torsdag den 16. oktober 2008

Farvel til Geiger - sådan da


Postede i dag dette indlæg på MySpace (af en eller anden grund, som jeg er for træt til at gide finde ud af, går der ged i opstillingen, når man kører copy-paste, så bær lidt over med mig!): "Da mange af mine venner herinde på den ene eller den anden måde er det, fordi jeg gennem de seneste små ti år har begået mig som medlem af den ansvarshavende redaktion på Musiktidsskriftet Geiger, synes jeg, at jeg lige bør gøre opmærksom på, at jeg har forladt denne.
Uofficielt skete det for en måneds tid siden, men dels har jeg ikke haft mulighed for at melde det før nu, dels har jeg ønsket at give de øvrige medlemmer, som pt. er i gang med endnu et nummer, tid til at omgruppere sig, inden jeg kom med de helt store meldinger.
Et brud som sådan er der ikke tale om. I den nærmeste fremtid ser det ud til, at hele Geiger-projektet vil få en ganske anderledes struktur end hidtil, og den vil jeg gerne være med til både at udvikle og bidrage til. På samme tid vil jeg også - fra tid til anden - fortsat bidrage med musikrelateret stof af den ene eller anden karakter til projektet. Og jeg ønsker de resterende al mulig medvind mht. det kommende nr. 16, som bliver det første nogensinde, jeg ikke bidrager aktivt til.
Grundene til mit frafald er mange. Et par stykker angår os - og KUN os! - men de faktorer havde absolut været til at overkomme, hvis ikke andre var stødt til.
1) Min nylige flytning til København, som ikke har gjort det nemmere at deltage i det daglige redaktionelle arbejde. I forvejen var det ikke nemt at medvirke, da jeg sad i Aalborg.
2) En almen desillusion over, at 10 års arbejde, som i lange perioder optog de fleste af mine vågne timer og slugte størstedelen af mit hjerteblod, ikke har resulteret i større anerkendelse. Selvom jeg har levet og åndet lige så meget for alternativ musik af enhver støbning, som dem selv, er jeg konstant løbet på musikere, der enten har tænkt på mig som en "skide bladsmører", har betragtet mig som et objekt, der snarere "skulle smøres", eller simpelthen har betragtet min aktivitet som "reproduktiv", selvom jeg fra først til sidst har gjort det, jeg kunne, for at hæve musikjournalistik op over det rent rapporterende eller kulørte niveau. Der HAR været undtagelser - ligeværdige møder. You know who you are, og I (næsten) er allesammen herinde :-) Men det er en ting. Noget andet er selve det alternative musikmiljøs træghed. Da vi startede, troede jeg på, at jeg havde med et oprigtigt begavet og musikinteresseret miljø at gøre, der ville påskønne, at musik blev betragtet som kunst, og som ville være åbent for konstant nye måder at tænke og opleve musik på. Til en vis grad havde jeg ret, men de 2-300 mennesker er det lidt svært at fokusere på, mens resten af hoben nærmest råber "mere Coldplay!" Endelig har branchen heller ikke været særligt god til at acceptere, at vi ikke har spillet efter de gængse spilleregler - vi er aldrig blevet autoriserede af Journalisthøjskolen, hvilket for mig er en endda meget væsentlig pointe, og er derfor, tror jeg, aldrig helt blevet fundet "gode nok". Ikke fokuserede nok på lix, antal anslag og slagfærdige one-liners. Nuvel, dem, der synes det, kan jeg da opmuntre med, at jeg hellere vil afslutte min karriere som musikskribent definitivt end fortsætte for Gaffa eller Soundvenue. Man har vel ære i livet!
3) Jeg er træt. Simpelthen.
4) Men jeg elsker poesi! Jeg skrev og publicerede en pæn stak ting, før Geiger i sin tid startede - bl.a. i Hvedekorn og Øverste Kirurgiske - hvorefter jeg udadtil lagde digtningen på hylden til fordel for musikjournalistikken. Men har man først én gang oplevet verden på den måde, forlader følelsen ikke en, og teksterne har løbende meldt sig. Nu er det deres tur til at få opmærksomhed - i form af oplæsninger, tidsskriftsbidrag og bogprojekter såvel som forskelligt redaktionelt og frivilligt arbejde.
Så sådan er det, for at sige det på godt jysk."

Ja, sådan er det. Ungdomsprojektet - det har rødder helt tilbage til 1989 - er i det store og hele slut for mit vedkommende. Egentlig hardcore at sluge, men tiderne ændrer sig, og det gør mennesker også.

Krydrer med et avisfoto fra 1990, hvor vi næsten lige var startet op og hed Underground. Så grønne - øhm, og grimme - vi var!

2 kommentarer:

Jens Keis Kristensen sagde ...

Forrygende foto. Både computeren og t-shirten som den unge mand til venstre bærer er legendarisk.

Steffen Baunbæk Pedersen sagde ...

Ja, det var tider dengang!