lørdag den 23. august 2008

Techno og brændende biler

Min bøn blev hørt (nå ja, dele af den, i hvert fald)! I går var jeg stille og roligt ved at forsumpe, da jeg fik en sms fra Pia, der lige havde afleveret en større opgave. Hun ville gerne i byen og selvom jeg var så udpint, at det lykkedes mig at falde i søvn i bussen ind til Nørreport - vågnede først op igen på Emdrup Torv! - blev det en ret god aften alligevel. Den endte på Culture Box, men bedst var det på Nadsat. Her spillede bl.a. Thomas Madvig - har før i tiden været noget tilbøjelig til at afvise ham som en intetsigende popdreng, men han kan altså noget i minimalhouse-afdelingen, så respekten er støt stigende! - og selvom han gjorde det for et latterligt lille publikum, var der plads til både at snakke løs og danse råddent.

Ca.kl. 4 gik Pia på toilet, mens jeg gik udenfor for at ryge. Der kunne jeg konstatere, at jeg hverken kunne eller ville mere. Det gik jeg så ind for at fortælle hende. Men væk var Pia, og det viste sig, at hun parallelt havde tænkt det samme, havde prøvet at finde mig og derefter var taget afsted. Nå, men jeg fandt da Nørreport igen og tog hjem. Og sov, sov, sov.

Vågnede op til silende regn. Gik ud for at handle ind og hæve penge. På hjemvejen var Søborg Hovedgade indhyllet i den tykke røgsky fra en brændende bil. Den var ikke direkte havareret, og der var ikke nogen i den, men der stod, trods skybruddet, store flammer op fra motorhjelmen. Ren Lars Hug: City Slang...

Resten af dagen er gået med en glimrende chat med en kommende date, som jeg har en ualmindeligt god fornemmelse omkring. Og oprydning. Og mental forberedelse på i aften, hvor jeg smutter ind på The Rock.

Ingen kommentarer: