tirsdag den 6. april 2010

Tæppefald

Ny blog påbegyndt her.

mandag den 5. april 2010

The final cut

Ok, jeg kan lige så godt starte med at tage firbenet ved halen...

Jeg har igen her i påsken haft en oplevelse, som bestyrkede mig i, at det ikke er klogt at lade bloggen fortsætte, som den har gjort. Jeg vil helt klart savne "dagbogsaspektet" - nu, hvor jeg står over for at skulle skære det fra, kan jeg tydeligt se, at det ikke er irrelevant for mig - men alt, jeg ser og ønsker nu, er fremtid. Og måske var kendetegnet for den periode, bloggen har dækket, at jeg netop ønskede en fremtid, hvilket i starten virkede som et endda meget utopisk projekt. Nu er den her. Masser af gamle historier er enten ved at slutte eller allerede rundet af, og jeg ønsker ikke at slæbe for meget ballast med mig, ligesom jeg på ingen måde har lyst til at løbe risikoen for at afspore noget ved at lægge ord om nuet ud til alt for fri fortolkning. Så uanset jeres i grunden mange meldinger om, at bloggen skal fortsætte, som den er, er jeg nødt til at gå i den modsatte retning. For min egen skyld.

Krigsveteranen lukker og slukker altså. Og siger tak for både de mange engagerede kommentarer hen ad vejen og de gode meldinger her til sidst, der tydeligt har vist mig, at projektet har betydet noget for andre end mig selv.

Alternativet er ikke oppe at stå endnu, men har arbejdstitlen "Baunblæk". Og vil, som antydet, komme til at bestå af mere udadvendte kommentarer til kunsten og virkeligheden. Men, som overskriften antyder, også med personlige vinklinger på tingene.

Melder ud her hvordan og hvorledes. Og så ses vi forhåbentligt også dér :-)

torsdag den 1. april 2010

Hjemlandets vemodige toner...

...i dit fjæs lige her.

onsdag den 31. marts 2010

Ny blog?

Er på det seneste begyndt at spekulere over hvorvidt al den tid, jeg mellem år og dag bruger på at skrive specielt denne blog - min lyrikblog er pt. i en helt anden grad et udstillingsvindue, som jeg kan og vil styrke udbredelsen af ved enhver given lejlighed - er vel brugt. Jeg mener: Der ligger snart to års arbejde i den, men den har kun vundet seks faste læsere, og den er stadig ikke over de 1000 hits.

Ikke at det indtil nu har gjort mig så meget. Jeg skrev dagbog som teenager, hvor jeg gennemgik en kriseperiode, som på mange måder mindede om den, jeg har været igennem siden det første indlæg her, og ligesom dengang har denne blog været en stor hjælp i forhold til at sortere i og bearbejde mine tanker. Fra tid til anden er der endda dukket ting op her, som har haft en eller anden skæv, litterær kvalitet. Men jeg ved ikke i hvor høj grad, jeg egentlig synes, at bloggen har den funktion nu. Også netop fordi den indtager en mærkelig position mellem det private og det offentlige: I kraft af netmediets udbredelse kan jeg kun i ret overfladiske tilfælde skrive om de ting, jeg virkelig gør, tænker og føler her - resten er der pga. diverse hensyn trukket et slør over. Så det er hverken en ordentlig dagbog eller et ordentligt stykke litteratur/fagligt arbejde...

Umiddelbart er min indskydelse at lukke og slukke den her blog, som man kender den, og lave en mere offentligt rettet - men af samme grund selvfølgelig mindre personlig - side, der kun inkluderer kunstneriske, filosofiske og politiske udsagn. Jeg har ikke tænkt mig at slette alt det, der allerede er skrevet - selvom meget af det gør ondt at læse læse igen, er det allerede delt én gang, og jeg véd, at passager er værdifulde for andre end mig. Har endda overvejet, om noget af det kan omarbejdes i bogform. Den nuværende side bliver, om end i "frosset" udgave. Men for mig vil det være en stor befrielse, hvis man én gang for alle kan skille skæg fra snot - lade privat være privat og offentligt offentligt. Så undgår man også at skulle gå på listefødder over for sine nærmeste, der til tider synes, at man har overskredet en fin grænse alligevel - skellet mellem det, der kan offentliggøres, og det, der ikke kan, er forskellig fra person til person, og jeg er sgu nok ret hårdhudet, hvad den slags angår. Hvilket ikke er skide praktisk.

Men hvad siger I, læsere? Er der en overvejende stemning for, at bloggen fortsætter, som den er, kan det selvfølgelig lade sig gøre. Jeg har gjort det her i lang tid, og selvfølgelig synes jeg stadig, at det er interessant at have sit liv og sine tanker dokumenteret fra dag til dag. Men i modsat fald vil det også passe mig fint at få et ordentligt panser...

Tænke- og kommentarperiode: Påsken over.

tirsdag den 30. marts 2010

Udmattelse

Er usigeligt træt for tiden. Er jeg gerne hvert år ved denne tid, når foråret for alvor sætter ind. Føler mig som en mand, der har svømmet langt og længe for at overleve, omsider er nået ind til stranden - og så kollapser totalt.

Havde en halv aftale med Pia om at tage til et elektronisk arrangement i aften/nat, men har måttet melde fra. meget blus er der bare ikke på pt. - specielt ikke hvis jeg gerne vil nå et relativt tidligt tog til Silkeborg i morgen. Men glæder mig til, at der er.

Til gengæld har jeg fået skrevet et par anmeldelser igen over det sidste halvandet døgn. Helt rart at få noget fra hånden på dén front igen, selvom jeg også ved, at det snart vil hænge mig langt ud af halsen, som det plejer.

søndag den 28. marts 2010

Den åbne dør

Ved ikke, om det bare er mig, der tænker så kringlet... Men faktum er, at der i vores opgang er en hoveddør, der har stået på klem i en uges tid. Der er stadigvæk navneskilt på den, og jeg har ikke registreret en flytning i et stykke tid, men under alle omstændigheder er indehaveren væk på den ene eller anden måde, og det er da en såre mærkelig måde at efterlade døren på. Så hver gang, jeg går forbi, føler jeg mig fristet til at kigge ind og checke, om alt nu også er, som det skal være. Men så igen: Har der været indbrud, og skulle vedkommende ligge død inde på gulvet eller lignende, er man omvendt heller ikke enormt interesseret i at være den, der gør fundet... Men så igen: Nogen skal jo. Osv. osv.

Skåret ind til benet handler det hele vel bare om, at sådan en åben dør, der ikke burde være åben, kan få de mærkeligste film til at køre i den indre biograf - og få det til at krible i hænderne af lige dele nysgerrighed og gru...

(PS: I øvrigt blev Rottschen, efter at have ligget i nedkølet tilstand en i kasse på altanen siden januar, bisat i Hareskoven i går. Først nu var jorden tøet så meget op, at det kunne lade sig gøre. Godt at få hende sendt ordentligt afsted til rottehimlen.)

Column

Var til Column på Faust i går aftes. Var meget glad for at få dén mulighed - projektet har ligget underdrejet i et pænt stykke tid, og jeg mener seriøst, at deres Centipede-album fra 2001 var noget af det flotteste, der kom fra Danmark i nullerne. I det hele taget et hovedværk inden for dansk industrial/dark electro.

Nuvel, meget var der ikke sket siden. Der arbejdedes tydeligvis hen mod et nyt album med et mere regulært industrielt udtryk, hvilket klædte duoen, men meget af materialet stammede stadig fra Centipede. Det gjorde nu heller ikke noget, for det var og blev fantastisk, og selvom der var en del tekniske kiks, blev de taget med højt humør af Nino Orio og Janine Neble, som er kernen i gruppen i dag. Et godt, afslappet show, hvor sidstnævntes stemme virkelig - modsat i Alive With Worms, som hun ellers er mest kendt for - fik mulighed for at folde sig ud. Og den er stor! Uden tvivl den stærkeste, mest markante vokal, der er vokset ud af dansk postpunk. Utroligt, at hun stadig i den grad er et undergrundsfænomen.

Men Column sparker stadig 120 procent røv, for at sige det rent ud. Glæder mig til at høre mere. Meget mere!

Endte på diverse barer på Vesterbro bagefter sammen med Louise og slænget, der havde været til Peter Sommer-koncert. Åbenbart også en optursoplevelse - og jeg må da tilstå, at hans seneste album viste glimrende takter. Men jeg var nu glad for, at jeg havde vandret af min egen sti indtil da.