fredag den 8. august 2008

Brudflader

De store afskeders dag... Tog de sidste par runder på jobbet, blev fejret med rundstykker og kanelkage, fik overdraget Munchs Vampyr og et stk. glimrende arbejdsgiverudtalelse, blev forsikret om, at jeg til enhver tid kunne få arbejde der igen, hvis jeg atter kom til Aalborg... Og fik en for en sagt farvel til folk...

Skægt, som perspektiverne tit ændrer sig, når man sætter dem på spidsen. Guderne skal vide, at jeg utallige gange har bandet højlydt over kaffepletter, sand og salt på gulvet, blade, der er blæst ind i store bunker, og bestemte folks manglende omtanke. Samtidig har min tid derude været præget af interne magtkampe (og seriøst, det er rengøring, vi taler om, og evt. lønstigninger indebærer også mere arbejde - hvorfor?) til det punkt, hvor et par af kollegerne har hængt mig langt ud af halsen. Og selvom det, efter mange år med næsen nede i en bog, var sundt rent mentalt at komme ud i funktioner og miljøer, man normalt ikke ville skænke en tanke, har det aldrig været et arbejde, der har kunnet give mig den store mening i livet, omend folk i den branche har deres egen - berettigede - form for stolthed. Men, men, men... Når det kommer til at sige farvel, er man jo alligevel ikke så kry. Man har delt en hel del med de folk - det kommer man ikke uden om. I hvert fald én af dem har også udviklet sig til en rigtig god ven, jeg med sikkerhed kommer til at se fremover. Og min inspektør har været eksemplarisk: Hun har ved grød sit at se til, og min opsigelse kom temmelig skævt ind på hendes planer, men alligevel har jeg ikke oplevet andet end støtte, støtte og støtte igen. Perfekt har hun ikke været - det er ingen - men hun er den type overordnede, alle hæderlige arbejdspladser burde have én af.

Og nu har jeg så sendt Tilde afsted. Sørgede for at nusse hende ordentligt igennem og gav hende - fordi det er hendes livret - tun til middag. Så lagde jeg nogle godbidder og legesager ind i hendes transportkasse, puttede hende derind (det gik ret nemt - hun må have vidst, at hun ikke skulle til dyrlægen!) og lukkede lågen. Og så kørte Bo hende væk til tre ugers "ferie" på Skelagervej.

Nu føles lejligheden for alvor tom. Ufatteligt så tæt knyttet, man kan blive til sådan en åndssvag kat. Men for det første har jeg simpelthen altid holdt af kattens kompromisløse natur: Når den vil nusse, nusser den sgu med liv og sjæl. Når den er sur, er den sur! Når den er nysgerrig, er den det i en næsten tåbelig grad. Når den vil lege, er den totalt opslugt. Og når den er i løbetid, er den gennemført elektrisk. Katte kan virkelig lære os mennesker noget om at leve! For det andet må jeg indrømme, at hun udfylder den plads, som det barn, skæbnen endnu ikke har villet skænke mig, måske burde have gjort. Der er en vis sandhed i det, når jeg kalder hende min "katterdatter". Og for det tredje har hun i dagligdagen været min bedste støtte i den svære og forvirrede tid, der fulgte efter bruddet med Louise sidste sommer. Hvis man er konfus, desperat og umulig at elske for rationelle mennesker, er der altså noget over en lille mis, der - trygt, tillidsfuldt og som det naturligste i verden - sniger sig op på skødet af én, lægger sig til rette, giver sig til at spinde og spreder en ubeskrivelig, nærmest kosmisk ro i begge kroppe...

Glæder mig helt ubeskriveligt til at få "Mivprinsessen" tilbage!

Og en lille anbefaling i den forbindelse: Suzanne Brøggers vise studie af kattes - og menneskers - natur i Linda Evangelista Olsen.

Nå, må hellere geare mig lidt til det helt store opsamlingsheat i morgen...

Ingen kommentarer: