mandag den 29. december 2008

Festen for de levende og de døde - del 4


2. juledag var jeg selv levende og død på én gang. Drev ind og ud af en tung søvn. Var oppe ved 18-tiden for at fodre Tilde, men faldt snart hen. 20:30 var min mor kommet hjem fra julefrokost, og hun vækkede mig ved at tænde for fjernsynet. Så lavede jeg en færdigret til mig selv - noget med kylling - og faldt hen igen med en spindende kat på maven.

Genlæste i øvrigt Suzanne Brøggers Linda Evangelista Olsen igen nogle dag forinden. Hun ser katten som et dybest set infernalsk væsen - dødsrigets levende, kærlige ansigt. Ikke ulig min erfaring. Med sådan én slumrende trygt på kroppen ved man, at man ikke kan andet end vågne igen.

Og dagen efter tog jeg til Randers for at vågne op med Helene på hendes fødselsdag i går. Mørklægger for hendes skyld en del ting, men lad mig sige det sådan, at mødet var meget vitalt. Og meget rettet mod fremtiden.

Og nu er jeg så tilbage i København. I disse dage specifikt i Hellerup, hvor jeg har noget ferieafløsning hos NCC nede på havnefronten. Når jeg hæver blikket, kan jeg kigge ud over det Øresund, som min farmors forfædre i utallige generationer lodsede skibe trygt igennem - måske er der ligefrem slægtninge derude endnu?

I hvert fald er der skibe, der sejler. Om morgenen, når der er mørkt endnu, er masterne lyst op, så det ligner det helt store juleshow. Og snart - inden jeg skriver igen - er det nytår.

PS: Titlen på de seneste fire indlæg er tyvstjålet fra 12. afsnit af Edgar Reitz' tv-serie Heimat fra 1982. Billedet ovenfor viser den afsluttende scene med den implicitte hovedperson, Maria, som ældes hele vejen op gennem Det 20. Århundrede for til sidst at dø og genopstå i en parallel-version af sin landsby, hvor alle atter er unge og raske. Handlingen foregår i området Hunsrück, og som det siges senere i afsnittet: "Im Himmel schwätzen sie Hunsrücker Platt".

Well, himlen er alle steder. Til alle tider. Lige nu. Og folkene i den taler altid vores tungemål. Er der andre?

Festen for de levende og de døde - del 3


1. juledag var fuldt ud reserveret den tidligere varslede smuttur til Aalborg, hvor Revolution ville genopstå i sin hærgede, hedonistiske pragt på Studenterhuset. Men forinden nåede jeg lige omkring et af mine andre større hang-outs i byen, 1000Fryd, hvor Tina - som jeg for øvrigt mødte på netop Revolution tilbage i starten af 1997, før vi snart blev kærester i et par for os begge både udviklende og tumultariske år - drak "øko-Thy" (pilsner fra Thisted Bryghus) sammen med nogle veninder. Gevaldigt hyggeligt bortset fra, at bartenderne havde et flip med at spille Rasmus Nøhr og den slags den aften...

Nå, men jeg havde jo lovet Warberg, at jeg ville kigge tidligt forbi, så vi lige kunne få en sludder, men det var nærmest en taksigelsestale fra hans side, hvilket jeg rødmede en del over. Jeg mener: Jeg havde jo dybest set bare kedet mig en aften tilbage i december '07, hvorefter jeg havde oprettet en Facebook-gruppe, jeg syntes manglede... At jeg trykkede på de rette knapper i både ham og andre folk i det gamle personale, der gjorde, at de gad stille op igen, kunne jeg jo ikke vide. Ind imellem sker de bedste ting virkelig ved et tilfælde!

Et kvarters tid senere dukkede Tina op igen, og sammen med veninderne fra før smækkede vi os ned i et hjørne, hvor vi gav os til at studere de fremmødte. To ting overraskede os. For det første hvor mange af de tilstedeværende, vi simpelthen ikke kunne genkende. Så de helt anderledes ud dengang? Havde de dreadlocks, piercinger en masse og "Stille!"-T-shirts? Det havde de med garanti, men kunne det så gøre dem uigenkendelige, at de pludselig trak i kjoler eller mondænt herretøj i stedet? Eller hørte størstedelen af dem, der var der, simpelthen til dem, der lige stak hovedet ind en gang imellem? Noget definitivt svar nåede vi ikke frem til. Nå, men for det andet noterede vi os hvor ældede, folk var blevet. Dengang var de fleste af os stadigvæk drenge og piger med glat hud og runde former. Nu var vi kvinder og mænd med begyndende rynker, appelsinhud, fødselsmaver osv. Man vidste det jo godt, men...

Energiniveauet havde også ændret sig. Dengang sprang folk totalt uhæmmet rundt i hinanden, når der kom hårde toner på, eller svajede dekadent rundt, når musikken blev funky. For at rose mig selv gik jeg heller ikke på noget tidspunkt på dansegulvet den aften med mindre, at et bestemt nummer tændte præcist den ild i mig - og Tina havde det heldigvis på samme måde. Vi væltede virkelig stedet til "Cannonball" med The Breeders. Men mange af dem, der var på dansegulvet, var væsentligt tungere i røven, og flertallet kom aldrig videre end baren eller bordene. Forståeligt nok, på en måde, for der skulle utvivlsomt tages mange ture op og ned ad Memory Lane den aften, men alligevel...

Omkring midnat var stedet sort af mennesker. Forinden havde Warberg varslet, at hvis arrangementet blev en succes, så ville han arbejde på, at det blev årligt tilbagevendende - og nu var det sikkert! Men den på én gang både uvante og hjemlige fornemmelse til trods virkede det nu også som en ualmindeligt god idé.

Udenfor - i en smøgpause - stødte jeg på både Michael Marino (Lotus Krokus) og Michael Mørkholt (Jab Mica Och El), som jeg ikke engang kunne huske fra dengang. Men de var der åbenbart også - i år 0. Og senere på Katrine, som jeg har haft en underligt jævn ujævn kontakt med siden '96, hvor vi første gang mødte hinanden og kyssede lidt. Det er aldrig blevet til noget videre, men det har altid været en af den slags relationer, hvor man bare har vidst, at man skulle et eller andet sammen engang. Nu er vi begge to i forhold, så der skal ikke klinkes noget, men hun er åbenbart begyndt at skrive igen - og det er hun god til - efter en længere pause, og jeg tilbød både kritik og et lille skub fremad. Måske er det dét, den relation skal føre til - kreative håndsrækninger.

Modsat det originale Revolution, der typisk lukkede kl. lort om morgenen, blev aftenen ganske brat afbrudt kl. 2, hvor der faktisk var allerflest mennesker. Det var der meget få, der fandt sig i, så kursen gik videre mod Rock Caféen, hvor det hele begynder at sløre lidt for mit vedkommende. Snakkede musikpolitik et stykke tid med Mørkholt - er ikke stensikker på, at mine pointer holdt vand - og overvejede længe at prikke en af mine andre ex-kærester fra Revolution-tiden, Nuka, på ryggen. Simpelthen bare for at høre, hvordan alting stod til. Men sært med de afstande, tiden kan skabe mellem folk, der engang var tætte som ærtehalm... Til sidst endte jeg hos en morgenfest hos Katrine, hvor jeg var meget tæt på at gå kold. Men på en eller anden facon fik jeg slæbt mig ind i et tog. Og ikke blot det: Jeg fik skiftet i Århus. Og jeg stod ved grød af i Silkeborg. Hvordan pokker bar jeg mig ad med det?

Festen for de levende og de døde - del 2


Nå, men grunden til, at jeg kom gennem Voel, var, at mig medsamt mødrene ophav jo var på vej til Borum, hvor min moster og hendes mand Erling holdt juleaften. Vi tog det, der, i vores sprogbrug, hedder "den gamle vej" via Sorring og Toustrup. Det gør vi tit derud. Og af meget den samme grund: At meget af vores historie er bundet op på det vejstrøg. Fra årene i Voel over de dage, hvor der var "sodavandsdiskotek" i Sorring Forsamlingshus, og jeg hang pissestiv ud med kammeraterne der, mens vi vendte plader for vores fælles mobildiskotek og havde de første håbløse ungdomsforelskelser... Fra Sjelle, hvor min mormor voksede op, til Herskind, hvor vi begge to har holdt jul hos min farbror Mogens nogle gange. Og mens vi kunne konstatere, at den rolige julenat havde sænket sig over "hjertelandet", ankom vi så til Borum, hvor mine fætre og kusiner på min mosters side også havde indfundet sig.

Den ældste af dem, Sine - på mange måder det nærmeste, jeg kommer en regulær søster - havde sine to børn med, og de var naturligvis totalt banjo fra start. Den yngste græd næsten hele vejen igennem julemiddagen og den efterfølgende ris á la mande (fik mandelgaven!), fordi han ikke kunne vente med gaverne, og hold kæft for nogle blikke, der blev sendt ind under træet, da vi bagefter dansede og sang. Selv vores sædvanlige kollektive hærg under "Nu er det Jul Igen", hvor vælten, støden og masen plejer at ende i regulære vikingebrøl, kunne ikke distrahere knøsens kløe i fingrene. Til gengæld var han også helt skæv af taknemmelighed, da vi endelig nåede til udpakningen, at det var helt rørende. Barnefryd for begyndere!

I den anden ende af skalaen var der så Erlings mor, der er meget tynd og afkræftet. Hun lå ned under hele seancen, men alle gjorde sit for at skabe en særligt god stemning omkring hende.

Og så var der havestuen, hvor min mor og jeg røg de smøger, vi kunne snige os til i aftenens løb. Varm var den ved grød ikke, men da jeg gik derud alene under gaveudpakningen, var jeg ikke...alene. Der var isnende koldt på det tidspunkt, og jeg vil sværge på, at der sad utydelige skikkelser ved bordene, som var der for at nyde de levendes fest på afstand. Kunne også sætte navne på dem: Min mormor og morfar, Erlings far, Frits, samt hans moster og onkel Erna og Hans. Følte mig ikke uvelkommen, men det var deres egen ting, de havde gang i, så jeg skyndte mig at ryge færdig. Og da jeg kom derud igen en halv time senere - atter alene - var luften både renset og nogle grader varmere...

Fact: I ældre tid var julen lige så meget de dødes fest, som den var de levendes. Det var almindeligt udbredt at tænde stearinlys i stuerne for at invitere de savnede med. Og de kommer endnu, om folk så tror på det eller ej.

Men i mit hoved skal de bestemt også være velkomne. Julen ville ikke være det samme uden dem!

søndag den 28. december 2008

Festen for de levende og de døde - del 1


Nå, men det var det der varslede sammendrag, jeg kom fra...

Efter at være vel ankommet til Silkeborg, hvor jeg som sædvanligvis havde base hos mit mødrene ophav, tog jeg juleaftensdag ud til min far og hans kone, Aase, der bor i et nedlagt landbrug ved Pederstrup udenfor Kjellerup. Der var gået en rum tid siden sidst, så de gensidige opdateringer var mange. Fandt f.eks. ud af, at min far og hans søskende for nylig havde tømt deres fælles barndomshjem i Voel og opsagt lejemålet - min farfar er jo flyttet på plejehjem i Fårvang, og eftersom han lider af fremskridende senildemens kunne han ikke selv varetage de ting. Måske godt det samme, for hvordan siger man farvel til et sted, der har været størstedelen af éns verden siden 1938? Hvordan ville han have reageret, hvis hovedet var klart?

Nå, men i den forbindelse var der én ting - og kun én - jeg gerne ville have lagt billet ind på: Min farmors (se billede), Esthers, eksemplar af Selma Lagerlöfs Niels Holgersens Forunderlige Rejse med illustrationer af brilliante Louis Moe. Fra min farbrors barndom og fremefter havde hun læst højt for hvert nyt barn i familien af den bog, og hun kom vist igennem den en 4-5 gange med mig. På den måde lagde hun - og måske mere end nogen anden - fundamentet for min senere litterære interesse, for hold kæft, hvor var den bog et sus af fantasi og fjerne horisonter... Selv i dag fantastisk børnelitteratur!

Nå, der var jo så mange andre, der kunne have lagt billet ind på den bog med rette, så da det fromme ønske undslap mine læber, troede jeg ikke seriøst, at der var bid... Men det var der så. Min far havde godt nok mest langet den til sig pga. læderindbindingen, som min farmor selv havde lavet, men han havde den altså - og jeg måtte også gerne få den.

Damn, det var stort! Fik også andre gode gaver fra den kant senere på aftenen, skal det siges, men intet - intet - kunne erstatte eller overgå den bog, der for mig samtidig symboliserer hele nærheden mellem min farmor og jeg. Hun fik mange, mange tanker gennem resten af dagen.

Sidst, jeg så hende - kort før julen i 2003 - var hun en forskræmt lille pige i en gammel kones krop, der knapt nok evnede at sige ordentligt farvel af angst for den kræftbehandling (læs: lindring), hun senere samme dag skulle indlægges til på Silkeborg Sygehus (hendes mor døde af samme sygdom i 1930, så hun vidste, hvad hun gik ind til...). Men den farmor, jeg i mit stille sind ønskede glædelig jul nu fem år senere, var hende i sine velmagtsdage...

Senere - efter juletræspyntningen og Disneys juleshow hjemme hos min mor - kom jeg forbi den nu tomme gård ude i Voel. Den lignede umiddelbart sig selv... Men sært at tænke på, at dens beboere nu permanent (jo, også i en vis forstand for min farfars vedkommende) er flyttet ind i mit hjerte i stedet... Men der skal de nu også nok få det godt.... Og endnu mere sært at tænke på, at jeg ingen som helst tilknytning har længere til den by, jeg voksede op i. Nu er der kun en grav at komme efter...

Toget til Helvede

Er lige hjemvendt efter en typisk smadret, udmarvende jule-myldretids-DSB-tur... Havde godt selskab af Helene fra Skanderborg til Odense, så den del af rejsen var nem nok - vi var et helt andet sted - men bagefter kunne jeg ikke længere ignorere mylderet af stakler på gangene, henslængte kufferter en masse, skrigende børn og folk, der altid liiige skulle et eller andet, der krævede større omrokeringer i menneskemængden. Juletogene er et glimrende billede af Helvede på jord!

Men ellers en fin jul. Håber på at få stykket et rimeligt sammendrag sammen, når jeg er kommet lidt til mig selv igen.

mandag den 22. december 2008

Revolutionen VIL blive genudsendt!


Sidste indlæg i en uges tid. Skal til Silkeborg igen for at fejre Kristi fødsel - som jeg ikke har nogen speciel grund til at fejre, selvom jeg anerkender filosoffen Jesus og endda betragter ham som noget misfortolket, men lad nu dét hvile - i familiens skød. Indtil videre den eneste måde, jeg kan se mig selv fejre jul på - seancerne hos min moster i Borum udenfor Århus udgør en ret direkte fortsættelse af min barndoms højtid hos min mormor og morfar. Men allerede næste år kan tingene stå anderledes, har jeg en formodning om.

Men allermest glæder jeg mig måske til 1. juledag i Aalborg, hvor Revolution bliver genoplivet for en enkelt dag...

Da jeg i '94 kom til Aalborg for at studere, var Revolution en regulær åbenbaring! Før da havde jeg gået rundt i først meget lille Voel, dernæst lidt større Silkeborg med en intens smag på tungen af sort, hurtig, tung, alternativ musik. Og altid ret alene. I mangel af bedre - eller? - hang jeg ud med hip hoppere, metallikere, ny-hippier og folk-lyttere, fordi de var lige så skæve i deres forhold til den omgivende verden, som jeg var det, men det var først på Revolution, jeg fandt et hjem. Allerede dengang som en grand old man, der godt vidste, at Nirvana skyldte Sex Pistols et eller andet, og at Elastica stjal fra The Stranglers - og ikke tøvede med gammelklogt at sige det - men jeg hørte til. Jeg var en del af den flok. Også når det kom til at holde den kørende på papvin og billige smøger - og ikke mindst at gøre mine første seksuelle erfaringer, der nåede ud over missionærstadiet. Hver weekend blev der festet med en nihilisme, der var sand punk - også til lyden af Underworld og Prodigy - mens verden blev større og større. Og kan det hele måske lyde en kende naivt nu, hvor selv 14-årige tilsyneladende vælter rundt høje af porno og crack, var vi mange, der startede vores liv der... Den dag i dag er der stadigvæk en overvægt af venner, bekendtskaber og ex-kærester, der føler, at de oplevede et tilsvarende "år 0", da de begyndte at komme der...

Senere har jeg fulgt folks skæbner lidt på afstand. Nogle - som jeg selv - søger stadig efter den brik, der kan få alting til at falde helt på plads. Andre skyndte sig at få børn, hvorefter de smuttede ud i forstæderne og slog sig ned i den type tilværelse, de dengang ville have hadet som pesten. Og atter andre er så småt ved at opbygge sig holdbare karrierer inden for musik og kultur. Men vi har åbenbart alle savnet år 0...

For snart et år siden startede jeg en Facebook-gruppe til ære for stedet. Den gav åbenbart Revolutions daværende ejer, Peter Warberg, eftertænksomme tanker, og nu genopstår vidunderet for en enkelt aften på Studenterhuset i Aalborg.

Hold kæft, der skal drikkes øl! Og danses! Og sikkert, til sidst, grædes. For det kommer ikke igen.

Og det skal det nok heller ikke.

Er det ikke tit og ofte bare "closure", man søger? En sidste, sød smag på tungen...

Og mens vi snakker om "closure"... Helene tog afsted i dag. Vi skal ses igen nytårsaften. Det føltes naturligt at fejre den sammen. Tror sgu, jeg har fundet hende, det handler om...

Glædelig jul til alle læsere!

Det værste og det bedste


Når det nok ikke senere, så måske er det nu, jeg skal lave min liste over årets bedste og værste ting og sager… Det mest forudsigelige først...

Årets tre bedste albums

Portishead: Third
The Residents: Present the Bunny Boy
Patti Smith/Kevin Shields: The Coral Sea

Årets tre bedste læseoplevelser (ikke aktuelle – så meget guld kommer der heller ikke!)

Leopold von Sacher-Masoch: Venus i Pels
Sophus Claussen: Jord og Sjæl
Aleister Crowley: Magick in Theory and Practice

(Strengt taget er der udelukkende tale om genlæsninger, men måske fattede jeg i realiteten alle tre bøger for første gang, og det blev de ikke dårligere af!)

Burde dog også tilføje (og her er der tale om helt friske oplevelser):

Jacques Prévert: Al Slags Vejr
Suzanne Brøgger: Creme Fraiche
poul g. exner: Vildfarelsen

Værste politiske begivenhed:

At der stadigvæk reelt ikke er gjort en skid ved den globale opvarmning. Sig mig: ØNSKER vi at gå under og tage kloden med os???
At VKO er ved magten endnu.
At Helle you-know-who stadigvæk hverken repræsenterer et værdigt alternativ eller har åndsnærværelse nok til at lade fanen gå videre til Filly Sfandal.

Bedste politiske begivenhed:

OBAMA! Han er ikke hævet over enhver kritik, men…
Hm, og det var vist det…

Værste påfund:

Sandhedens Time. Når tv bliver ondt for at være det.
Vild med dans. Nu med lalleglad statsministerfrue.
Clogs. De ligner altså lort.
Bobler: Bloggeren som orakel og talerør for tidsånden. Gu' er vi ej. Og vi er alt, alt for mange. Men så igen: Hvem er den første til at hive stikket ud og erklære sig irrelevant?

Bedste påfund:

Finanskrisen. Jeg er ked af at sige det, men vi har fandeme godt af noget modgang! Før var solidariteten mellem mennesker til at lukke op og skide i – nu er der måske en smule lys forude…

Måske er jeg lidt besk her, for jeg øjner ikke andet. Dog skal Kim Larsens kampagne mod antiryger-mentaliteten have en opmuntrende kommentar med på vejen. Bare en skam, at den endte med at blive så hjernelamt intolerant og småfascistoid som selve antiryger-hetzen… ”Nej, vi tænder skam vores smøger, hvor det passer os!” Foran astmatikere, lungekræft-patienter, småbørn og folk, der på en venlig måde siger fra? Nej, vel? Nuancer efterlyses! Og ikke blot i den debat, men alle steder…

Største personlige oplevelse:

Rykningen til København. Alle bør genopfinde sig selv fra tid til anden.

Værste personlige oplevelse:

Min farfars (se foto) blodprop i hjernen. Jeg elsker den mand og den gammeldags varme og hæderlighed, han står for, og nu er han der knapt nok mere...

Årets sted:

Det Poetiske Bureau. Kan kun takke for alle de gode oplevelser og fine bekendtskaber, jeg har gjort der på meget kort tid.

lørdag den 20. december 2008

Dobbelt sol

Solen har bidt sig fast, gudhjælpemig! Og nu ligger Helene i min seng og slumrer - smuk og dejlig, så det gør helt ondt! Gudskelov, at hun bliver her til mandag!

torsdag den 18. december 2008

Sol

Solen skinnede lidt i dag. Lidt af en sensation - kan ikke huske, hvornår det skete sidst. Stort set hele december måned har været henlagt i mørke - også om dagen. Gudskelov, at det er højsæson for stearinlys og elektrisk gadeudsmykning - ellers havde konsekvenserne for humøret været uoverskuelige...

Har bestilt de sidste rester af Cocteau Twins' bagkatalog hjem. Dvs. BBC Sessions og ep-opsamlingen Lullabies to Violaine Vol. 1. Samt - omsider - boxen Methodology - the Attic Tapes med Cabaret Voltaire. En bunke tidlige optagelser fra '74 - '78 - nærmest industrial-genrens svar på Jellingstenen.

Og nu venter jeg på Helene. Det bliver godt at se hende!!!

onsdag den 17. december 2008

I øvrigt...

Kom naturligvis vel igennem jordskælvet i går. Sad i en godt affjedret bus, der åd alle rystelser, da det fandt sted. Men det er jeg faktisk lidt skuffet over. Kunne godt have brugt at få rystet min hverdag lidt igennem.

To store begivenheder

To store ting er sket. For det første har jeg officielt fået en ny kæreste, der hedder Helene. Endnu en odenseaner, der står - i hvert fald i ånden - med det ene ben i København... I morgen kommer hun herover i fire dage. Det bliver stort!

For det andet læste jeg igen op på Bureauet i går, og selvom det egentlig bare var et normalt åbent scene-arrangement, var det enormt velbesøgt. Og niveauet var så højt, at jeg er en smule stolt af, at jeg ikke faldt igennem, men faktisk hentede mit til dato største bifald på det sted. Også selvom der rent faktisk var folk, som råbte buh, da jeg sagde, at jeg ville læse en stak "hjemstavnsdigte" op - dvs. fem digte om Voel... Men nu har jeg jo også et sjovt had/kærlighedsforhold til det sted... En smagsprøve:

Voel er ikke en by,
der har anlæg for tårer.
Det sker, at en pickup
kan lække lidt olie.
Det sker, at et afløb
kan blive forstoppet,
men ellers står grundvandet højt,
og så lader man kornet
om resten.

mandag den 15. december 2008

Jylland kort

Halter forfjamsket tilbage til hverdagen igen efter en travl uge i Jylland, der også har ændret en hel del...

De første par dage var meget rolige. Min fødselsdag blev fejret i ro og mag sammen med Tilde og min mor, der diskede op med gaver og ekstra god mad i dagens anledning. Dagen efter tog jeg så min rutinetur ned i Silkeborg midtby for at checke, om noget væsentligt havde ændret sig siden sidst. Men nej. Dog hyggeligt at se staden fuldt juleudsmykket igen. Og selvfølgelig lagde jeg da lige kursen omkring Pladeshoppen, som ikke blot er den butik, jeg købte min første single i tilbage i 1983, men stadig er mere velassorteret end den burde være i en by af den størrelse...

Så gik turen til Aalborg, hvor dagene rent ud sagt var blokket ud med aftaler. Torsdag eftermiddag blev der drukket bajer og snakket sjofelt hos min gamle uni-kammerat Søren G ude i Aalborg Øst, og på et eller andet tidspunkt dukkede hans kammerat Morten op med en flaske vin... Så jeg slingrede nærmest videre ned til Louise på Reberbansgade, hvor der ventede endnu en mini-fest. Da bølgerne gik højest, var vi seks om at drikke øl, men det var kun mig, Louise og hendes nye kæreste Rikke (som jeg er glad for at have "givet" Louise væk til - vi morer os sgu glimrende sammen), som lidt efter midnat endte i Gaden. Lidt et antiklimaks, egentlig, for der var ikke et øje i byen. Men vi smuttede da forbi Robin for at hilse på "lebbe-bordet" og danse til Rammstein. Bagefter var vi på Rockcaféen, men den var som blæst. Så hjemad mod Louises lejlighed gik det snart.

Kl. 8 morgenen efter stillede jeg så ude på AMU for at hilse på de gamle kolleger - rart at se dem igen. Så gik turen tilbage til Louise, hvor vi plejede tømmermændene med grillmad og spillede Bezzerwisser. Kl. 16 rullede jeg så ud til Bo, hvor der blev spist pizza, snakket og set dokumentarprogrammer om sure elefanter, der smadrede folk. Og kl. 21 satte jeg mig noget bombet ind i toget mod Silkeborg, som jeg ankom til lidt i midnat...

Lørdag fejrede jeg igen min fødselsdag om eftermiddagen med den pukkelryggede - i hvert fald det meste af den. Hyggeligt som altid.

Min bedste fødselsdagsgave fik jeg dog om aftenen, hvor jeg var taget videre til Randers for at møde en date, jeg i forvejen havde snakket længe og intenst med. At der var noget på det mentale plan var vi ikke i tvivl om, men om der også var fysisk tiltrækning...

Det var der!!!

Nu skinner solen højt over Søborg. Trods kulde og kilometertykt gråvejr.

Men hold kæft, jeg er smadret efter den "ferie"...

mandag den 8. december 2008

Sayonara!

Går offline i nogle dage. Skal til Silkeborg og Aalborg for at hilse på venner og familie. Og næste gang, jeg skriver, vil jeg være 35 år gammel! Damn-a-ding-dang-doo! Et halvskarpt hjørne!

Modsat da jeg blev 25 år - mine alderskriser indtræder typisk nærmere midt i mine årtier end i slutningen - har der dog ikke været de store dramaer denne gang. Med mindre de sidste par års skift og omvæltninger overordnet har kunnet tolkes som en sådan... Hmmm....

Men runder i hvert fald hjørnet i fin stil. Med næsen i sky og allehånde spændende ting at rive i det næste stykke tid.

søndag den 7. december 2008

Vig bort, Rick!

Nå, men det var en fin bytur. Der blev godt nok spillet lidt for meget Rick Astley osv. på Nadsat - det, man ikke vil huske 80'erne for - men så kunne man jo f.eks. gå på Dunkel, hvad vi også endte med at gøre. Og der blev danset! Men selvom stemningen var høj, og jeg har en helt modbydelig hovedpine nu, tog jeg alligevel hjem med den sidste natbus. De andre havde haft en lang og sikkert på flere måder udmattende dag, og jeg gad ikke at fortsætte missionen alene.

I dag står den bare på almindeligheder: Tøjvask, opvask, den slags. Og rigeligt med saft og salte sager.

Men fik jeg nævnt, at jeg har fået bekræftet et samarbejde i det nye år med en særdeles lovende up & coming-musiker? Det gjorde jeg vist ikke. Hvem vil jeg ikke løfte sløret for endnu, men som udsigterne er, bliver det noget med alternative folk-toner tilsat oplæsning. Hvor integrerede musikken og lyrikken bliver, er ikke til at sige endnu, ligesom jeg heller ikke ved, om der bliver skrevet nyt, fælles materiale fra bunden. Men jeg er meget, meget spændt...

lørdag den 6. december 2008

Uden titel

"I believe with my body / Believe with my soul / Believe in the eyes before me"

- Under For: Free-force Structure (1984)

Hr. Hall


Fik relativt hurtigt trukket mig selv ud af rødvinstågerne og ned på Statens Museum for Kunst, hvor Martin Hall præsenterede - og læste op fra - sin nye bog, Vægtløs Mand under Truende Sky, til ledsagelse af et stykke nyskrevet musik, der bedst kan beskrives som kontemplative pianotoner ledsaget af endda meget diskrete stryger-anstrejf. Nu skal jeg ikke lægge skjul på, at Hr. Hall - og nej, sine mange og store kvaliteter til trods er Henrik Hall ikke så meget som i nærheden af at overtage den, fra min side, ærefulde titulering! - har været en af mine største helte siden teenage-årene, hvor jeg sad på mit loftsværelse i Voel, mens jeg brændte sorte lys, legede med selvpineri, havde grusomme visioner og kværnede plader som The Icecold Waters of the Egocentric Calculation, Ritual og Apparently All the Same i døgndrift. Og da de første store kriser - udover de almindeligt eksistentielle, altså - ramte mig i form af mine forældres skilsmisse og min morfars sygdom, var det omvendt Hall, der hjalp mig med at bakke tilbage fra afgrundens rand med afklarede, livsbekræftende sange som "Song for Someone" og (først og fremmest) "Magnum Opus". Det var ham, der, i sin "metafysiske fase", introducerede mig for tarotkortene og de centrale buddhistiske tekster i sine løbende nyhedsbreve fra Mind & Media - også i forhold til livets mere åndelige dimensioner har han på den måde været en vigtig dåseåbner. Og siden er jeg stille og roligt "blevet voksen" sammen med ham - sene værker som Random Hold, Facsimile, Metropolitan Suite og Das Mechanische Klavier har, på samme måder som de skingrende postpunk-plader var det i Voel, været vigtige spejle for mig. Og hvor ynkeligt, det måske kan lyde, var det noget nær mit livs højdepunkt, da jeg i 2003 fik lov til at skrive forordet til hans banebrydende støj/avantgardeværk Inskription - hold kæft, hvor jeg kæmpede med grasserende selvkritik og skriveblokering dér, indtil jeg en aften tæt på deadline så mig nødsaget til at tømme en flaske vin, bare taste løs og trykke "send", inden jeg nåede at kassere teksten igen... Det er ikke hver dag, man får lejlighed til at give noget relevant tilbage til de kulturelle personligheder, der har gjort en afgørende forskel i éns liv, og tro mig: Oplevelsen kan være frygtindgydende! Til gengæld er manden selv (som jeg har mødt personligt ved et par lejligheder) - modsat hvad myten måske siger - virkelig behageligt selskab, hvis blot man respekterer ham og gider at sætte sig ind i det, han laver. Og jeg har aldrig haft grund til andet.

Nuvel, i sommers valgte han at stille op som medlem af dommertrioen i Talent 2008 - en nyhed, jeg modtog med større forvirring end ellers. Hvad skulle han der? Og jeg må tilstå, at jeg - selvom muligheden måske i perioder var der, flytte-forvirringen til trods - ikke følte nogen større trang til at tænde for fjernsynet i den tid.

Det er den oplevelse, Vægtløs Mand under Truende Sky skildrer, og Hall lagde da heller ikke skjul på, at han havde sin tvivl i forhold til at vove sig ud i talentshows-feltet. Men hans typiske lyst til at bryde grænser og dyrke det bizarre vandt, ligesom han åbenbart havde lyst til at studere det billede, tabloid-pressen i en sådan situation ville opbygge af ham, og som oplæsningen afslørede, gav det anledning til såvel gode anekdoter som en fundamental erkendelse af, at han altid ville tilhøre "det smalle felt". Der blev fortalt om dagspressens forudsigelige tackling af hans person - den meget intense diskussion omkring hvorvidt, han var bøsse eller ej (who cares - og mig bekendt er han pt. glad familiefar!?!). Om det bizarre møde med diverse lokaljournalister ("Hvad forventer du at få ud af Hjørring?") og folk indenfor mainstream-kulturen ("Hej Martin - hvem er du?"). Om de, for ham, forudsigelige nervesammenbrud, al den opmærksomhed og trykken hænder førte til. Og om at sidde midt i populærkulturens svar på Colloseum med en fuld bevidsthed om det grusomme og groteske i et sådant ultraglittet "survival of the fittest"-koncept.

Bagefter købte jeg bogen. Let, men relevant læsning - i hvert fald sammenlignet med Fremmedgørelsens Identitet (men så igen: Det er alt!). Den skal nok tjene sit formål på natbordet og i diverse busser/togsæt den næste uges tid. Man kunne også få den signeret af Martin selv, hvilket jeg dog valgte fra - der er noget lidt plat over autografer, synes jeg, selvom jeg med skam må indrømme, at jeg er ved at revne af ydmyg stolthed over, at Lydia Lunch signerede mit eksemplar af Widowspeak, og at jeg på et tidspunkt gav 800 kroner for en førsteudgave af Antonius i Paris, som Sophus Claussen havde nedskriblet sit navn i... Men de kan jo være lukrative. En eller anden, jeg ikke kendte, havde anskaffet sig et eksemplar af Ballet Mecaniques (ikke ret gode, men lad nu det være...) debutsingle Avenues of Oblivion fra 1980, og sidst, jeg så den på en pladebørs, kostede den 1100 kroner. Den fik han signeret. Nu er den givetvis 500 kroner mere værd...

Og det mest bizarre af alt: Jeg ved godt, at fænomener som The Cure og Marilyn Manson har en lang tradition for fans, der er så fan-atiske, at de klæder sig ud som deres idoler. Indtil videre er det ikke overgået nogen i Danmark (selvom jeg engang, med en i øvrigt fuld bevidsthed om, at punk handlede - og bør handle - om individualitet, nænsomt indopererede lidt Hall-træk i min fremtræden). Men i dag så jeg Martin Hall anno 1983 - 25 år senere. 16-17 år gammel. Weird... Men fedt at vide, at Hr. Hall ikke er forbeholdt gamle røvhuller som mig selv... Bare den pågældende nu også ender med at fatte Halls produktion engang...

Bagefter fortsatte jeg ud i byen sammen med Tina, hendes kæreste Mikael og Louise Kristensen, som jeg havde overværet seancen med, og fik mig en pita. Der var hygge på lager.

Og nu lader jeg op til i nat, hvor jeg skal i byen sammen med Pia og et par andre, jeg ikke kender. Vi skal på Nadsat, hvor de åbenbart spiller god 80'er-musik - Depeche Mode, Cure, Smiths og (hvem ved - måske?) Hall hele natten...

Poetisk bastardisme - the sequel


Nå, men fik mig så, efter at have nydt lidt af firmaets rødvin til aftensmaden, slæbt ned på Bureauet igen tids nok til at se The Poet Bastards (http://www.thepoetbastards.dk/) gå på scenen. Forfærdede de mig? Nej, så skal der mere til end New Zealandsk poesi om druk, hor og helikoptertobak, og David Davies' tekster var da heller ikke så dybe, at det gjorde noget. Til gengæld var de stærkt underholdende, og han foredrog dem uendeligt elegant og ramsaltet til Carsten Giesels vandrende bas, der ubesværet udgjorde den musikalske backing alene. Det var kort sagt lige til øllet, og selvom der på en måde gik noget af den stand up-poetry i tingene, jeg spyttede af i går, må jeg nok tilstå, at jeg har respekt for deres projekt.

Bagefter pissede det ned udenfor. Overvejede at tage videre i byen, men jeg blev efterhånden så ædru under en masse efterfølgende hyggesnak i fri luft, at jeg egentlig hellere ville hjem og se dyner. Som sagt, så gjort.

Stod op i dag ved middagstid. Har fået det nye nummer af Skalk, der bl.a. præsenterer resultaterne af en række nye udgravninger ved Lejre. Deriblandt en stor kongsgård fra omkring år 500, der antyder, at Saxo Grammaticus ikke nødvendigvis var så æskestiv på altervin, da han skrev Gesta Danorum, som vi ellers altid har fået at vide i skolen. Og hvad der næsten er lige så interessant: Hjort, eller hvad kongsgården nu ellers har heddet, var planmæssigt anlagt i nærheden af et offersted af bronzealdertype og en stor høj fra samme tidsalder. Og forfatteren, Tom Christensen, antyder, at anlægget blot er sidste led i en urgammel tradition - at stedets rolle som kultområde og kongesæde endda rækker længere tilbage end sagntiden. Interessant læsning.

Og så har Tilde fået det ene øjenbryn brændt af. Hun kan ikke holde snuden fra levende lys, så generelt bruger jeg ikke den slags. Men for at skabe lidt julehygge havde jeg alligevel et enkelt tændt i går, og selvom jeg holdt godt øje med kræet, må hun alligevel være kommet en tand for tæt på det... Hold kæft, det ser åndssvagt ud. Men patienten har det godt og slumrer nu trygt på min mave.

fredag den 5. december 2008

Poetisk bastardisme pt. 1

Efter dette herlige digt, som jeg tilskriver min særdeles implicitte poetry slammer, kan jeg tilføje lidt om dagens begivenheder.

Var til julehygge på arbejde. Det gav to flasker glimrende rødvin lige ned i lommen.

Bagefter var jeg på Bureauet, hvor Pia havde barvagt, for at få en slurk kaffe og en sludder. Snakkede også lidt med et stk. billedkunstner, som gerne vil forsøge sig med at illustrere det manus, jeg roder med, hvis jeg kan få trumfet en udgivelse igennem et sted. Og købt et udvalg af Lord Byrons breve og journaler til en flad 50'er. Seriøst: Pt. er Bureauet (også) en af de bedste second hand-boghandler, jeg kender her i byen, selvom udvalget er til at overskue.

Senere skal jeg derned for at høre The Poet Bastards. Efter sigende skulle de være gode til at "forfærde publikum". Det vil jeg gerne se! Kan noget - udover dagens politiske tilstande - overhovedet forfærde mig længere?

Lars Bukdahl til ære

Prut, pik,
ingenting, ingenting.

Fisse, fisse,
form.

torsdag den 4. december 2008

Whatever happened to Robin Theil?


Igen en "DET ER FANDEME LØGN"-situation! Pernille Rosenkrantz-Theil er blevet medlem af Socialdemokraterne!

(Har ledt efter en bloddryppende, gotisk, slimet og rædselsvækkende font på siden at fremhæve navnet med, men en sådan findes desværre ikke...)

Så afsindigt meget op til hende... For at give hende det, hun fortjener, tager hun da heller ikke afstand fra sin fortid, og hun virker stadig socialistisk indstillet. Måske er det en del af en større strategi, der går ud på at trække landets absolut mest leverpostej-farvede parodi på et parti i en mere rød retning? Men hvis det er, spår jeg, at hun knækker nakken på det. For meget middelmådighed kan knuse selv den stærkeste sjæl.

Og et véd jeg: Enhedslisten får det ikke nemmere nu...

HADER, når gamle idoler sælger ud!

Noget om schouter - og en finger til Movia!

En hård dag, der startede med, at den bus, jeg plejer at tage på arbejde, simpelthen ikke kom. Det lyder måske ikke så hardcore, men i Søborg er logistikken helt ad helvede til om natten, så for at møde nogenlunde rettidigt på arbejde (dvs. kun en halv time for sent!), måtte jeg kridte skoene, spunse til Høje Gladsaxe og tage en anden bus. Og så ellers pukle på resten af dagen for at indhente den halve time, Movia skylder mig! Følgelig har jeg det pt. som om, at jeg er blevet skampulet med et pigkrøllejern...

Måske heldigt nok, at Pia ikke kunne komme med i biografen i dag. Jeg skylder hende et besøg i fødselsdagsgave, og vi var blevet enige om, at det skulle have været den nye Woody Allen. Men så har man jo det til gode.

Og ellers har jeg rodet lidt videre med min farmors slægt og fundet ud af, at jeg slægter hele to såkaldte schouter på. Og hvad pokker er en schout så? Tja, begrebet stammer fra Holland, og da rosset fra Store Magleby kom herop, tog de titlen med sig. Den dækker over en art kombineret dommer og borgmester, og det var åbenbart Christian d. II's plan, at hele Danmark skulle have haft schout-styre i en eller anden udformning - alt sammen som en del af hans og Sigbrit Willems' plan omkring at styrke landets borgerskab på bekostning af adelen. Men det gik som bekendt anderledes, og det forblev en Store Magleby-specialitet - der eksisterede titlen til gengæld også frem til 1821, og i lange tider var schouten den vigtigste mand på Amager, eftersom der var hollandske interesser snart sagt overalt på øen. De to, jeg stammer fra - Isbrandt Jansen Brouwer og Dirch Cornelissen - sad dog lige efter hinanden i tidsrummet 1615 - 1666. Så ved man det.

Rart at vide, at der er folk i ens stamtræ, der var seje, når man ikke selv er.

onsdag den 3. december 2008

Poeten på bajer og piller


Et stk. meget, meget intensiv dag i går. Mødte godt nok for at tage barvagt i går eftermiddag kl. 16, men Bureauet var under ombygning, og der var ikke nogen, der mente, at det kunne betale sig at åbne for kl. 18. Og efter at have hjulpet til med diverse praktiske småting gjorde vi så det. Og jeg fumlede en hel del rundt, mens jeg fandt ud af, hvor alting var og hvordan, det skulle tilberedes. Men det gik fint nok, trods alt. Skal nok få fod på det.

Var godt blæst bagefter - havde jo også en syvtimers arbejdsdag bag mig før alt dét - men der var ingen pardon: Var programsat til aftenens arrangement på en billet, der også bl.a. inkluderede den grønlandske lyriker Ole Corneliussen, og på en eller anden måde måtte jeg komme op i gear igen. Og det lykkedes. På en blanding af øl, ginseng og tørrede abrikoser - don't try this at home, kids! Men opfattede til gengæld ikke ret meget af det, der kom på før mig - bortset fra netop Corneliussen. En stærk sprogkunstner med masser af kant og lune, der ikke er ræd for at give dansken tørt på! Han anbefalede i øvrigt rute 3A - "Det er en god bus".

Læste uddrag op fra det, der engang bar navnet Favne - en art tværsnit af forløbet fra start til opbrud. Med rystende hænder og ditto stemme, for jeg kørte i den grad på reservebatterierne... Men folk lod til at synes, at det, der for mig bare var irriterende, gav min oplæsning kant - der var i hvert fald en del positive bemærkninger og anerkendende nik rundt omkring. Og på et tidspunkt var der - hvilket forbløffede mig noget - én, der begyndte at græde og gik udenfor! Bifaldet fejlede heller ikke noget, og konferencieren mente, at jeg var svær at følge efter, så det kan vel ikke have været helt skidt, det hele.

Blev hængende i kælderen for at høre Louise Kristensen, der ikke kun debuterede på Bureauet på samme åben scene-aften som jeg, men også stammer fra Aalborg-kanten og er veninde med min ex, Tina, som også var der. Hun kan altså ét eller andet - og det siger jeg ikke kun fordi, at hun tog nogle fede billeder af min oplæsning (se ovenfor)!

Bagefter gik der flip i den, som der ofte gør dernede, så jeg endte foran baren, indtil jeg fik taget mig sammen til at rykke ud mod Søborg. Der var jeg kl. 24. I en times tid forsøgte jeg så at rydde lidt op i alt det, der havde samlet sig på nettet i den tid, jeg var offline. Og så gik jeg i seng. Skulle op igen kl. 3!

Og i dag har jeg bare væltet rundt og prøvet at overleve. Indtil videre er det gået fint nok. Har endda fået betalt licens!?! Men nu skal der vist også knaldes brikker i nogle timer...

tirsdag den 2. december 2008

Teknisk uheld

Nå, men så har jeg været offline i en uges tid pga., viste det sig, en defekt ledning. Men for at se det fra den lyse side, er der da et par stykker, der tilsyneladende har savnet mine skriverier...

Skal læse op på Bureauet i aften. Og have min første barvagt fra 16-20. Så kun en meget kort tekst i dag.

Men kan da tømme mappen med kladder på min mobil - bare for sjov.

***

Hørt på Farumbanen nær ved Dyssegård en fredag eftermiddag:

- "Det er nok det mest afskyelige ord, jeg kender: "Kvie"...
- "Nej... Det må være... "bark"!

***

Tekst på klistermærke spottet på lygtepæl ved Vesterfælledvej:

"Spanking tilbydes!

Viola Teschk
Nakkedraget 6
6900 Ballerød"

lørdag den 22. november 2008

Aldrig mere fredag aften - indtil næste gang, sikkert!

Wow, må virkelig lære at lade være med at gå i byen fredag... Var til fest hos Pia i går, og det endte på Culture Box. Men først sov jeg over mig, så jeg kom en time for sent afsted. Så tabte jeg mit nummer til garderoben, hvilket jeg selvfølgelig panikkede over - en ting er at skulle gå hjem i frostvejr uden overtøj, men der var også både hævekort og buskort i lommerne. Troede jeg. For da jeg til sidst - efter megen parlamenteren frem og tilbage og surmulen - fik min frakke udleveret af en forståeligt nok skumlende garderobedame, opdagede jeg, at jeg havde haft de ting i bukselommen hele tiden... Og på hjemvejen så jeg så Farum Station. Ikke uinteressant, sådan set, for man har jo hørt alt muligt om Brixtofte osv., og enhver jyde, der kommer herover, bør næsten én gang tage til Farum for at se, om der er sten på sten endnu, derude. Det var der så - faktisk så der ikke skidt ud. MEN jeg skulle jo sådan set havde været af på Kildebakke, hvis ikke jeg havde slumret så sødt...

Det korte af det lange: Havde kørt mig selv hårdt mht. nattesøvn hele ugen, så jeg var både udkørt, ekstra fuld og touchy som ind i helvede. Og sådan er det sgu tit, når jeg forsøger at spille smart på den ugedag, hvor jeg bare burde kollapse og sove igennem, så jeg virkelig kan noget lørdag...

Men ellers var det en god aften med nogle supergode sæt og live-optrædener.

fredag den 21. november 2008

Vidder

Så kom årets første sne. Havde nok været mere af en fornøjelse, hvis kulden ikke var gået gennem marv og ben. Og hvis jeg havde haft udsyn over nogle vidder. Det er seriøst en ting, jeg savner ved Kjøwenhawnstrup, vidderne. Og sne er og bliver nu flottest i det setting. Sjappet på Søborg Hovedgade lader en del tilbage at ønske i pittoresk værdi.

torsdag den 20. november 2008

Lynresummé

Har arbejdet mig vind og skæv. Og været på Bureauet for at snakke med interessante personer. Og været på grillbar. Og kommet alt for sent hjem ligesom i tirsdags. Og nu er jeg træt. Og nu vil jeg knalde brikker. Og sådan er det.

onsdag den 19. november 2008

Poetisk tirsdag

Nå, men det gik da også meget godt i går, selvom aftenen ikke var hulens godt besøgt. Vi var nok 10 mennesker inkl. barpersonalet. Men eftersom jeg kun bliver mere nervøs af at optræde for små forsamlinger, måtte jeg alligevel holde mig kørende på en skønsom blanding af øl, sportsvand, Cult og kulsort kaffe. Ikke mindst fordi jeg havde været vågen i mange timer samtidig med, at det "vidunderlige" novembervejr har det med at bryde min bevidsthed ned til grød - eller værre; tynd partikelsuppe - for tiden.

Læste to blokke med fortrinsvis ældre ting. Bl.a. "Do You Remember the First Time?" - mit svar på Jarvis Cockers sang og dokumentarfilm af samme navn, der omhandlede folks første seksuelle erfaringer. Læste det allerede op i 2005, da jeg optrådte på Studenterhuset og 1000fryd i Aalborg. Det var en succes dengang, og det er det også nu. Men folk og saftige emner...

Var dog hjemme alt for sent. Var bl.a. forbi en grillbar på vejen udaf. To timers søvn blev det til. Så nu skal jeg sove, sove, sove...

tirsdag den 18. november 2008

Pausenote

Nå, så blev Tat-maleriet omsider fragtet ud til sunny Søborg. I silende regn og blæst, pakket ind i masser af plastic.

Nu skal der læses tekster igennem før den alvorlige afdeling i aften. Og det skal gå tjept, for jeg er kun lige hjemme at vende. Var godt nok nede på Bureauet lige efter arbejde, men der var klister på stolen, masser af kaffe og pragtfuldt selskab.

Så kun et kort indlæg i dag.

mandag den 17. november 2008

Hilmer da capo

Har skrevet nekrolog over Hilmer til Geiger. Og kan se, at jeg ikke er den eneste, der har været ved at kløjs i nyheden. Overalt på blogspace, på Facebook og MySpace dukker nekrologer og sørgmodige meldinger op i hobetal. Men for fanden, hvor var han også den magiske ingrediens i mange numre, der har fulgt mig op igennem mit liv... "Elsker Dig For Evigt" var f.eks. soundtracket til min første ulykkelige forelskelse, og jeg kan stadigvæk tude som et lille barn, når jeg hører de der første, rislende guitartoner... Og hvad angår Love Shops "Alle Har En Drøm at Befri" og den der forbandet længselsfulde strengeleg, han lagde ind over der... Havde måske aldrig fået løsrevet mig fra Aalborg og den fastkørte situation, jeg sad i deroppe, hvis den sang ikke havde tændt en gnist, der efterhånden blev til et bål... Selvom: Hvad kom først? Hønen eller ægget?

Men den slags skriver man jo ikke i en nekrolog, selvom det måske netop er det, man burde...

Nå, men the show must go on. Og om ikke andet er jeg blevet mindet om, at det er ret klogt at holde ekstra godt øje med taxachauffører i nattetimerne...

Og nu skal jeg så have digte til i morgen kradset ned i min "oplæsnings-kinablok". To sæt bliver det til.

søndag den 16. november 2008

Ikke også Hilmer!!!


Det er fandme løgn! Hilmer Hassig er død!!! Trafikuheld: http://gaffa.dk/nyhed/29891.

Farvel til et evt. genforenet Love Shop. Nat (sandsynligvis) med flere Scatterbrain-genudgivelser. Ikke flere sitrende, gennemførte produktioner. Og det ser vel sort ud for Irmgardz 2.0. også. Men først og fremmest: Sayonara til Danmarks måske mest originale guitarlyd.

Hassig var en af de personer i det danske musikliv - undergrund såvel som overgrund - jeg respekterede mest. På sin egen facon en sær skyggeeksistens, som aldrig talte med pressen eller gjorde noget større væsen af sig, men ikke desto mindre en mand, hvis resultater i dén grad talte for sig selv, hvad enten han gjorde sig i Kliché, Scatterbrain, Gekko, Naïve, Love Shop, Lars H.U.G.'s skiftende orkestre eller som producer for bl.a. Tv-2 og Elisabeth. Havde dansk pop/rock et godt navn, var det meget langt hen ad vejen hans skyld. Som en af yderst få formåede han gang på gang at kombinere radiovenlige klange med en fint øre for poesi og musikalsk substans. Hør f.eks.:

Lars H.U.G.: Kvinde Min, Levende
Scatterbrain: The Rain in My Heart, Angry Young Men
Naïve: Marble Afternoon
Love Shop: En Nat Bliver det Sommer, Min Elvis
Elisabeth: Sotto Voce, albummet Lær Mig Nattens Stjerne

RIP, Hassig. Og desværre lidt for længe...

Black Celebration


Tog mig sammen og var for første gang til et af Eldorado Clubs Depeche Mode-arrangementer. Denne gang i Kødbyen 18, hvor de viste 101 på storskærm. Bagefter var der dj's til kl. 5 - Madvig skulle vist have været en af dem, selvom jeg ikke mindes at have set ham i "buret", og høj var branderten heller ikke. Men under alle omstændigheder blev der spillet Depeche Mode, Depeche Mode og atter Depeche Mode. Og lidt Yazoo, Dave Gahan solo og Martin Gore solo. En enkelt dj forsøgte sig endda med at spille et enkelt Cure-nummer, men det blev han vist hurtigt klar over var utidigt...

Der skete egentlig ikke alverden ud over lidt småsnak og dans hist og her, men hvor var det fedt for én gangs skyld at kunne gå 100% op i alt, der blev spillet - og til tider endda overrasket, når et obskurt mix eller en ditto B-side dukkede op mellem "Strangelove", "Precious", "Enjoy the Silence" og alle de andre herlige schlagere. Jeg mener: De spillede endda en demoversion af "Ice Machine", hvor der var et helt uhørt svirp i trommerne. Der blev altså ikke blot spillet Depeche Mode, men Depeche Mode for kendere.

Publikummet var dog lidt usædvanligt for et klubarrangement: I høj grad par midt i 30'erne, der tog ud for at svinge støvlerne til liflige toner fra ungdommens søde tid. Men så igen: Selvom jeg stadig betragter gruppen som et going concern, skal jeg da heller ikke nægte, at der var en del nostalgi over foretagendet for mit vedkommende... Også selvom én af mine yndlingsvendinger er "nostalgi æder sjæle op".

Pga. byens røvelendige infrastruktur var jeg først tilbage i Søborg halv syv i morges. Hvorefter jeg gik på Facebook og - i et af de underlige sammenfald, skæbnen ind imellem byder på - stødte på min gamle klassekammerat Michael fra Voel. Den eneste af mine venner derinde, der var online. Skægt, eftersom det var ham, der for et hav af år siden - også før jeg selv andægtigt købte Black Celebration på min blå mandag i Århus - fik mig tændt på Depeche Mode. Kan huske, at han konstant tiggede vores aldrende, rødmende engelsklærer om detaljerede udlægninger af saftige tekster som "Master and Servant" og "Dressed in Black"...

Vågnede for en times tid siden. Tilstanden er ikke for god. Men skal have valgt nogle tekster ud til på tirsdag, hvor der igen er åben scene på Bureauet, så jeg kan ikke hvile for længe på laurbærrene.

lørdag den 15. november 2008

Rene linjer

Roder videre med mit manuskript. Dvs. den bunke digte, som engang bar titlen Favne, og som stadig - lidt endnu - går under den titel på www.digte.dk. I første omgang er idéen at få kogt den oprindelige bunke, som i begyndelsen bestod af over 100 tekster, ned til en noget mindre, hvor hvert enkelt digt - uden pr. definition at være himmelråbende fantastisk - i det mindste er værd at putte på papir. Og den bunke vil så blive præsenteret for et passende forlag gennem én i mit netværk, der allerede nu kommenterer mine til- og fravalg. Og det er vedkommende sgu god til, må jeg sige. Der bliver reddet ting, jeg selv med glæde ville have proppet i papirkurven, og problematiseret tekster, jeg selv er knyttet stærkt til af grunde, som ikke nødvendigvis har noget med selve den lyriske kvalitet at gøre. Men selvfølgelig er det en ømskindet proces, der allerede har været knudret på flere punkter. Alle har jo deres kæpheste, og min modspiller har visse aversioner mod patos og hverdagssprog, som jeg ikke nødvendigvis deler - det eneste, der pr. definition er et no go i mit univers, er at bruge fremmedord til at puste sig kunstigt op med, hvis mindre kan gøre det. Men fremad kommer vi jo, og det fede er, at jeg vitterligt kan se, at kvaliteten efterhånden stiger. I sidste ende er det dog mig, der har skrevet tingene, så hvis der kommer forslag ind, som jeg - selv efter at være faldet lidt ned og have tænkt over tingene - ikke kan goutere, forbeholder jeg mig en vetoret. Selvfølgelig med risiko for, at teksten så simpelthen bliver afvist. Men so be it. Hellere tabe et par gode ting på gulvet end lægge navn til noget, der ikke er mig. Som det ser ud nu, har jeg stof nok til at kunne tage mig den frihed.

Sideløbende læser jeg biografien/analysen Jack Kerouac af Warren French. Studser løbende over hvor mange paralleller, der er mellem Kerouacs og min personlighed. Bevares: Konservatismen og drukfældigheden deler vi ikke, men vi har begge to levet vores liv i spændingsfeltet mellem en fri, outreret livsførelse og en stor bundethed til familien/rødderne. Vidste faktisk ikke, at han dyrkede slægtsforskning, men det gjorde han åbenbart - og hans Satori in Paris handlede om at tage til Frankrig for at opsøge fjerne europæiske slægtninge. Og ikke mindst skuffelsen over, at han ikke blev taget imod som en art "fortabt søn". Der har jeg dog aldrig regnet med noget, skal det siges. Selvom jeg langt ude er beslægtet med Mærsk McKinney-Møller, ville jeg ikke regne med andet end at blive kylet ud for at være "en skide langhåret hippie", hvis jeg en dag ringede på hans dør. Så naiv, den store beatnik egentlig var... Men ligheden er pudsig... Og for Kerouac havde netop den splittelse vist en stor del af ansvaret for, at han endte med at gå i hundene. Han kunne ikke forene sin fritænkning med sit ønske om at være en family man. For mit vedkommende synes jeg dog, at det går bedre og bedre. For det er vel kun til syvende og sidst i éns eget hoved, at størrelserne er uforenelige. Man kan jo sagtens være noget for sig selv og de nærmeste på én gang. Og hvis nogen får éns livsstil galt i halsen, hvem siger det så mest om? Og hvad kan man så bruge dem til?

Hårde ord for nogle ører, sikkert. Men det handler om at kunne leve en inklusiv tilværelse. Og at værne om sin egen integritet og sjælefred, så man netop ikke ender som en Kerouac... Man skal kunne leve med sig selv! Specielt for at kunne være givende i forhold til andre. Og hvis nogen seriøst forsøger at destabilisere den balance, er de selv ude om det, hvis de ryger ud af billedet. Omvendt vil åbenhed blive belønnet med åbenhed, respekt med respekt og kærlighed med kærlighed. Egentlig ret simpelt. Og retfærdigt. Ikke sandt?

fredag den 14. november 2008

Twinlights


En af mine kontakter herude mente, at man godt kunne bruge mere end ét blog-indlæg på Cocteau Twins, og det var da en fin idé, tænkte jeg. Ikke at der er så meget at tilføje om selve gruppen - ikke i denne form, i hvert fald - men fraregner man "Evangeline", kan jeg da komme med min all-time top 10 CT-liste, som den kan ses på YouTube:





5: Pearly Dewdrops’ Drops: http://www.youtube.com/watch?v=9-hSQBaSf-0

6: Know Who You Are at Every Age: http://www.youtube.com/watch?v=Yna3wMFi_W4





Og når man er ved det, er der flere af deres "efterkommere", der fortjener lige så meget af en lytter. Primært Slowdive, som jeg vægter næsten lige så højt trods deres mere sparsomme produktion:



Og selvfølgelig My Bloody Valentine. Lige så meget en efterkommer af The Stooges som Cocteau Twins, men alligevel:



Og via alle tre bands' æstetikker kom sidst i 90'erne islandske Sigur Rós, som igen er et band, jeg vægter utroligt højt. Selvom de næppe får det store efterslæt i historisk sammenhæng - dertil er deres udtryk nok bundet for meget op på netop det, de er, og det, de kommer af - er de nok den mest potente CT-"slægtning" af alle til dato. Jeg har set dem få et helt telt på Roskilde til at tude i kor, og jeg må tilstå, at specielt disse to numre altid kan lokke mere end en klump i halsen op i mig:


Vithrar Vel til Loftarásá: http://www.youtube.com/watch?v=akYuy2FMQk4

Seriøst: Skulle jeg, meget mod min vilje, kradse af, før jeg ændrer mening, så har jeg ét ønske til min begravelse: At nogen hiver en skrammet ghettoblaster frem og spiller sidstnævnte sang (+ Spids Nøgenhats version af Når Spindelvævene Blomstrer) under mindehøjtideligheden. Titlen betyder i øvrigt "En god dag til luftangreb"...

Og via Sigur Rós har Danmark selv vel Efterklang. Ikke at jeg tror, de er sig nogen tydeligere gæld til CT bevidst, men er det mig, eller kan man trods alt fornemme et eller andet her?


Søgte i øvrigt længe efter en fornuftig video med amerikanske Windy & Carl, som også skylder CT en del, men af en eller anden grund er det kun deres ringeste numre, der er landet på YouTube. Men hør endelig albummet Consciousness, hvis resten af det, du er stødt på i dette indlæg, har fanget dig.

Nå. Men så har Cocteau Twins og deres buldrende bål af længsler også fået lovprisninger nok for nu. Tilbage til den grumme, men også spændende virkelighed...

Poesi og beskyttelsesrum

Endte i går aftes på Bureauet igen, hvor der var poetisk tirsdag. Altså af den mere planlagte slags. Igen var poul g. exner (jeg er blevet briefet om, at han foretrækker sit navn skrevet konsekvent med småt, så det gør jeg lige af respekt) stærkt involveret i planlægningen, og det slap han - igen - meget godt fra. Selv læste han igen lidt op fra Vildfarelsen, men kom ikke op at køre på helt samme måde, som han gjorde sidst. Hvilket egentlig ikke var hans skyld, men måtte tilskrives et hypermobilt mikrofonstativ, som forståeligt nok brød hans koncentration. Så fair nok, dær!

Next up var den billedskønne næsten-debutant April Lauring, som læste op til et spartansk, men stemningsfuldt akkompagnement bestående af guitar, harmonium, stemme og effektpedaler. Hun var en star - ingen tvivl om det. Hun havde simpelthen den type karisma. Men hvad jeg skulle synes om hendes digte, der var finurlige og sågar ofte rimede, men noget løse i kødet, kunne jeg ikke finde ud af. Jeg ville nok ikke købe dem i bogform, i hvert fald. Ikke med mindre hun kunne få den store, sorte lommebog, hun havde skrevet dem ned i med en tydelig, smuk håndskrift, publiceret, som den var. Så kunne der komme et meget fint og personligt objekt ud af det.

Rasmus Nikolajsen brillerede til gengæld med originale, ofte syret humoristiske tekster, som der virkelig var gods i og niveau over. Det eneste minus ved ham var læsetempoet - han vred ordene af sig i raketfart - og en måske lidt selvsmagende gestik. Men det var detaljer. Substansen var der. Og det var næsten helt eksotisk at stifte bekendtskab med en ægte systemdigter anno 2008.

Lars-Emil Woetmann Nielsen var lidt en blandet fornøjelse, synes jeg. Som oplæser var han uovertruffen - specielt i et par regulære dada-digte i sidste ende af sættet. Men selvom han tydeligvis trak på et stort konkretistisk arvegods, var det som om, at han ikke kunne finde sit eget ståsted. Der blev eksperimenteret lidt i øst og vest, men det samlede sig ikke rigtigt i ét udtryk, han kunne kalde sit eget. Teknikeren i mig jublede over seancen - bortset fra, at han havde en overdrevet forkærlighed for gentagelsen - men på andre ledder var den ikke helt tilfredsstillende. At Woetmann Nielsen havde fortjent sin plads på scenen, skal der dog ikke herske tvivl om.

Som rosinen i pølseenden læste Ole Lillelund sine engelsksprogede post-beat poesier op som en integreret del af improv-trioen OCS, mens han samtidig betjente radio, båndoptager, klokker, eksotiske bækkener osv. Og var konstellationen lidt langsom til at komme op i tempo, trak den til gengæld tungt, da det først skete. Lillelunds langsomme, ekspressive diktion blev tæppebombet fra højre og venstre af smadrede breakbeats og harske effekter, så han lød som den sidste poet på den yderste dag. Det var simpelthen stort - spændt til randen af stemninger, kraft og billeder. Og på den flotte måde blev endnu en spændende poetisk tirsdag ført til ende.

Hang ud et stykke tid bagefter - bl.a. fordi jeg gjorde et særdeles interessant kvindeligt bekendtskab. Apropos den yderste dag fortalte hun, at hun engang havde været i et beskæftigelsesprojekt, hvor hun skulle lave plasticforhæng til byens beskyttelsesrum. Det grinte vi en del af - absurditeten var så gennemført på mange planer. At have et ikke-job, hvor man skal producere tingester, der alligevel - lige så lidt som beskyttelsesrummene - ikke ville have hjulpet det mindste, hvis helvede var brudt løs dengang i 80'erne... Hvilket får mig til at tænke på dengang, jeg så beskyttelsesrummet på Fårvang Skole, som jeg gik på sidst i dét årti. Vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde, da klasselæreren stolt viste det frem. Brugte man skohorn, kunne man måske have presset alle i klassen - og den var kun én af 18-20 på hele skolen - ind i lokalet. Hvis pedellen altså havde fjernet alle de stole, der stod opmagasineret derinde, først. Og den eneste fordel, vi ville have fået ud af at befinde os der, hvis atomkrigen var brudt ud, ville have været en hurtigere død end de andre elever, mens resten af skolen styrtede ned over os, for vidunderet lå kun lige under jordoverfladen, og hvad angik mulighederne for at undgå stråling... Gu' ve', hvorfor man brugte energi på at lave den slags? Mente nogen rent faktisk, at de var nytte til, eller var det et forsøg på at indgyde nogle få ekstremt dumme mennesker en falsk tryghedsfølelse? Eller handlede det netop om at aktivere nogle få ekstra arbejdsløse i et stykke tid, så de ikke optrådte i statistikkerne?

Anyway: Gik glad fra Bureauet efter endnu en evening well spent.

torsdag den 13. november 2008

Cocteau Twins forever!


Fordyber mig i disse dage (igen) i Cocteau Twins - postpunk-bandet fra (af alle skotske byer) Grangemouth, der i 1982 mødte verden som en af de bedre Siouxsie & The Banshees-kloner på Garlands, men efterhånden arbejdede sig frem mod en meget unik, sammensat alternativ pop/rock med Robin Guthries æteriske guitar og Liz Frasers kuldslåede, men sensuelle, store, luftige og vidtrækkende vokal i centrum. Og ikke mindst hendes tekster, som i lange stræk af gruppens karriere bare var drømmende betydningsophobninger med titler som "Pearly Dewdrops' Drops", "Spooning Good Singing Gum" og "Ella Megalast Burls Forever", og som mere indkredsede stemninger end betød noget, selvom de hen mod slutningen tog form af raffineret poesi med inspiration fra de franske symbolister. Og ud fra den opskrift dannede de så fundamentet for shoegazer (Slowdive, My Bloody Valentine) og Sigur Rós - selv Jeff Buckley og Duran Duran har paid their dues.

Har i mange år været den stolte indehaver af Treasure (1983), Victorialand (1986) og Milk and Kisses (1996), hvoraf jeg regnede førstnævnte - en slags konceptalbum om græske og romerske gudinder, der stadig havde en snert af postpunkens skarphed - for hovedværket over alle. Men har på det seneste fået anskaffet mig gruppens resterende albums, og spørgsmålet er, om ikke både Blue Bell Knoll (1988) og Four-Calendar Cafe (1993) står stærkere endnu. Begge er further down the line, om man så kan sige - ikke kun gotisk drømmemusik, som i starten, men mere raffinerede værker, der også lader ekkoer af soul og nostalgisk 60'er-lyd trænge igennem de kimende guitarer og alfeagtige vokaler. Regnede faktisk ikke sidstnævnte album for noget som helst - vel resterne af en gammel reaktion på, at bandet på det tidspunkt signede med major'en Fontana, og jeg dengang tolkede det mere afrundede udtryk som et sell out - men allerede her begyndte gruppen at arbejde med de elektroniske anstrejf, der for alvor fik plads på Milk and Kisses, og som værk hænger det faktisk bedre sammen end de øvrige plader, Cocteau Twins lavede i deres "modne" fase. Så meget sagt er der intet - intet - i diskografien, jeg ikke på det bestemteste vil anbefale elskere af drømmende, overjordisk musik at høre! Fanden stå i, at de gik fra hinanden i midt-90'erne og ikke har været til at drive sammen med syv vilde heste siden!

Det mest hjerteskærende smukke, Liz Fraser har lagt stemmebånd til endnu, er dog - vil jeg alligevel hævde - "Tear Drop" med Massive Attack (1998). Hør den her: http://www.youtube.com/watch?v=fG8eQBSp9Ao. Du kan også høre det nummer, jeg har haft kørende i knolden hele dagen, her: http://www.youtube.com/watch?v=KRsaaCAwTnQ.

onsdag den 12. november 2008

Liebhaverens store dag

Efter en usædvanligt kedelig og begivenhedsløs arbejdsdag tog jeg ud på Bureauet for at underholde Pia, der havde barvagt. Ganske stilfærdigt - noget med at småsnakke og drikke kaffe, mens man kiggede ud på regnen over Nørrebro. Men fik da samtidig købt en bog om Jack Kerouacs liv og værk og, som det store clou, udfyldt papirerne for det Tat-maleri, jeg tidligere har vist her på bloggen. Yes! Så nu ved jeg, hvad jeg skal stille op med den ene bare væg her i lejligheden. Tog det dog ikke med mig. Dertil var vejret trods alt for gustent.

Skal måske også til at lave nogle ting online for Bureauet. Flere detaljer senere.

Ellers skal der bare checkes sider og knaldes brikker. Tidligt. Det blev alt for sent i går, og jeg har en travl weekend foran mig.

tirsdag den 11. november 2008

Larks of death

Roder lidt med et manus. Fik at vide, at det kanske kunne være klogt.

Og hører den første af de to cd'er, der er vedlagt antologien Mellem Ørerne om Per Højholts multimediekunst. Pragtfulde lydshows - har f.eks. for lidt siden hørt ham blive udråb til sheriff i Legoland. Og nu skal han ud at flyve i luftballon. Er tilsyneladende ret bekymret for, at den skal blive punkteret af lærker. De har sagomeleme også spidse næb, sådan nogle!

Det pisser ned igen. Men det gør ikke så meget.

mandag den 10. november 2008

Jeg trænger...

...til at høre noget tung funk!

søndag den 9. november 2008

Tove og Jens Christian RIP


Dagen startede med rundstykker, nogle kopper kaffe og - som min mor og jeg har for vane i stille og eftertænksomme stunder, eftersom vi langt hen ad vejen har delt de samme sorger op gennem livet - intens snak om dem, der ikke er her længere. Nærmest et punkt, der skulle overståes, inden hun skulle hjem lidt senere. Og så pludselig - midt i det hele - ringede min morbror Bjarne og fortalte, at Tove var død!!!

Nu bilder jeg ikke mig selv ind, at ret mange læsere af denne blog umiddelbart kender Tove (Dürr, som hun hed til efternavn)... Og det skulle da også undre mig, for hun var totalt anonym hele livet, og nu er hun endda begravet på de ukendtes grav i Silkeborg (Vestre Kirkegård). Men i sig selv var hun en stærk skæbne. I 1940'erne, hvor hele landet fyrede med tørv og brunkul, flyttede hende og ægtemanden Jens Christian ud i arbejderbyen ved brunkulslejerne i Søby nær Herning. Et miljø, der, efter hvad jeg har fået fortalt, ikke var så forskelligt fra det vilde vesten 60 år før. Bruddene, folk (dvs. også Jens Christian) arbejdede i, var ikke altid lige godt sikrede, og man mistede venner og kolleger adskillige gange om året samtidig med, at det ikke var de store penge, man tjente. Den slags førte til lige dele frustrationer og drømme - specielt for en ilter natur som Jens Christian, som i de år ofte spillede opsparingen væk på de livligt besøgt buler i byen, drak lidt for ofte og tit endte i håndgemæng. Tit blev frustrationerne og såvel de tabte penge som alt muligt andet taget med hjem, hvor Tove bar rundt på deres første og eneste søn. Jo, hendes krop og hjerte måtte modstå en del i de år...

Men modsat i så mange andre tilfælde bedrede forholdene sig med tiden. Da min mormor og morfar mødte Tove og Jens Christian i Bording først i 1950'erne - mine bedsteforældre havde fæstet en gård derude, mens i hvert fald Tove var født i byen - havde Jens Christian fået væsentligt bedre styr på de mørkere sider af sin natur, selvom de stadig var der, og efterhånden, som han blev ældre, tonede de helt ud. Den Jens Christian, jeg kendte og elskede som barn, var ganske vist en bestemt herre, men også en person med en sprælsk humor og et stort hjerterum, der uden tvivl elskede sin kone lige så meget, som hun elskede ham.

Men de mørke skyer - Tove og Jens Christians indre prøvelser - var selvfølgelig heller ikke drevet over, da parret flyttede fra Søby. Engang i 1950'erne åbnede der et maskinværksted lidt uden for Haarup ved Silkeborg, hvor min mormor og morfar netop havde købt et mindre landbrug. Der fik Jens Christian arbejde som chauffør i fabrikkens sættevogne, og den lille familie fik bopæl i et af de gule arbejderhuse af træ, som blev bygget op i yderkanten af fabriksgrunden - i lokale munde kaldet Lillekøbenhavn. Modsat i Søby var arbejdsforholdene rimelige og lønnen fin, men sættevognene var lidt for høje, viste det sig. En dag, Jens Christian var ude at køre, fortsatte en personbil i lidt for høj fart ind under bunden af lastbilen. Passagererne var døde på stedet. I sagens natur plagede den episode Jens Christian en del, men i første omgang fortsatte han med at arbejde. Kort tid efter gentog en lav sportsvogn det samme trick. Denne gang nåede Jens Christian at se det fulde udfald: To afhuggede hoveder... Og så holdt han ellers op med at køre sættevogn! Frem til 1978, hvor fabrikken lukkede, havde han anden beskæftigelse...

Sønnen voksede op og klarede sig godt i skolen. Også så godt, at han ikke blot tog realen med, men fortsatte på gymnasiet. Absolut ikke sædvanen for en arbejderknægt dengang, og selvom det var på kanten af de alment venstreorienterede 70'ere, var det ikke nemt for ham at finde fodfæste blandt Silkeborgs borgerbørn - sikkert heller ikke altid det nemmeste for Tove og Jens Christian at høre om. Og da han fortsatte på universitetet - så vidt, jeg husker, for at læse til arkitekt - sprang han naturligvis ud som kommunist. En tro, han ikke fraveg i den tid, jeg kan huske ham i. Men i deres ældre år - efter at de værste af livets prøvelser var overståede - levede Tove og Jens Christian en stilfærdig tilværelse i Lillekøbenhavn, hvor de også fik lov at blive efter pensionsalderen. Tove, nabokonen Anne og min mormor, Karen, var hjerteveninder og kom i tide og utide til kaffeslabberads hos hinanden, mens Jens Christian gik på jagt, lagde puslespil og tog ned i den nærliggende grusgrav, som var indrettet til losseplads, for at finde brugbart skrot, han kunne tjene en klatskilling på at sælge videre. Og hans ungdoms spillelidenskab bestod i øvrigt - dog under mere civiliserede og uskadelige former. Fra tid til anden spillede han whist om småbeløb sammen med de mandlige medlemmer af min familie, og da der startede andespil (bingo) op i Silkeborg, tog ham og Tove derind hver gang for at fylde nogle plader. Det var i den tid, de kom ind i mit liv. Min mor, der fik mig meget ung, fik arbejde i Silkeborg efter overstået Handelsskole, og så skulle hun have fundet en tilfredsstillende dagplejeordning for mig. Nuvel, det var før vuggestuernes og børnehavernes tid - i hvert fald på den egn - så i hverdagene skiftedes mine bedsteforældre og Tove til at passe mig. Jeg elskede alle tre parter i småstykker - førskoleårene står nok stadig for mig som de lykkeligste i mit liv - og Tove ikke mindre end de andre. For vel afleverede min mor 300 kroner til hende om måneden, men for de penge fik hun reelt også en tredje bedstemor til sin søn. Næppe helt uden grund lod hun mig uden skelnen og restriktioner lege med sine egne tre børnebørn, der i mange år var det nærmeste (fætre og kusiner undtaget), enebarnet Steffen kom søskende...

Hun var ret liberal: Så længe man ikke gik ud til Hovedvej A15 eller gik ned i grusgraven, hvor der var usikre skrænter og mosehuller i bunden, måtte man det meste. Man måtte lægge ekstra brikker på plads i Jens Christians puslespil, rode hasarderet rundt i hans værksted, bygge slotte af sofapuder ude i haven, man kunne lege gemme med hende i, og sågar engang brænde et bål af på fabrikkens oplagringsplads, mens hende, Anne og Jens Christian stolt smilede til den pyromaniske knøs! Der var altid plads til et knus, når man skulle afsted - hvad "man" sjældent ville. Og som noget specielt smukt husker jeg en sommerdag, hvor jeg, sammen med hendes børnebørn, sad på nogle sten under et birketræ i fabrikkens tilhørende minipark, mens hun lærte os "Stork, Stork Langeben". Måske mit første flash af reel, uforklarlig lykkefølelse...

Og bekymret for mig kunne hun også være til tider. Som da jeg en dag opdagede en flot guldplade - velsagtens en vinylplade trykt i en gylden nuance - på Annes reol, da vi var deroppe for at drikke kaffe der. Den måtte jeg selvfølgelig høre, og den viste sig at rumme Grethe og Jørgen Ingmanns Dansevise. Pludselig var jeg helt opløst af gråd - helt præcist da pladen nåede til mellemstykket med "kom igen nu, min elskede ven". Og jeg var ikke til at stoppe. Der gik vi ret hurtigt hjem. Tove var simpelthen for forvirret og forstyrret over den her unge, som gav sig til at tude uhæmmet over en skide sang! Well, min mor kunne fortælle, at jeg havde det på samme måde med "Solen er så Rød, Mor", og så blev de øvrigt ikke en skid klogere af det nogen af dem. Hvordan skulle jeg da også have forklaret dem, at jeg i virkeligheden græd af lykke? Af lykke over at have hørt mit livs første, bevidsthedsudvidende perfekte sange? Og de første sange, der konfronterede mig med den grundlæggende følelse af ensomhed og intethed, der altid har hvilet over mit liv, og som jeg først meget, meget senere lærte at sætte ord på?

Så var det anderledes håndgribeligt, da jeg en dag havde fundet en bil i en nabohave, som tydeligvis var udrangeret, og som jeg havde plyndret for "reservedele" - mest fordi Jens Christian altid talte om den slags, og jeg selv syntes, at de her mystiske "runer" i bilens indre var skægge at håndtere og fjerne. Hold kæft, der blev ballade med nabomanden Laust, der netop havde opbevaret billiget for at kunne trække på reservedelene! Well, Tove fik vist ret hurtigt jævnet problemet ud, men siden da var jeg altid lidt nervøs når Laust og konen Lindy var i syne... Sandsynligvis havde de nu nok bare spurgt, om jeg ville have en kage, hvis jeg havde turdet at gå hen til dem!

Da jeg i sommeren '80 skulle starte i skole, og mine formiddage hos dem derved blev "slugt", blev der holdt en lille kaffe-fest sammen med mormor, Tove, Jens Christian og Anne i Lillekøbenhavn. Den var ikke ret sjov. Jeg tudede bare hele tiden og ville høre "guldpladen".

Om efteråret var Tove og Anne i Voel, hvor jeg boede sammen med mine forældre, for at besøge mig. Jeg var sur, tvær og afvisende. Følte vist, at de havde svigtet - typisk barnelogik. Så det gentog sig ikke. Og når jeg stødte på Tove nede hos mormor, havde jeg i lang tid travlt med alt muligt andet end lige netop hende.

Og tiden gik. Sidst i 80'erne - en efterårsnat - gik Jens Christian ud i køkkenet for at få et glas vand. Der kollapsede han. Hjerteanfald. Jeg græd, da jeg fik det at vide. Så blev han lagt i jorden. Tove flyttede fra Lillekøbenhavn og ind til Silkeborg, hvor hun fik en etværelses på Arendalsvej. Og det gule arbejderhus blev revet ned.

Op gennem 90'erne så jeg hende af og til. Dels på Arendalsvej, hvortil jeg og mig mor flyttede i 1991, da min far var smuttet. Dels hos min mormor og morfar, som allerede i 1987 var flyttet ind i et hus på Hellebakken i Balle - en forstad til Silkeborg. Hver gang havde jeg lyst til at fortælle hende, at jeg stadigvæk elskede hende, og at hun havde givet mig nogle af de bedste stunder i mit liv. Men som trodsig, sortklædt og selvbevidst skod-teenager kunne jeg ikke.

Sidste gang, jeg så hende - i 1999 ved mormor Karens begravelse - havde jeg lyst til det igen. Og fejlede igen. Men som min mor sagde: "Hun véd det godt".

Det håber jeg da. Nu er det i hvert fald for sent... "Kom igen nu, min elskede ven"...

lørdag den 8. november 2008

Henry og Fidel


Nå, men i går aftes ved 22-tiden gjorde mit mødrene ophav så sin entré her i Søborg, og en kold, klam dag blev rundet lunt af med lidt hyggesnak og en dåse double chocolate stout. Og her i dag skulle jeg så hitte på noget spændende at vise hende, hvilket blev Heerup Museet i Rødovre. En lille, men fin samling af Henry Heerups malerier, skrotskulpturer og stenhuggerarbejder, der var suppleret op med genskabte arbejdshjørner fra kunstnerhjemmet. Og hold kæft, hvor var han et rodehoved, den "varme" (der var han også, men samtidig lidt af en melankoliker) Cobra-kunstner - hans arbejdsbord lignede noget, der var løgn, og det hakkede og borede klaver, han skabte sine små, skægge kompositioner på, var ét stort mylder af sprællemænd, Beethoven-buster, nodepapirer, skitser osv. Også hans rammer var noget for sig - simpelthen forhåndenværende træstykker, der var sømmet mere eller mindre lemfældigt fast på det ellers minutiøst udfærdigede maleri. Men det var jo også en del af charmen ved manden - den her underlige blanding af det henkastede og det brillante.

Som kunstner ligger Heerup egentlig mit hjerte nær. Han kendte i den grad sin folkekunst - hele hans formsprog rakte tilbage til den type motiver, man kunne finde på manglebrædder osv. langt tilbage i historisk tid, og som på mange måder syntes at udgøre en lineær fortsættelse af oldtidens dyreornamentik. Men han var også meget moderne i sin raffinerede symbolbrug, der i perioder fik en helt surreel karakter. Og så var han til syvende og sidst en sær blanding af en hedning og en moderne libertiner - vitalitet, kærlighed, fantasi, sex/frugtbarhed og død var hjørnestenene i hans kunst, og jeg ved heller ikke hvad, der ellers betyder noget i mit univers... Hans kvindeportrætter hører således til de kærligste - men ikke mest naive, for som bl.a. "Bjørneklokvinden" illustrerer, var han godt klar over, at rosen ikke kom uden torne - i dansk kunst.

Men specielt imponeret blev jeg over hans stenhuggerarbejder. Bare diskretionen i dem! Respekten for materialet! Ikke noget med at imposere sin vilje over på de stakkels sten - han læste dem! Så han en stor, fed tudse i en sten, blotlagde han den simpelt og enkelt med nogle få hug. Så tæt på zen, som en vesterlænding sikkert kan komme det...

Købte en god stak bøger og hæfter om Heerup. Han var det værd, syntes jeg.

Bagefter så jeg Fidel Castro i Irma på Søborg Hovedgade. Eller i hvert fald hans dobbeltgænger. Il Commandante købte tun, filodej og Grøn Tuborg.

fredag den 7. november 2008

Efteråret skider på det hele

Det pisser stadigvæk ned, og humøret er derefter. Hader virkelig november måned. Alt er så afpillet, grumset, vådt og koldt. Selv på høje, klare dage er charmen til at overse. Og så er det, at man begynder at fokusere på alt negativt, der overhovedet er at fokusere på.

Må til at køre noget lysterapi, tror jeg. Bare for at give tilværelsen dens rette proportioner igen.

torsdag den 6. november 2008

En slags anti-status

Lidt en nedtursdag. Det blæser en halv pelikan, himlen er proppet med kulsorte skyer - og stort set alle mine venner er tilsyneladende gået i hi på ubestemt tid. Argh - humour me, anyone!

Status:

Hører: Stadigvæk The Bunny Boy med The Residents. Suverænt konceptalbum om en randeksistens på sammenbruddets rand - og under overfladen ikke så lidt samfundskritisk. Musikalsk set gennemstrømmet af gruppens umiskendelige weirdness, men på en mere umiddelbar og veldisponeret måde end længe.

Læser: Nul og en skid. Skriver knapt nok. Og det, jeg endelig gør, er noget lort det meste af tiden.

Ser: Hverken fjernsyn eller film pt.

Er: Lidt strandet for tiden, synes jeg.

Vil: Genvinde mit gode humør og se nogle mennesker.

onsdag den 5. november 2008

Another brick in the wall

Har i dag tænkt en del over, hvad jeg egentlig vil med den her blog, som jeg nu har kørt i over et halvt år.

Er formålet selverkendelse? Ikke i det omfang, jeg måske troede i starten, for vel er jeg inde i en fase af mit liv, hvor jeg arbejder meget med netop det - men omvendt må jeg tilstå, at jeg alligevel er for blufærdigt anlagt til at lægge alt, jeg når frem til, ud.

Er det at give et indblik i mit liv og mine tanker? Tjo, men så igen er billedet så langt fra komplet, og selvom jeg må sige, at jeg ind imellem har været så åben herinde, at jeg selv har krummet tæer, er det meget mod min natur at udlevere mig selv fuldstændigt. Jeg bryder mig fundamentalt ikke om, at folk lidt for godt ved, hvem jeg er, og selv overfor mig selv nægter jeg dybest set at forholde mig til identitetsspørgsmålet - jeg vil meget hellere være et løbende spørgsmålstegn end "nogen" eller "noget".

Er det for at sprede mine meninger? Nope. I så fald ville jeg nok arbejde noget mere målrettet med det. Har det som oftest bedst med, at de kommer sådan lidt ind fra sidelinjen.

Er det for at føre dagbog? Tjo, der er helt klart det aspekt i det, men ikke kun. Der er jo publikum på.

Egocentrisk forfængelighed? Helt sikkert, men det samme kan man sige om enhver form for offentlig fremtræden, og hvad formålet med bloggen end er, er det ikke det.

Er ikke nået nærmere et svar, end at jeg vel bare prøver at skabe en mur af tekst, som både jeg selv, mine venner/bekendte og udefra kommende kan spille bold op af, som de lyster - nogle tavse, andre talende. Og for mit vedkommende må jeg i øvrigt tilføje, at jeg er glad for, at jeg ikke har fuldt overblik over hvem, der i grunden læser den. Der er en del hits - så meget kan jeg da se - men havde jeg en klar fornemmelse af, hvem der kom forbi, kunne jeg meget vel se mig selv klappe i med mangt og meget. Og resultatet ville blive dårligere læsning. En ringe mur...

tirsdag den 4. november 2008

Voting boxes of armageddon


Så er det i dag, verden holder vejret i spænding: Bliver det Obama eller McCain? Tja, uanset hvem kan det næsten ikke undgå at blive en bedre præsident end den siddende, men krydser selvfølgelig fingre for førstnævnte. Om ikke andet er det ham af de to, der er mindst tilbøjelig til at splitte verden helt ad, selvom han har en usund holdning til A-kraft...

Funny fact: Da man byggede de første atomkraftværker i USA, regnede man sig, gennem almindelige matematiske overslag, frem til, at der kun ville ske en større ulykke (udslip, nedsmeltninger og andre gode ting) én gang på 5000 år. Da kaosteorien kom til, viste det sig, at man kunne regne med et hvert halvtredsindstyvende år. Og spørgsmålet er, om de beregninger holder, eller om vi bare har været uheldige. Vi har jo ligesom allerede haft Three Mile Island og Tjernobyl...

Obamas motiver for at gå ind for den energiform er i og for sig sympatiske nok: At reducere CO2-udslippet. Og måske er det da også at foretrække, at nogle få tusinde mennesker bliver grillet eller omkommer langsomt og smertefuldt af strålesyge, hvis alternativet er globalt kollaps. Men min holdning er og bliver nu, at USA ikke for alvor får en ansvarlig præsident, før den sidste atomreaktor er lukket ned... Ovenover kan man se et foto af blot en af den type skader, det åbenbart er acceptabelt - selv for Obama - at udsætte sine (heldige!) medborgere for...

Apropos det har jeg fået en stak cd'er hjem - bl.a. The Bunny Boy med The Residents, der er deres første gode album i lang tid. Åbningsnummeret hedder "Boxes of Armageddon"...

mandag den 3. november 2008

Skribleskrable

De løse enders dag. Har fået banket et par anmeldelser af, jeg burde have skrevet for en evighed siden (den ældste af dem havde jeg påbegyndt i Aalborg!), og postet et par digte på digte.dk, som har rodet rundt på mit SIM-kort i nogle dage. Så har jeg købt for 70 kr. godbidder til Tilde - lidt som en undskyldning for, at hun ser så lidt til mig for tiden. Og senere skal der ryddes lidt op. Min mor kommer på besøg weekenden over, og selvom hun er et lige så stort rodehoved som jeg selv, må jeg nok tilstå, at her ikke er for kønt pt. Er dog ikke stødt på ukendte livsformer herinde endnu.

søndag den 2. november 2008

Syrejazz og ballonkamp


"Nå, det er de sædvanlige, der er her", røg det spontant ud af mig i går aftes, da jeg kom ind på Lygten Station og så Michael Mørkholt (LJUD, Jab Mica Och El) og Oliver Hoiness (Lolita Industri, diverse bands) stå lænet op af baren. Og de lo. Vi vidste nok godt alle sammen, at aftenens yoyooyoy-feature med Havens Fugle og 4706 (resterne af Blob Back Fahrenheit) sikkert ikke ville trække mere end de samme avantgarde-hoveder som altid - en kreds, der selv på landsplan er så tæt, at de fleste kender hinanden ved navn. Og det gjorde den heller ikke - dog dukkede der et par nordmænd op, som jeg ikke helt kunne pinpointe...

Men for pokker, hvor var der tryk på! Havens Fugle har hidtil ikke været et af de yoyooyoy-projekter, der ligger mit hjerte tættest - dertil har det alligevel været for traditionel free jazz - men i går spillede de vanvittigt godt! Kørte næsten hver deres uafbrudte solo, som alligevel fandt sammen i en enormt kraftfuld, tumultarisk helhed. Smukt! 4706 var lidt lunkne, til gengæld - energien under deres sæt virkede ikke helt optimal. Men også de havde spillet sig brandvarme, da aftenen sluttede med et fejende flot og intenst free for all-jam, der var lige til at putte på plade. Specielt jammets anden sektion, som var centreret omkring et meget enkelt og hårdt beat fra Rune Kielsgaard, der lagde ryg til en perlerække af musikalske detonationer. Bloody hell! Bare musik altid var sådan!

Påvirket af de billige øl - kredsen var så tæt, at man bare smed en tier og tog selv i køleskabet - forsøgte jeg at fortsætte aftenen på Understellet, men jeg havde ikke været der ret længe, før jeg fandt ud af, at jeg dybest set ikke gad mere. Energien var ikke i top, aftenens store oplevelser lå allerede bag mig uanset hvad - og score ville jeg ikke. Jeps, jeg er forelsket. Igen.

Og efter her til morgen at have været endnu en gang på Sydhavnen for at fodre katte, gik turen til Rødovre igen. Nu til en fælles tømmermænds-frokost, hvor jeg også fik lejlighed til at møde min dates datter. Superhyggeligt! Der havde været halloween-fest derude i går, så der var balloner overalt - og før jeg vidste af det, var der den vildeste kamp på stuegulvet, hvor alle gokkede hinanden hæmningsløst oven i hovedet med gummitingesterne.

Og nu er jeg hjemme igen. Efter en fyldt, men god weekend, der har fået ugens nedtur til at fortegne sig en hel del. Tid til skønhedssøvn.

lørdag den 1. november 2008

Cure-dag


På vej hjem fra dagens kattepasning på Sydhavnen stødte jeg kort ind i Anders fra yoyooyoy/Kirsten Ketsjer/Frisk Frugt/Blob Back Fahrenheit (som vist pt. er opløst og har taget et andet navn)/Forkert osv., der stod i kulden på stationen - snotforkølet - og blomstrede med et billigt keyboard og en lille forstærker. Havde vist været ude for at øve til aftenens koncert på Lygten. Lidt svag i koderne var han, men han havde giftige planer vedr. opvarmningsrutinen, så mon ikke det ender med at blive meget godt? Har i hvert fald bestemt mig til, hvor jeg skal hen. Og så var det i øvrigt hyggeligt med selskab ind til Hovedbanegården, mens vi vendte vores respektive fremtidsplaner. Han er en skiderar fyr, som jeg altid har haft en intuitiv fornemmelse omkring, at jeg en dag kommer til at lave et eller andet sammen med. Spørgsmålet er bare hvad - og hvornår.

Stoppede også forbi Guf for at købe 4:13 Dream med The Cure. Et album, jeg havde enormt små forventninger til - frygtede, at det ville være et nyt Wild Mood Swings, og at det ville være the end of the line for mig som Cure-fan. Nuvel, ved ikke, om materialet som sådan er bedre end på det halvtyggede '96-album, men overordnet set er det dog mere "mig" - mere homogent og koncentreret i den dystre/psykedeliske ende af bandets univers. Singlerne er ret konsekvent noget lort - ynkelige øvelser i at gentage sig selv - men generelt har det faktisk været sådan på det senere Cure-albums, at udplukkene har været de svageste numre på de samlede udgivelser (havde gruppen gjort alvor af at udsende den sublime "Maybe Someday" fra Bloodflowers, kunne det have brudt mønstret lidt op), og sådan er det også her. Men den svageste del af pladen løftes trods alt af den brillante guitarist Porl Thompson, som er tilbage i folden efter at have været væk siden Wish, og der er reelt stærke numre på 4:13 Dream (den ekstremt lousy titel til trods!). Der er åbneren "Underneath the Stars", hvis lange, stemningsfulde indledning ikke står tilbage for de bedste stunder på Disintegration og Bloodflowers. Og der er hele strækket fra "This, Here and Now. With You" til den afsluttende "It's Over", som netop fører stilen fra Wish videre i et mere rocket, modent og alligevel diskret elektronisk farvet regi. "Sleep When I'm Dead" (den eneste af singlerne, der holder!) er muligvis den bedst svungne sang, Robert Smith har skrevet siden "Bloodflowers", og "The Scream" lever fuldt op til titlen. Den endelige dom? Jeg hænger på lidt endnu, og skulle jeg samle en definitiv best of The Cure-cd, er der et par numre her, som fortjener en plads på den - så længe der er det, er det ikke helt skidt. Så det er fair nok, det hele. Men jeg ser dem gerne oppe sig næste gang...

Men så er det jo fedt nok, at der samtidig er kommet en faktisk rigtig god remix-ep, Hypnagogic States, der formår at vride kreativt guld ud af singlerne... Den ellers meget svage "Freak Show" forvandles til - absurd nok - noget, der kunne høre til i den bedre ende af Depeche Modes repertoire ved af blive vendt på hovedet af folk fra Afi, der liver gevaldigt op med pumpende beats og stærke basgange. 3o Seconds to Mars forholder sig mere trofast til det materiale, de har fået udleveret, men tager alle de chancer med det, Cure selv - her spiller alderen vel ind - ikke gør længere. Gerard Way og Julien K's version af "Sleep When I'm Dead" burde seriøst have været en single i sig selv - her er der seriøst rykkende beats, som går i perfekt spænd med Smiths melodramatiske vokal og skaber en gennemdekadent stemning. Patrick Stump og Pete Wentz' mix af "The Perfect Boy" er ikke guld - faktisk ret uinspireret - men opvejes så rigeligt af 65 Days of Statics 21 minutter lange, både meget energiske, foruroligende og voldsomt støjende udgave af "Exploding Head Syndrome" (mindre et nummer i sig selv end et medley af alle periodens numre), der vel bedst kan kaldes en slags postrock i helvede inklusive fordrejede vokaler, afsporet piano, smadrede beats og andre assorterede deformiteter. En mastodontisk indsats! Her bliver det at remixe simpelthen til kunst! Well, har aldrig været en større fan af remix-cd'er - med klassikere som New Orders Substance samt Pet Shop Boys' Disco og Introspective som undtagelser - og Cures egen tidligere Mixed Up var heller ikke nogen succes. Men lige netop i dette tilfælde er jeg virkelig begejstret. Også så begejstret, at jeg faktisk vil anbefale folk at købe Hypnagogic States frem for 4:13 Dream! I øvrigt går overskuddet til Røde Kors...