søndag den 14. september 2008

Drysseri i Dragør


Apropos søgang var dagens projekt at tage til Dragør, hvor stort set hele min farmors forslægt gjorde sig som skippere, fogeder, lodser og matroser i 17oo- og 1800-årene. Den centrale del af det var at besøge Dragør Museum - en ikke pragende, men dog ganske fin og stemningsfuld samling, der lå placeret i den tidligere lodsbygning, hvor mange af mine aner arbejdede til hverdag. Og som det efterhånden er blevet en tradition, når jeg er på de kanter, viste det sig, at manden bag disken var en fjern slægtning!

Bagefter sneg jeg mig rundt i midtbyens smalle, brolagte gader og stier, mens jeg fotograferede steder med berøring til slægten - selvom det nu er velhavere frem for sømænd med gigantiske familier, der bor der, må man sige, at man fik en ret god fornemmelse af den by, "de gamle" boede i. Meget lidt er ændret gennem i hvert fald de sidste 150 år, selvom jeg ikke tror, at de havde paraboler dengang! Og så gik turen til sidst over på kirkegården, hvor der skulle opspores slægtninge. Min 3 X tipoldefar, Pieter Pietersen Pouls, var faktisk den første, der blev begravet fra Dragør Kirke, og jeg lurede på, om man af den grund skulle have bevaret hans grav. Det havde man dog ikke. Men stedet bugnede ikke desto mindre af kendte navne - Greisen, Løber, Hein osv. Og som den eneste repræsentant for den Passer-slægt, jeg også stammer fra, fandt jeg selveste Dirch Passers grav. Nogen havde lagt et hjerte der for nylig, men dens tilstand stod i grel modsætning til hans glimtende eftermæle. Rummede faktisk lidt af den tragik, der løb som en stadig understrøm gennem hans liv og karriere. Ærgrede mig egentlig lidt over, at jeg ikke havde noget med, jeg kunne lægge der - mindre af ættemæssige grunde, for jeg kendte jo ikke manden, og vores slægtskab er ret fjernt, men mere for at have arbejdet sig ihjel (og været nødt til at se de karakterroller, han mere end noget andet ønskede at spille, sejle ud i horisonten, da han først blev sat i bås som "sjov mand"!) for at få nationen til at le...

Bagefter gik turen til Nørrebrogade, hvor jeg hentede nøglen til mit fremleje, som jeg rykker ned til i morgen... Og så er det her, jeg må melde ud, at man nok ikke kommer til at se alverden til mig herinde i de næste par uger. Har nemlig ikke fast adgang til net i den periode, selvom jeg jo nok ikke kan holde mig helt væk fra netcaféer o.lign.

Men ikke farvel - på gensyn. Snarest!!!

lørdag den 13. september 2008

Ship ahoy!

Nå, men hvorom alting er, endte aftenen i går på The Rock efter et kortere smut omkring Melanie i Sydhavnen, hvor vi lige fik os et par øl og hørte Volbeat sammen med byturens tredje deltager - Jakob, som jeg også kender en anelse fra Aalborg, hvor han spiller i ét af byens mest interessante, men også mest bevidst anonyme orkestre (af respekt for dem dropper jeg lige navns nævnelse her). På selve The Rock var der piratfest, og de helt hårde posers derinde havde selvfølgelig gejlet sig op til det punkt, hvor det nærmest kun var træbenet og krogen, der manglede. Selv gik vi i baren, hvor alt blev solgt for ti kroner mellem 1 og 2. Billigt, men farligt. Inden for den første halve time sejlede vi alle tre - muligvis med undtagelse af Jakob, der bærer sin brandert med beundringsværdig fatning - rundt, som stod vi på dækket af Hispañola! Hm, og så skete der egentlig ikke så meget mere end det. Ikke for mig, i hvert fald. Men heldigvis i godt selskab!

Klokken var næsten seks, før vi besluttede os for at tage en taxa ud til Melanie og sove rusen ud. Det tog sin tid. Jakob viste livstegn omkring kl. 13, jeg besluttede mig for, at jeg var levende, kl. 15, mens Melanie lige slumrede en time ektra. Og så tog vi ellers ind på Hovedbanegården, hvor jeg - hårdt trængt af et pressende behov for snask - lod mig lokke med på Den Gyldne Måge for første gang i 13 år! Det krævede ikke mere end den første bid af en hamburger - eller skulle man snarere sige ét stk. papbolle med ringe tofubøf, der stort set kun smagte af syltet agurk - før jeg fuldt ud havde genopfrisket, hvorfor jeg normalt ikke kommer det sted!

Har sumpet resten af aftenen i Søborg. Blev godt nok tilbudt endnu en bytur i aften, men jeg gad ikke, for at sige det rent ud. Ville hellere have bugt med den sidste rest forkølelse.

fredag den 12. september 2008

Mormor Karen in memoriam


Snotter videre, men i det mindste er det aftagende.

Tænker på i aften, hvor jeg skal på The Rock sammen med Melanie. Skal nok blive hyl!

Tænker mærkværdigvis - og så måske alligevel - på min mormor, hvis død for ni år siden vendte mig på vrangen på en måde, næppe noget før eller siden har gjort. Dengang holdt jeg pokerfjæset - havde både en flytning, et opbrud og et speciale at tænke på ved siden af, og på en sær måde virkede det som om, at tidspunktet og omstændighederne ikke kunne have passet hende selv bedre. Men over det seneste års tid har jeg grædt, grædt og grædt igen over hende. Tankevækkende. At hun døde, betød det definitive tab af det euforiske barndomsland, hun og min morfar formåede at opbygge omkring mig og deres andre børnebørn. Trygheden, rødderne og den faste base var med ét slag væk. Pludselig følte man, at man var overladt helt til sig selv. Nøgen. Tom. Kold. "Der kører mit hjerte" kan jeg huske, at jeg tænkte, da vi havde læsset kisten i rustvognen efter begravelseshøjtideligheden, og den rullede videre mod krematoriet. Og i lang, lang tid var det rigtigt: Jeg havde simpelthen ikke noget hjerte. Kun en muskel, der pumpede blod. Og det styrede hele den måde, jeg levede (eller rettere: Ikke levede) mit liv på.

Over de senere år har der dannet sig noget inde under brystkassen igen. Det har været hårdt arbejde op ad bakke, og det har krævet i hvert fald ét større offer, men igen er jeg begyndt at føle, tænke, sanse - endda elske, når det slår mig! Store ting! Og at jeg sidder, hvor jeg sidder nu, er på mange måder en naturlig afslutning på den cirkel, der startede dengang. Måske er det derfor, hendes død omsider lader sig håndtere som "sorg": Jeg er vel ved at give slip. Jeg kan objektivisere hende - hvor grimt, det end lyder. Hun er ikke længere en uløselig del af mig, men noget, jeg kan lægge fra mig nu, hvor det ikke gavner nogen at holde fast længere.

Og mellem linjerne er budskabet vel, at jeg er ankommet til mig selv.

Der er værre steder at befinde sig.


torsdag den 11. september 2008

Snif!

Lille, dumme Steffen spændte buen en tand for hårdt i går og er nu snotforknølet... Solbærsaft og varme dyner, here I come!

onsdag den 10. september 2008

Avantgardesmadder på Halmtorvet

Var til firedobbelt pladereception for Yoke & Yohs, Gud er Kvinde, Lights People og MoHa på Warehouse9. Er egentlig ikke typen, der løber til den slags, men når de herlige drenge og piger fra yoyooyoy er involveret, er jeg der selvfølgelig. Øl til en tier var der også, og så siger man jo tak, som byder. Desværre startede den første koncert kl. 20, og det passede ikke skidegodt med de sengetider, jeg er nødt til at holde her i hverdagene. Så det blev bare til en hysterisk fed lydprøve fra Moha!, hvis anlæg virkelig kan lave grus ud af éns rygsøjle! Og så fire spritnye vinyler. Nu glæder jeg mig bare til at få min pladespiller pakket ud...

tirsdag den 9. september 2008

Udsalg

Var til antikvar-bogudsalg igen i Helligåndshuset: Det var dagen, hvor resterne røg for fem kroner stykket. Well, så meget guld var der heller ikke at komme efter, må jeg indrømme, men fik da skovlet lidt Janus Kodal, Kaj Munk, Suzanne Brøgger, Rolf Gjedsted, Paul Verlaine osv. sammen. Det skæggeste var næsten, at jeg selv var repræsenteret! Så det nummer af Hvedekorn (# 3/92), jeg i sin tid debuterede i, på salg. Til den pris!!! Uhørt!!!

Hm, ved nærmere eftertanke ville jeg nok typisk betale folk en femmer for at læse mine skriblerier fra dengang... Kun to af de tretten digte, jeg havde i, kan jeg stadig se noget i, og store dele af resten er rædderligt!

Hvad er der ellers sket? Tjo, i går agerede jeg barnepige og "skaffedyr" for Pia, der havde pådraget sig en gusten halsbetændelse og var splattet helt ud. En hyggelig eftermiddag. Og om aftenen diskuterede vi bl.a. tidsskrift igen. Er nu nået så langt, at det sandsynligvis har fået et navn. Tænk "ægyptiske gudinder". Men der kommer snart til at ske meget mere på den front.

Og så er det vist på tide, at jeg tømmer notesblokken på min mobiltelefon (blandede goodies fra de sidste par måneder):

Mulighed

Jeg blinker.
Jeg ved det.

Brandalarm, tv-mast, stjernesol,
your choice.

Jeg blinker.
Jeg er,
hvad jeg er.

***

En klog mand gifter sig med sin bedste kritiker.

***

"Mursten gør Danmark dejligere" (set på siden af en lastbil ved motorvejen i Aalborg).

søndag den 7. september 2008

Tanker på en septembersøndag

Den væsentligste nød, jeg har at knække lige nu: Tanken om, at kærlighed sagtens kan have en permanent karakter uden at skulle føre til noget.

***

Ægte kærlighed kan f.eks. være at have viljen til at smide sine gener på tidernes mødding for den rette.

***

Den kedelige erkendelse af, at jeg, selvom jeg bliver til ved at være noget for andre mennesker, ikke kan holde ud at dele bopæl med nogen i længere tid. Ikke lige med det samme, i hvert fald. Mit ego får kvalme og udslæt af restriktioner.

***

Styrken til at kaste dem af mig, der mere er forelskede i idéen om, hvad de selv ville ønske, at jeg var, end i det, jeg rent faktisk er.

***

Omvendt: Modet til at forklare dem ordentligt - om muligt - hvordan det, jeg er, hænger sammen, før det kommer dertil. Og modet til at se den deraf følgende sårbarhed som en nødvendig risiko.

***

"I don't belong to noone / But I want to be with you / I can't be owned by noone / What am I supposed to do? / I can't see the sense in your leaving / All I need is your love to believe in / And for you I would do what I can / But I can't change the way that I am" - New Order: "Dream Attack" (Technique, 1989).

***

Åbenhed, åbenhed, åbenhed. Uden filter. Uden hæmninger. Med roser og torne og det hele. Amourøs punk: "Three chords and the truth".

***

Tre noter om køn

1

"Mænd er nogle svin", lyder det ofte fra "spindesiden". "Kvinder er traumatiserende", har jeg altid lyst til at tilføje. Virkning følger årsag på begge sider af stregen - kønnene har ikke noget at lade hinanden høre. At formerne måske er forskellige betyder ikke, at kynismen ikke er lige stor begge steder. Og uanset hvad begynder den med et sår, der aldrig rigtigt bliver helet.

Den første årsag? Kærligheden. Altid kærligheden.

2

Fat det så, kvinder! Jeg gider ikke at tage en halv milliard mavebøjninger og cykle udsigtsløst i timevis, mens jeg fråder mere ud af munden end Bjarne Riis på EPO, for at ligne noget fra en undertøjsreklame. Havde jeg haft lyst til at hamre søm i eller rode med vandrør, var jeg nok også blevet håndværker i stedet. Og jeg gider altså heller ikke at betale regningen for den ex-kæreste, der var gift med mor, aldrig gad at vaske op eller slog, når ordene slap op, bare fordi jeg har den samme slags tingest dinglende mellem benene. Ligesom jeg altså heller ikke gider at fortælle min partner hvilken kjole, hun ser bedst ud i, som en anden rådgiver fra Versace.

Leve kroppenes forskelligheder - det er det, der gør hver enkelt spændende! Leve forskelligheder i det hele taget - hvor glade er det lige, I selv er for at "skulle" have hvepsetalje, enorme forlygter samt både karriere og blændende evner ved kødgryderne? Leve evnen til altid at operere uden fordomme og negative forventninger! Og leve evnen til at kunne tænke selv, klæde sig selv, bære sig selv - for tro mig: Den er 130 gange mere sexet end nogen kjole!

Ud med kønsrollerne og gennemsnittene! Ind med de levende mennesker!

3

Jeg er mit helt eget køn. Og det er du også.

lørdag den 6. september 2008

Koncerter

Vågnede først ved firetiden i eftermiddags - det var vist ugens søvnunderskud, der ville afvikles - og allerede en times tid efter var jeg på vej mod R.E.M. i Parken. En af Cilles veninder havde en billet i overskud, og selvom jeg egentlig ikke har interesseret mig alverden for gruppen i dette årti, må man sige, at de har nogle seriøse torch songs i bagkataloget. Så afsted med mig.

Som opvarmning spillede Editors, der slår mig som umådeligt overvurderede. Dybest set havde de kun én sang - endda hugget fra Coldplay - som de pakkede ind på 117 forskellige måder. Men de gamle drenge fra Athens, Georgia, skuffede trods alt ikke selv. Sættet var tungt af nye numre, der ikke rigtigt stod mål med klassikerne, men holdet var tight, Stipe var i topform og man fik selvfølgelig også både "Orange Crush", "Losing My Religion" osv. - alt det forventelige - plus en som altid bevægende "Country Feedback".

Det bedste var dog næsten at løbe ind i hele det gamle Esbjerg-slæng omkring min gode kammerat Søren G., der passer Tilde for tiden, samt min gamle studiekollega fra Aalborg, Pernille, der havde spændende opdateringer omkring alle mulige fra dengang.

Endte bagefter på The Rock sammen med Cille. RockNoPhobia spillede, og det gjorde de sådan set meget godt. Det bedste var dog sceneshowet, der kom komplet med fyrværkeri og en guitarist, der insisterede på at spille alle mulige sære steder i lokalet. Godt liveband!

Bagefter spillede de "Toxicity" sammen med et af medlemmerne fra System of a Down, der tilfældigvis var til stede. Tydeligvis ikke sangeren, for han havde ikke en tone i livet. Muntert indslag, ikke desto mindre...

Og så gik turen ellers tilbage mod Søborg.

fredag den 5. september 2008

Tanke

Det er ikke altid, at man kommer til at holde mindre af folk, når man begynder at kunne gennemskue dem.

En aften på Det Poetiske Bureau

Nå, men mens jeg venter på, at Cille kommer hjem fra koncert med Lars H.U.G. i Tivoli - har nøglen til lejligheden, så jeg er nødt til at holde mig vågen med et eller andet - kan jeg da berette om et glimrende arrangement, jeg i aften var til på Det Poetiske Bureau i Griffenfeldsgade. Den havde mere eller mindre debuterende Poul G. Exner som kurator, og selvom jeg ikke på alle punkter var enig i hans valg, må jeg sige, at der var lidt af det hele - fra det rørende til det banale, fra det avancerede til det underholdende, fra det stærke til det, hm, noget løse. Og sådan skal en god lyrikoplæsning faktisk gerne være, hvis det står til mig: Perfektion bliver hurtigt kedeligt.

Eftersom en af mine underliggende, gustne dagsordener for tiden er diskret - nå, chancen er vel forspildt nu! - at snige mig vej tilbage til det lyrikmiljø, jeg må indrømme, at jeg forlod med en vis væmmelse for ti år siden (er der noget, jeg afskyr som pesten, er det røvslikkeri og indspisthed, og det var der rigeligt af dengang!), får jeg nok både venner og (i særdeleshed, for poeter er jo ikke de mindst sensible typer på kloden) fjender ved at skrive det her. Men aftenen var egentlig ret skarpt inddelt. Exner selv var ikke til at skyde igennem. Udover at Pia kender ham privat, har jeg aldrig læst en linje af ham før nu, og jeg må sige, at han er en skikkelse i nyere dansk poesi, jeg umiddelbart connecter med. Han læste hele sin digtsamling, Vildfarelsen, op, og det var en fryd! Stort set kondenserede one-liners om familie, kærlighed (måske specielt den manglende evne til samme) og selvet, der foldede sig sammen på kryds og tværs i et smukt mønster, som i lige dele var melankolsk, spiddende, dybt og humoristisk. Synes ikke umiddelbart, at han repræsenterer noget nyt i dansk poesi, men han er stinkende dygtig og lige efter mit hoved. Så da capo herfra.

I den gode afdeling faldt også måske især Maja Lucas, hvis tekst om sin stedmoder, der langsomt blev fortæret af kræften, for mig stod som det stærkeste og rigeste udsagn om den situation siden Lou Reeds album Magic & Loss: Stærk, men usentimental, varm, men også galgenhumoristisk. Christian Yde Frostholm læste op fra et endnu ikke færdiggjort manuskript, der viste, at han havde rykket sig en del, siden jeg sidst "så" ham. Ind var - på godt og ondt - kommet en del påvirkning fra poetry slam, men han havde ikke tabt dybden, og alt i alt vil jeg sige, at han slap fint fra forsøget. Bedre end de fleste, i hvert fald. Kenneth Krabat læste et langt prosastykke op, der bittersødt rakte tilbage til et barndomsminde, og det manglede hverken i sprogkunnen eller indhold, men måske blev det en kende sentimentalt og langtrukkent. Dog vender tommelfingeren opad. Og selvom jeg ikke specielt kan forlige mig med den kynisk registrerende stil hos Jussi Adler-Olsen, overbeviste han ikke desto mindre.

Som den eneste forfatter i "mellemfeltet" så jeg aftenens andet navn - sat ind i stedet for Erik Stinus, der ellers var annonceret - som jeg desværre ikke kan huske navnet på. Hun var vist nok ret grøn også, og hun havde ikke kun haft problemer med at få materialet printet ud, men havde heller ikke nogen klar oplæsningsstrategi. Hendes digte var dertil heller ikke så formfuldendte som de fleste andres, selvom de var ganske rimelige. Men hun havde et nærvær på scenen, der gjorde indtryk, og i sine bedste stunder blæste hun virkelig igennem.

Men i den modsatte ende fandt jeg Martin Johs. Møller, som, sammen med et par andre, havde fået publiceret en række løse, spontane kædedigte fra Hald Hovedgård. Der var et par gode linjer imellem, men umiddelbart tænker jeg på det som spild af papir. Coral Rae McDonell havde charme, selvsikkerhed og en stærk udstråling, men hendes optagethed af prutter og andet godt i dobbeltsengen efterlod mig, selvom hendes digte ikke manglede humor, ret kold. Men bunden blev alligevel nået med Martin Snoer Raaschou, der brugte for lang tid og for mange ord på at beskrive det vitale i et blodoffer. Emnets potentielt saftige natur til trods endte jeg med at gabe kæberne af led. Han kunne i den grad have lært noget af Exners fortættede stil.

Men synes, jeg bør tilføje et par ord om Det Poetiske Bureau selv, for det er et blændende intiativ! Et lille, intimt sted, hvor der nærmest ingen afstand er fra ejere og til publikum, og oplæsningerne foregår i en hærget, men hyggelig kælder. Det kører eget forlag - en nyudgivelse af Sacher-Masochs sublime Venus i Pels er f.eks. er lige på trapperne - og afholder koncerter for "smal" musik i en meget bred forstand. Og så er der et fint udsalg af værker fra yngre billedkunstnere, der indleverer på en ugentlig basis - standardiserede i størrelsen, men bestemt ikke venstrehåndsarbejder, og prisen ligger under en tusse, så selv fattigrøvene kan være med. Check endelig http://www.poet-bureau.dk/!

Nørrebro

Nogle hyggelige dage på Nørrebro - når jeg får råd, rykker jeg ved grød derind! Lige min type kvarter! Nå, men i det store og hele gik de med at sætte mig ind i min lettere forvirrende arbejdsrunde på Carlsberg - et enormt område, hvor jeg, trods min generelt fine stedsans, allerede har formået at fare vild en del gange. Dernæst tog jeg typisk ud til Christines lejlighed, hvorefter jeg alligevel endte med at hænge ud med Pia og Helena til ud på aftenen, mens førstnævnte malede nyindkøbte reoler, skabe og skriveborde, så man blev vind og skæv af dampene. Og sidst på aftenen endte jeg så for alvor i Christines lejlighed, hvor jeg læste Kierkegaard og De Sade - hvilken modsætning! - i bordlampens skær. Lidt digte fik jeg også skriblet ned. Så det er jo fint.

mandag den 1. september 2008

Læsninger

Sidste blog-indlæg i nogle dage. Nu går turen mod Nørrebro til en kort periode uden net, men forhåbentligvis masser af hyggelæsning i lampens skær.

Kværner i den grad bøger for tiden. Status over de seneste: Brandes' Danske Digterportrætter, der (naturligvis) viste sig indirekte at beskrive dansk poesis løsrivelse fra romantikken og forskellige stadier frem mod Det Moderne Gennembrud - med I.P. Jacobsen som den naturlige kulmination på gennemgangen, selvom der også er tilført et lidt svagt stykke om Wilhelm Dinesen til sidst. Dermed er bogen en implicit selvhyldest... Men jeg tager virkelig hatten af for hans læsninger af især H.C. Andersen, Frederik Paludan-Møller og Jacobsen, der både er overrumplende indsigtsfulde og ikke så lidt underholdende. Har også gjort mig færdig med Ungarettis Glæde Ved Skibbrud. Den havde nok været en større bog, hvis ikke man i forvejen havde absorberet diverse stiltræk fra hans efterlignere - for mig syntes den faktisk at være en lidt fersk oplevelse - men de voldsomme digte, han skrev i skyttegravene under 1. Verdenskrig, gjorde dog et vist indtryk. Åh ja, og ned er også gledet Danske Konger før Gorm den Gamle, der vel er det mest kompetente forsøg på at kaste lys over begivenhederne i de århundreder, hvor forhistorisk tid gradvist blev til historisk tid, jeg endnu har læst. Men dog også en lettere mangelfuld, synes jeg... Men ok, det skal siges, at jeg i et par årtier har været specielt fascineret af den fase i historien, som i lige dele taler til min fantasi og mit detektiv-instinkt, og at jeg selv har lavet stakkevis af noter og teser i den forbindelse, som jeg har lovet mig selv at få en bog ud af, inden jeg en dag spiser gulerødder nedefra...

Ellers er der ikke sket så meget. Fik hentet post hos Melanie og havde sidste arbejdsdag hos NCC. I morgen møder jeg på Carlsberg til nye rutiner.

Og så har de sidste par dages konsummering af burger med fritter motiveret mig til at holde grøn aften: Smørstegte østershatte på rugbrød med tilhørende stilktomater og biodynamisk sødmælk. Mums!!!