mandag den 4. august 2008

Two fingers, Danhostel!

Ringede rundt til vandrerhjem og pensionater for at høre, om der var et sted, hvor jeg kunne placere mit lukulliske legeme i minimum september måned. Ingen succes. Ét sted (Danhostel i Brønshøj - husk navnet!) blev jeg bidt af med "Det kan altså simpelthen ikke lade sig gøre!", et andet sted blev jeg mødt af en ildevarslende tavshed, der blev efterfulgt af, at røret blev lagt på. I sidstnævnte tilfælde fandt jeg dog kort efter ud af, at pensionatet lige var lukket...

Kan efterhånden kun håbe på, at mine venner kan holde mig ud i længere stræk... Ellers må jeg hen ad vejen leje mig ind én uge her, én uge der, så jeg ikke forstyrrer de stakkels turister for meget med mit tilsyneladende uønskede, om end dyrt nok betalte nærvær!!!

Er nået til at pakke cd'er og køkkenting ned i en lækker pærevælling (fremover vil min Patti Smith-samling givetvis lugte af karry...). Har hentet 15 flyttekasser i Silvan, der havde et fint tilbud. Men eftersom jeg ikke har bil, og det pissede ned, så der lå store søer over hele byen, krævede det gode nerver. Kunne uendeligt nemt være kommet hjem med byens dyreste papmaché. Men nu, hvor de er tørret igennem, er de heldigvis stadig brugbare.

Nå, men har fundet en portion forloren hare i min fryser, der jo også skal tømmes. Den vil jeg hermed sætte tænderne i.

Ingen kommentarer: