torsdag den 31. juli 2008

Noget om at pakke


Hylderne tømmes for alvor... Mange års levet liv på godt og ondt fordamper for øjnene af én. Det er egentlig hverken sørgeligt eller det modsatte. Det er bare sært. Og måske lidt magisk.

Ting sorteres. Langt hen ad vejen lige så meget en mental proces som en praktisk. Ud ryger alt det, man ikke har nænnet at skille sig af med, men som man på den anden side heller aldrig har fået brugt. Ud ryger alt det ragelse, som man ikke engang kan huske længere, hvorfor man egentlig har liggende. Men værst: Ud ryger ting, der engang har betydet en masse for én, men som man nu - til tider med et stik i hjertet - ikke blot er rede til, men også er nødt til at sige farvel til. Alt dette sorteres i to bunker: Rent affald og sager, som måske kan have relevans for andre, og som derfor ryger til genbrug. Tilbage har man hovedstolen: Alt det, man har brug for. Og ser man på, hvad der ender i flyttekasserne, siger det mere om, hvem man er lige nu, end tusind ord...

Til sidst vil der være det rene, tomme lokale. Tømt for mig. Tømt for liv. Tømt for erindringer. Klar til at være rammen om en andens hverdag, tanker og drømme. Man vil tage et dybt åndedrag, stikke nøglen i døren og låse efter sig. Og så er man helt sig selv. Blottet, men åben. Opsummeret og klar til transformation. Død, men undervejs mod reinkarnation. Bosat i Tarotkort # 13.

tirsdag den 29. juli 2008

Tanker fra et eller andet sted ude af mig selv...

Det er givetvis efterhånden trættende at læse om, men det er denondelynemig også trættende at være midt i: Flyttehelvedet fortsætter. Bøger ryger i kasser, telefoner gløder, folk byder - på godt og ondt - ind med råd fra alle sider. Men nu er der da også bestilt flyttemand til d. 16. Og har efterhånden så mange bud på værelser ude at flyve, at ét af dem da for hulen snart må give bid!

For at alt skal være godt, skal jeg arbejde over til ca. kl. 22 i aften... Ikke det, jeg har allermest brug for lige nu...

Kunne faktisk godt bruge tid til refleksion og eftertanke. Og til at drikke afskedsbajere med de trods alt mange folk, jeg kunne have lyst til at gøre dét med heroppe. Føler ikke, at jeg får pakket mig selv ned ordentligt...

Men ok: Regner nu heller ikke ligefrem med, at Aalborg skal være en bar plet på landkortet, når jeg har krydset byskiltet...

mandag den 28. juli 2008

Musikpolitiet og sådan

En dag i arbejdets tegn. Er startet med rengøringen igen efter tre ugers alt for kort ferie - og i 30 graders varme eller noget deromkring. Vi sveder som svin.

Har også fået endeligt bekræftet, at jeg kan starte d. 11. i Hellerup.

Noget helt andet: Har lige opdaget, at et af mine all time-yndlingsnumre, "Street Spirit (Fade Out)" af Radiohead, er tyvstjålet! Dvs. at det helt centrale guitarriff er det - Jonny Greenwood har kun akkurat møbleret toner nok om til at undgå en afgørelse i retten! Hør selv "When Will the Rain Come?" af The Troggs... Dommedagsvisionerne i teksten er dog Thom Yorkes egne. Den slags var man nu også bedre til i 90'erne end i 60'erne...

søndag den 27. juli 2008

Return of the partydyr

Gang i den i går. Tog i byen - igen pga. kedsomhed - men stødte udenfor L.A. Bar på Louise. Ikke dén Louise, men en anden, som jeg var enormt gode venner med i Revolution-dagene midt i 90'erne, men ikke havde set uendeligt længe. Et godt gensyn! Endte med at hænge ud med hende + slæng, mens promillen steg og steg, og vi endte på Rockcaféen, hvor vi knaldede ud til kvalitetsrock på dansegulvet til hen imod kl. 6. Skægt nok endte det sådan ca. med at blive den sjoveste aften, jeg har haft i byen i Aalborg siden, ja, Revolution lukkede i '97.

Men nu har jeg ondt i både benene og hovedet. På den led kan jeg godt mærke, at vi ikke skriver 1997 længere...

lørdag den 26. juli 2008

Vampyrer og sådan


Var nede i byen i dag for at købe en reproduktion af Edward Munchs Vampyr. Har et eller andet for hans kvindeportrætter, selvom jeg er alt andet end misogyn, som han havde udprægede tendenser til at være det. Lad mig bare sige det sådan, at det, han frygtede, finder jeg meget, meget smukt. Hans Madonna er også formidabel... Er nok sær, men fortæl mig noget nyt...

Den direkte anledning var nu, at min nuværende arbejdsplads gerne vil give mig en afskedsgave, men at den var lidt forvirret omkring min smag. Så jeg måtte selv vælge indenfor en vis prisramme. Og det blev så det maleri.

fredag den 25. juli 2008

Job

Så er der job. Først tre ugers afløsning i Hellerup fra 11/8, dernæst fuldtidsansættelse andetsteds i hovedstadsområdet. Yes, så er det på plads!

Har også fået arrangeret kattepasning i august og september. Så er man også langt. Men et værelse? Nej, ikke i dag...

Nå, men en ræv har flere udgange, som man siger...

Ellers en lettere uinspireret dag, der bærer et vist præg af tømmermænd. Har dog fået klaret en større tøjvask, og senere vil jeg fylde min mp3-afspiller med lækkerbidder, så jeg kan begynde at pakke cd'er ned. Og så vil jeg sove, sove, sove.

torsdag den 24. juli 2008

Aalborg nightlife blues

Endte med at tage i byen i aften. Af kedsomhed. Er allerede hjemme igen. Af kedsomhed. Rockcaféen var næsten tom, så jeg brugte det meste af tiden på Robin. Og der er to skægge ting ved Robin:

1) Barpigerne ser væsentligt bedre ud end klientellet. I hvert fald den del af det, der ikke er lesbisk.

2) Det samme gør stedets kvindelige dj's.

Hvilket...

3) Har det med at resultere i en lidt dødssyg aften, eftersom dem, man potentielt kunne have lyst til at score, er på arbejde.

Men der blev da spillet lidt gammel grunge, man kunne hoppe rundt til så længe, man gad. For mit vedkommende desværre ikke ret længe. Så nu vil jeg spise mine fire pølsehorn og gå i seng.

Haaarrdcooore!!!

Mere rod mht. flytningen. Kunne ikke, som jeg halvvejs regnede med, sove i min kusines kolonihavehus, så nu søger jeg skodværelser - dvs. alt over 10 m2 med et gulv, man kan smide sin sovepose på i august og september - med lys og lygte. Flere andre ting holder for gult. Alt i alt en ret elendig og frugtesløs dag.

Men fik dog anmeldt en stak punk-7"-ep'er fra selskaberne Hjernespind og Spild af Vinyl. Kan specielt anbefale de debuterende melodiøse svenskere Masshysteri, der ligger et sted mellem Dead Kennedys og Bob Hund, samt P.J. Bonneman, hvis Jeg Kendte Dem Ikke er som at placere Ramones og Velvet Underground i en børnehave med en hel kasse guldøl.

onsdag den 23. juli 2008

Smittekilde og Karen Constance


Bortset fra, at jeg havde nogle mindre mellemværender med dyrlægen og min boligforening, er det meste af min dag gået med at anmelde fire udgivelser fra Zven Balslevs formidable undergrundslabel og -forlag Smittekilde, der startede som et tidsskrift for (primært) ny grafik, men efterhånden er blevet et multimedie-foretagende i et smalt, men internationalt format. Læs selv mere her: http://smittekilde.blogspot.com/

Hans eget band, Mok Nok, var, med debuten Slugstorm, nok det fra et rent musikalsk synspunkt flotteste, jeg fik gennem øregangene i dag - en meget vellykket blanding af postpunk, lo-fi og folk - men jeg må indrømme, at den britiske musiker og billedkunstner Karen Constance gjorde et meget, meget stort indtryk på mig med udgivelsen 2 For a Horse. Bevares: Som musiker i gruppen Smack Music kunne hun virke en kende endimensionel, men som billedkunstner - hun laver primært ting i acrylmaling på træstykker, hun finder rundt omkring - ramte hun mig i den grad. Hun holder en helt egen - og meget stærk - balance mellem det morbide (afhuggede hoveder, iturevne lemmer) og det naive (børn, dyr), og hun bruger den meget effektivt til at udtrykke skellet mellem drift, uskyld og (undertrykkende) civilisation. Det ovenstående billede, Monster, er egentlig ikke ret betegnende, men fanger fint den ekspressive styrke i hendes kunst. Her antageligvis ud fra temaet "spisevægring"...

Check hende ud: www.myspace.com/smackmusic7

tirsdag den 22. juli 2008

The Cure - I'm cured?

Har shoppet cd'er i dag. Mest genbrugsting fra Læsehesten: Introducing Roseland med Martin Hall, deluxe-udgaven af Dirk Wears White Sox med Adam and the Ants, 18 med Moby, Pieces of April med Stephin Merritt samt en cd, hvor Michael Stipe præsenterer favoritter - vel har jeg mistet stort set al gejst for R.E.M., men som musikkender vil Stipe altid have min respekt.

Det væsentligste på et personligt plan var dog nok, at jeg købte den nye Freakshow-single med The Cure, der jo lige er på trapperne med et nyt album. Og med lige præcis The Cure har jeg tit haft den følelse, at deres plader løbende afspejlede, hvor jeg stod i mit liv. Disintegration landede lige midt i min første store, ulykkelige kærlighed. Wish ramte mig i en lys og ekstatisk, men også meget følelsesladet sommer. Wild Mood Swings harmonerede - på godt og ondt - fint med en fase i mit liv, der var lige så spraglet og usammenhængende som albummet. Følelsen af afsked og tab på Bloodflowers beskrev temmelig godt år 2000, hvor alt i mig gjorde ondt på en mærkeligt forsagt og - syntes jeg dengang - definitiv måde. Og da The Cure kom, var jeg lige så desorienteret og ramt af midtvejskrise som dén plade...

Nuvel, efter Freakshow at dømme må min tilstand lige nu beskrives som: Kæk, men ekstremt crappy! Hm.

1) Jeg tror, jeg vil holde op med at jævnføre mit liv med Cure-plader.
2) Det ser ud til, at det omsider er lykkedes Robert Smith at lave en plade, der er værre end Wild Mood Swings!
3) Jeg køber den nok alligevel, om det så bliver den sidste... Af gammel vane, du ve'...
4) Nøj, hvor er Introducing Roseland bedre!!!

I øvrigt vil jeg i forbifarten bemærke, at man godt nok befinder sig i en lille by, når den nye Lulu Rouge ikke kan opspores nogen steder!!!

mandag den 21. juli 2008

Drømmetid

Woah, hvor begynder man?

Det har været en MEGET hektisk uge - både udvendigt og indvendigt. Var jo i København for at besøge venner, gå til elektroniske arrangementer og overvære et ikke helt almindeligt bryllup. Åh ja, og i det hele taget vænne mig til at være københavner. Det sidste gik næsten for godt. Kan slet ikke vænne mig til lille Aalborg igen!!!

Selvom i hvert fald én mente, at jeg spildte en masse tid, var noget af det vigtigste, jeg gjorde derovre, simpelthen at drive rundt på de små gader i midtbyen og på Nørrebro. Bare for at snuse stemninger til mig og finde ud af, hvor steder som Literaturhaus, The Rock og Culture Box lå. Et sted, jeg specielt ikke har fidus til, er området omkring Fiolstræde og Skindergade, hvor en stor del af de helt gustne antikvariater ligger... Ruinerede halvvejs mig selv ved at købe Sophus Claussen, Jacques Prévert, Walt Whitman og Johannnes Ewald i stride mængder. Hittede bl.a. førsteudgaven af den - ifølge Johannes V. Jensen - "fugtige lolliks" Mina! Samler simpelthen på førsteudgaver af Claussens værker - så gode er de! - og det var lige et af dem, jeg manglede... Shoppede til gengæld ikke musik overhovedet - meget mod forventning. Men der er jo reelt heller ikke ret meget musik længere, der ikke, om man skal, kan bestilles online længere - vel?

Lige så stort var det for mig at tage bussen til Store Magleby... Ivrige læsere (hvem?) af denne blog ved, at det meste af min farmors slægt stammede fra de hollændere, som Christian d. II placerede netop der i 1521 for at opdyrke strangengene på Amager. Nuvel: Selvom der næsten er gået 500 år, er jeg ikke den eneste, der har en vis stolthed og selvbevidsthed omkring de rødder. Da jeg købte for en mindre formue bøger om den hollandske koloni på Amagermuseet, kunne ekspedienten i hvert fald ikke lade være med at spørge mig, om jeg havde familie i Store Magleby, og selvom det er en rum tid siden, forklarede jeg sammenhængen og fik en god snak. Hun var også "hollænder"... Forinden havde jeg set mange af efternavnene i mit stamtræ på kirkegården: Bacher, Buur, Frid, Raagaard, Wybrandt... Og mens jeg gik rundt på de smalle gader mellem de tæt samlede gårde, der i høj grad afspejlede de samme matrikler og bygningstræk som i koloniens højtidsperiode, havde jeg det som om, at jeg "faldt tilbage i tid". At mine sanser havde været der før og følte sig hjemme. Sælsomt... Det er ikke første gang, jeg har oplevet den slags, og netop derfor tror jeg på "genetisk hukommelse".

En tanke: Når jeg kommer "over there", tror jeg faktisk, at jeg vil involvere mig i at holde den arv i live...

En tredje meget vigtig ting var, at jeg besøgte min veninde Cecilie i Søborg (2860, oh yeah!), hvis lejlighed jeg regner med at overtage fra 1/10. Så det var ikke kun et hyggebesøg - det var det nu også! - men samtidig et check af lejlighed og omgivelser. Lovende, lovende!

Resten af tiden derovre overnattede jeg hos min ex, Pia, på Nørrebro og min Aalborg-veninde Melanie på Sydhavnen. Ekstremt hyggeligt at se begge to - en rum tid siden sidst! Og med Pia - den sidste dag også med hendes herlige datter Helena - var jeg også til et par elektroniske musikarrangementer. Det første - forrige lørdag - i Kødbyen lige efter hendes indflytterfest. Musikken lod lidt tilbage at ønske, men omgivelserne var gode - helt nede på jorden og gustne på den fede måde. Det andet i går i Fælledparken, hvor bl.a. Thomas Madvig - som jeg har en stigende respekt for - spillede ret godt op, mens folk chillede, drak, nød solen og legede i store klynger. Ikke en stor begivenhed som sådan, men - i lighed med Chill i Parken heroppe - en stor dag set som helhed.

Der var dog et par dage ind imellem, hvor jeg overnattede sammen med min mor på det nye DanHostel på Vandkunsten. Anledningen var min kusine Sofies registrerede partnerskab med Olga, som hun for nogle år tilbage mødte i New York. Nu bor de begge to i København, så vielsen foregik - af pladshensyn - i Vartovs Gård nær Rådhuspladsen. Olga er irsk, og da folk fra den grønne ø har en beundringsværdig familiefølelse - og i øvrigt har tradition for at drage vidt omkring i verden - fløj hendes slægtninge ind fra både Vietnam, Japan, New York og Eire itself! Og hvor fik jeg dog respekt for det folkefærd! Åbent, ligetil og varmt på en måde, som jeg tror, nok kun de færreste danskere kan tackle! Vi er altid så reserverede og formelle, selvom vi foregiver at være nok så frie... Det skal ikke være nogen hemmelighed, at irere kan lide en pint på den lokale pub - uha, den flok kunne drikke igennem! - men de mestrede virkelig den sjældne kunst at forene rødder og modernitet (der var plads til både Sonic Youth og traditionelle folkesange, der pludselig tog form ud af ingenting), ligesom de havde en ubesværet imødekommenhed over sig på tværs af generationerne. For mig tog det ikke mere end et døgns tid at komme til at holde af dem!

Så meget desto smukkere det fælles mellem- og efternavn, Olga og Sofie valgte at tage: Baunbæk Reilly. Græd af glæde, da jeg hørte den kombination, og udover at jeg i det hele taget er lykkelig for, at de har fundet hinanden, betød det noget mere... Måske fordi jeg forbinder mit mellemnavn med så megen kærlighed og tæthed - lang, lang historie... Enhver, der får det, skriver sig ind i noget, der står enormt tæt på mig, og det betød ikke blot en masse for mig, at Sofie beholdt det, men at Olga samtidig fik det. Tror, at familierne er meget parallelle - bare i hvert deres land på hver deres måde. Og jeg byder hende på alle måder velkommen som en Baunbæk!

Og nu sidder jeg her... Totalt jetlagged. Glad. Optimistisk. Helt forkert placeret, hvor jeg er.

Bliver nok aldrig en ordentlig jyde igen :-)

fredag den 11. juli 2008

Mere død

Har været væk fra bloggen i det meste af en uge, og nu skal jeg det igen. Egentlig har jeg heller ikke tid til at skrive det her, men bemærkes skal det: To, for mig, endda meget væsentlige stemmer er døde. Thomas Winding og Jakob Ejersbo.

Som barn i 70'erne, hvor munkemarxisterne sad tungt på store dele af mediefladen - thumbs up, på en måde, men et program som "Lottes Mor er Kranfører" var bare ikke børne-tv for børn! - var Windings programmer ugentlige højdepunkter, når der var "Fjernsyn for Dig" hver aften 18:50. "Madicken" var en rørende og modig serie, "Emil fra Lønneberg" var anarkistisk og skæg, "Kaj og Andrea" var kære og bizarre - tro heller ikke, at jeg har glemt dem - men med programmer som f.eks. "Se Hundested og Gø" var Winding mesteren. Hans universer var syrede og krogede - hvem husker ikke Brian Pattersons kontrolfreak af en prins, der boede sammen med et gigantisk urværk på Valdemar Slot, eller Otto Brandenburg som den piberygende mand, der troligt læste avis i en lænestol ude i en skov, mens en gigantisk hund på to ben ivrigt forsøgte at få ham til at lege? - men de havde altid humanistiske pointer, der var lige så stærke som munkemarxisternes. De gled bare langt bedre ned, når de var pakket ind i Windings frodige fantasi, der selv virkede bevidsthedsudvidende på børn, og den der stemme, man spontant var villig til at tildele enhver tillid i verden... Åh ja, og så var det i øvrigt også ham, der lancerede den første, mest surreelle udgave af Bamse. OG skrev en god bunke glimrende erotiske noveller - kan stadig huske kulturchoket, da jeg sidst i 80'erne hørte den stemme læse dem op i "Erotica" på P1. Men de holdt. Også. Et stort, mangefacetteret talent - og en del af min barndom - er væk! Må han snarest blive mindet med en flot serie bøger og dvd'er!

Og nu - sådan føles det, i hvert fald - er også en del af min ungdom væk: Jakob Ejersbo. Forfatteren bag Nordkraft. Det føles sært. Har knapt nok gjort mig færdig med bogen og filmen, før den besked lander...

At absorbere dét værk handlede, for mig, om at gå tilbage i, og afslutte, en hel periode i mit liv. Jeg kom til Aalborg lige omkring det tidspunkt, hvor bogens kronologi sluttede, og selvom jeg aldrig var en del af byens stofmiljø, gled jeg ind i byens alternative kredse, hvor forbillederne for noget af bogens persongalleri færdedes. Et par af folkene kom jeg til endda til at kende perifert. Men vigtigere: I mine kredse levede den samme berusende tomhed, den samme spleen, den samme grundlæggende, men også underligt livsbekræftende håbløshed, som Ejersbo fik formuleret i bogen. Vi var på en måde alle sammen statister i Nordkraft 2. Og selvom 90'erne sluttede, kredsene fra dengang spredtes for alle vinde og vi - vel, i det mindste nogle af os - fik fast arbejde og (lidt) mere formål i livet, ved jeg, at oplevelsen fæstnede sig grundlæggende (også positivt!) i så mange af os... Da jeg for et par år siden omsider - da jeg vel instinktivt kunne mærke, at mit livs "Aalborg-historie" var ved at lakke mod enden - fik taget mig sammen til læse bogen og se filmen, var det en meget stærk oplevelse, der hjalp mig med at huske tanker, stemninger og omstændigheder, sætte ord på mangt og meget, opsummere og runde af... Hvor ufrivilligt symbolsk, at Ejersbo netop dør, som jeg omsider har gjort mig færdig med byen og er ved at forlade den...

Han blev kun 40 år. Fire bøger - tre udsendte samt ét næsten færdiggjort manuskript - blev det til. Indtil videre har kun Nordkraft blæst mig omkuld, men den har til gengæld også ændret mit liv. Tænk at kunne skrive med dén kraft... Han skal også nok blive stående!

lørdag den 5. juli 2008

Ferie medsamt en liden status

Sidste blogindlæg i et par uger. Der skal checkes lejemål, ses slægtninge og venner, måske rystes lidt røv til Copenhagen Jazz Festival og fejres et spændende, sandsynligvis skidesjovt bryllup på Vartov. Håber på, der bliver spillet en masse Pogues til det sidstnævnte :-)

Er på vej i byen. Ved knapt nok hvorfor. Måske fordi det er den uigenkaldeligt sidste chance, jeg giver Aalborg (og endda på klods)?

Lidt status:

Hører: Depeche Mode: Music for the Masses og Morrissey: You are the Quarry.

Læser: Bl.a. Asger Schnack: Spejl og Spor. En essaysamling, der primært tager udgangspunkt i hans litterære arv. Han har (sammen med Jørgen Leth, der her i huset værdsættes som en ærlig libertiner!), bl.a. en smågenial minikarakteristik af Strunge: "Han var meget ung. Og han var en meget levende digter. Det er, som om han gik rundt i sit digt. Han levede digtet. Han røg en cigaret inden i digtet. Og den brændte ud."

Ser: På sommerlandet.

Er: Forvirret og en kende stresset, men optimistisk.

Vil: Til København, goddammit!!!

Vi ses, os, der ses! Og os andre før eller siden. Inden sindssygt længe.

fredag den 4. juli 2008

Top 10 - love songs


Der er folk, der elsker prioriterede lister over hvad som helst. Der er andre, der hader dem som pesten. Selv ligger jeg nok et sted lige midt imellem – med en vis tendens til at ”falde i” fra tid til anden. Nu har jeg – formentlig af mangel :-S – f.eks. stykket en liste over ti kærlighedssange (eller noget, der ligner) sammen til glæde for alle og ingen.

1: Cocteau Twins: “Seekers Who are Lovers”. Dvs. versionen på Milk & Kisses – der er flere ganske anderledes, men, synes jeg, perifere versioner af nummeret. Ofte tænker jeg på sangen som et soulnummer, der et eller andet sted er gået vidunderligt galt i byen, belagt med svævende guitarer, hvirvlende Moog og underligt overjordiske vokaler fra Liz Fraser, som det er. Som i meget soul foregår der i hvert fald en sammensmeltning mellem den jordiske kærlighed og en art guddommelig enhed mellem kønnene, ja, alting: ”Love / On the tip of it / The old rivers lack of other sweet scents / So sweet / You are a woman just as you are a man”.

Find den på: Milk & Kisses, Mercury, 1996.

2: Lars H.U.G.: ”Kvinde Min”. Jo, jeg ved godt, at Gasolins originalversion af sangen er den, ni ud af ti sværger til, og den er bestemt heller ikke ueffen. Men det stik af smerte – den frygt for tabet – H.U.G. sniger ind i sangen med køligt prikkende guitar, tomt tikkende rytmeboks og en stemmeføring, der er indbegrebet af blottet ømhed, maksimerer virkelig tekstens indhold. Stærke sager. Skal ikke høres på en skrøbelig dag.

Find den på: KOPY, Medley, 1988.

3: Frankie Knuckles: ”Your Love”. Den i dag lidt oversete Knuckles var en af de sande pionerer inden for den stilskabende Chicago house, og denne guldklump fra 1986, der stilistisk set fungerede som en brobygger mellem 70’er-soul, electropop og noget, man i dag nok bedst kan kalde trance, var et samarbejde med sangeren Jamie Principle, som skiftevis reciterede, stønnede og sang sig igennem den ret banale tekst. Men der er ikke desto mindre en kæmpe flig af himlen i resultatet, der støtter sig op af et hypnotiserende synthriff, en lunt dunkende basgang og et monotont håndspillet beat. Man finder aldrig helt ud af, om det er ekstatisk sex eller en – igen – guddommelig kærlighed, der er på spil. Men selve intensiteten fejer al sund fornuft og ræson af banen.

Find den på: Nettet.

4: Depeche Mode: ”Behind the Wheel”. Albumversionen – IKKE den slesk glatte og poppede singleudgave!!! Hm, her er der nok personlige præferencer, der spiller ind, og det er primært sex, der er temaet. Men også sex, der kræver en enorm mængde respekt og tillid… Smæld på skal der være, og det er der på albumudgaven, hvor hvert beat står som mejslet ud i granit, men sangen ikke desto mindre, trods dens mørkt messende grundniveau, løfter sig. Som et uafvendeligt ridt ud i det uvisse på bagsædet af en mørklagt bil.

Find den på: Music for the Masses, Mute, 1987.

5: Martin Hall: ”Synthesis”. Nummeret befinder sig klart i den lange og tunge ende, men recepten er befriende enkel: Et cirklende kirkeorgel, en knugende cello, lidt baglæns afspillede elektroniske effekter og så Halls stemme, der synes at genlyde fra en bjergtop: “To my love / Wherever you may be / I’m with you / United in spirit / My life lies in your hands // All power ever been / All power yet to come / Is here now / This instant / Around us / Inside us”. Gets me every time...

Find den på: Cutting Through – The Final Recordings, SAM, 1986.

6: The Cure: “Disintegration”. Albummet, som tog titel efter sangen, er præget af god tid til at udfolde komplekse arrangementer og lade stemninger bundfælde sig. Det samme gælder selve ”Disintegration” – et nærmest brutalt afbræk i pladens melankolske flow, men dvælende og nuanceret ikke desto mindre – der virkelig udpensler, hvor lammende ækelt og fyldt med skyldfølelse, et brud kan være. Skal nok ikke nydes med et glas rødvin på en ny date, men kender man fornemmelsen…

Find den på: Disintegration, Fiction, 1989.

7: Jim O’Rourke: ”Women of the World”. Man er jo mand og har behov for modspil... Det lange nummer, der løfter og løfter sig i cirkler, starter lavmælt med usikker stemme og akustisk guitar, men slutter hymnisk og nærmest religiøst med stort kor osv. Teksten? ”Women of the world, take over / ‘Cause if you’re down this world will come to an end / It won’t take long”...

Find den på: Eureka, Drag City, 1999.

8: Portishead: ”Roads”. Klassisk trip hop i den tristesseramte ende. Slæbende beats, ditto keyboard – og så Beth Gibbons’ stemme, der her er så ynkelig og fortabt, at den kan høres gennem fem meter stål: ”How can it feel this wrong?”. En enkel, men såre uhyggelig opbrudssang. Taler for sig selv.

Find den på: Dummy, Go! Discs, 1994.

9: Lou Reed: ”Perfect Day”. Klassisk Reed, som jeg må indrømme, at jeg først for alvor opdagede på soundtracket til Trainspotting i 1996. Et euforisk sus gennemstrømmet af bevidstheden om, at man selv langt fra er så perfekt som øjeblikket: ”Such a perfect day / You made me forget myself / I thought I was someone else / Someone good”…

Find den på: Transformer, RCA, 1972.

10: Radiohead: ”Exit Music (For a Film)”. Bevidst eller ubevidst har jeg i lang, lang tid forsøgt at distancere mig fra Radiohead, som jeg sådan set altid har vidst var bedre end den klynkerock, de affødte. Men de er og bliver oppe i en anden liga. Det overbevisende ved lige netop dem er, at de ikke kun konstant presser sig selv videre kreativt – Thom Yorke er og bliver altså en rystende sanger, der kan formidle dele af sig selv effektivt ud i selv den mest hårrejsende tekst. Og eftersom denne sang kommer lige efter selvmordsscenen i Baz Luhrmans filmatisering af Shakespeares Romeo and Juliet – reflekterende hadet til de familiestridigheder, der førte til dén konklusion – så…

Find den på: Ok Computer, Parlophone, 1997.

torsdag den 3. juli 2008

?=(/&(/&(#""%¤"#%"¤

Er der nogen, der er villige til at leje noget i København på over 30 m2 til en mandlig ryger med huskat, må de meget gerne sige til!!!

Intet smadrer ens drømme og forhåbninger mere effektivt end et bankmøde.

tirsdag den 1. juli 2008

White Chalk

Flytningen til Kbh. nærmer sig med stormskridt. Alt efter hvad banken siger, kommer jeg til at bo det ene eller det andet sted på Nørrebro, men den endelige afgørelse falder snart. Sandsynligvis allerede i denne uge.

Jeg glæder mig helt sindssygt, men erkendelsen af, hvad jeg er ved at gøre, rammer mig også i glimt meget intenst i disse dage. I en vis forstand lægger jeg - selvom der er masser af broer tilbage - mit liv indtil nu bag mig. Og netop det liv har det med at vende tilbage i stærke, kondenserede flashbacks. Som her i formiddag, hvor jeg tilfældigvis kom til at høre PJ Harveys (dobbelttydige, men sådan er det jo!) hjemstavnssang "White Chalk", og tårerne bare skyllede uhæmmet ud af mig. Kunne huske alt: Luften og lydene i Voel, min mormors latter, min morfars lune, min farmors nærvær, min farfars livsglæde, mine forældres samtaler og stilheder, kammeraterne fra folkeskolen, gymnasiet og universitetet, stemningen og musikken på Revolution, stearinlysene og de 117 vellagrede DIY-plakater på 1000fryd, de første kærester, de heftige sus og de "store historier": Tina og Louise. Der var bare ikke noget at gøre: Blev væltet bagover af alt det liv. Og, til en vis grad, alt det tab.

Heldigvis er den anden side af mønten det, at det, der stadig er både til og relevant, også vil være der bagefter. Det - og så en masse fremtid. Nye glæder, nye tab, nye sansninger, åbninger og erfaringer. Fortryder ikke ét sekund mit valg: Det er det eneste rigtige lige nu.

Men ingen har sagt, at genfødsler skulle være nemme :-)