Jeg mener: Hvordan tager man en ustemt violin, en billig, ikke væsentligt mere vellydende elguitar, en distortion-pedal og et par Revox-båndoptagere og kommer op med noget, der ikke blot swinger og er forbandet nasty, men holder én klistret til højttaleren i fascination i over seks minutter, selvom der basalt set bare klippes rundt mellem de samme syv-otte elementer hele tiden? Åh ja, og så minder nummeret reelt ikke engang om noget som helst andet, jeg har hørt - knapt nok resten af Cabaret Voltaires produktion...

Hm, og så er det, jeg tænker på hvor mange af de plader, jeg har stående på reolen, jeg rent faktisk har hørt... Dvs. ikke bare pløjet igennem, mens jeg ventede på at få nye hentet hjem, men rent faktisk lyttet til bunds. Eight Crespule Tracks troede jeg f.eks., at jeg var færdig med, men...

1 kommentar:

Jens Keis Kristensen sagde ...

Får lyst til at gå nettet og høre Nag, Nag, Nag