onsdag den 20. august 2008

Skriblen

Selvom jeg ikke et øjeblik fortryder, at jeg har taget det spring, jeg har, har de seneste dage, hvis jeg skal være helt ærlig, været gennemsyret af mismod. En del af grunden er manglende søvn og konstant aktivitet - i dag er den første dag i en uge, hvor jeg reelt kan slappe af efter fyraften - men det stikker dybere end som så, og så hjalp det heller ikke med en række dybt desorienterende tarotoplæg i går aftes, der syntes at antyde, at situationen, som jeg ikke pt.vil være for specifik omkring, var på vej i den diamentralt modsatte retning af det, jeg regnede med. Boys and girls: De dersens kort er altså lige så gode til at sprede forvirring, som de er til at skabe klarhed!

Nå, men fik da købt billet til The Breeders på Vega d. 25. Og nyder Georg Brandes' kyndige gennemgange af bl.a. Schack von Staffeldt, Christian Winther og Emil Aarestrup i Danske Digterportrætter i bussen på vej til og fra arbejde.

Musik hører jeg til gengæld nærmest ikke. Det skulle da lige være Ulver, der kører på højtryk i mit midlertidige hjem - og det er skam ikke så skidt!

Og så har jeg skrevet lidt nye digte. De første herovre fra. Ren Sturm und Drang. Nærmest pinlige. Men ud, det skulle de. Og generelt er det rart at sætte pen til papir igen, kan jeg mærke.

Ingen kommentarer: