Af en poetik - kort appendix

Skægt - eller vel egentlig meget logisk - som mange poeter har det med at smage på ordene. Har da selv en rem af huden. Der er, indrømmet, nogle, som klinger bedre end andre, og dem, jeg holder mest af, er dem, der "lyder som sig selv": "Fnug", "grøde", "duft", "summen" etc. Men det er mange år siden, at jeg gjorde mig nogen illusioner omkring sprogets "magiske virkning". Man kan bare ikke fremmane en frugthave ved at skrive om den - udsøgte ord eller ej forbliver den på papiret.

Nej, for mig er ord noget, man bygger af, og deres værdi er praktisk - ikke magisk. Med andre ord: Holder lortet, hvis jeg bruger det ord her, eller gør jeg klogere i at bruge et andet? Den eneste magiske - eller bare suggestive - kraft, jeg ser i et digt, ligger i enten tekstens symboliserende enhed eller de brudflader, det evt. formår at skabe i hverdagslogikken. Resten er et spørgsmål om at bruge den rette størrelse søm til den rette type tømrerarbejde.

Fut i kineserierne

Louise øver sig i disse dage på kinesisk dans - det er meningen, at vi skal til kinesisk nytårsfest her inden så længe, komplet med drager og det hele. Ideelt set skulle jeg vist endda have været klædt ud i amagerdragt, så det internationale aspekt virkelig blev understreget, men det er nok ikke muligt. Lyden af ømme muskler og deslige overskrider nu også mange sprogbarrierer, skulle jeg hilse at sige.

Selv tilbragte jeg søndagen med at pleje tømmermænd og se Frasier, en doven hund, som jeg er.

Af med skægget!

Var til lyrikhelvede i går - nærmere bestemt Fausts tilbagevendende arrangementsrække Talerummet, der denne dag udmærkede sig ved, at Dyst ikke blot var konferencier, men holdt reception for sin nye digtsamling Louicifer. Den seneste i en række samlinger, som har haft det til fælles, at de har behandlet længere eller korterevarende kærlighedsforhold. Skal jeg være ærlig, har han behandlet emnet mere elegant, end det skete her - ville nødigt være den, bogen handlede om - men det påvirkede selvfølgelig ikke kvaliteten af materialet, som det meste af vejen var særdeles glimrende.

Men det korte af det lange: Dysts tilstedeværelse trak mange fra den mere etablerede del af byens lyrikmiljø ind til noget, der vel som udgangspunkt var en hyggekreds for Faust-gængere. Og for begge parter var det lidt af et kulturchok, tror jeg. For "os andre" var den friske, uhøjtidelige tone inspirerende, mens "de faste" muligvis fandt os lidt døde i sværen. Og niveaumæssigt var der langt til de faste aftener i f.eks. Underskoven - der lå et præg af indforstået gotisk "legestue" over det hele. Så meget sagt var der et par glimrende indslag. Tommy Heisz gjorde en god figur, og der var en lille, spinkel pige - fik desværre ikke fat i navnet - som læste en række tekster om "peak experiences" op med en fejende flot, klokkeklar diktion. At jeg så i mindre grad nød de par tøser, der stod og sang Tokio Hotel-numre acapella, er så noget andet. Har som udgangspunkt altid hadet dét goth light-orkester (synes, de lyder som en Otto Duborg-version af Evanescence, der igen lyder som en K-Mart-udgave af The Cranes), og det havde jeg nok uretfærdigt svært ved at abstrahere fra...

Aftenens ubestrideligt højdepunkt var dog, da Dyst barberede sit lange, røde skæg af, mens Kirsten Marthedal spillede grumme hedensk violin. Efter sigende set før, men et godt show nonetheless.

Vadede op til Nørreport med en mindre flok halv- og helkendte ansigter, mens der blev snakket poesi i almindelighed, og satte derefter kursen ud mod Bureauet, hvor jeg havde lovet at aflevere en stak Geiger-blade. Fin lille krølle på aftenen, eftersom det band, der tilfældigvis optrådte - Jake Strikes Backwards - faktisk var glimrende. Jazz af det, jeg kalder "den nye skole" - i virkeligheden mere funderet i en rocksensibilitet, selvom instrumentparken og grundlyden hører den anden genre til. De kom tydeligvis fra en konservatorie-baggrund - i den indledende fortolkning af Rodgers & Hammersteins "My Favourite Things" fra The Sound of Music blev der liret soli af, som de tydeligvis forventede, at folk klappede af. Men - og det var det, jeg kunne lide - de tabte aldrig grebet om nerven i musikken. Lod ikke virtuositeten overskygge materialet. Og efter en meget flot version af Radioheads "Paranoid Android" var jeg i virkeligheden solgt. Desværre begyndte min mave på samme tid at brokke sig over for megen cider og for liden aftensmad.

Tilbragte resten af aftenen derhjemme, mens Louise og jeg drak rødvin og hørte gammel Kyuss. Ikke ringe, ikke ringe.

Måger

Gu' ve', hvad kulden egentlig har gjort for dyrebestanden i år? Har ikke set en eneste småfugl i flere dage. Mågerne, til gengæld, stortrives af en eller anden grund.

Mågen er mit totemdyr, by the way. Højtsvævende, frihedselskende og fleksibel, men også hidsig og altædende. Har haft visioner af den, siden jeg var 13-14 år, og er altid åben for, hvad den så at sige forsøger at fortælle mig.

Mærkeligt, at jeg så selv har svært ved at holde fanen højt her i kulden og mørket. Men måske skal jeg bare gøre ligesom den: Holde flugten høj og skide på det hele.

Funktion

Fik, pga. uigennemskuelige computerproblemer, først postet Victors erindringer i går. Læs dem evt. her. Lagde samtidig så at sige tredje del af min artikelserie om hollænderne på Amager, "En lille, men stor gave", ud her. Mine egne refleksioner over den hollandske arv. Sikkert ikke vildt relevant læsning for udenforstående, men for mig har det været tekster, der har rumsteret i mig altid, og som det har været rart at få forløst.

De to første dele af trilogien vil blive tilgængelige i forbindelse med fastelavnsfesten i St. Magleby d. 14.

I den helt modsatte ende af skalaen var jeg til lyrikoplæsning i Operaen på Christiania i går. Lidt en rusten omgang - ingen var helt på toppen efter halvanden måneds massiv vinter med et tilsvarende fald i aktivitetesniveauet. Bedst var vel egentlig værten Gordon Inc., der lagde hele sin fysik i en udsyret reportage fra en rejse til Grækenland, vor han bl.a. formåede at blive forvandlet til en minotaur. Men Rasmus Bjørkvig vendte også det faktum, at hans computer havde svært ved at læse det elektroniske bagtæppe til oplæsningen ind, til en fordel ved at prøve at recitere sine tekster med computerstemme. Både passende og underholdende. Men ellers en aften, hvor folk fungerede mere, end de blændede - og for undertegnede vel nok nærmest en måde stille og roligt at falde tilbage i det poetiske gænge på igen. Den næste tid vil se mig betræde de skrå brædder igen med en pæn bunke nyt materiale, men lige nu passer det mig fint bare at mingle og være tilskuer.

Hall of mirrors

Delte blade ud for Geiger i går - to solide kasser, der blev båret rundt på Nørrebro til fods i sne og ælte. Fanden til arbejde. Men så fik jeg mig også en sludder over kassen i Møllegades Boghandel. Altid godt at komme dér. En højborg for litterær idealisme - uanset hvem, der står ved kassen, kan man være sikker på, at det er en velbelæst ildsjæl.

Købte Wolfgang Flürs I was a Robot i Stereo Studio på tilbud - hans magnum opus om årene i Kraftwerk. Interessant læsning. Ikke mindst fordi den bare har gjort mig endnu mere forvirret over hvad, mit store idol i æstetisk henseende, Ralf Hütter, er for en fisk. En psykopat, der ville have været et sandt hit i SS, hvis han havde været født nogle årtier tidligere, eller i virkeligheden en ensom, potentielt selvmordstruet stakkel, der er faret vild i sin egen spejlsal af robotter, cykler og teknik i forsøget på at distancere sig fra sin egen enorme sårbarhed? Flür giver netop ikke svaret. Han fremlægger situationer og synspunkter, men konkluderer ikke det store. Bortset fra, at han - alt efter fasen i samarbejdet - skiftevis har trivedes og frosset i Mr. Hütters kuldezone.

Men ellers en meget sludrende bog. Flür er ikke forfatter. Han havde bare en enkelt historie, der skulle fortælles.

Ridser i sneen

Massive snefald igen. Havde sikkert tilbragt hele dagen i en altomsluttende depression, hvis ikke Pia igen havde kaldt mig ud for at være barnepige for Helena - en gang gemme, fup-ludo og pudekamp er et effektivt middel mod enhver tristesse.

Inviterede dem med ud for at se fastelavn i Store Magleby d. 14. Kan levende forestille mig den bettes reaktion over tøndeslagning til hest i rigt dekorerede folkedragter.

Geiger har offentliggjort sin liste over årets bedste plader. Mine bidrag er Balstyrko, Manic Street Preachers og Supermelle.

Bandmøde i går blev aflyst.

Venter stadig på, at verden går ordentligt i gang igen.